bestræbe os på at efterligne vort forbillede Jesus Kristus. Lad os være selvopofrende og villige til at give os selv i Jehovas herlige tjeneste. Gør vi det, kan vi tillidsfuldt se frem til opfyldelsen af vor himmelske Faders storslåede løfte til sine loyale tilbedere. Og hvilke vidunderlige velsignelser vil dette ikke føre til i hans lovede nye orden! Ved at ’vandre efter det vi tror, ikke efter det vi ser’, vil vi først og fremmest opnå den belønning at have andel i hævdelsen af Jehovas universelle suverænitet.

Vi må vandre i tillid til Jehovas ledelse

„Vær modige og stærke. Vær ikke bange og bliv ikke opskræmte på grund af dem, for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ — 5 Mosebog 31:6.

1. Hvordan viste Jehova sig som en uforlignelig leder for israelitterne?

JEHOVA viste sig som en uforlignelig leder da han bragte israelitterne ud af trældommen i Ægypten. Han førte dem ikke blot gennem ørkenen men sørgede også for mad og drikke til dem og gav dem en fuldendt vejledning. Levitterne på Nehemias’ tid kunne derfor sige: „I din rige barmhjertighed forlod du [Jehova Gud] dem . . . ikke i ørkenen. Skysøjlen forsvandt ikke fra pladsen over dem om dagen, hvor den førte dem ad vejen, eller ildsøjlen om natten, hvor den oplyste den vej for dem som de skulle gå ad. Og du gav dem din gode ånd for at give dem indsigt, og du holdt ikke din manna tilbage fra deres mund, og du gav dem vand da de var tørstige. Og i fyrre år sørgede du for føde til dem i ørkenen. De manglede intet. Deres klæder blev ikke slidt, og deres fødder svulmede ikke op.“ — Nehemias 9:19-21.

2. Hvorfor kunne Moses tilskynde israelitterne til at ’være modige og stærke’?

² Ved at tugte israelitterne i faderlig godhed lærte den guddommelige Lærer dem hvad det vil sige at være retfærdig. Han gjorde alt til deres eget bedste. Selv når de knurrede og gjorde oprør, var han langmodig og forlod dem ikke. Især når de stod over for talmæssigt overlegne fjendehære beviste Jehova sin dygtighed som fører og anrettede ødelæggelser i fjendernes rækker. Moses talte sandt da han opmuntrede israelitterne med disse ord: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange og bliv ikke opskræmte på grund af dem, for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ (5 Mosebog 31:1, 6) Gud ville ’drage med dem’ hvis de viste tro. Hvilken spore for os til at vandre i tillid til Jehovas ledelse!

Advarsler fra fortiden

3. Hvordan viste israelitterne utaknemmelighed og mangel på tillid til Jehova kort efter at være blevet udfriet fra trældommen i Ægypten?

³ Men det der hændte israelitterne udgør en advarsel for os. Skønt de kun havde været fri af trældommen i Ægypten i kort tid, syndede de gentagne gange mod deres usynlige Fører. Mens Moses var oppe på Sinaj bjerg for at modtage Loven, viste de utaknemmelighed for alt hvad Gud havde gjort for dem. De overtalte Aron til at lave en guldkalv og tilbad den under noget han kaldte en „højtid for Jehova“. (2 Mosebog 32:1-6) Ti af de tolv spioner som var sendt ud for at udforske Kana’ans land viste sig troløse, og kun Josua og Kaleb tilskyndede folket til at drage ind i landet og indtage det. Men Israel handlede ikke i tro på Gud, som derfor forordnede at alle mænd „fra tyveårsalderen og opefter“, med undtagelse af Levis stamme og de trofaste mænd Kaleb og Josua, skulle dø i ørkenen inden for et tidsrum af 40 år. (4 Mosebog 13:1 til 14:38; 5 Mosebog 1:19-40) Dette bør vi afgjort se som en advarsel mod en lignende utaknemmelighed og mangel på tillid til Jehovas ledelse!

4. Hvad i Israels historie viser at den ulykke der ramte Juda, Jerusalem og templet i 607 f.v.t., var velfortjent?

⁴ Jehova lod israelitterne strejfe omkring i ørkenen i 40 år, men forlod dem ikke. Han udkæmpede fortsat deres kampe. Efter Moses’ og Josuas død oprejste Gud dommere for at udfri sit folk fra undertrykkende fjender. Men på det tidspunkt gjorde israelitterne hvad der var rigtigt i deres egne øjne, og lovløs vold, umoralitet og afgudsdyrkelse begyndte at brede sig. (Dommerne 17:6 til 19:30) Da de senere ønskede en konge ligesom de omboende nationer, imødekom Jehova deres ønske, men advarede dem angående følgerne. (1 Samuel 8:10-18) Men selv ikke Davids hus’ kongedømme tilfredsstillede folket, og på Rehabeams tid gjorde ti stammer oprør. (1 Kongebog 11:26 til 12:19) I de flestes bevidsthed blev den tanke at Gud ledte dem, trængt mere og mere i baggrunden. Jerusalems og templets ødelæggelse og omstyrtelsen af Juda rige for babyloniernes hånd i 607 f.v.t. var en velfortjent dom over et folk som havde undladt at vandre i tillid til Jehovas ledelse. Hvilken advarsel for os!

Jehova leder en ny nation

5. Hvad frembragte Jehova i skikkelse af Jesus, og hvad skulle Jesus gøre?

⁵ Ligesom datidens israelitter kom Jehovas tjenere i senere perioder ud for skiftende omstændigheder, men hans ledelse svigtede aldrig. Da Jesus fra Nazaret i år 29 underkastede sig vanddåben, frembragte Gud en profet og fører som var større end Moses. I sin egenskab af Messias skulle denne føre mennesker ud af den onde verden som ligger i Satans magt. (Mattæus 3:13-17; Daniel 9:25; 5 Mosebog 18:18, 19; Apostelgerninger 3:19-23; 1 Johannes 5:19) Men hvilke mennesker skulle det være? Det skulle være alle, både jøder og ikke-jøder, som troede på den Messias som den store himmelske Fører, Jehova Gud, havde tilvejebragt.