Har Gud bestemt din skæbne?

MANGE tror fuldt og fast at Gud forudbestemmer vores skæbne. Og de føler sig sikre på at Bibelen bekræfter dem i deres antagelse.

Nogle peger for eksempel på tilfældet med Esau og Jakob. De var stadig i deres moders liv da Gud forudsagde: „Den ældste [skal] tjene den yngste!“ (1 Mosebog 25:23) På samme måde vidste Gud i forvejen at Samson, Jeremias og Johannes Døber skulle udrette vældige gerninger i hans tjeneste. (Dommerne 13:3-5; Jeremias 1:5; Lukas 1:13-17) Skal det ikke forstås sådan at disse enkeltpersoner var forudbestemt til evig frelse?

Og hvordan forholdt det sig med Judas Iskariot? Længe før han blev født talte Bibelens profetier om at Messias skulle forrådes. (Salme 41:10; 55:13, 14) Bibelen siger endda at Jesus Kristus „fra begyndelsen“ vidste hvem der ville forråde ham. — Johannes 6:64.

Hvad vil du sige, i betragtning af det foregående? Lærer Bibelen at Gud har forudbestemt nogle til evig frelse og andre til fordømmelse? Har Gud bestemt din skæbne?

Hvad forudbestemmelse ville indebære

Før du søger at besvare disse spørgsmål, overvej da hvad forudbestemmelse ville indebære. Hvis denne læresætning var sand, ville det betyde at Gud, endnu før han havde skabt menneskene, vidste hvordan alt ville forløbe — Adams og Evas svigten, krigene, kriminaliteten, umoraliteten, undertrykkelsen, al løgnen og hykleriet, og alle sygdommene. At Gud sagde: „Lad os gøre mennesker,“ betyder i så fald at han med overlæg igangsatte al denne ondskab! (1 Mosebog 1:26) At Gud stillede Adam og Eva evigt liv i udsigt ville da have været en illusion, og det samme ville denne opfordring i Bibelen: „Lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ — Åbenbaringen 22:17.

Men Bibelen siger om Jehova at han er en Gud som er „rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6, NW) Han ville aldrig tilbyde noget som han vidste vi umuligt kunne få. Jesus spurgte engang: „Hvem er den mand iblandt jer som — når hans søn beder om brød — rækker ham en sten? . . . Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham?“ (Mattæus 7:9-11) Og i øvrigt: Hvis Gud for længe siden har forudbestemt nøjagtig hvem der skal opnå evig frelse og hvem der skal lide evig undergang, hvorfor siger Bibelen da: „Jehova . . . er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“? — 2 Peter 3:9.

Forudbestemmelse strider derfor imod det Bibelen lærer om Gud. ’Men vil det ikke være at begrænse Guds almagt hvis man siger at han kun i et vist omfang gør brug af sit kendskab til fremtiden?’ spørger du måske. Nej, det er ikke tilfældet. I Titusbrevet 1:2 læser vi for eksempel at „Gud . . . ikke kan lyve“. Begrænser det Guds almagt? Nej, det fremhæver blot Guds sandfærdighed.

Apostelen Paulus vejledte kristne der havde fået gaven til at profetere: „Profeternes ånds gaver skal beherskes af profeterne. For Gud er ikke uordenens men fredens Gud.“ (1 Korinter 14:32, 33) Sådanne profeter ville ikke tale når som helst lejlighed bød sig, men delagtiggøre andre i deres profetiske budskaber på en ordenspræget måde. Det krævede selvbeherskelse. Gud er derfor også i stand til at anvende sin forudviden efter skøn, altså kun når der er en grund til det eller et formål med det. — Se også Første Mosebog 22:1, 12.

Guds forudviden

Blot 40 år efter at have organiseret israelitterne som en nation forudsagde Gud at de ville bryde deres pagt med ham. Dette havde imidlertid sine grunde, idet der allerede havde været tilfælde af vidt forgrenet opsætsighed og oprør. Derfor sagde Gud: „Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har ført dem ind i det land, jeg tilsvor deres fædre.“ (5 Mosebog 31:20, 21) Ligesom en kyndig bygmester kan forudsige at en bygning af dårlige materialer vil falde sammen, sådan kunne Jehova se hvilken retning nationen var på vej i. Som enkeltpersoner kunne de imidlertid følge de råd Gud gav gennem sine profeter, og det gjorde nogle også, til deres gavn. — Jeremias 21:8, 9; Ezekiel 33:1-20.

Jesus Kristus forudsagde ligeledes den undergang der ville komme over de religiøse ledere der var kendt som de skriftlærde og farisæerne. (Mattæus 23:15, 33) Med sine ord mente han imidlertid ikke at hver og én af farisæerne og de skriftlærde var på den sikre vej til Gehenna. Apostelen Paulus havde selv en fortid som nidkær farisæer! — Apostelgerninger 26:4, 5.

Sandt nok forudsagde Gud hvordan livet ville forme sig for bestemte enkeltpersoner, som for eksempel Jakob og Esau. Det drejede sig imidlertid ikke om forudbestemmelse. I tilfældet med Esau og Jakob vidste Gud ganske enkelt på forhånd hvilken af de folkegrupper som nedstammede fra dem, der ville beherske den anden. (1 Mosebog 25:23-26) Der er imidlertid intet der tyder på at Gud havde fastlagt deres evige skæbne. Et barns temperament og natur lader til i almindelighed at være afgjort af genetiske omstændigheder. Jehova kan have taget den genetiske sammensætning hos de ufødte børn Esau og Jakob i betragtning da han afgjorde hvem der skulle gøre sig gældende. — Se også Salme 139:14-16.

På samme måde anvendte Jehova sin forudviden angående Samson, Jeremias og Johannes Døber. Denne forudviden var imidlertid ingen garanti for at de ville forblive trofaste til døden. Jehova forudsagde også at en af Davids sønner ville komme til at hedde Salomon og at han ville blive brugt til at bygge templet. (1 Krønikebog 22:9, 10) Alligevel faldt Salomon fra tilbedelsen af Jehova i sine senere år. — 1 Kongebog 11:4, 9-13.

Men hvad med Judas Iskariot? Var det ikke i forvejen blevet profeteret at en af Jesu disciple ville blive forræder? Jo, men profetierne angav ikke nøjagtigt hvem af disciplene der ville være forræderen. Og hvad om Jesus havde vidst at Judas var forræderen? Så ville dét at han havde udnævnt ham til apostel have gjort ham „delagtig“ i forræderens synder. (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:22.) Også Gud ville have været meddelagtig, for Jesus havde bedt inderligt til ham forud for udvælgelsen af Judas. — Lukas 6:12-16.

Jehova var dog ’ikke uvidende om Satans planer’. (Jævnfør Andet Korinterbrev 2:11.) Han vidste at Satan Djævelen før havde brugt en mands nære ven som forræder, som for eksempel i tilfældet med Davids ven Akitofel. Det var Satan og ikke Gud der „havde indgivet i Judas Iskariots, Simons søns, hjerte at forråde“ Jesus Kristus. (Johannes 13:2; 2 Samuel 15:31) Judas modstod ikke Satans påvirkning, men tillod synden at få herredømme over ham. Og på et tidspunkt har Jesus kunnet læse i Judas’ hjerte og derfor forudsige hans forræderi. (Johannes 13:10, 11) Altså kendte Jesus til Judas’ forræderi „fra begyndelsen“ — ikke af hans bekendtskab med Judas, men fra begyndelsen af hans forræderiske handlemåde. — Johannes 6:64.

Forudbestemt af Gud

Gud er derfor aldrig lunefuld i sin anvendelse af sin forudviden. Apostelen Paulus sagde til sine salvede medkristne: „Vi var forudbestemt efter hans forsæt, han som udvirker alt i overensstemmelse med hvad hans vilje tilråder.“ (Efeserne 1:11) Lige siden menneskets syndefald har det været Guds hensigt at hævde sit navn ved hjælp af sit rige. Til det formål har Gud til tider brugt sin evne til at forudse fremtiden. For eksempel forudbestemte han at der skulle være en skare af medarvinger med Jesus Kristus i Riget, skønt de som enkeltpersoner må vise sig trofaste for at få del i det. — 2 Peter 1:10, 11.

Kendskabet til Bibelens klare lære om dette punkt kan hjælpe én til at have et sundt syn på fremtiden. Gud forudbestemmer ikke din skæbne. Du kan tværtimod gøre brug af den frie vilje som Jehova Gud har givet til de skabninger han frembragte „i sit billede“. (1 Mosebog 1:27) Du kan træffe det vise valg helhjertet at tage imod Jehova Guds tilbud om evigt liv. — Johannes 17:3.

[Illustration på side 5]

Hvis Gud vidste at Adam og Eva ville svigte, ville det være grusomt af ham at lade dem se frem til evigt liv

[Illustration på side 6]

Hvornår forstod Jesus at Judas ville forråde ham?