Guds symbolske kvinde vinder sin sag

 1. (a) Hvilket almindeligt anvendt billede finder man i Bibelen når der tales om en nation og dens indbyggere eller en organisation og dens medlemmer? (b) Hvilke „mødre“ og hvilke „børn“ udgør parterne i den retssag som Jeremias 51:36 omtaler? (c) Hvorfor er denne retssag af betydning for os i dag?

DET er ikke ualmindeligt at vi omtaler en organisations medlemmer eller et lands indbyggere som den pågældende organisations eller det pågældende lands børn. På samme måde betegnes organisationen eller landet billedligt som „moderen“, mens organisationens eller landets skaber eller grundlægger betegnes som „faderen“. Den samme billedlige udtryksmåde anvendes i Bibelen. Her fremstilles Jerusalem, der var den jødiske nations hovedstad, som sine børns, nationens indbyggeres, moder, og Jehova Gud var som nationens grundlægger dens Fader og derfor Jerusalems (eller Zions), moderbyens eller moderorganisationens, „Ægtemand“. (Es. 54:5, 6) Som en rival til Jerusalem fremtræder Babylon, der også blev betragtet som moder til sine børn, Babylons indbyggere. Denne by blev et billede på „den store skøge“, den religiøse organisation Babylon den Store. (Es. 47:1, 8, 9; Åb. 17:1-5) Mellem disse to symbolske „kvinder“ bestod et århundredgammelt fjendskab, og på det tidspunkt da vi bryder ind i beretningen var det kommet til en retssag imellem dem. (Mika 7:8, NW; Jer. 51:36) Vort formål med at betragte denne retssag nærmere er følgende: Skønt sagen blev behandlet og afgjort dengang og var af den største og alvorligste betydning for de implicerede parter, tjener den også som et profetisk drama. De medvirkende i dette drama er billeder på noget større i dag, og hele retsprocessen og dens udfald skildrer begivenheder der vil finde sted i langt større målestok i vor tid og som vil komme til at berøre hvert eneste menneske på jorden.

 2. (a) Hvad var Jerusalem og Babylon hver for sig billeder på? (b) Hvilket fjendskab har der været mellem det symbolske Jerusalem eller Zion og det symbolske Babylon?

² Det gamle Babylon, der, som senere artikler i denne serie vil vise, repræsenterer det store falske religiøse system der behersker alle nationer i dag, var altså den ene part i denne retssag mens den anden var Guds udvalgte by, Jerusalem, der står som et billede på Guds himmelske organisation der på jorden repræsenteres af hans salvede vidner. Disse kristne vidner kan siges at være denne organisations medlemmer og børn, og de forkynder den gode nyhed om Guds himmelske riges kommende styre over jorden. Som historien viser har Jehovas vidner altid mødt modstand fra denne verdens falske religioner. Hvis denne modstand spores tilbage til dens udspring vil man finde at den stammer fra denne verdens religiøse ledere, der har benyttet sig af falske anklager og bagvaskelse for at skabe en fjendtlig indstilling til vidnerne og endog har øvet pres på de verdslige myndigheder for at få dem til at iværksætte en almindelig forfølgelse af vidnerne.

Anklagen mod Babylon

 3. (a) Hvordan gik det til at Zions børn kom i fangenskab? (b) Hvilken anklage kunne Zion rette mod Babylon skønt det var Jehova selv der havde „solgt“ Zions børn til Babylon?

³ Hvordan kom det til en retssag mellem Zion og Babylon på det tidspunkt i historien vi her beskæftiger os med, året 539 f.v.t. og årene der gik umiddelbart forud derfor? Zions børn befandt sig som fanger i Babylon, til hvem Gud havde „solgt“ dem på grund af de synder de havde begået mod den pagt de havde sluttet med ham. Han havde sagt at dette fangenskab skulle vare i halvfjerds år så at landet, der var blevet besmittet af de ulydige israelitter, kunne få de sabbater godtgjort som de havde undladt at overholde på trods af Jehovas befaling. Men hvori bestod da anklagen mod Babylon? Jo, skønt Zion selv havde forbrudt sig, kunne det dog anklage Babylon på følgende punkter: 1) Babylon havde lagt en unødvendig grusomhed for dagen da det førte Zions børn i fangenskab (Es. 14:3-6); 2) det havde ikke til hensigt at give dem fri efter udløbet af de fastsatte halvfjerds års fangenskab, men mente at det kunne beholde dem i sin varetægt for bestandig (Es. 14:17); 3) den stærkeste anklage der kunne rettes mod det var dog den at det gav den falske gud Marduk æren for sejren, en gud som slet ikke eksisterede, en tom afgud der repræsenterede byens grundlægger og fader, Nimrod, som tjente Djævelen. Dets synders mål var fuldt den nat det faldt, efter at det åbenlyst havde ophøjet sig over Jehova, spottet hans navn og vanhelliget karrene fra hans ødelagte tempel. — Dan. 5:1-4.

 4. Hvad vil det være klogt at gøre på nuværende tidspunkt, og hvad er grunden?

⁴ For fuldt ud at forstå denne retssag og dens betydning i dag vil det være godt at standse op her og læse en kort passage på enogtredive vers i Bibelen, nemlig Jeremias’ bog, kapitel 51, versene 34 til 64, som vi skal behandle i den resterende del af denne artikel.

Ingen partiskhed hos Dommeren

 5. (a) Kunne man ikke i betragtning af at Jehova var Israels Fader forvente at han ville være partisk i sin dom? Begrund svaret. (b) Hvorfor vil det være nyttigt for os at kende denne retssag til bunds?

⁵ Sagen blev indanket for Jehova Gud, den store Dommer ved universets højesteret, og selv om han var Israels Fader, ville hans retfærdighed ikke tillade ham at afsige en ugunstig dom over Babylon medmindre der var gyldige grunde for det. Han afsagde dommen uden partiskhed, i fuld overensstemmelse med sin retfærdighed. Vi læser hans dom med den største interesse, med henblik på en senere drøftelse af vor tids store Babylon, den falske religions verdensimperium.

 6. Hvilken forsikring får Zion i Jeremias 51:36, og hvordan blev dette princip udtrykt af Moses?

⁶ I Jeremias 51:36-38 siger Jehova til Zion: „Se, jeg fører din sag og giver dig hævn, jeg lægger dets hav tørt og udtørrer dets kilde. Babel skal blive en grushob, sjakalers bolig, til rædsel og spot, så ingen bor der. De brøler alle som løver, knurrer som løveunger i deres vildskab.“ Da Zions eller Jerusalems hævn er uløseligt forbundet med ophøjelsen af dets Gud Jehovas navn og da han er alles Dommer og den der håndhæver retfærdighed i hele universet, vil han ikke tillade en uretfærdighed i al evighed. Han vil rette alle forhold og Zion kunne derfor trygt overlade hævnen til ham. Jehova havde århundreder i forvejen, nemlig i profeten Moses’ afskedssang, forudsagt at han ville øve gengæld mod sine fjender og avindsmænd, og at han ville hævne sine tjeneres blod og skaffe sit folks land soning. — 5 Mos. 32:36-43.

 7. (a) Hvorledes opfyldtes Jehovas dom over Jerusalem? (b) Hvordan ville Jehovas ord i Jeremias 51:36-38 blive opfyldt på Babylon?

⁷ Den guddommelige retfærdighed som havde krævet dommen fældet over Zion var nu sket fyldest ved at Zions børn havde været i fangenskab i de forudsagte halvfjerds år. Nu var tiden kommet til at Babylon skulle modtage sin straf, Guds hævn. Det skulle med tiden blive til blot en grushob, til sjakalers bolig, noget som forbidragende ville blive slået med rædsel over og hånfløjte ad som var stedet hjemsøgt af onde ånder. Dets indbyggere ville brøle og knurre mens de sygnede hen ligesom sultne og forkomne løveunger. Skønt de babyloniske dronninger Semiramis og Nitocris, ifølge historikeren Herodot, lod opføre omfattende vandværker, deriblandt brønde til vanding af de berømte hængende haver, samt et vandreservoir på femoghalvfjerds kilometer i omkreds, og Nebukadnezar havde bygget en stor, kunstig sø, skulle disse efter Jehovas ord udtørres. Det er også sket. De eksisterer ikke mere.

 8. (a) Hvilket gæstebud ville Jehova holde for Babylons ledende mænd? (b) Hvordan skulle de falde i søvn „på ubestemt tid“?

⁸ Den nat Babylon faldt mens byen morede sig ved tøjlesløse festligheder og drikkelag holdt Jehova sit eget gæstebud for den — et gæstebud som havde langt større betydning fordi han ved den lejlighed rakte den sit vredesbæger, en dødbringende gift. Mens babylonierne drak og gjorde sig lystige og drukne faldt i søvn — en søvn de forventede at vågne op af — viste det sig at deres søvn kom til at vare på ubestemt tid, for mange blev dræbt mens de lå bedøvede af vinen. De blev ført som får til slagtebænken, endog deres førende mænd, deriblandt kong Belsazzar, mødte som væddere og bukke deres endeligt. — Jer. 51:39, 40.a

 9. (a) Forklar udtalelsen i Jeremias 51:41 om Sjesjak eller Babylon. (b) Hvordan blev Babylon overskyllet af havets bølger? (Jeremias 51:42) (c) Hvordan gik Jeremias 51:43, 44 i opfyldelse? (d) Hvilken forklaring fandt Babylons præster på for den ydmygelse der overgik Babylon ved byens fald, og hvordan kunne Kyros få sandheden at vide?

⁹ Kyros’ tropper oversvømmede Babylon som et hav. Det vakte rædsel hos de omboende folk at se hvad der skete med denne by på en eneste nat; men det var kun begyndelsen. Den skulle til sidst blive til ørken og ødemark, og dens gud Bel eller Marduk ville ikke have magt over nogen mere. Babylons vældige mure, der så ud til at nå til himmelen, ville blive ødelagt. (Jer. 51:41-44) Babylon var en by man havde set hen til, den var blevet misundt og lovprist af alle på jorden undtagen Jehovas folk. Dens hængende haver, dens vældige Babelstårn og templet for Bel havde gjort den til verdens vidunderby. Den forandring Jehova nu lod indtræffe var så beskæmmende og ydmygende at Babylons præster prøvede at forklare at den skyldtes en direkte indgriben fra Marduk selv fordi han var blevet fortørnet og nu ville lære folket den rette respekt for ham. De har måske fået Kyros til at tro dette, men kun til han havde læst Esajas’ og Jeremias’ profetier, der viste hvad den egentlige grund var til Babylons fald.

Drag ud deraf, mit folk!

10. (a) Hvad skulle de israelitter som hørte Jeremias’ profeti gøre, og hvilken advarsel var på sin plads? (b) Hvilke „tidender“ er det der omtales i Jeremias 51:46, og hvordan kan udtrykket „hersker mod hersker“ også gengives og forstås?

¹⁰ Men hvordan gik det Zions børn, der var fanger i Babylon? De måtte klart se hvad sagen drejede sig om, og de måtte støtte Zion. De måtte ikke selv tage hævn, men så snart Guds dom var eksekveret måtte de være parate til at drage ud af Babylon. Ellers kunne de let, hvis de begyndte at se på Babylons materialisme og storhed med samme øjne som andre, miste blikket for at det var Jehova der havde dømt det. De skulle længes efter at slippe bort fra dette land der var fyldt med afguder og tænke på det løfte Gud havde givet deres forfædre Abraham, Isak og Jakob; ellers kunne de blive grebet af den samme frygt som Babylon selv når dens domstime indtraf. Hvis de gjorde det måtte de også dø. Alle de som så hen til Babylon ville nemlig komme til at høre tidender der ville gøre deres hjerter modfaldne mange år før byen faldt. Disse tidender var meddelelsen om Kyros’ sejre. Først overvandt han mederne. Så marcherede han vestpå og underlagde sig det mægtige lydiske rige under kong Krøsus, og erobrede Lilleasiens sydkyst. År efter år blev den trussel Kyros frembød større og større indtil han til sidst stod lige foran Babylon. New World Translation siger i Jeremias 51:46 „hersker mod hersker“, men denne passage kan også gengives (som i den danske autoriserede oversættelse) „hersker følger på hersker“, og betegner da et stadigt herskerskifte, for eksempel fra Nabonid til Belsazzar, og fra Belsazzar til mederen Darius og perseren Kyros. — Jer. 51:45, 46.

11. (a) Kunne Babylons præster med den forklaring de gav på Babylons fald forhindre at deres guder blev udsat for yderligere skændsel? (b) (Til fodnoten) Fremfør et bevis for at persernes tolerance over for Babylons guder fik en ende.

¹¹ De babyloniske præster kunne ikke i længden fastholde at Marduk var skyld i Babylons fald. Perserne har måske nok i begyndelsen tolereret Babylons guder af politiske og samfundsmæssige grunde, for lettere at underlægge sig babylonierne, men de var zarathustrier, og med tiden blev Babylons guder udsat for en endnu større ydmygelse og skændsel da perserne iværksatte en udryddelse af de babyloniske gudebilleder.b — Jer. 51:47.

12. Forklar hvordan himmelen og jorden skulle juble når Gud øvede gengæld mod Babylon. (Jeremias 51:48, 49)

¹² Som interesserede tilskuere til retssagen glæder de himmelske engle sig over Zions juridiske sejr. Jorden, det vil sige Guds folk på jorden, fryder sig med dem over den gengældelse Babylon nu erfarer for alle Israels faldne og de tusinder andre der var faldet under Babylons erobringstogter på dets vej mod verdensherredømmet. Det havde pådraget sig blodskyld for alle jordens faldne. — Jer. 51:48, 49.

13. Forklar Jeremias 51:50.

¹³ Som en foregribelse af det frihedsdekret Jehova ville indgive Kyros tanken om at udstede siger Jehova til sit folk, som han havde beskyttet og skånet: „I, som undslap sværdet, drag bort, stands ikke, kom [Jehova] i hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders tanker!“ (Jer. 51:50) Bedømt ud fra datidens transportmidler lå Zion eller Jerusalem langt fra Babylon. Det var en rejse på fire til fem måneder gennem vanskeligt terræn. Men israelitterne måtte ikke se sig tilbage som Lots hustru. De skulle nære et stærkt ønske om at komme så langt bort fra Babylon som muligt og vende tilbage til det hellige bjerg i Jerusalem for at tilbede deres Gud dér.

14. (a) Hvordan peger Jeremias 51:51 på den vægtigste grund til Jehovas dom over Babylon? (b) Hvad ville Jehovas straf for denne forsyndelse blive, som vist i Jeremias 51:52?

¹⁴ Den vægtigste grund til Jehovas domfældelse af Babylon kommer til udtryk i Jeremias 51:51, hvor Jehovas folk taler om den skændsel der især overgik det da fremmede trængte ind i Jehovas hus’ helligdom og vanærede det. Dette kræver direkte hævn, ikke blot over de uomskårne babyloniere som havde handlet således mod Guds tempel men også over deres guder, som de tjente og som på denne måde tilsyneladende havde overvundet Jehova. Derfor ville de afgudsdyrkende babyloniere blive gennemboret og deres stønnen skulle høres i hele landet. Deres afgudsbilleder ville blive vanhelliget og knust. De ville ikke kunne frelse Babylons børn. — Jer. 51:52.

15. (a) Hvordan havde Babylons indstilling været over for Jehova, som beskrevet i Jeremias 51:53? (b) Hvad ville der lyde fra Babylon når det pludselig styrtedes ned? (c) Hvordan kunne det gå til at Babylons store mænd ville falde i en ovn de ikke ville vågne op af? (Jeremias 51:57)

¹⁵ Ja, Babylon følte at det kunne spotte Gud. Trods frygten der meldte sig ved rygterne om Kyros, følte det at det stod på sin magts tinde og at dets guder i Babelstårnet og dets vældige mure kunne beskytte det mod alt. Men det glemte at det var Jehova det stod overfor. (Jer. 51:53) Ja, med sin røst havde det pralet højlydt, og det havde lydt som en brusen af mange vande når byens indbyggere i tusindvis deltog i lovprisningen af dets guder. Hvilket skrig ville man ikke høre når det pludseligt og overraskende styrtedes ned fra sit høje stade! Dets fyrster, statholdere og helte ville komme ind under den samme dom som Babylon. De ville falde i søvn i Sheol, menneskehedens fælles grav, og ikke blot i en midlertidig søvn som følge af deres beruselse. I tidens løb skulle byen ødelægges så fuldstændigt at kun dødens stilhed ville herske over dens hensmuldrende ruiner. Det ville være en død by. — Jer. 51:54-57.c

16. (a) Hvad ville der ske med Babylons porte? (b) Hvorfor ville folkeslagenes møje være spildt, og hvordan kunne de slide sig trætte? (Jeremias 51:58)

¹⁶ Babylon havde haft folk fra mange folkeslag til at arbejde for sig. De havde bygget dets mure og templer, og nu var deres møje spildt. De havde bygget på noget der skulle opbrændes. Enhver som prøvede at genoplive byen og give den dens svundne herlighed tilbage eller blot give den en tilværelse igen som by, ville slide sig træt. Den del af portene der var af træ ville blive brændt op og kobberet på dem ville tæres bort. Ydermurene er muligvis blevet ødelagt af Kyros, og Darius I kan have fortsat nedbrydningen; i hvert fald er de til sidst kommet til at henligge i den forfatning som arkæologerne nu har afdækket og som viser at de er blevet nedbrudt til grunden. — Jer. 51:58.

Et forbillede på det nutidige Babylons fald

17. (a) Hvad blev der gjort med en afskrift af Jeremias’ profeti om Babylon? (b) Hvordan kunne Seraja trøste israelitterne i Babylon da han besøgte byen?

¹⁷ Under kong Zedekias’ regering blev den profeti af Jeremias som vi her har gennemgået brugt på en måde der skulle tjene som et forbillede på Babylons fald femoghalvfjerds år senere. Profetien, der strækker sig fra kapitel 50, vers 2, til kapitel 51, vers 58, blev nedskrevet af Jeremias selv, og kongens kvartermester Seraja, der øjensynlig var Jeremias’ sekretær Baruks kødelige broder, fik befaling til at tage skrivelsen med til Babylon og oplæse den der. Så skulle han tage bogen, binde en sten til den og kaste den i Eufratfloden med ordene: „Således skal Babel gå til bunds og ikke mere komme op for al den ulykke, jeg sender over det!“ (Jer. 51:61-64) Når Seraja havde oplæst profetien skulle han henvende sig til Jehova selv som den der havde udtalt ordene der var nedskrevet i bogrullen. Derfor har Seraja sandsynligvis oplæst bogrullen stående ved Eufratflodens bred uden andre tilhørere end Jehova Gud selv. Det ville have været for farligt at oplæse den med babyloniere inden for hørevidde. Seraja ville dog kunne huske meget af det han havde læst og kunne således trøste de fangne israelitter med det håb som Jeremias’ profeti gav.

18. Hvordan var det Seraja gjorde med bogrullen et billede på Babylon den Stores fald?

¹⁸ Således vandt Jehovas kvinde sin sag, og hendes Ægtemand, universets højeste Dommer, var fuldkommen retfærdig i sin dom og dens eksekvering. Alle som elsker retfærdighed og som længes efter at se den falske religions verdensimperium draget til ansvar for den blodskyld det har pådraget sig, samt for dets fjendtlige indstilling til Jehova Gud og hans riges forkyndere, kan hente stor trøst i dette forbillede. At det virkelig er et profetisk billede fremgår af Åbenbaringen 18:20, 21: „’Fryd dig over hende, du Himmel, og I hellige og apostle og profeter! thi Gud har skaffet jer ret over hende.’ Og en vældig engel tog en sten af størrelse som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: ’Således skal Babylon, den store by, styrtes hovedkulds ned og aldrig findes mere.’“

19. (a) Hvorfor kan profetien i Åbenbaringens bog om Babylon ikke gælde det gamle Babylon? (b) Hvorfor er det nyttigt at vi fortsætter vort studium af Bibelens profetier om Babylon?

¹⁹ Det er klart at denne profeti ikke gjaldt det gamle Babylon i Mesopotamien, for denne by var allerede seks hundrede år før blevet nedstyrtet fra verdensmagtens stade, og når de ting som Åbenbaringens bog forudsagde, nåede frem til deres fuldstændige opfyldelse, ville Babylon for længst henligge i ruiner. Vi må altså forvente en større opfyldelse. Det vil derfor være gavnligt for os at fortsætte vort studium af de bibelske profetier om Babylon, for det vil hjælpe os til at se betydningen af verdensbegivenheder der udspilles for vore øjne i dette tyvende århundrede.

[Fodnoter]