Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan man sige at Salomon får en opstandelse i betragtning af hvad der står i Første Krønikebog 28:9? — B. M., De forenede Stater.
Skal vi finde ud af om Salomon har mulighed for at opstå gør vi klogt i at drage en sammenligning mellem det Bibelen har at sige om ham og det den siger om det der skete med visse andre før-kristne personer da de døde.
Abraham, Moses og David behagede Jehova. Derfor blev de omtalt som mænd af tro der så frem til opstandelsen og som også vil få del i den. (Hebr. 11:17-19, 23-28, 32-35, 39, 40) Ved døden gik disse mennesker til sheol eller hades, menneskehedens fælles jordiske grav, eftersom det er derfra de døde skal opstå. (Åb. 20:13) Vi har ingen grund til at nære tvivl om at Jehova vil oprejse dem. Interessant er det at Bibelen næsten bruger de samme udtryk dér hvor den forklarer hvad der skete med alle disse mænd da de døde. Abraham gik ved døden „til [sine] fædre i fred“. (1 Mos. 15:15) Da Moses døde ’lagde han sig til hvile hos sine fædre’. (5 Mos. 31:16) Og om David siges det at han „lagde . . . sig til hvile hos sine fædre og blev jordet i Davidsbyen“. — 1 Kong. 2:10; Ap. G. 13:36.
Alle disse tre, Abraham, Moses og David, behagede altså Gud, gik til sheol og blev begravet sammen med eller stedt til hvile hos deres fædre. At de blev begravet sammen med deres fædre kan ikke betyde at de alle blev lagt i den samme grav, for de blev ikke begravet samme sted. Moses blev for eksempel begravet af Jehova, og „indtil denne dag har intet menneske kendt hans grav“. — 5 Mos. 34:5, 6.
Jehova lod det også nedtegne i den inspirerede beretning at Salomon ved døden „lagde . . . sig til hvile hos sine fædre“. (1 Kong. 11:43; 2 Krøn. 9:31) På baggrund af Bibelens parallelisme kan vi fornuftigvis skønne at Salomon tillige med sine forfædre Abraham, Moses og David befandt sig i sheol eller hades, hvorfra han vil blive kaldt frem i opstandelsen. Nogle vil måske nok synes at Salomon med al sin visdom var fuldt ansvarlig da han vendte sig til afgudsdyrkelse, men Jehova, den fuldkomne retfærdigheds og barmhjertigheds Gud, kender alle faktorer, og han synes at have truffet den her nævnte afgørelse angående Salomon.
Før sin død havde David rådet Salomon og sagt: „Hvis du søger ham [Jehova], vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt.“ (1 Krøn 28:9) Hvad kan vi i betragtning af det foregående slutte at David har ment? Det synes som om David blot hentydede til det nærværende og ikke tænkte på om Salomon ville få en opstandelse eller ej hvis han forlod den sande gudsdyrkelse. Hvis Salomon, som konge af Israel, forlod Jehova, ville Jehova forkaste ham. Og det er hvad der skete. (1 Kong. 11:9-13) Ikke des mindre antyder Bibelen at Salomon vil få en opstandelse. — Joh. 5:28, 29; Matt. 6:29; 12:42; Ap. G. 7:47.
Naturligvis indeholder Bibelen ikke en afgjort udtalelse om hvorvidt de enkelte personer den nævner har mulighed for at opstå. Men hvis vi hver især beviser vor retskaffenhed over for Gud nu, vil vi få den forret at være i live når opstandelsen finder sted eller være iblandt dem der oprejses fra de døde. Til den tid vil vi vide helt sikkert hvem Gud har begunstiget med en opstandelse.
● I betragtning af det der står i Hebræerbrevet 10:26, 27 vil jeg gerne spørge om indviede og døbte kristne med håb om jordisk liv får en opstandelse hvis de falder fra sandheden og dør inden Harmagedon. — P. G., De forenede Stater.
Nævnte vers lyder: „Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige.“ En undersøgelse af sammenhængen viser at apostelen Paulus skrev dette til kristne der var under den nye pagt og var blevet „helliget“ og som derfor skulle herske med Kristus i himmelen. (Hebr. 10:15-18, 29; Rom. 8:16, 17; Åb. 5:10) Tidligere i det samme brev skrev han: „Thi når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster [pælfæster, NW] for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot.“ — Hebr. 6:4-6.
I Hebræerbrevet, det sjette og det tiende kapitel, taler apostelen Paulus ganske vist om salvede kristne med det himmelske håb som synder med vilje og nægter at omvende sig, men man kan med rimelighed drage den slutning at det samme princip gælder den „store skare“ af de „andre får“, der har det jordiske håb. (Åb. 7:9; Joh. 10:16) Hvis en indviet kristen der har Guds ånd og nyder den velsignelse at tjene Jehova, skulle vende Gud ryggen, synde med vilje og dø mens han stadig nægter at omvende sig, synes han ikke at have noget håb om en opstandelse. Der er intet i Bibelen der tyder på at han vil få det.
Forholdet for sådanne mennesker er ikke det samme som det var for dem der levede før Kristi tid og som for en tid tjente Gud og derpå faldt fra. Eftersom vi alle er syndere og dømt til døden, er grundlaget for ethvert håb om en opstandelse Jesu Kristi genløsningsoffer. (Rom. 3:23, 24) Har et menneske én gang benyttet sig af denne foranstaltning og derpå vraget den, hvilket grundlag er der så for at vedkommende kan komme til at stå i et ret forhold til Gud? Hvilket andet offer er der som kan udvirke noget godt for ham? Hvis han begår en synd kan han bede om tilgivelse gennem Kristus; men hvis han forkaster Kristus er der ikke mere noget håb for ham, for Gud har ikke truffet nogen anden foranstaltning. Apostelen Paulus skriver at dersom vi falder fra „gives der ikke mere noget offer for vore synder“. Dette må gælde hvad enten den frafaldne tidligere havde håb om liv i himmelen eller så frem til det evige liv på jorden.
Kristne behøver derfor udholdenhed så de, efter at have gjort Guds vilje, kan få „hvad der er forjættet“. Lad os derfor alvorligt stræbe efter at være trofaste i vor tjeneste for Gud, så vi kan sige: „Vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ — Hebr. 10:36, 39.