Frelse for din familie såvel som for din næste
„Sandelig hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end et menneske uden tro.“ — 1 Tim. 5:8, NW.
1, 2. Hvorledes kan forholdene på jorden i dag sammenlignes med forholdene lige før Vandfloden?
HVOR mange mennesker på jorden i dag giver sig tid til at tænke på at deres stilling ind for Skaberen, Jehova Gud, er den samme som Noas var umiddelbart før Guds store udslettelses og renselsesværk, det vi kender som Vandfloden? Jesus sagde med henblik på den generation der lever i dag: „For ligesom Noas dage var, således skal Menneskesønnens nærværelse være. Thi som folk var i dagene før Vandfloden, de spiste og drak, tog til ægte og gav til ægte, til den dag da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet før Vandfloden kom og fejede dem alle bort, således skal Menneskesønnens nærværelse være.“ — Matt. 24:37-39, NW.
2 Beretningen fra Noas tid lyder: „HERREN [Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. . . . og jorden blev fuld af uret.“ (1 Mos. 6:5, 11) Alt det onde menneskene foretog sig stik imod den guddommelige hensigt, gjorde det nødvendigt for Gud at fjerne dem fra jorden, og det er hvad han gjorde. På samme måde er verden i dag fuld af ondskab og uret, og atter står Jehova i begreb med at skride ind over for ugerningsmændene. Som den store kærlighedens Gud dengang frelste den retfærdige Noa og hans familie, således giver han også nu retfærdigtsindede enkeltpersoner og familier mulighed for at opnå frelse.
3. Hvilket budskab må bringes ud til nationerne, og hvem må bringe det ud?
3 Den gode nyhed om frelse må bekendtgøres for en verden der står over for Guds Harmagedonkrigs universelle ødelæggelse: „Hvor smukke på bjergene er ikke fødderne af den der bringer godt nyt, den der beretter om fred, den der bringer godt nyt om noget bedre, den der fortæller om frelse, den der siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ (Es. 52:7, NW) Med glæde opfylder Jehovas trofaste folk denne profeti, og den gode nyhed om frelse og fred forkyndes nu overalt i verden. Der ydes store ofre i bestræbelserne for at gøre advarselen om den overhængende ødelæggelse og vejen til frelse kendt, så millioner af mennesker kan få den kundskab der er nødvendig for at de kan blive frelst fra ødelæggelsen som Gud iværksætter i Harmagedon. Blandt nationerne, i byerne, i landsbyer og landdistrikter bliver dette budskab forkyndt, således som Jesus i Mattæus 24:14 profetisk udtalte at det skulle: „Og denne gode nyhed om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (NW)
4. Hvilket primært hensyn glemmer forkynderen måske i sin nidkærhed for at bringe næsten budskabet?
4 Jehovas nidkære tjenere gør deres yderste for at bringe deres næste dette livgivende ord. At forkynde og undervise blandt de mennesker der har et hørende øre, er noget der koster tid og kræfter. Undertiden bliver vi så optaget af at bringe vor næste budskabet om frelse at vi forsømmer vor egen familie og ikke interesserer os nok for dens frelse. Men i virkeligheden skulle enhver først og fremmest tage sig af sin egen husstand. Det er en regel apostelen Paulus fastsatte: „Sandelig hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end et menneske uden tro.“ — 1 Tim. 5:8, NW.
5. (a) Hvis veje bør følges, og hvorfor? (b) Hvilken pligt til at undervise påhviler der ethvert familieoverhoved?
5 Omsorg for familien er derfor et af Jehovas principper, og enhver må følge Hans retfærdige veje. Jehova siger: „Thi mine tanker er ej Eders, og Eders veje ej mine, . . . nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end Eders og mine tanker højere end Eders.“ (Es. 55:8, 9) Hvad familielivet angår er denne verdens veje ikke i overensstemmelse med Jehovas veje. En kristen kan ikke følge denne verdens mønster. Hvilken vejledning giver Jehova sit folk med hensyn til at have omsorg for familien? Til fædrene siger han: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:6, 7) „Læg Eder alle de ord på sinde, som jeg i dag har vidnet imod Eder, for at du kan pålægge dine sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne lovs bud; thi det er ikke tomme ord uden betydning for Eder, men af dem afhænger Eders liv, og ved at følge det ord skal I få et langt liv.“ (5 Mos. 32:46, 47) Disse ord betyder liv. De er specielt henvendt til familieoverhovederne som ved guddommelig befaling pålægges det ansvar at oplære deres børn i Jehovas veje, der fører til frelse. At lade hånt om denne vejledning fører til ulykke.
6, 7. Hvilken pligt har ægtemanden over for familiens kvindelige medlemmer, og hvordan viser Bibelen dette?
6 Med denne vejledning til Guds udvalgte folk fastsættes et af Guds lovs stående principper der lige så vel gælder kristne i vor tid. Kristne ægtemænds vigtigste gudgivne pligt er at vise omsorg for deres familie og at arbejde for dens frelse. Dette indbefatter alle husstandens medlemmer, hustru, moder, bedstemoder og børn — såvel drenge som piger. Alle har lige ret til frelse. Fordi kvinden i mange lande regnes for så lidt, er det af stor vigtighed at de kristne holder sig det gudgivne og ikke det verdslige princip for øje.
7 Apostelen Peter, der selv var gift, skrev under Guds hellige ånds inspiration angående hustruer: „Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning; og vis dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hæmmes.“ (1 Pet. 3:7) Kristne ægtemænd er derfor af Gud pålagt den pligt at vise den svagere skabning tilbørlig ære. I visse lande og områder viser man ikke kvinden en sådan ære men ignorerer hende; hun behandles som laverestående, som var hun ligefrem ejendom; i nogle tilfælde behandles hun endog som slave. Mændene tænker: „Jeg er mand, hun er bare en kvinde,“ eller „det er mig der er manden i huset, hovedet, og konen skal adlyde mig. Det er hendes opgave at varte mig op“. Kvinden betragtes ikke som en personlighed, et selvstændigt menneske. Men det har intet med kristen tankegang at gøre, for dette er ikke at ’ære den svagere skabning’, som i Guds øjne har lige så megen ret til frelse. De der ønsker at vinde Jehovas godkendelse må vandre på hans veje.
8. I hvilken henseende handler Jehova Gud ens med mænd og kvinder?
8 Af begge køn forlanges at de udviser den samme kristne opførsel. Der er lige adgang til frelse, ikke alene for hustruen men også for moderen, søsteren, datteren og andre kvinder der hører til husstanden. Apostelen Paulus viser os hvad den rette indstilling er: „Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I een i Kristus Jesus.“ (Gal. 3:28) Mænd og kvinder har lige adgang til at nyde gavn af Jehovas ufortjente godhed, der hviler på vor Herre Jesu Kristi offer. Gud udøser sin ånd over både mænd og kvinder. Begge må efterkomme de samme befalinger fra Jehova. Begge har det samme håb om evigt liv.
9. Hvilke alvorlige spørgsmål skulle hvert eneste familieoverhoved stille sig selv, og hvad bliver følgen hvis han er forsømmelig?
9 Hvert kristent familieoverhoved skulle i lyset af disse principper spørge sig selv: „Er kvinderne i min husstand så bebyrdede med husligt arbejde at de må slide og slæbe så de afskæres fra at tilegne sig den åndelige føde?“ Hvis det er tilfældet bliver de åndeligt svage og står i fare for at miste deres arv, hvilket er en meget alvorlig sag for ægtemænd eftersom de bærer ansvaret for at disse farer opstod. Forestil dig at en hustru, moder, søster eller datter på grund af forsømmelighed ikke fik bogstavelig føde og som følge deraf blev svag og syg, mens husets herre trivedes i bedste velgående. Det ville være en vanære. Manden kunne endog blive straffet ifølge landets lov! Hvor meget mere vil Jehova Guds lov ikke kræve den mand til ansvar der på grund af forsømmelighed er årsag til at de der er under hans beskyttelse rammes af sygdom eller død. Paulus viser at den rette kristne indstilling vil være at sørge for hustruen i enhver retning på samme måde som man sørger for sig selv: „Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv.“ — Ef. 5:33.
10. Hvordan er partnerskabet mellem mand og hustru blevet beskrevet, og hvorledes opnås de bedste resultater?
10 Et af de ansvar der påhviler faderen er at træffe en ordning så alle kan tage del i varetagelsen af de nødvendige huslige pligter. Når alle i familien hjælper til, fordeles byrden. En sådan fremgangsmåde er langt bedre end den der benyttes af familieoverhovedet der siger: „Kvinderne må selv klare de huslige problemer. Det er deres arbejde.“ Herren Jesus omtalte ægtemænd og hustruer som værende under samme åg. Et par eller et spand okser trækker sammen. Derfor opnår de resultater. Kristne ægtemænd og hustruer, der er sat i spand sammen, må i forening trække og bære husstandens byrder og tjenestens forpligtelser. Dette tillader ikke manden at løbe foran, hverken når det gælder studium, tjeneste på arbejdsmarken eller mødedeltagelse. Han må sørge for at hans troende hustru holder trit med ham i den teokratiske fremgang, for de er sat i spand sammen og må trække side om side. Ægtemænd, skrider jeres hustruer fremad til kristen modenhed i samme tempo som I selv? Hvis ikke, skyldes det da jeres forsømmelighed? Husk at den stærke skal hjælpe den svage. Som apostelen Peter siger: „I mænd [skal] leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning.“ — 1 Pet. 3:7.
En god ledelse af husstanden
11. (a) Efter hvilken metode skulle familiens overhoved undervise? (b) Hvordan kan man sige at en familie er ligesom en lille menighed?
11 Som husets overhoved må faderen sørge for at enhver i familien har lige mulighed for åndelig vækst. Dette fordrer en velorganiseret, velordnet og velledet husstand. Først og fremmest er det vigtigt at træffe foranstaltning til at familien kan blive undervist i sandheden. Kun på den måde kan dens medlemmer vandre på frelsens vej. For at holde dem på denne vej må familieoverhovedet anvende den undervisningsmetode der i Guds ord betegnes med „at indprente“. (5 Mos. 6:7) Det hebraiske ord for „indprente“ indebærer at gentage, at omtale igen og igen, at belære ved hyppig repetition. Det kommer af et rodord der betyder „at gøre igen“, hvorved der afsættes et varigere indtryk. Faderen må i sin egenskab af lærer gentage, altid flittigt og alvorligt fremholde kundskaben om Jehova Gud og Kristus Jesus for husstanden. Det kræver tid, tålmodighed og omsorg. Faderen der er dybt interesseret i sin families velfærd og frelse vil omhyggeligt holde et vågent øje med alle enkelthederne ved en god teokratisk organisering i hjemmet, nøjagtig som en menighedstjener er opmærksom på hver en lille ting der kan have betydning for menighedens sundhed. I en menighed træffes der foranstaltning til studium, oplæsning, bøn, møder, tjeneste på arbejdsmarken, aflæggelse af besøg hos syge og ældre, og så fremdeles. Det samme skulle man gøre i hjemmet. Familiens overhoved har pligt til at sørge for dette. En familie er som en lille menighed. Gode familier danner gode menigheder. Et velledet kristent hjem danner grundlaget for en sund kristen aktivitet. Alle familiens medlemmer skal kunne få tid til at studere, læse, overvære møder og bede. En fornuftig og klog fader vil sørge herfor og således styre og forestå sit hus godt.
12. Hvordan kan en timeplan være til nytte?
12 For at kunne gennemføre dette er det nødvendigt at familien har en fast timeplan. Faderen skulle være den første til at overholde den. Hans selvdisciplin vil sætte det rette eksempel for den øvrige familie. Timeplanen må omfatte hele familiens deltagelse i et alsidigt teokratisk program: familiestudium, oplæsning i hjemmet, overværelse af møder, deltagelse i tjenesten på arbejdsmarken, personligt studium, og særlige tidspunkter hvor familien mødes til fælles bøn. Det familieoverhoved der tilrettelægger en sådan timeplan gør i sandhed en indsats for at hans familie kan blive frelst.
13. Hvilke spørgsmål bør et familieoverhoved stille sig selv? Hvad kræves der? I hvilken hensigt?
13 Enhver der er overhoved for en kristen familie skulle standse op et øjeblik og spørge sig selv: „Hvor er min teokratiske familietimeplan? Hvornår samlede jeg, som manden i huset, sidst min familie om studiet af Bibelen? Læses Bibelen regelmæssigt her i huset af min familie? Forener vi os regelmæssigt i den dyrebare forret at kunne nærme os den ufortjente godheds trone og bede om visdom og styrke til at udføre teokratisk tjeneste, så vi sammen kan arbejde på vor frelse?“ Kristne familier som allerede har en timeplan med dette indhold ved hvilke velsignelser den medfører. De der endnu ikke har prøvet dette, gør vel i at indføre disse gudfrygtige sysler. Det familieoverhoved der øver en god ledelse ved, at det har stor værdi at have en fastlagt plan over familiens beskæftigelser; men skal planen virke effektivt må både han selv og familien kunne tugte sig selv. Jehova Gud underviser og tugter sine børn til deres eget bedste. På samme måde må en jordisk fader undervise og tugte sine børn: „Thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter? Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner . . . . Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ (Hebr. 12:7, 8, 11) Jehova bevarer sine børn på frelsens vej gennem belæring og tugt der udspringer af kærlighed; efter samme princip belærer og tugter en fader sine børn for at bevare dem på frelsens vej.
14, 15. (a) Hvornår skal oplæringen begynde, og hvem skal begynde? (b) Hvad er den rigtige, og hvad er den forkerte form for tugt?
14 Man bør begynde at belære og opdrage et barn allerede mens det er meget lille. Husk at moderens belæring har stor betydning for barnets opdragelse til liv. Hun indpoder barnesindet de rette principper. Barndommen er lærealderen; lær derfor barnet mens det endnu er lille at have ærefrygt for Jehova Gud og hans ord. Det fordrer både moderens og faderens helhjertede samarbejde at opøve barnet til at følge retfærdighedens veje. — 2 Tim. 1:5.
15 Tugt og irettesættelse skal gives i kærlighed. Grovhed, domineren, diktatorisk holdning, råben, utålmodighed, hårdhændethed — intet af dette hører med til den disciplin der øves i en gudfrygtig husstand. Anvend hellere fornuft, venlighed, tålmodighed, forståelse, glæde, fasthed og kærlighed. Betænk at Jehova har ofret værdifuld tid på at belære os og forklare os mange ting fordi han elsker os. På lignende vis skulle vi behandle vor familie med kærlighed.
16. Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt at være født i et kristent hjem? Hvad andet kræves der?
16 Nogle indser ikke nødvendigheden af at børn får en omhyggelig bibelsk opdragelse. De synes at mene at det er tilstrækkeligt at være født i et kristent hjem. Man hører undertiden sådanne sige: „Min søn er født i sandheden.“ Ingen er blevet født i sandheden, for et nyfødt barns sind er som et ubeskrevet blad. Selv kong David sagde: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Det er ikke nok at et barn blot er født i et kristent hjem, det må også oplæres, for mindreårige børn af indviede forældre betragtes som „hellige“. (1 Kor. 7:14) Den vellykkede opdragelse af den unge forkynder Timoteus blev påbegyndt mens han endnu var barn. „Du derimod, bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af, og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse.“ (2 Tim. 3:14, 15) Kun gennem opdragelse, tugt og undervisning i retfærdighed kan det unge sind ledes frem til at opnå et personligt forhold til Jehova Gud.
17. Hvem er familiens bedste omgangsfæller, og hvordan kan gode sæder fordærves?
17 Alle disse nyttige vaner der leder til frelse for din familie, kan imidlertid gå tabt ved slet omgang. „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ (1 Kor. 15:33) Undgå at komme sammen med de forkerte mennesker ved at lade familielivet være optaget af godt og gavnligt samvær. I forældre bør tage jer tid til at dyrke kammeratskabet i og at pleje samværet med jeres egen familie. Ægtemænd, husk at I er det rette selskab for jeres egen hustru og for jeres børn. Sund adspredelse må familien også have, ellers kan den blive ledt ud i urette former for fornøjelse.
18. Hvilket mål i livet skulle kristne forældre indpode i deres børn så disse kan nå til frelse?
18 Forældre, opdrager I jeres børn til et livsmønster der vil kunne lede dem til frelse? Hvilket håb og hvilke ambitioner indpoder I i jeres børn? Indgiver I dem den tanke at det er beundringsværdigt at beklæde en betydelig stilling i denne gamle verden, eller indgiver I dem det bedre håb at skulle udfylde en vigtig plads i den nye verdens samfund? Oplærer I dem til at investere sig selv i den fallerede institution der hedder den gamle verden, eller bliver de opdraget til at leve for sandhed og retfærdighed som taknemmelige lovprisere af himmelens og jordens store Skaber? Hvad er vigtigst for børn i dag: at have en god bankkonto regnet i kroner, eller at have en god konto hos Jehova regnet i frelste menneskeliv? Hvad oplærer I jeres børn til? Fremholder I heltidstjenesten som missionærer for dem som et stort privilegium, en gave fra Gud den Allerhøjeste selv? Er det blevet dem indprentet at frelse opnås ved at man forkynder Rigets budskab for andre? Børn der er opdraget således bliver livfrelsende forkyndere til velsignelse for sig selv og andre. Forældre der vier disse momenter den rette interesse og opmærksomhed vil frelse deres familie såvel som deres næste.
Den splittede husstand
19. Hvilken vejledning giver Guds ord til en hustru hvis mand er modstander? Hvordan skal vejledningen følges, og hvilket håb giver det hustruen?
19 I mange husstande har den ene ægtefælle indviet sig til at gøre Jehovas vilje, den anden ikke. De trækker i ulige åg. Den der er indviet vil være dybt interesseret i ægtefællens frelse. Den troende hustru vil selvsagt prøve at frelse sin mand. Det kan vise sig at blive en nedslående opgave. I vrede og modstand forbyder manden måske oven i købet sin hustru at tale til ham eller til børnene om Guds ord. Hvad skal hun så gøre? Herom giver apostelen Peter direkte vejledning. Han siger til hustruer: „Mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ (1 Pet. 3:1, 2) Når en hustru ikke kan vinde sin mand ved den mundtlige forkyndelse kan hun måske gøre det ved sin egen opførsel, der kan have en god virkning. Mist aldrig håbet. Husk hvad apostelen Paulus skrev: „Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand?“ — 1 Kor. 7:16.
20. Hvilken indstilling er det nødvendigt for en troende ægtemand at have over for sin ikke-troende hustru? Ændrer det noget i hans ægteskabelige forhold at han har taget imod sandheden?
20 Det samme gælder når manden er den troende og hustruen den ikke-troende. Apostelen Paulus siger videre: „Eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ (1 Kor. 7:16) Det er nødvendigt at optræde med megen takt og at vise kærlighed. Ægtemanden må være tålmodig, imødekommende og tolerant. At han er blevet en Jehovas tjener løser ham ikke fra sine forpligtelser i materiel henseende, nej de forøges snarere. Hustruen er ikke alene berettiget til at få sine materielle behov dækket, hun har også krav på at være sammen med ham. Den kristne vej tillader ikke manden at blive så optaget af sin gudsdyrkelse at han faktisk forsømmer sin hustru.
21. Hvordan kan en ægtemand over for sin hustru anvende Paulus’ princip, og hvad vil han ikke gøre hvis han håber at vinde sin hustru? Hvilket spørgsmål bør han stille sig selv?
21 Den ægtemand der håber at vinde sin hustru for den sande tilbedelse gør klogt i at give agt på det princip apostelen Paulus fulgte over for dem han bestræbte sig for at frelse: „For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; . . . For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle.“ (1 Kor. 9:20, 22) Han satte sig ind i deres forhold. Medfølende overvejede han deres problemer. Han var ikke ufornuftig eller eftergivende, men han respekterede deres overbevisning selv om han vidste at de tog fejl. Paulus havde jo selv været tilsluttet den jødiske religion så han spottede eller foragtede ikke de jøder han søgte at frelse, ej heller var han intolerant over for dem. Han var klar over at han kun ved at lede deres forståelse i en bedre retning kunne gøre sig håb om at frelse dem. Det vil ligeledes være klogt af ægtemænd ikke at spotte eller vise intolerance; hvis de nemlig gør det skubber de blot deres hustruer endnu længere væk fra sig. Ægtemanden bør spørge sig selv: „Hvordan kunne jeg selv tænke mig at blive behandlet hvis jeg var i samme stilling?“ Har du først fastslået dette, skal du behandle din hustru derefter. Du må lade dig drive af kærlighed. Som Paulus siger: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; . . . lader sig ikke ophidse, . . . den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ — 1 Kor. 13:4-8.
22. Nævn nogle af de problemer der rejser sig for tjenere, og hvad må disse gøre?
22 Ingen ønsker at svigte i kærligheden til sin familie, men nogle tjenere i en menighed er så travlt beskæftigede med menighedsanliggender, tjenermøder og tjeneste på arbejdsmarken, at de slet ikke er i stand til at tilbringe nogen tid sammen med deres familier. Det kan godt være de siger: „Jeg er klar over hvor megen omsorg jeg skulle vise min familie for at sikre dens frelse. Jeg elsker min hustru og mine børn og ønsker at de skal frelses lige så vel som min næste, men jeg er så optaget af mine tjenerpligter at jeg dårligt kan få tid til at være sammen med min familie. Men de er med i sandheden og de beklager sig ikke over at jeg ikke kan være sammen med dem.“ Men er det nu ikke et spørgsmål om at finde den rette balance mellem alle disse presserende krav? For at finde og bevare denne balance skulle vi lægge passende vægt på vor egen families interesser. Jehova Gud forventer bestemt ikke at en ægtemand bruger al sin tid til menighedsvirksomhed, til at hjælpe sine brødre og sin næste med at opnå frelse, men samtidig undlader at tage sig af sin egen husstands frelse. En mand har størst ansvar for sin hustru og sine børn, som Paulus siger: ’Hvis nogen ikke sørger for sin egen husstand er han værre end et menneske uden tro.’ — 1 Tim. 5:8, NW.
23. Hvad må en broder først og fremmest sørge for, og hvad skulle være målet?
23 Vi ser altså at det er langt det bedste om en broder først og fremmest arbejder for at de der er medlemmer af hans egen husstand kan blive frelst. Det er ikke nok at han sørger for deres materielle fornødenheder. Skal han dække hele deres behov må han først og fremmest tænke på deres åndelige velfærd, som vil føre til deres frelse. Vi ønsker alle at leve i Guds nye verden. Knyt familien nærmere sammen. Alle familiens medlemmer må i Jehovas frygt hjælpe hinanden så de kan stå på den rette side. Det store Harmagedonslag nærmer sig. Lad det være jeres mål at hele familien skal overleve! Så sandt I gør disse ting vil lykke og fred blive jeres husstands velsignede lod.
[Illustration på side 85]
Tjenestepligter
Familieforpligtelser