at kende. Tid hvor de spiser sammen, tilbeder Gud sammen, leger sammen, gør sig klar til sengetid — al sådan tid som forældrene tilbringer sammen med deres børn har betydning.

Dette er et område hvor mange forældre svigter. Alan King, en kendt amerikansk entertainer, som rejste meget da hans børn var små, har senere erkendt at han har svigtet sin opgave som fader:

„Den almindelige fader fører ikke den tilværelse jeg gør, men det er alligevel det samme. Han går på arbejde, kommer hjem, siger at han ikke har lyst til at høre om de små problemer fordi han har haft en hård dag på kontoret, tænder for fjernsynet og går så i seng. . . .

Jeg ser succesrige mænd som leder firmaer med hundreder af ansatte; de ved hvordan de skal klare enhver situation, hvordan de skal tugte og belønne i forretningsverdenen. Men det vigtigste firma de leder er deres familie, og dér kommer de til kort.“

Grunden er at de har tilsidesat Guds vejledning. Hans ord siger: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, . . . du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:6, 7) For at gøre dette må forældre tilbringe tid sammen med deres børn. Forældrene må også selv lære „disse bud“, som indeholder Guds vejledning, så de kan lære deres børn dem.

Ja, grundlaget for et lykkeligt familieliv er at følge vejledningen i Guds ord. Men hvordan kan man lære hvad Bibelen siger om at opbygge et lykkeligt familieliv?

Det er ikke de anerkendte autoriteter i denne verden, heller ikke kristenhedens religiøse ledere, der kan yde den nødvendige hjælp. De har tydeligt kastet vrag på Guds vejledning og påvirket flertallet til at gøre det samme. Den lære de har fremholdt har bidraget til familieordningens opløsning i dag. Men de der ønsker det kan få hjælp.

Jehovas vidner er oprigtigt interesseret i at hjælpe andre til at lære hvad Guds ord siger. De giver denne undervisning gratis til dem der ønsker det. Et af Jehovas vidner vil med glæde besøge Dem og mere detaljeret drøfte med Dem hvad Bibelen har at sige om det at opbygge et lykkeligt familieliv. Er De interesseret i dette, kan De blot skrive til udgiverne af dette blad eller kontakte Jehovas vidner hvor De bor.

Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 8. del

I marts 1938 blev der indført et fuldstændigt brevforbud for Jehovas vidner i koncentrationslejrene. Det varede i ni måneder, og i den periode var det umuligt for brødrene og deres slægtninge at komme i forbindelse med hinanden. Selv efter at forbudet var ophævet, gjaldt der stadig den begrænsning at ingen Jehovas vidner måtte skrive mere end fem linjer til deres slægtninge hver måned, en begrænsning der var i kraft i tre og et halvt til fire år, og i nogle lejre endnu længere. Brevene havde en standardtekst, som lød: „Dit brev er modtaget; mange tak. Jeg har det godt, er rask og ved godt mod. . . .“ Men der var tilfælde hvor der ankom en meddelelse om at fangen var død, før brevet ankom med teksten: „Jeg har det godt, er rask og er ved godt mod.“ Den tomme plads på brevet var forsynet med et stempel der havde følgende ordlyd: „Fangen er stadig, som før, en stædig bibelstudent og nægter at frasige sig bibelstudenternes falske lære. Af denne grund er han blevet nægtet den normale brevvekslingsret.“

„Firkanten“ møder sine overmænd

Livet i en koncentrationslejr havde hver dag sine egne bekymringer, som ofte skyldtes lejrkommandanten selv. I en periode var en mand ved navn Baranowsky kommandant i Sachsenhausen; på grund af hans kraftige bygning gav fangerne ham snart tilnavnet „Firkanten“.