Fortidens familieenhed et løfte for fremtiden

„Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ — Ap. G. 10:34, 35.

 1, 2. a) Hvad har bevirket, at kristenhedens gudsdyrkelse er forgæves og tom? b) Hvordan er forholdet i den hedenske verden, og hvilken af Guds hensigter vil blive nået?

INGEN, som trofast opfylder Jehovas retfærdige krav, behøver nogen sinde at føle sig mindreværdig eller som en fremmed blandt Guds folk. De retfærdige principper og den upartiskhed, der råder i den kristne menighed, slog Kristus Jesus til lyd for, allerede før den første kreds af Jehovas vidner begyndte at virke i Jerusalem umiddelbart efter, at Guds aktive kraft var blevet udgydt over de hundrede og tyve disciple, der var forsamlede på pinsedagen, år 33. I denne henseende, som i så mange andre, har kristenheden gjort sin gudsdyrkelse til noget tomt og forfængeligt ved at opstille en særlig præsteklasse med højere uddannelse, en klasse, der gør krav på en særstilling i samfundet, og som ved sit eksempel ophøjer andre, der er indflydelsesrige, og ringeagter flertallet, så at mange oprigtige mennesker føler, at de er uvelkomne og uønskede.

² Disse forhold råder ikke alene i kristenheden. Overalt i verden er der blevet rejst skranker, som mange mener vil adskille menneskene for evigt. Familie står over familie, klan over klan, der findes over- og underklasser og i visse nationer et kastevæsen, der ubønhørligt bestemmer, hvem man må omgås, og afgør menneskers livsskæbne fra fødselen. Men hvad er der at gøre, vil en og anden spørge? Vi har sikkert ikke noget håb om at se disse forhold blive ændret i vor levetid! „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte!“ (Gal. 6:7) Det er Jehovas hensigt at indføre et enigt familieskab i hele verden, og denne hans hensigt vil blive nået, og de, som stoler på dette, fastholder med iver, at den upartiskhed i anerkendelse og den ligestilling, hvad muligheder angår, som allerede gør sig gældende i Guds sande menighed i vore dage, bør der hæges om med lige så stor nidkærhed, som, tilfældet var på de første kristnes tid.

Den første ordning viser Guds hensigt

 3. Hvilken vidtrækkende hensigt kom til udtryk gennem den forplantningsevne, Gud skænkede Adam?

³ I Edens have havde Adam og Eva mulighed for at sætte en familie i verden, der en dag ville fylde hele jorden. Den forplantningsevne, Jehova, deres egen store Fader, havde givet dem, var et bevis på den enhed, der skulle råde blandt hele den vældige menneskeslægt. Kunne det første menneske ikke med rette sige, at alt kød på jorden, der var skabt i hans store Guds og Faders billede, skulle udgå fra hans eget legeme? Var ikke hans hustru og medhjælp i dette vidtrækkende forplantningsprojekt blevet dannet af hans eget ribben, således at hun var ben af hans ben og kød af hans kød? Af denne forening, som Jehova Gud havde påbudt for dem og deres efterkommere, skulle der fødes det første forældrepar hundreder, tusinder, ja millioner efterkommere efter deres egen art, alle i familie med hinanden og alle Adams børn og Guds sønner. — 1 Mos. 1:28.

 4. Hvad medførte det, at Adam ikke respekterede Guds hensigt, og hvordan forværrede Kain situationen?

⁴ Hvilken tragedie var det ikke, at Adam, inden det første, smukke barn kunne blive bragt til verden til Skaberens ære, med vidende og vilje gav afkald på sin lovmæssige ret til denne Guds arv, det evige liv, og rent bogstaveligt blev udvist af Guds store familieorganisation! Hvilken latterliggørelse af Jehovas erklærede hensigt var det ikke, da Adams første søn, der blev avlet i bitterhed, af sin forhåbningsfulde moder i ærgerrighed blev kaldt Kain, for som hun sagde: „Jeg har fået en søn ved Jehovas hjælp!“ (1 Mos. 4:1) Kain beviste i sandhed, at han var sin kødelige faders søn, da han efter en uret, religiøs handling med vold sprængte, hvad der var tilbage af Adams familieenhed, ved skændigt at myrde sin egen broder. „Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ — 1 Joh. 3:12.

 5. Hvorledes blev Guds hensigt, at befolke jorden gennem familieordningen, atter understreget?

⁵ Femten hundrede og seks og tyve år senere, det vil sige på Noas tid, viste Gud ganske tydeligt, at det stadig var hans hensigt, at befolkningen af jorden skulle finde sted gennem familieordningen. Den guddommelige beretning siger: „Dette er Noas sønner, Sem, Kam og Jafets slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem sønner. Fra dem nedstammer de fjerne strandes folk. Det var Jafets sønner i deres lande, hver med sit tungemål, efter deres slægter [familier, AS] og i deres folkeslag.“ (1 Mos. 10:1, 5) Påbudet om at opfylde jorden blev gentaget til Noa på forbilledlig vis og fik sin foreløbige opfyldelse på de halvfjerds familier eller slægter, der omtales i 1 Mosebog, det 10. kapitel. Disse familier levede i et patriarkalsk samfund. Jehovas hensigt blev yderligere understreget, da han otte hundrede og syv og halvtreds år senere organiserede slægtsoverhovedet Abrahams efterkommere som et folk og opdelte dem i stammer og lod dem indføre „i familielisterne efter deres slægter, efter deres fædrenehuse“. (4 Mos. 1:18) Familieordningen er uden tvivl grundlagt af Gud, og han har udgydt sin rige velsignelse over dem, som anerkender og på rette måde værdsætter denne foranstaltning, der gør det stærke, forenende bånd muligt. Salmisten sagde: „Han løfter den fattige op af hans nød og gør deres slægter som hjorde.“ — Sl. 107:41.

 6. Hvordan kan man bevise, at Gud ikke indførte noget kastevæsen?

⁶ Men, vil en og anden måske indvende, er dette ikke netop et bevis for, at kastevæsenet er på sin plads og fuldt ud gyldigt, når vi ser, at Gud ikke alene gav tilladelse til familiekastevæsenet, men endog selv indførte det i disse tilfælde? Ville ikke denne adskillelse så sæden til uenighed og afstedkomme sådanne klasseforskelle, der fører til, at en familie bliver ophøjet over en anden, idet nogle familier antager eller påtvinges en særlig forrang? Paulus, der var vel bekendt med Guds handlemåde med sit folk ned gennem tiden, afviste denne påstand. Da han stod frem på Areopagus, hvor der var både athenere og mange fremmede til stede, fremholdt han med megen takt og stor kraft disse ord, der udjævnede ethvert klasseskel: „Og han lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham.“ (Ap. G. 17:26, 27) Paulus fremholdt ikke her et nyt princip, for Peter havde allerede fjorten år forinden, da han forstod, at den første uomskårne hedningekristen var kærkommen for Gud, sagt: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ (Ap. G. 10:34, 35) Peter, der var jøde af fødsel, gentog her under inspiration af Guds aktive kraft, hvad Moses som Guds mellemmand hos det jødiske folk havde mindet jøderne om på et tidligt tidspunkt i deres historie: „Thi Jehova jeres Gud er gudernes Gud . . . som ikke viser personsanseelse eller lader sig købe.“ (5 Mos. 10:17) Der berettes også om den trofaste kong Josafat, at han, dengang han indsatte dommere over folket, formanede dem og sagde: „Se til, hvad I gør, thi det er ikke for mennesker, men for Jehova, I fælder dom, og han er hos jer, når I afsiger kendelser. . . . Vær varsomme med, hvad I foretager jer, thi hos Jehova vor Gud er der hverken uret eller personsanseelse, ej heller tager han imod bestikkelse!“ (2 Krøn. 19:6, 7) Uanset på hvilken måde Jehova har valgt at nå sin hensigt, så forbyder de retfærds- og lighedsprincipper, han indførte, dengang han først vejledte menneskene, og som er blevet uudslettelig optegnet som en uadskillelig del af hans hellige udtalelser, ham at begunstige enkeltpersoner på grundlag af deres familieskab, og disse principper ville heller ikke tillade ham at vise partiskhed til fordel for visse udvalgte familiegrupper. Al kiv, kævl og klasseforskel, der plager verden i dag, kan ikke tilskrives Jehovas ordning for menneskeheden, men er tværtimod et resultat af de organiserede bestræbelser, der er i direkte konflikt med Guds vilje og hensigt.

 7. Hvad ville være nok til, at de mange familiegrupper, Noa organiserede, kunne bevare enheden, og hvad ville uvægerlig bryde den?

⁷ At denne slutning er i overensstemmelse med de sande forhold, fremgår af beretningen om den modstand, der blev øvet mod Guds indførelse af det patriarkalske samfund efter Vandfloden. Som det allerede er blevet sagt, traf Gud gennem Noa foranstaltning til at befolke jorden på forbilledlig vis ved at bruge de halvfjerdsindstyve slægtsoverhoveder, Noas efterkommere, dertil. Som den kloge organisator Noa var, havde han blikket åbent for de snarer, der så let hilder ufuldkomne og ærgerrige mennesker, og han nægtede at ophøje nogle familier over andre eller tillade nogen, også sig selv, at blive konge og herske over sine brødre. Han vidste, at mennesket ikke havde anden forenende styrke behov end den, der ligger i at anerkende Jehova som den store Overordnede og hans lov som menneskets rettesnor. Med visdom forfægtede han gennem sin egen adfærd, at overholdelse af disse principper ville gøre det muligt for de mange familier og folk, der efter denne første begyndelse skulle komme til verden, at „bosætte sig på hele jordens flade“ i fred og fordragelighed. Enhver opelsken af klasseforskel ville bringe mislyd i dette harmoniske samfund. Hvilke senere begivenheder bekræftede sandheden i denne påstand? Noa levede længe nok til at se et sådant forsøg ført ud i livet.

Herrefolks-ideologien bringer ulykke

 8. Hvori bestod det første organiserede forsøg på at indføre kastevæsen, og hvad medførte det?

⁸ Gennem Noas yngste søn Kam fremstod der en type lig Kain, fuld af ærgerrige planer om at indtage en fremskudt stilling. Den berygtede Nimrod, hvis navn stadig er knyttet til samvittighedsløs nedslagtning af dyr, opstillede i trods mod Jehova et program, der gik ud på, at verdensherredømmet skulle overdrages en enkelt mand. I stedet for at holde sig til det velfunderede og anerkendte familieprincip med dets stærke enhed og til det af Gud gennem Noa indførte program for familieudvandring til jordens ender begyndte han at modarbejde denne ordning og søgte helt andre veje. Hans program, der tog sigte på at opstille en jordisk centralregering og underkue folkene ved vold, vandt tilsyneladende hastig fremgang, for der står skrevet, at hans tilhængere sagde: „Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!“ Som en tilkendegivelse af, at dette overhovedet ikke var tanken med at inddele menneskeheden i familier eller slægter, og som et udtryk for sit mishag over denne kasteånd gennemtvang Jehova sine egne hensigter ved ganske simpelt at forvirre deres tungemål. „Da spredte Jehova dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen.“ (1 Mos. 11:4, 8) Således led menneskers første organiserede forsøg på at indføre et kastevæsen skændigt nederlag.

 9. Hvilket lignende forsøg gjorde den første verdensmagt, og hvordan gik det den?

⁹ Det blev på ingen måde det sidste forsøg. Den bitre erfaring var ikke nok til at afholde et andet folk fra at gøre sig endnu større anstrengelser for at blive „et herrefolk“. Tilskyndet af den genstridighed, det havde fået i arv fra Adam, og opfyldt af et umætteligt begær efter at herske over sine brødre rejste Ægypten, den første verdensmagt, sig som en forkæmper for såkaldt raceoverlegenhed. Af frygt for at israelitterne, som ægypterne havde gjort til trælle i landet, skulle blive for mange og vende sig imod dem i tilfælde af krig, organiserede og gennemførte de et program, der gik ud på at udrydde israelitterne som folk betragtet. „Da udstedte farao den befaling til hele sit folk: Alle drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men pigebørnene skal I lade leve!“ (2 Mos. 1:22) De mente, at når de udryddede drengebørnene, blev Israels døtre efterhånden tvunget til at gifte sig med ægypterne, og den jødiske race ville så med tiden blive optaget i den ægyptiske, og faren for at blive omstyrtet var således drevet over. De regnede ikke med Jehovas magt og hensigt og heller ikke med israelitternes urokkelige tro. Jehova hørte sit folks klageråb og oprejste en befrier, og ved sin stærke arm førte han dem ud af Ægypten for alle indbyggernes øjne og knuste det første verdensriges magt. Ægyptens kongstanke, at være „et herrefolk“, bragte det til fald. Det blev fordømt af Gud, der gennem endnu en storladen demonstration tydeligt gav sit syn på klasseforskel og raceoverlegenhed til kende.

10. Hvilket „herrefolk“ har i vor tid fulgt det samme program?

¹⁰ I vor egen tid har Jehova Gud også vist, at hans hånd er imod dem, som vil ophøje sig selv til et „herrefolk“. Den nyere tids historie kan melde om den samme overdrevne selvfølelse og intolerance, som den gav sig udtryk hos Hitler i hans bestræbelser for at udrydde hele befolkningsgrupper. Kendsgerningerne fastslår uomtvistelig, at han hadede Guds udvalgte folk i vor tid, Jehovas vidner. Og fordi jøderne efter kødet i sin tid var Guds udvalgte folk, har de altid været skydeskive for Satans og hans bedragne tilhængeres angreb. Intet under, at de også følte undertrykkelsens jernhånd og næsten blev udryddet i de lande, der var under nazistisk indflydelse. Men efter at dette sindssyge menneske havde øvet vold mod Jehovas trofaste vidner og af al magt modstået budskabet om Riget, måtte han selv og hans herrefolk bide i græsset. Måtte det være en advarsel for alle af samme sind!

11. Hvorfor kan man ikke sige, at Jehova bifaldt racemæssig overlegenhed ved at ophøje Israel?

¹¹ Måske vil der her igen blive rejst en indvending. Viste Jehova ikke, at han ikke var imod dette princip, da han udvalgte israelitterne som sit folk og ophøjede dem over alle andre folk? Kan man ikke sige, at Jehova bifaldt racemæssig overlegenhed hos det jødiske folk? Vi vender os igen til det guddommelige ord og finder der et svar, der afkræfter enhver sådan tanke. Jehova vildledte ikke israelitterne med hensyn til, hvorfor han udvalgte dem. „Dig har Jehova din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at Jehova har fattet velbehag til jer og udvalgt jer, thi I er det mindste af alle folk; men fordi Jehova elskede jer, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor jeres fædre, derfor var det, at Jehova med stærk hånd førte jer ud og udløste dig af trællehuset, af ægypterkongen faraos hånd.“ (5 Mos. 7:6-8) Dette folks overlegne stilling ville være absolut afhængig af, at de som folk betragtet vedblev at ophøje Jehovas navn, for som salmisten sang: „Dog frelste han dem for sit navns skyld, for at gøre sin vælde kendt.“ — Sl. 106:8.

12. Hvorfor ville Gud ikke bevare Israel som sit folk til tid og evighed på grund af sit venskab med Abraham?

¹² Det er rigtigt, at Gud selv sagde, at det var for den eds skyld, som han havde tilsvoret deres forfædre. Men at han ikke dermed uomstødeligt forpligtede sig til at bevare hele folket som sin ejendom, fremgår ganske tydeligt af begivenhederne i ørkenen i det andet år efter udgangen fra Ægypten. Efter at ti af de tolv spejdere, der var sendt ind i Kana’an for at udspejde landet, var vendt tilbage og havde aflagt en ugunstig rapport, der var præget af deres egen frygt, blev Jehova vred på dette folk for dets tydelige mangel på tro. „Og Jehova sagde til Moses: Hvor længe skal dette folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til trods for alle de tegn jeg har gjort i det? Jeg vil slå det med pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et folk, større og stærkere end det!“ (4 Mos. 14:11, 12) Århundreder senere vidnede Johannes Døber også herom, da han fordømte visse af Abrahams kødelige efterkommere: „I øgleunger, hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugter, som er omvendelsen værdige, og begynd ikke at sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér!“ (Luk. 3:7, 8) Jehova var ganske øjensynlig ikke interesseret i et folk for folkets egen skyld eller for nogen formodet „overlegenhed“, deres forhold til ham ville give dem. Han lod heller ikke noget herrefolk fremstå, der til evig tid kunne gøre krav på en særstilling hos Gud, fordi Gud havde vist deres stamfader Abraham venskab. Jehova Gud ændrer aldrig sine retfærdige principper, men fastholder stadig de samme synspunkter, som han gav udtryk for i Edens have.

Det forbilledlige Israel en enig familie

13. Hvorledes understregede Jehova, at præsteskabet ikke udgjorde en særlig kaste?

¹³ Det er derfor ikke mærkeligt, at der ikke inden for Israels organisation var nogen lovhjemmel for klasseforskel, eller at Jehova ikke indførte noget kastevæsen, dengang han indsatte præsteskabet som et tjenende redskab, hvorigennem israelitterne kunne nærme sig Gud. Da Jehova netop fremhævede jødernes syndige tilstand, var det nødvendigt med en eller anden ordning, der kunne gøre det muligt for dem at tilbede Jehova på velbehagelig måde. Præsterne, der var indviet og helliget til denne tjeneste, kunne være formidlere gennem de forskellige afgrøde- og drikofre, der var foreskrevet i Lovpagten. Men skønt præsterne ejede denne særlige forret, understregede Jehova alligevel, at han var alle Israels slægters eller familiers Gud. „Til hin tid, lyder det fra Jehova, vil jeg være alle Israels slægters Gud, og de skal være mit folk.“ — Jer. 31:1.

14. Hvorfor kom Levis stamme til at indtage denne begunstigede stilling?

¹⁴ Desuden var det ikke levitterne, der oprindelig var sat til side som Guds udvalgte. Dengang Jehovas engel gik igennem Ægypten og dræbte alle ægypternes førstefødte, blev alle Israels førstefødte, der var helligede af Jehova, gjort til hans ejendom, idet deres liv blev skånet. Alle familierne var således ligeligt repræsenteret som hans ejendom. Ifølge gamle tiders skik og brug ville de ældste sønner med tiden normalt blive præster i alle tilfælde, men ved indsættelsen af sit præsteskab tog Jehova levitterne i de førstefødtes sted, og han gjorde det i kraft af sin uafhængige handlefrihed. „Jehova talede til Moses og sagde: Se, jeg har selv udtaget levitterne af israelitternes midte i stedet for alt det førstefødte, der åbner moders liv hos israelitterne, og levitterne er blevet min ejendom; thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, både af mennesker og dyr; mig Jehova skal de tilhøre.“ (4 Mos. 3:11-13; se også 4Mo 3 versene 44-51) Vi ser altså, at Jehova ved indstiftelsen af Lovpagten sagde til alle Israels familier eller slægter: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:5, 6) Der kan derfor ikke være tale om, at Jehova med levitterne opstillede et højtstående præsteskab eller indførte nogen klasseforskel.

15. a) Hvilke beviser har vi for, at ingen familier indtog en særlig fremskudt stilling i Israel? b) Hvordan blev klasseforskel undgået?

¹⁵ Som et yderligere bevis for, at ingen familier indtog en særlig fremskudt stilling i Israel, var ægteskab tilladt mellem medlemmer af de forskellige stammer, og der blev kun gjort en undtagelse, hvis stammens arvelod dermed ville overgå fra en stamme til en anden. (4 Mos. 27:5-11; 36:1-12) Skønt ægteskab med fremmede var forbudt, var det ikke forbudt under visse omstændigheder at gifte sig med en kvinde, der var blevet taget til fange i krig. (5 Mos. 21:10-13) Vi husker, at Rahab, en stammoder til Kristus Jesus, blev optaget i Judas stamme af Salmon, der ægtede hende, ligesom også Rut, der blev Boaz’ hustru. (Matt. 1:2-5; Jos. 6:23, 25; Rut 4:10, 13) I forbindelse med ægteskab er det bemærkelsesværdigt, at selv om en mand var træl, kunne han gifte sig med sin herres datter. (1 Krøn. 2:34, 35) Heraf kan vi se, at trælle indtog en meget begunstiget stilling i Israel. Det er sandt, at slaveri var tilladt, men blev det ikke på det kraftigste understreget, at hele Israels folk var Jehovas trælle? (3 Mos. 25:55) Det var endvidere ikke tilladt, at en af Abrahams sønner efter kødet blev solgt for livstid til ufrivillig trældom for sine brødre. (2 Mos. 21:2-8; 3 Mos. 25:39-55; 5 Mos. 15:12-18) Trælle måtte ikke på nogen måde undertrykkes, men skulle behandles hensynsfuldt. Voldte deres herrer dem fortræd, måtte det ikke gå upåagtet hen, men disse herrer skulle straffes eller yde erstatning, og det i en sådan udstrækning, at dersom trællen mistede et øje eller en tand, skulle han frigives. (2 Mos. 21:20, 21, 26, 27, 32) Trællenes løn måtte ikke tilbageholdes, men skulle til enhver tid udbetales prompte. (3 Mos. 19:13; 5 Mos. 24:14, 15) Det ses derfor, at skønt der fandtes klasser i Israel, tillod Loven ikke, at der blev gjort forskel af nogen art på nogen gruppe eller enkeltperson på grund af deres livskår. Kun folkets fjender blev holdt på afstand eller betragtet som værende uden for samfundet. — 5 Mos. 7:1-3.

16. Hvad blev billedligt skildret ved, at den samme lov gjaldt for den hjemmefødte og den fremmede?