Spørgsmål fra læserne
● Ifølge Lukas 22:37 skulle Jesus regnes „blandt overtrædere“ som en opfyldelse af Esajas 53:12. Skal Kristi disciple betragtes som disse „overtrædere“ da nogle af dem bar sværd? — A. F., U.S.A.
Nej, det ser ikke ud til at Jesu disciple var disse „overtrædere“, selv om de på det tidspunkt havde to sværd. Denne del af Esajas 53:12 blev opfyldt da han blev pælfæstet mellem to forbrydere. Ved at undersøge den sammenhæng hvori Jesu ord forekommer, kan vi bedre forstå hvad det var han mente. Lukas 22:35-38 lyder:
„Og han sagde til dem: ’Da jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, kom I da til at mangle noget?’ De svarede; ’Nej!’ Da sagde han til dem: ’Men nu skal den, som har en pung, tage den med, og den, der har en taske, gøre ligeså; og den, som ikke har noget sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. Thi jeg siger jer: på mig skal det skriftord gå i opfyldelse: „Og han blev regnet blandt overtrædere;“ thi med mig går det nu mod enden.’ Da sagde de: ’Herre! se, her er to sværd.’ Men han svarede dem: ’Det er nok.’“
Herren tilbragte sin sidste aften før sin død sammen med disciplene. Han forstod at så snart han var arresteret og henrettet ville forholdene ændre sig for dem. Når han tidligere havde sendt dem ud, var de blevet hilst velkommen af folk, og man havde sørget for dem, men nu skulle det alt i alt blive vanskeligere for dem. (Mark. 6:7-11) Fra nu af ville de i regelen ikke blive hilst velkommen, men de ville blive afvist og blive udsat for hån og spot. Derfor måtte de forberede sig på at skulle sørge for sig selv.
Efter at have fortalt disciplene hvordan deres situation ville blive, forklarede Jesus dem hvorfor det ville blive anderledes. Han gav dem grunden til det. Det var fordi han ville blive slået ihjel, taget bort som en lovovertræder og henrettet sammen med overtrædere eller lovløse (NW) som en opfyldelse af Esajas 53:12. Disse „overtrædere“ var ikke disciplene som han talte til, men de røvere som han blev pælfæstet imellem. (Matt. 27:38) I nogle bibelmanuskripter findes der i Markus 15 indføjet et vers som direkte forbinder disse røvere med profetien i Esajas 53:12; men dette vers, Markus 15:28, findes ikke i de ældre og mere pålidelige bibelmanuskripter.
Efter at Jesus havde forklaret disciplene hvorfor de kunne forvente vanskeligheder, sagde de: „Herre! se, her er to sværd.“ Det vil ikke sige et Jesu disciple i almindelighed bar sværd, men ved denne lejlighed var de blevet skaffet til veje. Da Jesus talte om sværd anbefalede han ikke at de væbnede sig til angreb. Tværtimod! Hans efterfølgende ord viste at han havde noget andet i tanke. Han nævnede sværdet for at give sine disciple en vigtig belæring.
Kort efter ville han blive arresteret af en bevæbnet skare, deriblandt romerske soldater, og omstændighederne kunne fremkalde væbnet modstand. (Matt. 26:47; Joh. 18:12) Men for at profetien kunne opfyldes valgte Jesus ikke at tage sin tilflugt til væbnet modstand, men lod sig villigt pågribe. De to sværd ville ikke være nok til med held at forsvare gruppen mod pøbelhoben, men det ville være nok til at give en belæring, til at understrege at Jesus overgav sig af egen fri vilje og ikke satte sig til modværge, hvilket hans gruppe var udrustet til. (Joh. 18:11, 36) Da Peter impulsivt trak sit sværd og huggede tjeneren Malkus’ øre af, satte Jesus ham i rette. Han sagde at „alle, som griber til sværd, skal falde for sværd“. Desuden kunne han, hvis han ville, have anråbt om englenes hjælp. (Matt. 26:52, 53) Men det var ikke det han ville. Ved ikke at bruge de to sværd til forsvar viste Jesus at han villigt overgav sig til at dø på marterpælen mellem to „overtrædere“. Med hensyn til Jesu trofaste efterfølgere havde de taget ved lære heraf, for Justinus Martyr skrev i sin Samtale med jøden Tryfon (155-160): „Vi som var fyldt med krig og gensidigt myrderi og al slags ondskab har hver især på hele jorden aflagt vore krigsvåben — vi har ombyttet vores sværd med plovjern og vore spyd med vingårdsknive.“
● Den bibelske beretning i Dommerbogen 18:27-29 fortæller om et bestemt sted at det ikke blev kaldt „Dan“ før danitterne drog op og erobrede byen. Hvordan kan det da være at Første Mosebog kalder byen „Dan“ på Abrahams tid?
Denne by i den vandrige egn i det nordligste Palæstina blev kaldt Lesjem eller Lajisj af de hedenske indbyggere før den blev erobret af Dans stamme. (Jos. 19:47; Dom. 18:7, 27-29) Danitterne genopbyggede den ødelagte by og kaldte den „Dan efter deres stamfader Dan“. Imidlertid nævnes byen omkring fire hundrede år før under navnet „Dan“ i beretningen om Abrahams forfølgelse af Kedorlaomer og hans allierede. Han forfulgte dem hele vejen „til Dan“. (1 Mos. 14:14) Det er muligt at navnet „Dan“ på dette tidlige tidspunkt hentyder til den flod som har sit udspring lige neden for byen og som nu kaldes Nahr el-Leddan.
Historikeren og bibeloversætteren Hieronymus (Comm. in Matt. xiv, 13) var af den formening at navnet på Jordanfloden stammede fra at den var dannet af to strømme, den ene ved navn Jor og den anden ved navn Dan, som altså tilsammen gav navnet „Jordan“. Dette navn blev brugt på Abrahams tid. (1 Mos. 13:10) Der er intet i vejen for at navnet Dan kan have været brugt om det pågældende område på Abrahams tid. At dette tidlige navn svarer til navnet på stamfaderen til Dans stamme kan være et sammentræf eller skyldes måske endog Guds ledelse. — Jævnfør eksemplet med Salem i Første Mosebog 14:18 og Hebræerbrevet 7:2.
Navnet „Dan“ forekommer igen i Pentateuken i Femte Mosebog 34:1, hvor det nævnes blandt de yderste landområder Moses så i sit sidste syn af det forjættede land. Brugen af navnet „Dan“ her kan forklares på samme måde som brugen af det på Abrahams tid, men kan også forklares ved at det er Josua der har skrevet den sidste del af Femte Mosebog, der blandt andet omhandler begivenheder efter Moses’ død.
● I forbindelse med Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus ser man ofte navnet „Dives“ anvendt. Hvor stammer dette navn fra? Gav Jesus i det hele taget den rige mand et navn? — A. K., U.S.A.
Nej, Jesus beærede ikke „den rige mand“ i lignelsen med et navn, men for at skildre den skare mennesker som den rige mand repræsenterer gav han i stedet en beskrivelse af ham. (Luk. 16:19-22) Skønt Bibelen ikke giver den rige mand et navn, er han i årenes løb blevet kendt som „Dives“, hvilket skyldes at dives er det latinske ord for „rig“ og at dette ord forekommer i den latinske Vulgata („homo quidam erat dives“: „der var en rig mand“). Man kan derfor ikke sige at ordet dives er et egentligt navn. Det er blot et latinsk tillægsord. I den engelske litteratur blev ordet „Dives“ imidlertid allerede så tidligt som på Chaucers tid almindeligt brugt som navnet på den rige mand i lignelsen. Siden har den teologiske litteratur antaget „navnet“, som nu bruges i udstrakt grad. Den almindelige brug af ordet „Dives“ modsiger således ikke den kendsgerning at Jesus ikke gav denne symbolske rige mand et egentligt navn.
● I Ordsprogene 25:11 og andre skriftsteder i De hebraiske Skrifter anvendes ordet „æbler“. Imidlertid hævder mange autoriteter at der her er tale om en anden frugt. Voksede der æbler i Palæstina da De hebraiske Skrifter blev skrevet?
Der har været fremsat mange formodninger om hvilket træ og hvilken frugt der menes med det hebraiske ord tappuwach, der forekommer i Ordsprogene 25:11, hvor ord der er talt i rette tid sammenlignes med „æbler af guld i skåle af sølv“. Æbletræet nævnes hovedsagelig i Salomons Højsang hvor sjulamitpigen sammenligner sin ven med et æbletræ, hvis skygge er behagelig og hvis frugt er sød. (Højs. 2:3, 5) Til gengæld sammenligner han hendes ånde med duften af æbler. (Højs. 7:8) Det hebraiske ord der er oversat med „æbler“ betegner en frugt der udmærker sig ved sin vellugt eller duft.
Adskillige frugter er blevet foreslået i stedet for æblet, deriblandt appelsinen, citronen, kvæden og abrikosen, idet hovedindvendingen imod at der skulle være tale om æbler er at det varme, tørre klima i størstedelen af Palæstina ikke egner sig til dyrkning af æbler. Det beslægtede arabiske ord tuffakh betyder imidlertid først og fremmest „æble“, og interessant nok er de hebraiske stednavne Tappua og Bet-Tappua (byerne blev uden tvivl kaldt således fordi denne frugt fandtes i rigelig mængde deromkring) blevet bevaret i de nuværende arabiske navne på disse steder. — Jos. 12:17; 15:34, 53; 16:8; 17:8.
Disse byer lå ikke i lavlandet men i højlandet, hvor klimaet i almindelighed er noget mere tempereret. Desuden kan man ikke udelukke muligheden af at klimaet har været noget anderledes før i tiden, sådan som Dennis Baly gør opmærksom på i sin bog The Geography of the Bible (siderne 72, 74). Der vokser æbletræer i Palæstina i dag, og dette passer således udmærket med hvad vore bibler fortæller. Dr. Thomson, der tilbragte femogfyrre år i Syrien og Palæstina i forrige århundrede, fortæller at han fandt æblelunde i omegnen omkring Askalon og på Filistæasletten.
● Hvor gammel var Abel, Adams anden søn, dengang hans broder Kain slog ham ihjel?
Den bibelske beretning fortæller os ikke hvor gammel Abel var på det tidspunkt han blev myrdet, men man kan slutte sig til hvor gammel han omtrent var. Eftersom Bibelen ikke har nogen beretning om hvad der skete mellem det tidspunkt da Adam og Eva blev drevet ud af Edens have, og det tidspunkt da de fik deres første to sønner, Kain og Abel, er det rimeligt at slutte at drengene blev født kun få år efter at deres forældre havde syndet. Men med hensyn til de begivenheder der derefter berettes om og som fører frem til Abels død, står der at de fandt sted „nogen tid efter“. (1 Mos. 4:3) Hvor lang tid efter var det?
Den tredje søn af Adam og Eva som Bibelen nævner, blev født kort efter Abels død. Adam var dengang 130 år gammel. (1 Mos. 5:3) Da Set blev født sagde Eva: „Gud har sat mig andet afkom i Abels sted, fordi Kain slog ham ihjel!“ (1 Mos. 4:25) Det er ikke sandsynligt at Eva ville have sagt dette hvis der var gået mange år efter Abels død; hun har øjensynligt ønsket en søn til at erstatte tabet af den myrdede Abel, og derfor må Sets fødsel have fundet sted kort efter Abels død. Det er derfor muligt at Abel har været så meget som 100 år gammel da han led døden som martyr.