Et fristed inde i tilflugtsbyerne

 1. Hvorfor har vi brug for et tilflugtssted under Harmagedonslaget, og hvordan har Gud profetisk skildret det for os?

DER klæber blodskyld til hele verden. Mens kristenheden udadtil stræber efter international fred på sin egen manér, fører den samtidig an i forberedelserne til alle tiders mest blodige krig. Hvor findes der et fristed, vi kan flygte til, og hvor vi kan undgå at have andel i verdens blodskyld i Harmagedonslaget, så at vort liv ikke skal kræves af os i overensstemmelse med Jehovas pagt om blodets hellighed? Jehova har tilvejebragt det eneste tilflugtssted, der findes, og han har ladet det profetisk skildre ved de tilflugtsbyer, han anordnede for Israel.

 2. Hvilke fredhellige steder fandtes der blandt de hedenske nationer, og hvorfor blev antallet af dem til sidst reduceret?

² Disse tilflugtsbyer var ikke som de tilflugtssteder, der var almindelige blandt fortidens hedenske nationer. Sådanne steder var religiøse helligdomme, såsom offerlunde, templer og altre, der havde asylret, så enhver misdæder kunne søge beskyttelse der på stedet og undgå straf. Den magt til at beskytte, som man forlenede disse steder med, strakte sig over et temmelig stort område omkring den hellige plet, og den blev værnet og vogtet, ved at man på det strengeste straffede enhver, der krænkede den beskyttelse, stedet ydede. Imidlertid forholdt det sig således med disse tilflugtssteder eller fredhellige steder, at der kunne både den skyldige og den uskyldige under religionens skærmende hånd finde ly og beskyttelse mod lovens arm eller mod sådanne, som ville tage loven i egen hånd og selv eksekvere straffen. Det berømte Artemistempel (eller Dianatempel) i Efesus var et hedensk asyl, et fredhelligt sted, og dets privilegier i så henseende udvidedes med tiden. Sådanne fredhellige steder dukkede op både her og der hos grækerne og romerne, men disse fristeder blev misbrugt, og det førte til, at tallet på forbrydere steg enormt. Den romerske kejser Tiberius, der levede på Jesu tid, iværksatte derfor en officiel undersøgelse af, hvilke virkninger disse fristeder havde, og det førte til, at deres tal blev reduceret og deres privilegier beskåret.

 3. Fik tilflugtsbyerne i Israel lov til at vokse i tal, og hvornår omtalte Jehova for første gang et fremtidigt fristed for Israel?

³ Tilflugtsbyerne i Israels land var begrænset i antal og tjente ikke som asyl for den skyldige manddraber, men kun for den, som af vanvare havde slået nogen ihjel. Nogle mener, at israelitterne under deres fyrretyve års vandring i ørkenen, inden de kom ind i det forjættede land, Palæstina, havde deres fredhellige sted i den lejr, hvor tempeltjenerne, levitterne, boede, blandt dem ypperstepræsten og hans stab af underpræster. Det var først, da Jehova Gud gav profeten Moses Loven ved Sinaj bjerg, at han omtalte et fremtidigt fristed, idet han sagde: „Den, der slår en mand, så det medfører hans død, skal slås ihjel uden tøven. Men i det tilfælde en person ikke ligger på lur, og Gud lader det indtræffe ved hans hånd, så må jeg fastsætte jer et sted, hvor han kan flygte hen. Og i fald en mand i den grad ophidses over sin fælle, at han søger at slå ham ihjel ved list, skal I fjerne ham, ja selv fra mit alter for at lade ham dø.“ — 2 Mos. 21:12-14, NW.

 4. Hvad menes der, når der siges, at en mand, der havde gjort sig skyldig i mord, skulle fjernes fra Jehovas alter?

⁴ Denne sidste udtalelse kan betyde, at hvis en mand med list begår et overlagt mord, skal han ikke betragtes som sagesløs, selv om han er præst og tjener ved Guds alter, men skal føres bort og henrettes. Eller hvis en forsætlig morder søger tilflugt ved alteret som et fredhelligt sted og griber fat i dets horn i håb om at blive beskyttet på grund af alterets hellighed, skal han føres bort og lide en velfortjent død. Gud holder ikke sin hånd over forsætlige ugerningsmænd, hverken ved sin lov eller ved noget helligt i sin organisation. Et eksempel herpå har vi i hærføreren Joab. Mens David var konge, udgød Joab uskyldigt blod, optændt af hævngerrighed og misundelse. Hertil føjede han den forbrydelse at støtte en mand, der søgte at rive Davids trone til sig i stedet for at bøje sig for det valg, Gud havde truffet, nemlig Davids søn Salomo. Da den mand, der forsøgte sig som tronraner, viste, at han stadig begærede tronen, og kong Salomo lod ham dræbe, søgte hærføreren Joab tilflugt ved alteret og greb fat om dets horn og nægtede at forlade dette sted, idet han sagde: „Nej, her vil jeg dø!“ Kong Salomo lod ham henrette på stedet og sagde: „Tro mig, Jehova vil lade hans blod komme over hans eget hoved, fordi han faldt over to mænd, der var retfærdigere og bedre end han selv, og derpå dræbte dem med sværdet, da min fader David ikke selv vidste noget derom.“ (1 Kong. 2:28-34, NW) Ingen morder, ingen, der med overlæg er med til at udgyde blod, kan vente, at offeret på Jehovas store alter, nemlig Jesus Kristus, vil være soning for hans forbrydelse eller for hans meddelagtighed i en forbrydelse.

 5. Hvor mange tilflugtsbyer skulle der afgives, og hvorfor var det ikke almindelige byer?

⁵ I det fyrretyvende år af israelitternes vandring nåede de til Moabs ørkensletter øst for Jordanfloden lige over for byen Jeriko. Da behagede det Jehova Gud at give dem befaling til at afgive seks tilflugtsbyer, tre på den østlige side af Jordan og tre på den vestlige. Disse byer var ikke ganske almindelige byer, men byer, der tilhørte Jehovas særlige tjenere ved hans tempel; Hebron var præsternes by og de andre fem var levitternes. I harmoni med deres funktion som tilflugtsbyer, hvor den, der søgte ly, ikke kunne røres af blodhævneren, blev de betragtet som hellige. Vi læser om udpegningen af disse byer: „Da helligede de Kede’sj . . . Sikem . . . Kirjat-Arba, det er Hebron, . . . Bezer . . . Ramot i Gilead . . . og Golan.“ (Jos. 20:7, 8) Tilflugtsbyerne nød således Guds særlige anerkendelse, og deres magt til at yde tilflugt fortjente at blive respekteret.

 6. Hvad skulle tilflugtsbyerne hindre, og hvad ville der ske, hvis israelitterne overtrådte loven om tilflugtsbyerne eller søgte at omgå den?

⁶ Hensigten med tilflugtsbyerne var at hindre, at landet blev besmittet af uskyldigt blod, ikke blodet af den, der blev dræbt af vanvare, men af den, som uforsætligt slog en anden ihjel uden nogen ond hensigt: „for at der ikke skal udøses uskyldigt blod i dit lands midte, det, Jehova din Gud er ved at give dig som en arv, og for at ingen blodskyld skal hvile på dig.“ (5 Mos. 19:10, NW) Hvis israelitterne undlod at overholde loven om tilflugtsbyerne eller søgte at omgå den, ville det også bevirke, at landet blev vanhelliget ved den uskyldiges blod, hvad enten han blev dræbt med forsæt eller af vanvare. „I må ikke besmitte det land, I er i, for det er blod, der besmitter landet, og landet kan ikke få soning for det blod, der er blevet udgydt deri undtagen ved blodet af den, der udgød det. Og I må ikke besudle det land, hvor I bor, i hvis midte jeg bor i telt, for jeg, Jehova, bor i telt midt iblandt Israels sønner.“ — 4 Mos. 35:33, 34, NW.

 7. Hvem gjorde Gud „i sit billede“ til at hævne det udgydte blod, og hvor kunne en manddraber søge ly for den, der efterstræbte hans liv?

⁷ Den nærmeste slægtning til den dræbte havde med Jehovas anerkendelse ret til at slå manddraberen ihjel, når han traf ham. Jehova anerkendte denne nære slægtning som blodhævner og gav ham således ret og magt til at handle som skarpretter. Gud gjorde således blodhævneren „i sit billede“, eftersom Gud jo selv har ret og magt til at henrette drabsmænd. (1 Mos. 9:6) Guds lov sagde: „Blodhævneren er den, som skal slå morderen ihjel. Når han tilfældigt møder ham, vil han selv slå ham ihjel.“ (4 Mos. 35:19, NW) Dog kunne et menneske ved et uheld, uden forsæt og ond hensigt dræbe et andet menneske eller blive årsag til et andet menneskes død. Til beskyttelse af et sådant menneske forordnede Gud tilflugtsbyerne, for at den uforsætlige manddraber kunne beholde livet, indtil han havde været for domstolen, og det var blevet bevist, at han ikke havde haft til hensigt at dræbe den afdøde eller næret et morderisk had til ham. (Jos. 20:9) Den uskyldige manddraber kunne altså flygte til den tilflugtsby, der lå i hans del af landet. „Og I skal vælge byer, der ligger bekvemt for jer. De skal tjene jer til tilflugtsbyer, og manddraberen, der uforsætligt rammer en sjæl med død til følge, skal flygte derhen. Og byerne skal tjene jer som en tilflugt for blodhævneren, så at manddraberen ikke skal dø, før han har stået for forsamlingen til dom. Og byerne, som I vil give, de seks tilflugtsbyer, vil stå jer til tjeneste.“ — 4 Mos. 35:11-13, NW.

 8. Hvilken ordning i den katolske kristenhed var disse tilflugtsbyer ikke et billede på, og hvorfor blev denne ordning efterhånden ophævet?

⁸ Jehovas lovpagt med det bogstavelige Israel forordnede bogstavelige tilflugtsbyer. Jehovas nye pagt med det åndelige Israel tilvejebringer en lignende tilflugt. De israelitiske tilflugtsbyer fremstillede således forbilledligt kommende goder eller tjente som skygger af ting, der havde med Kristus at gøre. (Kol. 2:16, 17; Hebr. 10:1) Hvad var de forbilleder på? Ikke på de romersk-katolske kirkebygninger med deres omliggende hellige grund, hvor der førhen ydedes lovovertrædere asyl. Da de, som påstod at være kristne, begyndte at antage hedenske skikke og give dem et kristent anstrøg, antog de også den hedenske skik at erklære visse steder fredhellige. Så tidligt som under den romerske kejser Konstantin blev de katolske kirker gjort til asyler, hvor de betrængte kunne søge tilflugt, når de forfulgtes af lovens håndhævere eller stærke, hævngerrige fjender. I år 681 udvidede man ved kirkemødet i Toledo asylretten til at omfatte et areal, der strakte sig tredive skridt fra hver kirkebygning. Fra da af blev dette gejstlige privilegium holdt i hævd i hele den katolske kristenhed og fortsatte, i hvert tilfælde i Italien, så længe paven var uafhængig og havde sine domæner. Denne gejstlighedens selvtagne rettighed gik i retning af at flytte magten fra de civile myndigheder over på præsteskabet og modarbejdede loven og den rette håndhævelse af retfærdigheden. Den hjalp den skyldige eller hans medskyldige til at gøre misbrug af det fredhellige sted. I The Encyclopedia Americana står der: „Det var det misbrug, som dette system gav anledning til, idet det hindrede retfærdigheden i at ske fyldest, der førte til dets ophævelse i alle kristne lande.“ — Bind 24 under „Sanctuary“.

 9. Hvornår begynder tilflugtsbyerne at få deres modbilledlige opfyldelse, og hvorfor er der nu et stærkt behov for et sådant modbillede?

⁹ De forbilledlige tilflugtsbyer får deres modbilledlige opfyldelse efter Guds riges fødsel i himmelen i 1914, for dette rige skal hævne alt det blod, der på uretfærdig vis er blevet udgydt. Tiden, da det uskyldige blod skal hævnes, nærmer sig, og der er et stærkt behov for den modbilledlige tilflugtsby, for fra og med 1918, da Herren Jehova sammen med sin pagtsengel kom til sit åndelige tempel, begyndte dommens tid, da menneskehedens blodskyld skal gøres op.

10. Hvad er den modbilledlige tilflugtsby i dag? Hvor er den at finde, og hvem kan benytte sig af den?

¹⁰ Hvad er den modbilledlige tilflugtsby i dag? Da de forbilledlige tilflugtsbyer var de byer, der tilhørte tempeltjenerne og følgelig også Jehovas ypperstepræst, må den modbilledlige tilflugtsby være den foranstaltning, Jehova træffer for at beskytte os mod at lide døden som følge af overtrædelse af den guddommelige pagt vedrørende blodets hellighed, idet vi kommer ind under og må forblive under den fortjeneste, som Jehovas ypperstepræst, Jesus Kristus, opnåede gennem sin aktive tjeneste. Denne beskyttelsesforanstaltning er at finde i Jehovas folks teokratiske organisation. Den gavner kun dem, som er billedligt fremstillet ved den uforsætlige manddraber: „Når nogen af vanvare slår sin næste ihjel, uden at han i forvejen har båret nag til ham, . . . da må han ty til én af disse byer og redde livet, for at ikke blodhævneren i ophidselse skal sætte efter manddraberen og, fordi vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent døden, eftersom han ikke i forvejen havde båret nag til ham.“ — 5 Mos. 19:4-6.

Kollektiv blodskyld

11. Siden hvornår er der blevet udgydt mere blod end nogen sinde før, og hvad har striden stået om?

¹¹ Siden Guds riges fødsel ved Kristus i 1914 er der blevet udgydt mere blod end nogen sinde før i menneskehedens historie; ikke alene har der været flere enkeltmord og flere uforsætlige manddrab, men der har fundet massemyrderier sted, nemlig i de to største blodbade, mennesker har oplevet, den første og den anden verdenskrig. Begge parter i disse nedslagtningsorgier søger at retfærdiggøre sig og at vaske deres blodbesudlede hænder rene i en strøm af bortforklarende argumenter og undskyldninger. Men vi ved, at begge parter tog del i denne massenedslagtning med ét mål for øje, verdensherredømmet, skønt Jehovas folk, både før 1914 og navnlig efter 1914, havde informeret dem om „hedningetidernes“ ophør og om Guds riges oprettelse i bemeldte år. Disse krige var totale. For at muliggøre en sejr blev hele nationen mobiliseret og hver borger tvunget til at yde en indsats i den nationale kraftanstrengelse; selv de civile befolkningscentrer bag fronterne blev gjort til mål for strategisk bombardement.

12. Hvilke skriftsteder burde de verdslige organisationer, der søger at retfærdiggøre sig selv, huske, og hvorfor har religionen ikke rene hænder i denne henseende?

¹² Lad de nationer og verdslige organisationer, der ikke har nogen skyldfølelse ind for Gud, huske Paulus’ ord: „Mig bevidst, er der intet at indvende imod mig. Dog dermed står jeg ikke retfærdiggjort, men den, der ransager mig, er Jehova.“ (1 Kor. 4:4, NW) Og også ordsproget: „Enhver af en mands veje er ret i hans egne øjne, men Jehova vejer hjerterne.“ (Ordsp. 21:2, AS) Samt de apostolske ord: „Thi ikke den, der anbefaler sig selv, godkendes, men den, som Jehova anbefaler.“ (2 Kor. 10:18, NW) Ind for Gud, livets Giver og Opretholder, hviler der en altomfattende blodskyld på hele menneskeslægten, både på dem, som direkte har udgydt blod, og på dem, som har ydet blodsudgydelsen deres moralske eller materielle støtte. I denne henseende er heller ikke religionens hænder rene, for under disse blodige massakrer har religionslederne i alle de krigsførende lande, selv kristenhedens præsteskab, bedt til deres religions guder om himmelens velsignelse over deres eget lands militærstyrker. Derfor gælder de profetiske ord, der er rettet til det troløse Jerusalem, også kristenheden: „Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle.“ — Jer. 2:34.

13. Hvilket billede bruger Jehova, som viser, at han pålægger et folk fælles ansvar, hvad blodsudgydelse angår?

¹³ Vi må huske, at retfærdighedens Gud pålægger folket et fælles ansvar for blodsudgydelse. Han trak dette skarpt op i sin lov til Israel vedrørende det menneske, der blev dræbt, uden at man kunne finde frem til drabsmanden: „I det tilfælde at en eller anden skulle findes dræbt på den jord, som Jehova din Gud giver dig, for at du skal tage den i besiddelse, og han ligger fældet på marken, og det ikke er blevet kendt, hvem der har slået ham til døde, da skal jeres ældre mænd og jeres dommere gå ud og måle afstanden til de byer, som er rundt omkring den dræbte, og det skal vise sig at være den by, der ligger nærmest den dræbte.“ For at rense sig for skyld skulle de ældre mænd i den by, der lå nærmest den dræbte, og som sandsynligvis var skyldig, sønderbryde nakken på en kvie, der ikke havde været brugt til arbejde, i en utilsået dal med stedserindende vand. Det skulle ske i overværelse af levitpræsterne, „fordi det er dem, Jehova din Gud har valgt til at tjene sig og til at velsigne i Jehovas navn, og ved deres mund skal enhver trætte om alle voldshandlinger bilægges“. De ældre mænd i den by skulle tvætte deres hænder over kvien, hvis nakke blev sønderbrudt i dalen, og sige: „Vore hænder udgød ikke dette blod, og vore øjne så det ikke blive udgydt. Tilskriv det ikke dit folk Israel, som du udløste, o Jehova, og læg ikke skylden for uskyldigt blod i dit folk Israels midte.“ Først da, sagde Guds lav, „skal der ikke tilregnes dem blodskyld. Og I — I vil fjerne skylden for uskyldigt blod fra jeres midte, fordi I vil gøre, hvad der er ret i Jehovas øjne.“ — 5 Mos. 21:1-9, NW.

14. Hvordan hviler der et ansvar på hele samfundet i dag for det blod, der har gennemvædet jorden?

¹⁴ Alle folkeslag, navnlig nu i vor tid med dens totale krigsførelse, nationale mobilisering, internationale venskaber, pagter og handelssamkvem, har et samfundsansvar i forbindelse med alt det blod, der har gennemvædet jorden, og som udelukkende er blevet udgydt, fordi nationerne har nægtet at anerkende Jehovas universelle overhøjhed og fredeligt at bøje sig for Jehovas indsatte konge Jesus Kristus og således opnå hans gunst.

15. Hvem er i dag som manddraberen i Israel, der slog ihjel af vanvare og uden i forvejen at have hadet den dræbte, og hvordan er de det?

¹⁵ Hvem er uden blodskyld i dag, direkte eller indirekte, i krigstid eller i fredstid? Nogle har måske begået manddrab som følge af uforsigtig bilkørsel eller været årsag til ulykke på anden måde, eller nogle har måske forsætligt slået ihjel. Bagefter har de angret det, og selv om de efter loven er blevet idømt straf, som må afsones, eller bøder, som må betales for at „give kejseren, hvad kejserens er“, har de også tryglet om barmhjertighed hos Gud, Livgiveren. Andre har måske taget del i kollektiv nedslagtning, fordi de med den bedste samvittighed troede, at de gjorde deres pligt, eller fordi religiøse ledere og lærere overbeviste dem om, at det var Guds vilje og en hellig tjeneste for Gud. Siden da har de erkendt deres fejl og indset, at de havde Guds barmhjertighed behov. Andre igen har ladet sig ophidse af den giftige propaganda, som stammer fra kristenhedens præsteskab eller andre religionsledere, og har været med til at forfølge Jehovas vidner og bragt død over tusinder af disse, fordi de holdt fast ved deres retskaffenhed over for Gud. Nu indser de, hvor galt de har været underrettet, og hvordan de er blevet ført på vildspor, og i hvor høj grad de har brug for Guds barmhjertighed, nøjagtig ligesom Saulus fra Tarsus havde det. Vi er os måske alle bevidst, at vi i noget mål er medansvarlige for voldeligt tab af liv. Vi føler, at såfremt vi bare havde vidst bedre besked og været bedre underrettet, ville vi ikke have gjort det eller været meddelagtige i det på nogen måde. Det var ganske tilfældigt og uoverlagt og skyldtes vor manglende kundskab om og forståelse af Guds lov og vilje. Alle sådanne er som fortidens uforsætlige manddrabere i Israel, der „af vanvare slår sin næste ihjel, uden at han i forvejen har båret nag til ham“.

16. a) Hvad vistes der billedligt ved, at israelitterne flygtede til en tilflugtsby? b) Hvilke nationaliteter var Israels tilflugtsbyer beregnet for?

¹⁶ At de flygtede til en tilflugtsby viser billedligt, at vi skynder os, så meget vi kan, hvad enten vi har indviet os til Gud eller ej, og at vi bekender vor blodskyld over for ham og indtrængende beder ham om at vise os barmhjertighed gennem sin store ypperstepræst, Jesus Kristus, der bragte et genløsningsoffer for hele menneskeslægten. Dernæst bestræber vi os for at bevise over for Gud, at vor anger er oprigtig, ved fortsat at søge tilflugt under hans foranstaltning og inden for hans teokratiske organisation. Vi må huske på, for hvem de forbilledlige tilflugtsbyer var bestemt, hvis vi skal forstå, hvem der i dag kan drage fordel af modbilledet til dem. Jehovas lov sagde: „De skal tjene som tilflugtsbyer. For Israels sønner og for den midlertidige indbygger og for den indvandrede iblandt dem skal disse seks byer tjene som en tilflugt, hvor hvem som helst, der uforsætligt slår en sjæl til døde, kan flygte hen.“ „Disse blev de byer, der fastsattes for alle Israels sønner og for den midlertidige indbygger, som bor iblandt dem en kort tid, for enhver, der uforsætligt slår en sjæl til døde, så han ikke skal dø for blodhævnerens hånd, før han har været fremstillet for forsamlingen.“ — 4 Mos. 35:14, 15 og Jos. 20:9, NW.

17. Hvem var de første til at benytte sig af den guddommelige beskyttelse, der ydes uforsætlige manddrabere, og hvorfor gjorde de det?

¹⁷ „Kristi legemes“ åndelige lemmer, de salvede kristnes menighed, har også brug for denne foranstaltning, da de jo er de modbilledlige „Israels børn“; de er medlemmer af det åndelige Israel. De oprindelige medlemmer af denne rest gennemlevede den første verdenskrig, men kom i fangenskab under den babyloniske verden, fordi de lod sig kue af frygt for mennesker i høje stillinger og ikke holdt sig absolut rene og uplettede af denne verden i deres handel og vandel, ikke absolut neutrale i dens dødbringende konflikter. Hvor stor en blodskyld, Jehova i sit tempel dømte dem ansvarlige for, ved vi ikke med bestemthed. Men efter at han i 1919 udfriede dem fra deres fangenskab i Babylon, angrede de enhver delagtighed i synd i enhver henseende, bekendte deres skyld og bestræbte sig for under hans ledelse ved Kristus at rense deres tilbedelse af ham. Siden da og navnlig siden 1919 var der tusinder, der så afgjort havde gjort sig skyldige i blodsudgydelse, som hørte budskabet om Riget og om det kommende Harmagedonslag og begyndte at flygte til den modbilledlige tilflugtsby. De angrede og vendte sig til Gud, for at han skulle vise dem barmhjertighed. I tro på hans ypperstepræst Jesus Kristus indviede de sig helt og fuldt til Gud for til evig tid at gøre hans vilje og holde sig nøje inden for hans barmhjertige foranstaltninger og opnå beskyttelse, når han i Harmagedonslaget udsletter alle, som har blodskyld. I denne tidsperiode, da trængselsdagene blev afkortet for de udvalgtes skyld, var de åndelige israelitter de første til at benytte sig af den guddommelige beskyttelse, der ydes den uforsætlige manddraber.

18. Hvem kan også ty til den modbilledlige tilflugtsby, således som det ses af forbilledet, og hvad beviser dette med henblik på tidspunktet for opfyldelsen af forbilledet?

¹⁸ Dog var fortidens tilflugtsbyer også beregnet for „de fremmede“ eller „midlertidige indbyggere og de indvandrede“ (NW) i Israel. Da de ikke var israelitter, var de et billede på dem, som ikke er åndelige israelitter og ikke hører til den åndelige rest i dag, men som vender sig til det åndelige Israels Gud og ønsker at drage fordel af hans barmhjertige foranstaltninger gennem hans ypperstepræst. De har fået øjnene åbnet for den blodskyld, der hviler på hele verden, og de ønsker ikke at være meddelagtige i den længer eller at sone den sammen med verden i Harmagedonslaget. Og så flygter de fra den truende udslettelse og søger ind i den modbilledlige tilflugtsby under ypperstepræsten Jesus Kristus. Selve deres flugt til denne by viser, at deres anger er oprigtig, og at de stoler på, at Gud i sin barmhjertighed vil skåne deres liv ved Kristus. Hvordan? Ved at de indvier sig til Gud for at underkaste sig hans vilje fra nu af og til evig tid. I dag ser vi hundredtusinder flygtninge, der hører til den skare „midlertidige indbyggere“ eller „indvandrede“, som har søgt ind under Jehovas foranstaltning, hvorved de opnår beskyttelse mod at lide den død, der venter dem, som har blod på deres hænder. De har søgt tilflugt i den nye verdens samfund, hvor de lever side om side med medlemmerne af resten. Fra og med 1931 har tiden været inde til, at disse Herren Jesu „andre får“ skal samles ind i hans hjord og der udgøre „én hjord“ sammen med det åndelige Israels rest. Denne kendsgerning er et yderligere bevis for, at dette profetiske billede med tilflugtsbyerne får sin opfyldelse fra 1914 og fremover.

(The Watchtower, 1. december 1955)