Betyder dit „ja“ virkelig ja?
TO IKKE særligt velstillede enker på Long Island, New York, så frem til en hyggelig middag sammen med nogle bekendte, deriblandt en gammel ven. Han skulle være deres særlige gæst. Han havde sagt ja til invitationen, og de to kvinder gjorde meget ud af at tilberede et lækkert måltid, i særlig forventning om at netop han skulle være til stede. Men han kom ikke. Siden er der gået mange år, og de to kvinder bærer ikke nag til manden. Alligevel har de ikke glemt deres dybe skuffelse.
Denne hændelse fra det virkelige liv minder dig måske om at du selv engang er blevet skuffet fordi en gæst du havde inviteret, ikke kom som aftalt. På den anden side husker du måske også en situation hvor uforudsete omstændigheder bevirkede at du blev nødt til at bryde en aftale. Ved den lejlighed har andre måske spurgt sig selv om dit „ja“ virkelig betyder ja.
Princippet bag
Der er naturligvis løfter som har langt større betydning end løftet om at være gæst hos nogen. Men uanset om det man har lovet er stort eller småt, er princippet det samme. Hvad går dette princip ud på?
I sin bjergprædiken sagde Jesus Kristus: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ Nogle havde dengang for vane at aflægge ed på alt muligt uden at tænke alvorligt over det. Det var denne vane Jesus her gik imod. (Matt. 5:33-37) Det skulle ikke være nødvendigt at bekræfte hver eneste udtalelse med en ed. Man skal blot holde ord. Når man siger ja, skal det virkelig betyde ja.
Men som bekendt er det ikke altid lige nemt at holde ord. Der kan opstå situationer som lægger én hindringer i vejen. Ikke desto mindre siger Bibelen at den der øver ret og har Jehova Guds gunst, „ej bryder ed, han svor til egen skade“. (Sl. 15:1, 2, 4) Han har måske højt og helligt lovet noget som bagefter viser sig tilsyneladende at gå imod hans egne interesser; men han overholder det han er gået ind på.
Hvad ordholdenhed angår har Jehova Gud selv sat det ypperste eksempel for dem der ønsker hans gunst. Derfor kunne den gudfrygtige Josua skrive: „Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] havde talet til Israels hus, faldt til jorden; alle sammen gik de i opfyldelse.“ — Jos. 21:45.
Hvilket princip kan vi udlede af både Jesu, salmistens og Josuas erklæring? Dette: At man altid skal bestræbe sig for at holde ord. Når man siger ja skal det virkelig betyde ja, medmindre man i tide har lavet aftalen om. — Ordsp. 6:1-5
Tvingende grunde
Dette princip gælder i høj grad i forbindelse med vigtige aftaler; men lad os engang vende tilbage til den forholdsvis enkle sag med middagsinvitationen. En sådan invitation udspringer som regel af venskab. Af den grund ofrer værten eller værtinden gladeligt både tid og penge på at købe ind og lave til, ligesom de førnævnte dårligt stillede enker. Hvilken ven ville ønske at kaste vrag på sådanne forberedelser ved at tage imod en invitation og derefter blive væk uden særlig grund? Nej, sandt venskab alene ville være en tvingende grund til at overholde aftalen. Tanken om det værten har ofret af tid og penge ville også være en tvingende grund.
Princippet om sandfærdighed er endnu en tvingende grund til at man bør holde ord og ikke tage let på en invitation man har taget imod, og derved skuffe værten eller værtinden. Salmisten sagde meget betegnende om Gud: „Du elsker jo sandhed i hjertets løndom.“ — Sl. 51:8.
Men hvad nu hvis man siger ja til et måltid i et beskedent hjem og senere bliver inviteret til en overdådig middag i et velstående hjem samme aften? Hvis man tager hen til den velstillede, hvad vil den anden, den der sidder mindre godt i det, da ikke tænke hvis han får det at vide? Vil han ikke føle sig såret i sit inderste og dybt skuffet? Ønsket om ikke at forvolde en sådan smerte er endnu en tvingende grund til at man altid bør holde fast ved den første invitation og vise at ens „ja“ virkelig betyder ja.
I denne forbindelse er det værd at mærke sig hvad Jesus Kristus sagde til nogle af sine disciple da han sendte dem ud for at hjælpe andre åndeligt. Han sagde: „Hvor I går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’ Og hvis der er en fredens ven dér, vil jeres fred hvile over ham. Men hvis ikke, vil den vende tilbage til jer. Bliv så i det hus, spis og drik det de serverer, for den der arbejder er sin løn værd. I skal ikke hele tiden flytte fra hus til hus.“ — Luk. 10:1, 2, 5-7.
Jesu disciple skulle blive boende i det samme hus indtil deres opgave i den by var færdig. De skulle ikke flytte fra et hus til et andet fordi der måske var en anden som ejede mere gods eller kunne tilbyde dem større bekvemmeligheder og et bedre traktement end den første.
Erindringen om disse instruktioner til Jesu disciple bør være vejledende for ens afgørelse hvis man allerede har sagt ja til at spise med i et beskedent hjem og derefter får en mere spændende invitation til nøjagtig samme tidspunkt. Ærlighed og uselviskhed vil tilskynde én til at holde fast ved den oprindelige aftale.
Gør man dette vil man højst sandsynligt få det både hyggeligt og rart i det beskedne hjem. Den hjertelige og uformelle atmosfære dér kan være langt mere opbyggende end stemningen ved et stort gæstebud! I Bibelen læser vi: „Bedre en ret grønt med kærlighed end fedet okse og had derhos.“ — Ordsp. 15:17.
Ja, den reelle vil tage hensyn til andre og holde hvad han lover. Sandfærdighed er en egenskab der med rette forventes af Guds tjenere. (Ef. 4:25) Og ordholdenhed indbefatter at man virkelig kommer når man har sagt ja til at nyde gode venners selskab. Dette er en af de måder hvorpå man kan vise at ens „ja“ betyder ja.