En Gud vi kan stole på
DET viser sig ofte at menneskers løfter ikke bliver indfriet. Alligevel er der stadig mennesker som vi nærer tillid til. Hvordan kan det være? Vi bygger vor tillid på at disse mennesker hidtil har vist sig pålidelige og troværdige. Vi er fuldt ud klar over at talrige omstændigheder kan indtræffe og hindre dem i at indfri hvad de har lovet, men det afholder os ikke fra at nære tillid til dem.
Skulle vi ikke kunne nære endnu større tillid til vor Skaber? Jo, for han har givet os grund til at tro at intet nogen sinde vil få lov til at forhindre indfrielsen af hans løfter. Ifølge historien har Jehova Gud ikke en eneste gang svigtet sit ord. Til dem der har erfaret Guds ordholdenhed hører israelitterne på Josuas tid. De blev vidne til at han gav dem Kana’ans land — og dermed indfriede et løfte han havde givet deres stamfader Abraham over fire hundrede år tidligere. (1 Mos. 15:13-21) Det lykkedes israelitterne at tage dette land i besiddelse på trods af stærke nationers hårdnakkede modstand — med Guds hjælp og beskyttelse og som en opfyldelse af et yderligere løfte gennem Moses. (5 Mos. 7:17-21; 11:23) Idet Josua så tilbage på alt det Jehova Gud havde gjort for dem, kunne han sige: „Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] havde talet til Israels hus, faldt til jorden; alle sammen gik de i opfyldelse.“ — Jos. 21:45.
Intet kan hindre løfternes indfrielse
Guds løfter er altså helt anderledes sikre end menneskers. Hvis det ikke lykkes et menneske at indfri sit løfte inden for en overskuelig tid, kan der indtræffe uforudsete omstændigheder som for bestandig udelukker løftets indfrielse. Det løfte eller ord et menneske udtaler, kan blive et dødt ord. Det ord, derimod, som den evige Gud udtaler når han lover noget, forbliver altid „levende og virkende“. (Hebr. 4:12) Intet kan hindre at det bliver gennemført.
Ved sin profet Esajas (55:10, 11) har Jehova erklæret: „Som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“
Når først regnen eller sneen er begyndt at falde, hvem kan da hindre den i at sive ned i jorden og udrette det den skal? Sammen med næringsstofferne i jorden udgør regnens eller sneens væde det der får planter til at gro og bære frugt. Drejer det sig om en kornsort, kan noget af afgrøden gemmes som såsæd til næste år mens resten males til mel og bages til brød. Således fuldbyrdes det der i sidste ende er hensigten med nedbøren.
På samme måde bliver Guds løfter indfriet indtil mindste detalje, uanset hvad der stiller sig hindrende i vejen. Et slående eksempel har vi i det løfte der netop er tale om i Esajas’ bog, kapitel 55. Versene 12 og 13 lyder: „Ja, med glæde skal I drage ud; og i fred skal I ledes frem; foran jer råber bjerge og høje med fryd, alle markens træer skal klappe i hånd; i stedet for tjørnekrat vokser cypresser, i stedet for tidsler myrter.“
Dette løfte pegede frem til den tid da Judas øde land, som var tilgroet med tjørnekrat og tidsler, igen ville blive opdyrket og beboet. For israelitterne, som var ført i landflygtighed til Babylon, kan det imidlertid have syntes næsten umuligt at løftet kunne indfries. Det kaldæiske verdensriges stærkt befæstede hovedstad, Babylon, syntes uindtagelig. Så længe det babyloniske dynasti var ved magten kunne ingen håbe på frigivelse. Ifølge Bibelen havde dette dynasti ry for at ’gøre verden til ørk og jævne byer og ikke give fangerne fri til at drage mod hjemmet’. — Es. 14:17.
Alligevel fik intet lov til at hindre løftets indfrielse. Pludselig, på én nat, faldt det mægtige Babylon for mederne og perserne, der var anført af Kyros. Kort tid efter udsendte Kyros et dekret som lod de landflygtige jøder vende tilbage til Judas øde land og genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. — 2 Krøn. 36:22, 23.
Grundlag for yderligere vished
En yderligere grund til at vi kan have den største tillid til Guds løfter er at han har knyttet sit navn eller sit rygte til det han har udtalt. I forbindelse med sit løfte til Abraham føjede han endog sin ed til. I Hebræerbrevet 6:13 læser vi: „Da Gud gav sit løfte til Abraham, svor han ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større.“
Det forbløffende ved dette edsvorne løfte var at dets indfrielse ikke udelukkende afhang af Jehova Gud. Der blev jo sagt til Abraham at det var ved hjælp af hans „sæd“ ’alle Jordens nationer skulle velsigne sig’ (1 Mos. 22:18, NW), og denne „sæd“ viste sig i første række at være Jesus Kristus. (Gal. 3:16) Spørgsmålet blev derfor om han ville bevare sin integritet fuldstændig hel og ubrudt mens han var på jorden. Indfrielsen af Guds løfte afhang af dette.
Jesus Kristus bevarede sin fuldkommenhed lige til døden. Heri ligger en garanti for at løftet til Abraham samt alle Guds andre løfter vil blive indfriet. Der hersker ikke længere uvished om hvem der i første række er Abrahams sæd, og muligheden for at denne kunne vise sig uegnet til at være den hvorigennem alle nationerne skulle velsigne sig, eksisterer heller ikke længere. Andet Korinterbrev 1:20 fremhæver det trosstyrkende i dette: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham. Og derfor siges der gennem ham amen til Gud, ham til herlighed gennem os.“
Med rette bliver Jesus Kristus ligefrem kaldt „Amen“, hvilket bogstaveligt betyder „visselig“, „sandelig“, „lad det være sådan“ og „sandhed“. (Åb. 3:14) Som sådan er han mere end blot en der taler sandhed. Hele hans livsløb, hvori han som menneske bevarede sin integritet til fuldkommenhed, og ligeledes hans død som et offer, var på én gang en garanti og en forudsætning for virkeliggørelsen af alt det hans Fader havde givet løfte om. I Jesus Kristus realiseres alle Guds løfter. — Joh. 14:6.
Det var Jehova Gud der gjorde det muligt for sin søn at blive den primære del af Abrahams sæd ved mirakuløst at lade ham fødes af jomfruen Maria, en efterkommer af Abraham i Davids kongelige slægtslinje. Som en kærlig Fader følte Jehova stor smerte ved at se de frygtelige lidelser hans søn blev udsat for på jorden. Alligevel var han villig til at give det ypperste han havde, at ofre sin egen søn, til gavn for verden. Når han har betalt så høj en pris, sin elskede søns liv, for at skabe en solid grundvold for opfyldelsen af alt hvad han har sagt, kan vi ikke forestille os at han nu vil svigte sit ord på nogen måde. Samme tanke fremfører apostelen Paulus når han siger: „Han som end ikke skånede sin egen søn men overgav ham for os alle, hvorfor skulle han ikke også, med ham, i sin godhed give os alt andet?“ — Rom. 8:32.
Ja, hvordan kan nogen frygte at et eller andet af Guds løfter skulle forblive uopfyldt? Jehova Gud har allerede bragt det ypperste han havde, som offer. Hans ord og hans ed til Abraham har vist sig at være sandhed, ikke løgn. Igennem hele menneskets historie har Jehova demonstreret sin pålidelighed. Aldrig har han svigtet sine løfter. Jehova er i sandhed en Gud vi helt og fuldt kan stole på. Han vil ikke svigte os. Måtte vi heller aldrig svigte ham, men gøre alt hvad vi kan for at bevare os selv i et godkendt forhold til ham.