Spørgsmål fra læserne
● Hvordan skal vi forstå Jeremias 51:39, 57, hvor der siges at babylonierne skulle „falde i evig søvn uden at vågne“? Betyder det ikke at de aldrig får en opstandelse? — R. A., De forenede Stater.
Jeremias’ bog, det 51. kapitel, indeholder et profetisk syn af Babylons fald. Dér bekendtgjorde Jehova at han ville vække de omboende nationer for at knække Babylons magt. Midt i profetien, i versene 39 og 57 Jer 51:39, 57, siger han: „Jeg holder et drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves og falder i evig [en til ubestemt tid varende, NW] søvn uden at vågne, lyder det fra [Jehova]. Jeg gør dets fyrster og vismænd, dets statholdere, landshøvdinger og helte drukne, og de skal falde i evig søvn uden at vågne, lyder det fra Kongen, hvis navn er Hærskarers [Jehova].“
Netop den nat da Babylon faldt for mederne og perserne holdt kong Belsazzar en overdådig fest for sine tusinde stormænd, og der blev drukket tæt. Men før natten var forbi havde fjendtlige soldater bemægtiget sig herredømmet over byen, „Belsazzar, kaldæernes konge,“ var blevet dræbt, og mange af hans folk var blevet fanget i gaderne og hugget ned. (Dan. 5:1-4, 30) De faldt ikke i søvn som en drukken der vågner op næste dag; de faldt i en „evig søvn“, „en til ubestemt tid varende søvn“, for de døde.
De led under vinens virkninger, ikke alene den bogstavelige vin men også den symbolske vin i det vredesbæger der var rakt dem af Jehova Gud, som de havde udfordret. Det sværd der blev sendt iblandt dem fik dem til at rave som drukne, og nogle af dem ville, ramt af sværdet, „falde i evig [en til ubestemt tid varende] søvn“, som intet menneske kunne vække dem af. — Jer. 25:15, 16, 26.
Betyder det at ingen af disse bliver oprejst og kommer til at høre med til „de døde, store og små“ som apostelen Johannes så foran domstronen i et profetisk syn? (Åb. 20:12, 13) Tilsyneladende ikke. Belsazzar var den sidste af den kongerække. Den nat Babylon blev indtaget faldt han i „en til ubestemt tid varende søvn“ som han den dag i dag ikke er vågnet af, for han faldt jo ikke i en rus som han kunne sove ud, men blev dræbt, og synes følgelig at være blandt dem der befinder sig i Sheol. Hvis han er dér må det være rimeligt at mene at andre babyloniere der omkom ved samme lejlighed også er der. Hvor længe de endnu skal hvile i „en til ubestemt tid varende søvn“ og vente på at Gud i sin magt skal oprejse dem fra de døde under Messias’ rige, ved vi ikke. De kan ikke vågne af sig selv. — Jfr. Job 14:10-12, 19-22.
● Er ligbrænding forenelig med kristen tankegang?
Det ser ud til at det var almindelig praksis blandt fortidens hebræere at jorde de døde eller at lægge dem i en grav. (1 Mos. 50:13; Dom. 8:32; 1 Kong. 11:43) Men der forekom tilfælde hvor man brændte dem. For eksempel tog indbyggerne i Jabesj i Gilead ligene af Saul og hans sønner, deriblandt den trofaste Jonatan, og de „bragte dem med til Jabesj og brændte dem der. Så tog de deres ben og jordede dem“. (1 Sam. 31:12, 13) Det roste David dem for. (2 Sam. 2:4-7) I vore dage anvender jøderne almindeligvis ikke ligbrænding, hvad enten det nu er af etiske eller personlige grunde, men „der er almindelig enighed om at Bibelen ikke indeholder en lov som kræver at de døde bliver jordet“. — Jewish Encyclopedia, bind IV, s. 343.
Det lader til at de første kristne, hvoraf mange var født jøder, i regelen fulgte den jødiske fremgangsmåde, at begrave de døde i jorden. Men da Bibelen ikke udtrykkelig foreskriver begravelse, gik de ikke så højt op i bestemte begravelsesskikke. Med tiden sneg hedenske skikke og hedensk frygt sig imidlertid ind iblandt dem. The Catholic Encyclopedia siger under overskriften „Ligbrænding“ at „grækerne og romerne havde hver deres fremgangsmåde afhængig af deres syn på livet hinsides“. Hedenske forfølgere af de kristne havde en forkert opfattelse af hvad den kristne tro gik ud på og de tænkte sig at den kristne opstandelse var betinget af at legemet blev bevaret. Nævnte værk fortsætter: „Hedningerne, der ville nedbryde troen på kødets opstandelse, kastede ofte ligene af de kristne martyrer på bålet i den faste tro at de dermed havde umuliggjort kødets opstandelse.“ — Bind IV, s. 481.
Den sande kristne har naturligvis ikke en forkert opfattelse af det døde legeme i forbindelse med opstandelsen. Med tanke på dem der skal herske med Kristus i himmelen siger Bibelen tydeligt: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige.“ (1 Kor. 15:50) Når disse altså skal oprejses i et andet legeme falder det os ikke vanskeligt at forstå at Gud også bereder et passende legeme til dem der oprejses fra døden for at leve på jorden. Om et legeme vender tilbage til grundstofferne ved en forrådnelse i jorden eller det brændes til aske har ingen indflydelse på Guds magt til at lade den døde opstå ifald Han ønsker det.
En kristen kan derfor tage såvel de lokale myndigheders krav som sine medborgeres følelser i betragtning når han skal tage stilling til dette spørgsmål. (Fil. 1:10) Eftersom Jehova ifølge Bibelen ikke misbilliger ligbrænding må det være en sag den enkelte selv skal afgøre.
● Hvorfor taler 1 Krønikebog 2:13-15 om Isajs syv sønner, hvorimod 1 Samuelsbog omtaler David som den ottende?
Den bibelske beretning i 1 Krønikebog 2:13-15 siger at „Isaj avlede sin førstefødte Eliab, sin anden søn Abinadab, sin tredje søn Sjim’a, sin fjerde søn Netan’el, sin femte søn Raddaj, sin sjette søn Ozem og sin syvende søn David“. Beretningen i 1 Samuelsbog 16:10, 11 lyder: „Så førte Isaj de andre af sine syv sønner frem for Samuel; men Samuel sagde til Isaj: ’[Jehova] har ikke udvalgt nogen af dem!’ Samuel spurgte da Isaj: ’Er det alle de unge mænd?’ Han svarede: ’Endnu er den yngste tilbage; men han vogter småkvæget!’“ I vers 12 i det næste kapitel af 1 Samuelsbog 1Sa 17:12 hedder det: „David var søn af en efratit i Betlehem i Juda ved navn Isaj, som havde otte sønner.“
Det fremgår af disse beretninger at den ene af de sønner som blev ført frem for Samuel, ikke levede længe nok til at gifte sig og få børn, hvilket er grunden til at hans navn blev udeladt i 1 Krønikebog 2, der indeholder Isajs og andres stamtavler. Det er godt at huske at 1 Samuelsbog blev skrevet af Samuel, Gad og Natan og fuldført omkring 1077 f.v.t. Krønikebøgerne blev imidlertid skrevet af præsten Ezra omkring 460 f.v.t. Da Ezra skrev 1 Krønikebog 2:13-15 udelod han navnet på den af Isajs sønner der øjensynlig var død barnløs.