Opdrag børn til liv i den nye verden
„Lad de små børn komme til mig og søg ikke at hindre dem.“ — Luk. 18:16, NW.
1. Hvilket problem står forældre i dag overfor? og hvilke udsigter er der til, at de kan løse det med held?
ET PROBLEM af stor betydning for alle indviede forældre i denne tidsperiode forud for Harmagedon er den rette opdragelse af deres børn i Guds gunst. I samme forhold, som staten griber ind på forældrerettighedernes område, bliver problemet mere og mere vanskeligt. Ved at tiltage sig øget kontrol med børns og unges opdragelse og uddannelse søger det nuværende fordærvede gamle verdenssamfund at trække Bibelens høje standard for opdragelse ved gudfrygtige forældre ned til dets eget lave og ukristelige niveau. De, som har blikket åbent for den nye verdens samfund, der nu er ved at blive indført, tager denne sag meget alvorligt. De ved, at sande tilbedere af Jehova i tidligere tider stod ansigt til ansigt med det samme problem og løste det ved at anvende de gennemprøvede og sunde principper, som er nedfældet i Bibelen. At disse første gudfrygtige forældre havde held med sig, fremgår af Bibelens beretning om mange trofaste Guds tjenere, som fra deres ungdom blev oplært i gudfrygtig hengivenhed. De opnåede Jehovas gunst og modtog et sikkert håb om liv i den nye verden. — Hebr. 11:8-40.
2. Hvilken opdragelse vinder Guds velbehag, og hvad har dette betydet for Jehovas folk?
2 Den opdragelse, der vinder Guds velbehag, er ikke den amerikanske, britiske, franske, tyske eller noget andet lands kulturelle oplæring inden for den gamle verdens samfund. Den opdragelse, der tæller, er den teokratiske, den kristne. Det vil sige, at alle fremtidige medlemmer af den nye verdens samfund, hvad enten de er gamle eller unge, skal opdrages på ny, så de alle kan lære nye veje til efterlevelse af Bibelens høje standard. Det er netop, hvad der har fundet sted i de sidste mange år i Jehovas vidners verdensomspændende samfund, hvor de har gennemgået en uforlignelig guddommelig oplæring. Deres lærere og vejledere har været Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus. (Es. 30:20) Fra deres fælles lærebog, Bibelen, har de lært Bibelens sandheds rene sprog. (Zef. 3:9) Så selv om Jehovas trofaste folk er spredt ud over hele jorden og oprindelig er kommet fra mange forskellige nationer, er de blevet sammensmeltet til et enigt samfund. De står som et tydelig adskilt folk for den nye verden med et klart syn af en varig teokratisk civilisation for al fremtid. Allerede nu oplærer de med ihærdighed sig selv og deres børn i overensstemmelse med den høje kristne standard, som er fastsat i Bibelen for fremtidige undersåtter i den nye verden.
3. Hvilken interesse viste Jesus for børn?
3 Jesus Kristus var under sin tre og et halvt år lange tjenestegerning her på jorden et forbillede, som kristne den dag i dag efterligner i deres oplæring til at blive den nye verdens undersåtter. Selv om Jesus var en meget optaget mand i sin forkynder- og lærergerning, var han ikke så optaget, at han ignorerede sin tids børn. Jesus holdt af andres børn og lagde kærligt sin arm om dem. (Mark. 9:36) I kærlighed lagde han hænderne på børnene og bad for dem. (Matt. 19:13) Han anbefalede sine disciple at have børnenes ydmyge sindelag. (Matt. 18:3) Han bifaldt, at man gav børnene gode gaver og brugte dem som eksempler i sine foredrag. (Matt. 7:11; Luk. 9:48) Børn kom sammen med deres forældre til hans møder, og han udførte tre mirakler på børn. (Matt. 14:21) Det ene var opstandelsen af en lille pige, Jairus’ datter, og det andet var helbredelsen af en dæmonbesat dreng, som Jesus kærligt gav tilbage til hans forbavsede fader. Et tredje tilfælde var, da Jesus på afstand helbredte et barn af en af kongens embedsmænd. Jesus kaldte endogså i kærlighed sine egne disciple „børnlille“. — Luk. 8:42, 54; 9:42, og Joh. 4:49-51; 13:33
4. Hvilken opmærksomhed viste Jesu disciple børnene?
4 Disciplene efterlignede deres herre ved også at vise børnene kærlighed og hensyn. Peter brugte velopdragne børn som eksempler på lydighed. Han viste, hvorledes de dyrebare løfter om den nye verden også gjaldt børnene af kristne forældre. (1 Pet. 1:14; Ap. G. 2:39) Paulus formaner til at hæge om børnene, og til at forældre bør elske deres børn højt. (1 Tess. 2:7; Tit. 2:4) Da apostelen Johannes skrev et af sine breve, indbefattede han børnene i sin hilsen. (2 Joh. 1) Både Paulus og Johannes omtaler en gruppe kristne som „mine børn“ og „børnlille“. (Gal. 4:19; 1 Joh. 2:1) Vi kan heraf se, at der på Jesu tid og i den første menighed blev vist børn og deres uskyldige væremåder megen opmærksomhed. Hvem er vi da, som gudfrygtige mennesker i det tyvende århundrede, at vi ikke skulle vi børnenes opdragelse og tilknytning til menigheden den største omhu?
5. Hvad siger Lukas 18:16 af interesse for os, der lever i dag?
5 I modsætning til denne verdens „kejsere“, der holder den bibelske opdragelse borte fra deres skoler, sagde Jesus med bestemthed: „Lad de små børn komme til mig og søg ikke at hindre dem.“ (Luk. 18:16, NW) Her slår Jesus uomstødeligt til lyd for, at gudfrygtige forældre skal give børnene en kristen opdragelse. Kristne forældre vil give agt på denne formaning om at „lade de små børn komme til Jesus“. De vil ikke nedkalde fordømmelse over sig selv, således som verden gør det, når den søger at hindre børnene i at følge Kristi, den nye verdens konges, eksempel. Vi behøver blot at nævne den skændige fremgangsmåde, der følges i visse lande, hvor kejserens skolemyndigheder udviser velopdragne børn af Jehovas vidner, fordi de af samvittighedsgrunde ikke kan hilse det nationale flag, da dette er grov afgudsdyrkelse og i modstrid med Bibelens befalinger. (2 Mos. 20:4, 5) Selv om de bliver misforstået og forfulgt, vil Jehovas trofaste folk og deres børn dog stadig adlyde Guds lov først. (Ap. G. 5:29) Som en del af deres sande tilbedelse af Jehova Gud vil Jehovas vidner gøre deres pligt over for Gud ved at tilbagebetale ham, hvad der tilkommer ham, og modstå de „kejsere“, som ikke har myndighed til at gribe ind over for forældres kristne rettigheder til at give deres børn en opdragelse, der er i overensstemmelse med Bibelens anvisninger og befalinger. (Luk. 20:25) Hvad er da den kristne måde, og hvori består de kristne principper for opdragelse af børn og unge, som er i modstrid med det nuværende onde systems opdragelsesmetoder?
6. Beskriv Jesu opdragelse som barn og ung.
6 Dengang Jesus selv var barn, modtog han en sund, bibelsk opdragelse. Hans judæiske moder, Maria, og hans fosterfader, Josef, af Davids hus gav ham den tids normale opdragelse. Som ung dreng vedblev Jesus med at ære og adlyde sine jordiske forældre i gudfrygtig hengivenhed. I disse modtagelige år voksede han i visdom og fysisk vækst. Samtidig studerede han de Hebraiske Skrifter og var i tømrerlære. (Luk. 2:47; Matt. 13:55) Om denne tidligere periode af hans tilværelse som menneske er der skrevet: „Så fulgte han med dem og kom til Nazaret, og han fortsatte med at være dem lydig. . . . Og Jesus gik frem i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker.“ (Luk. 2:51, 52, NW) Intetsteds senere taler Jesus nedsættende om de principper og måder, der blev brugt til at opdrage ham i Guds gunst.
7. Hvad åbenbares der vedrørende børneopdragelse i den samtale, Jesus havde med den rige unge mand?
7 Ved en lejlighed blev Jesus under sin tjenestegerning udspurgt af en rig ung mand. „Gode lærer, hvad må jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus sagde til ham: . . . Du kender budene: Du må ikke slå ihjel, du må ikke bedrive hor, du må ikke stjæle, du må ikke sige falsk vidnesbyrd, du må ikke røve, ær din fader og moder.“ Den rige mand sagde til ham: „Lærer, alt dette har jeg holdt fra ungdommen af. Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: Een ting mangler hos dig: Gå, sælg, hvad du ejer, og giv til de fattige, og du vil have en skat i himmelen, og kom så og bliv min efterfølger.“ (Mark. 10:17-21, NW) Heraf kan vi se, at mens Jesus fremholdt det nye og vigtigere krav for den unge mand, nemlig at blive en Kristi discipel i tjenesten, tilsidesatte han ikke de retfærdige grundprincipper bag Jehova Guds lovpagt med Israels nation. Jesus nævnte for eksempel den stadige nødvendighed af børns lydige underkastelse under deres forældre. År senere anvendte Paulus dette samme princip fra det femte bud og pålagde de hedenske kristne i Efesus det. (Ef. 6:1-3) Skønt den godkendte Moselov ophørte som lov for Israel, dengang Jesus blev naglet til marterpælen i året 33, så stod de evige principper, der var grundlaget for loven, stadig fast som anvendelige. (Kol. 2:14) Lad os derfor undersøge nogle af de oprindelige grundprincipper og skikke, der rådede i det forbilledlige teokratiske samfund på Israels tid.
Den forbilledlige børneopdragelse
8. Af hvor stor vigtighed regnede man børneopdragelse i det forbilledlige Israels teokrati?
8 I det teokratiske samfunds sociale struktur er familien grundenheden. Ligesom Jehova Gud underviser, oplærer og tugter hele sin universelle familie af sønner og døtre med den teokratiske myndigheds ris, således har kødelige forældre først og fremmest ansvaret for at undervise og oplære deres egne børn. Dengang Gud organiserede det teokratiske Israels folk i året 1513 f. Kr., blev dette forældreansvar indlemmet i landets lov. Den pålagde forældrene at oplære deres børn fra ganske små i deres pligter over for Gud, den store Livgiver. Dette var af stor vigtighed for dette folk, fordi det var en garanti for, at nationens fremtidige borgere ville elske Gud, og at folket som helhed derfor ville vandre ad hans gavnlige veje. Moseloven siger: „Hør, Israel! . . . disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:4-7) Hvorledes førte israelitterne dette guddommelige påbud ud i livet, og hvad forstod de, at oplæringen af børnene indbefattede?
9. Hvad forstod israelitterne ved udtrykket oplæring? Fremfør eksempler.
9 Ved oplæring forstod israelitterne mere end blot det at bibringe deres børn kundskab. Oplæring betød for dem at tugte barnet efter streng teokratisk myndighed. Det betød at lede barnet på afstukne retfærdsveje. Den intellektuelle belæring måtte føres ud i praksis, og et uudsletteligt indtryk af dens værdi efterlades i barnets følsomme sind. Det ville være som at plante og få et ungt træ eller vintræ til at vokse. Først måtte træet plantes i god jord og have rigeligt vand. (Jer. 17:7, 8) Barnet måtte have en god hjertetilstand, der kunne sammenlignes med „god jord“, og derpå bestandig forsynes med Bibelens kundskabsvande. (Luk. 8:8) Men dette var ikke alt: Træet måtte ledes i den rigtige retning, enten lodret som et almindeligt træ eller vandret som visse vintræer. Således må også et barns fader og moder med omhu lede barnets åndelige vækst i en bestemt retning. „Min søn, tag vare på din faders bud, og forkast ikke din moders anvisninger; indprent dem for bestandig i dit sind, og bind dem fast om din hals; for deres bud vil kaste lys over dit liv, deres anvisninger vil oplyse dig, en sådan oplæring er livets vej.“ — Ordsp. 6:20-23, Mo.
10. Hvad mentes der med „riset“, og hvorfor skulle det bruges?
10 Denne bestandige vejledning af det unge, modtagelige sind var en nødvendighed i betragtning af den sandhed, der er fremholdt i Ordsprogene: „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ (Ordsp. 22:15) Dersom forældre ikke oplærte barnets hjerte og sind, ville det uvægerlig vende sig til verdslig dårskab, der fører til død. „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår ham vel med riset, men redder hans liv.“ (Ordsp. 23:13, 14) Brugen af riset var ikke nødvendigvis et bogstaveligt ris, men hævdelsen af forældremyndighedens ris. Ord, der ikke støttedes af forældrenes myndighed, var ikke tilstrækkelige. „Med ord lader træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. En forvænt dreng synker så dybt, at han bliver en træl, og det går ham ilde til sidst.“ (Ordsp. 29:19, 21, Mo) Manoa, Samsons fader, bad til Jehova om vejledning i at opdrage sin søn: „Ak, Jehova, lad den Guds mand, du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal bære os ad med [oplære, Mo] den dreng, der skal fødes!“ (Dom. 13:8) Oplæringen af sønner og døtre var ingen ubetydelig sag. Ikke alle børn høstede gavn af deres forældres forstandige oplæring af dem, og nogle faldt derfor senere hen bort fra den sande tilbedelse.
11. Hvorfor høster ikke alle børn gavn af den samme sunde opdragelse? Nævn nogle eksempler.
11 To sønner kunne få nøjagtig den samme opdragelse og teokratiske uddannelse. Men var den enes hjertetilstand ond, så ville han til sidst, ganske uanset hvor udmærket og streng opdragelsen havde været, dog ikke stå rodfæstet på retfærdighedens vej. „Selv drengen kendes på det, han gør, om hans færd er god eller ond.“ (Ordsp. 20:11, Mo) Tag som eksempel Ismael og Isak. Abraham har naturligvis givet begge drenge den bedste teokratiske opdragelse i hjemmet. Men senere hen i livet mistede Ismael troen og vendte sig helt bort fra den sande tilbedelse, hvorimod Isak holdt fast ved de dyrebare løfter om den nye verden. Tvillingerne Esau og Jakob er et andet eksempel. Forældrene, Isak og Rebekka, må have givet tvillingerne den samme omsorgsfulde og grundige opdragelse i harmoni med Guds åbenbarede vilje på det tidspunkt. Esau viste sig at være ond, mens Jakob blev en gudfrygtig tjener. Forældre dengang var ikke ansvarlige for det onde hjerte, som fandtes i deres afkom, og det er forældre heller ikke nu. Men så længe forældrene havde myndighed over sådanne børn, vedblev de med at bearbejde deres hjerters „jord“ med bibelkundskab, da det jo kunne være, at disse svage hjerter hos dem, der havde tilbøjelighed til det onde, forandredes. Om børn, som havde gode hjerter og var vise under deres teokratiske opvækst, er der skrevet: „Bedre faren er en fattig yngling, som er viis, end en gammel konge, som er en tåbe og ikke mere har forstand til at lade sig råde.“ (Præd. 4:13) Om tilfælde som den trofaste Isak og Jakob, der havde gode hjerter, gælder det bibelske ordsprog: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra selv gammel.“ — Ordsp. 22:6.
12, 13. a) På hvilke forskellige områder fandt børnenes opdragelse sted i tiden før Kristus? b) Beskriv den opdragelse, der blev givet i de jødiske hjem.
12 Det ser ud til, at der var fire særskilte steder, hvor oplæringen af børnene fandt sted i tiden forud for Kristus. Først i hjemmet, for det andet under arbejdet, for det tredje i menigheden og for det fjerde ved folkesammenkomsterne i Jerusalem. Vi vil her tage hvert enkelt punkt op til behandling efter tur.
I hjemmet
13 I hjemmet var det den trofaste jødiske fader, der ledede børnenes opdragelse. Faderen anvendte nogen tid hver dag til at give dem speciel undervisning. (5 Mos. 6:7) Hovedvægten blev lagt på mundtlig undervisning sammen med repetition og øvelser. Vigtige skriftsteder i Loven, Salmerne og Ordsprogene blev lært udenad af både drenge og piger. Det ser ud til, at børnene lærte at læse og skrive, lige fra de var små. Gode manerer og korrekt opførsel over for de ældre blev også indskærpet dem. Til enhver tid opretholdt faderen ordenen inden for sin husstand og brugte sin myndigheds ris til at tugte børnene og opretholde respekten. Børnene fik sangundervisning, og nogle af dem lærte at spille på visse musikinstrumenter. Sangene, der blev lært udenad, var nogle af Salmerne, som der var sat den skønneste musik til. At synge disse salmer lærte børnene at give udtryk for deres følelser af hele deres hjerte i deres kærlighed og hengivenhed for Jehova. På denne måde gjorde de mange af de bibelske sandheder, der rummes i Salmerne, til deres egne. Dette fremgår af det drengekor, der fra hukommelsen gentog dele af den 118. Salme, da de hyldede Jesus ved hans indtog i templet den 10. nisan i året 33. (Matt. 21:15) Tilsyneladende var det langt lettere for børnene at genkende Jesus som Messias i opfyldelse af Salme 118, end det var for jødernes religiøse ledere.
14. Hvilken lejlighed frembød der sig ved aftensmåltidet til oplæring?
14 Aftensmåltidet var dagens store begivenhed og som regel til stor fornøjelse for børnene. Meget ofte havde faderen gæster. (Luk. 14:12) Dagens spændende oplevelser eller nyheder fra fjernt og nær blev berettet af de ældre. Der lød også altid kloge ord, og bibelske emner blev drøftet i børnenes påhør. (5 Mos. 6:7) Børnene var der kun for at lytte og lære. Til tider blev måske en ældre søn opfordret til at læse et afsnit i Bibelen eller fremsige nogle skriftsteder udenad, der så blev drøftet af de voksne. Hvert år den 14. nisan var det ved påskemåltidet sædvane, at en af drengene spurgte sin fader: „Hvorfor er denne aften forskellig fra alle andre aftener?“ Hvorpå faderen var forpligtet til at fortælle hele påskeberetningen for sin familie. (2 Mos. 12:3-27) Det teokratiske hjem fortsatte i enhver henseende med at være midtpunktet for den grundlæggende opdragelse. Forstandige og kærlige mødre og fædre blev deres sønners og døtres hjertensvenner. De blev knyttet tæt sammen i deres daglige samliv og fælles interesser. Deres børns følsomme sind modtog bestandig varige og sunde indtryk.
På arbejdet
15. Hvordan blev drengene oplært i deres livsgerning?
15 Børnene lærte for en stor del ikke blot ved, hvad de hørte i hjemmet, men også ved direkte anskuelsesundervisning gennem forældrenes daglige arbejde. (5 Mos. 6:7) Det andet oplæringssted var derfor sammen med deres forældre, mens disse udførte deres dagværk. Om dagen gik drengene med deres fader ud i markerne eller i værkstedet for at se, hvorledes han udførte det håndværk, han havde valgt. Mens drengene endnu var små, legede de rundt omkring i faderens nærhed og morede sig. Men når de blev større, blev de lærlinge hos deres fader, der gav dem småarbejder at udføre og personligt tilså, at de gjorde det godt. Efterhånden blev sønnerne lige så dygtige som deres fader i det arbejde, som han udøvede. Dette minder os om, hvorledes David lærte kunsten at vogte får og udførte dette arbejde, da han kun var ti år gammel. (1 Sam. 16:11) Den helt unge Jesus (eller Josua) må have lært tømrerhåndværket af sin fosterfader Josef, hvem han havde set udføre sit håndværks mange finesser med dygtighed. (Mark. 6:3) På denne måde modtog de små David’er og Josua’er deres praktiske uddannelse til deres livsgerning.
16. Hvordan blev pigerne oplært i deres livsgerning?
16 De små Sara’er og Rakel’er lærte ligeledes hos deres moder, mens hun udførte sit arbejde. Mens de var ganske små piger, legede de hjemme hos moder og under hendes opsyn. Når de blev lidt ældre, fik de snart lov til at hjælpe deres moder med forskellige småting. På denne måde lærte de det huslige arbejde under alle dets forskellige former, som at lave mad, gøre rent, væve og sy. De blev lige så dygtige som deres moder til disse nødvendige pligter. Pigerne var glade for at hjælpe deres moder og fandt det morsomt. Desuden må det bemærkes, at Israels døtre var skolede i sang og dygtige til at spille på musikinstrumenter og til at danse. — Dom. 11:34.
I menigheden
17. Fortæl, hvad den lokale menighed bidrog til børnenes oplæring.
17 Den stedlige menighed spillede en rolle i opdragelsen af de unge. I senere bibelske tider havde hvert jødisk samfund en synagoge, hvor menighedens gamle og unge samledes hver sabbat for at høre levitterne og andre modne mænd læse op af og forklare Skriften. (Ap. G. 15:21) Disse ugentlige møder var en fortrinlig kilde til oplæring i bibelkundskab for de unge jødiske drenge og piger. I årets løb blev hele den Hebraiske Skrift oplæst og drøftet af menighedens ledere. De helt unge mænd og kvinder såvel som børnene sad stille og lyttede opmærksomt til hvert eneste ord, der blev læst op eller talt. Fra tid til anden kom rejsende profeter eller andre nationale talere til det lokale samfund for at tale til forsamlingen i synagogen eller på torvet. (Matt. 4:23) Deres budskaber gav meget stof til eftertanke, og i dagevis efter ville forældrene og deres gæster drøfte disse ting ved aftensmåltidet. Opdragelsen i menigheden ydede således sit til at forme det unge hjerte og sind efter Herrens veje.
Nationalt
18. Hvilken foranstaltning blev der truffet for deres opdragelse som nation?
18 Jehova, den ypperste lærer, drog omsorg for endnu et sted for teokratisk oplæring af Israels ungdom. Det var ved de periodiske folkesammenkomster for rige og fattige på det sted, der var midtpunktet for tilbedelsen, og som Jehova havde udpeget, nemlig i templet i Jerusalem. (5 Mos. 12:5) Tre gange om året tog forældrene deres børn ud på en spændende rejse til den store by Jerusalem for at overvære de teokratiske festligheder der. Når disse glade rejsende var undervejs til Jerusalem, var der rig lejlighed for forældrene til at undervise børnene i geografi på stedet. Vi ved, at Josef og Maria hvert år tog barnet Jesus med til Jerusalem. Uden tvivl kom Jesus på denne måde til personligt at kende alle de historiske steder i det forjættede land. I tolvårsalderen benyttede Jesus lejligheden til at udspørge de lærde i templet for at tilfredsstille sin videbegærlighed i forbindelse med profetierne. — Luk. 2:41-47.
19, 20. Hvilket udbytte havde børnene af deres ophold i Jerusalem?
19 Ikke alene virkede disse rejser udvidende for børnenes horisont, når de så Palæstina i al dets paradisiske skønhed, men i selve Jerusalem lærte de at blive en del af Jehovas vældige familie, der bestod af hundredtusinder medlemmer. De mødte slægtninge og vandt sig nye venner fra alle egne af landet. Men det var ved selve tempeltjenesten, at yderligere oplæring blev givet. Da børnene havde lært vigtige skriftsteder udenad og var blevet undervist i sang, kunne de opmærksomt følge alle de betydningsfulde ceremonier, som præsterne udførte. De forstod svarene, der blev sunget af de tusinder af uddannede levitiske sangere. (1 Krøn. 25:7) Alt dette indprentede i børnenes sind deres Guds, Jehovas, majestæt, den Gud, som de tjente. De blev også kraftigt mindet om, at de som syndere havde forsoning behov. På denne måde forstod de alvoren i deres åndelige forhold til Jehova som hans udvalgte folk.
20 Overværelsen af Jehovas folks store sammenkomster hvert år var højdepunktet på den metodiske opdragelse af den jødiske ungdom. Vi kan være sikre på, at livet for børnene og de unge i det teokratiske Israel var broget, rigt, sundt og stimulerende. Intet andet folk i fortiden nærede en sådan interesse for deres børn som de gudfrygtige israelitter. Hvilket andet folk tog deres børn med på lange og dyre rejser tre gange om året for at tilbede deres Gud på et centralt sted? Intet.
Kan det lade sig gøre i dag?
21. Hvilke forhold vanskeliggør i dag den teokratiske oplæring?
21 Nu melder spørgsmålet sig: Er det i dag muligt at opdrage børn i Guds gunst, og i hvor vid udstrækning kan de metoder, som israelitterne benyttede, nu bruges? Moderne teokratisk opdragelse af børn møder mange problemer, men intet af dem er uløseligt. Som det er blevet forudsagt fra gammel tid, er der i vor tid opstået både totalitære og såkaldte „demokratiske“ politiske regimer, der berøver børnene undervisning af forældre, som frygter Jehova Gud. (Åb. 13:16, 17) Men de påpasselige teokratiske forældre vil modstå enhver indgriben i deres familierettigheder fra statens side. De vil adlyde Guds overlegne myndighed ved fortsat at belære deres børn om, at lydighed imod Guds love og at lade sig belære af Gud er af største vigtighed. (Mark. 12:17) Desuden må teokratiske forældre nu om stunder bekæmpe den tiltagende verdslige propaganda, der har til hensigt at fange og besnære de unges sind. Radioen, fjernsynet, biografen, tegneserier og pressen i al almindelighed er fulde af uteokratisk og usund belæring. Den forsigtige fader eller moder vil skære adgangen til disse dæmoninspirerede udtryksmidler ned til det mindst mulige og skærme det unge sind imod denne onde indflydelse. (1 Joh. 4:1) Når der skal lyttes til radioen eller ses film, bør de forstandige forældre være meget kritiske i deres valg.
22. Hvad vil „familieansvar“ sige? Af hvor stor vigtighed er det i dag at opnå „familiefortjeneste“?
22 I denne forbindelse bør vi undersøge „familieansvaret“, som det fremholdes fra retslig side i Bibelen. I overensstemmelse med det bibelske princip vedrørende „familieansvar“, da vil, dersom faderen eller moderen eller begge vender sig til uretfærdighed, en ugunstig dom ramme alle de mindreårige børn. Tag for eksempel Akan, som begik en grov synd imod Jehova. Herved bragte Akan fordømmelse over sig selv og hele sin familie, også børnene, og de blev alle stenet til døde sammen med ham. (Jos. 7:1, 24, 25) Paulus taler om dette princip, men i omvendt forhold, hvilket man kunne kalde „familiefortjeneste“. Hvis en familiefader eller en moder er en troende og aktiv kristen, bliver han eller hun til fortjeneste for alle børnene i familien. Paulus skriver: „Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers ville jeres børn virkelig være urene, men nu er de hellige.“ (1 Kor. 7:14, NW) Dette beviser, at mindreårige børn af kristne forældre indirekte helliges eller regnes for værdige til beskyttelse i Guds øjne, indtil de når en alder, hvor de har et personligt ansvar. I denne dommens tid siden 1918 er forældrene ansvarlige for deres mindreårige børns skæbne. Når Harmagedon rammer alle sådanne umyndige børn, der ikke kommer ind under denne „familiefortjeneste“, vil de blive udryddet uden håb om en opstandelse. Dette antydes meget kraftigt i Ezekiel 9:6, hvor der står skrevet: „Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre!“
23. Fremhold nogle råd fra de kristne Græske Skrifter om børneopdragelse.
23 Teokratiske forældre er velkendte med, hvad de kristne Græske Skrifter siger om børneopdragelse. Paulus viser, at en forstandig fader bør styre sit hus godt og på fuldt værdig måde holde sine børn i lydighed. (1 Tim. 3:4) Yderligere skriver Paulus: „Fædre, irritér ikke jeres børn.“ (Ef. 6:4, NW) Det vil sige, dril ikke i ubarmhjertighed et barn eller gør det modløst i nogen henseende. Herom siger Bibelen også: „Fædre, lad være at opirre jeres børn, så de ikke skal blive modløse.“ (Kol. 3:21, NW) Og videre: „Vedbliv at opdrage jeres børn i Jehovas tugt og myndige formaning.“ (Ef. 6:4, NW) For på rette måde at tugte et barn må „tugtens ris“ tages i brug. (Ordsp. 22:15) Dersom forældre i uforstand undlader at rette på børnenes tilbøjelighed til dårskab i hjerte og sind, mens de endnu er mindre og til at styre, så vil, efterhånden som Guds hensigters opfyldelse skrider fremad, en tugtelse ramme disse børn. „Tugtens ris“, der bruges til at vende børnene bort fra dødens vej i ulydighed imod Gud, behøver ikke at være et bogstaveligt ris eller spanskrør. Riset symboliserer forældrenes myndighed og magt, og at anvende „tugtens ris“ vil sige, at forældrene lægger denne myndighed og magt for dagen på en måde, der måtte synes bibelsk korrekt til irettesættelse af barnet. Forældrenes greb om myndighedens, magtens og ansvarets ris bør aldrig slappes. Der bør indpodes respekt for det i barnets sind og hjerte. Dette vil føre til evigt liv for dem i den nye verden.
(The Watchtower, 15. januar 1952)