Spørgsmål fra læserne
● Bibelen fortæller at Samson dræbte mennesker og dyr. Hvordan kunne han røre ved disse døde kroppe i betragtning af at han var nasiræer? — M. G., Australien.
Ifølge Moseloven kunne en israelit aflægge løfte om at leve som nasiræer i en vis tid. Så længe han var under dette løfte måtte han ikke røre ved lig. Vi læser: „Hele den tid han har indviet sig til [Jehova], må han ikke komme lig nær; selv når hans fader eller moder, hans broder eller søster dør, må han ikke pådrage sig urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds indvielse på sit hoved.“ (4 Mos. 6:6, 7) Hvis han skulle komme til at røre et lig, måtte han gennemgå en renselsesceremoni og bringe bestemte ofre. Den tid der allerede var gået, kunne ikke regnes med, og han måtte begynde forfra som nasiræer. (4 Mos. 6:8-12) Den der midlertidigt var nasiræer ville derfor være omhyggelig med ikke at besmitte sig ved at røre ved lig.
Før Samson blev født sagde Jehovas engel til hans moder: „Drengen skal være en Guds nasiræer fra moders liv af.“ (Dom. 13:5) Samson skulle være nasiræer hele livet. Hvis han derfor ved et uheld skulle komme til at røre ved et lig, kunne han ikke begynde forfra på sin nasiræertid. Selv om Samson utvivlsomt nærede respekt for de krav der stilledes til nasiræeren, bevirkede den omstændighed at han var nasiræer på livstid alligevel at situationen blev noget anderledes for ham end for dem der kun var nasiræere for en kortere tid.
Selv om Samson var nasiræer udvalgte Gud ham til at være dommer og til at „gøre de første skridt til at frelse Israel af filisternes hånd“. (Dom. 13:5) Det er forståeligt at han, når han skulle opfylde dette hverv, ville komme i forbindelse med lig, og det gjorde han. Han slog tredive filistre ihjel og tog deres klæder. Senere slog han fjenden „sønder og sammen med vældige slag“. Og med en frisk æselkæbe dræbte han et tusind filistre. Misbilligede Jehova nu at Samson, en nasiræer, gik til angreb på Israels fjender på denne måde? Nej, for lige før det tredje angreb „kom [Jehovas] Ånd over ham“ og gav ham overmenneskelige kræfter. Og da Samson var udmattet efter kampen „åbnede Gud lavningen“ og lod ved et mirakel vand vælde frem som Samson kunne styrke sig ved. — Dom. 14:19–15:19.
Ved en anden lejlighed afgav Samson bevis på sine gudgivne kræfter ved med sine bare hænder og i selvforsvar at dræbe en brølende løve. (Dom. 14:5-9) Det er ikke muligt at afgøre om de begrænsninger der gjaldt for nasiræeren om ikke at røre ved lig også gjaldt døde dyr. For israelitterne i almindelighed og for præsterne i særdeleshed gjaldt allerede visse bestemmelser om at de skulle undgå at røre ved urene døde dyr, da det ville medføre midlertidig urenhed. (3 Mos. 11:24, 25; 22:2-7) Muligvis gjaldt ingen yderligere begrænsninger for nasiræerne med hensyn til dyrene. Hvis nasiræerne skulle undgå at røre ved døde dyr, måtte de være vegetarer, og der er intet i Bibelen der siger noget om at de var det.
Samson var dommer i Israel i tyve år, og det er derfor åbenbart at Gud så gennem fingre med at han rørte ved sine fjenders lig i påkommende tilfælde. (Dom. 15:20) Jehova gjorde en undtagelse i tilfældet med gibeonitterne, og han kunne også gøre det i dette tilfælde, så Samson kunne fuldføre sin opgave som dommer og befrier i Israel. (Josuas bog, kap. 9) Den omstændighed at Samson lod sit hår vokse, viser at han respekterede de krav der gjaldt for en nasiræer og som han kunne opfylde. (Dom. 16:17) Han havde Guds godkendelse og nævnes i Bibelen som et eksempel for de kristne. — Hebr. 11:32; 12:1.
● Hvad var grunden til at sådanne normale funktioner som menstruation, kønslig forbindelse mellem mand og hustru, og barnefødsel, under Moseloven blev anset for at gøre et menneske „urent“? — L. A., Spanien.
Forskrifterne i Moseloven vedrørende urenhed i forbindelse med menstruation, sædudtømmelse og barnefødsel findes i Tredje Mosebog, kapitlerne 12 og 15. Før vi behandler disse forskrifter og den mulige grund til dem, skal vi lige bemærke at vi ikke her behandler lovene for sygeligt udflåd fra kønsorganerne. — 3 Mos. 15:1-15, 25-30.
Hvis en mand under Moseloven havde en ufrivillig sædudtømmelse, skulle han bade sig og være „uren“ til aften. Når en mand havde en sædudtømmelse under samleje, skulle både han og hans hustru være „urene“ fra det pågældende tidspunkt til aften. Når en kvinde fik sin menstruation, skulle hun være uren i syv dage. I tilfælde af at hustruens menstruation begyndte under et samleje skulle hendes mand også være „uren“ i syv dage. Hvis man kom til at røre ved en menstruerende kvindes klæder, hendes seng eller noget hun havde siddet på, ville man selv blive „uren“ til aften. — 3 Mos. 15:16-24.
En fødsel betød også „urenhed“ for moderen. Hvis hun fødte en dreng, skulle hun være „uren“ i syv dage. Derefter måtte hun holde sig hjemme i treogtredive dage, da hun ikke havde lov til at røre ved noget helligt eller at gå ind i helligdommen. Hvis barnet blev en pige, var moderen „uren“ i fjorten dage, og den periode hvori hun var halvt afsondret fra omverdenen skulle være på seksogtres dage. Når hendes renselsesdage var omme, skulle hun bringe et brændoffer og et syndoffer som renselsesofre. — 3 Mos. 12:1-8; Luk. 2:22-24.
Disse forskrifter havde utvivlsomt en god virkning på flere måder. Skønt en ufrivillig natlig sædudtømmelse for en ugift mand var en normal funktion, ville ulempen ved at være „uren“ en hel dag afholde ham fra at søge tilfredsstillelse ved en sådan sædudtømmelse; det ville tilskynde ham til at undgå at tænke på sanselige ting. Lægevidenskaben tilskriver ligeledes for en del den lave forekomst af livmoderkræft blandt jødiske kvinder det forhold at de afholder sig fra samleje under menstruationen; der er altså hygiejniske fordele. Denne samme forskrift ville minde den israelitiske ægtemand om at tage hensyn til sin hustrus biologiske cyklus og hendes begrænsninger, både fysisk og følelsesmæssigt. (3 Mos. 18:19; 1 Pet. 3:7) Disse love ville også lære mænd og kvinder selvtugt, fornuftig beherskelse af deres lidenskaber og respekt for kønsorganerne.
Med hensyn til menstruationen ser det ud til at respekten for blodet som noget helligt i Guds øjne også har haft en vis betydning. Hvis en mand og hans hustru med overlæg havde samleje under hustruens menstruation, ville manden have ’afdækket hendes kilde’, og kvinden ville have ’afdækket sit blods kilde’. (3 Mos. 20:18; 17:11) Da en israelitisk ægtemand ikke skulle have kønslig forbindelse med sin hustru i denne periode, som omtalt ovenfor, skulle de der med vidende og vilje viste ringeagt for Guds lov i denne henseende, udryddes af folket. — 4 Mos. 15:30, 31.
Men der ser ud til at have været endnu et forhold som lå til grund for alle disse særlige forskrifter for urenhed. Gud skabte kønsdriften og forplantningsevnen hos Adam og Eva og befalede dem at blive frugtbare og mangfoldige. (1 Mos. 1:28) Men da de syndede og spiste af det forbudte træ, skete der en forandring; de blev ufuldkomne, syndere. Deres skyldige, af synden plettede samvittighed åbnede deres øjne for at de var nøgne. De stod ikke længere rene og syndfri over for Gud, og åbenbart var deres tanker når de så på hinanden heller ikke længere rene og uskyldige. De tildækkede hurtigt deres kønsorganer. — 1 Mos. 3:7, 10, 11.
Hvad enten de opdagede det med det samme eller ej, så kunne Adam og Eva, som følge af at de havde syndet, ikke sætte fuldkomne børn i verden, sådan som det var Guds hensigt. At de i det hele taget kunne sætte børn i verden herefter, skyldtes kun at Gud viste dem ufortjent godhed og lod dem blive i live. De gav synd, ufuldkommenhed og til sidst død i arv til deres børn. — Sl. 51:7; Rom. 5:12.
Lovens forskrifter vedrørende menstruation, sædudtømmelse og barnefødsel ville være en kraftig påmindelse til israelitterne om deres syndige tilstand. Kønsorganerne var skabt med et ret og redeligt formål for øje, at videregive fuldkomment liv. For en israelitisk mand indbefattede denne videregivelse af liv hans sædudtømmelse. For hans hustru indbefattede det hendes menstruation, for den var en del af den cyklus som satte hende i stand til at undfange. Barnefødselen var ofte det endelige resultat af deres ægteskabelige forening. Men eftersom de var ufuldkomne, var det ufuldkomment og syndigt liv der blev videregivet ved disse normale funktioner. De perioder hvori de var midlertidigt „urene“ på grund af disse funktioner ville bestandig minde dem om denne nedarvede syndighed, og dette gjaldt i særdeleshed ved en barnefødsel, for da krævedes der et syndoffer. — 3 Mos. 12:8.
Israelitterne blev således hjulpet til at erkende behovet for et genløsningsoffer som kunne dække deres synder og genoprette den menneskelige fuldkommenhed. De dyreofre de bragte udvirkede ikke dette. (Hebr. 10:3, 4) Moseloven skulle altså lede dem til Kristus og hjælpe dem til at forstå at sand tilgivelse var mulig ved hans offer og ville bane vej for genoprettelse af den menneskelige fuldkommenhed. — Gal. 3:24; Hebr. 9:13, 14.
Hvorfor sagde Jesus efter sin opstandelse til Maria Magdalene at hun ikke måtte røre ved ham? Han sagde senere til Tomas at han skulle røre ved ham. — P. P., Haiti.
Hvorvidt Johannes 20:17 skaber et problem med hensyn til hvordan det skal forstås, afhænger for en stor del af hvilken bibeloversættelse man benytter. Både den katolske Douay-oversættelse og den engelske autoriserede oversættelse (King James-oversættelsen) gengiver Jesu ord på en sådan måde at han siger at Maria ikke skulle „røre“ ved ham. Douay-oversættelsen lyder: „Jesus siger til hende: Rør ikke ved mig, for jeg er endnu ikke steget op til min Fader.“ (Joh. 20:17) Dog sagde Jesus ifølge denne oversættelse senere til Tomas: „Stik din finger herind, og se mine hænder; og kom her med din hånd, og stik den i min side.“ — Joh. 20:27.
Den samme vanskelighed — at Jesus siger til Maria at hun ikke må røre ved hans materialiserede legeme og senere opfordrer Tomas til at gøre det — forekommer i flere forskellige bibeloversættelser. På tysk indeholder Elberfelder-Bibelen og Luthers oversættelse den tanke i Johannes 20:17 at Maria ikke skal „røre“ ved Jesus. Det samme gør den danske autoriserede bibeloversættelse. Dette er også tilfældet i de franske oversættelser Crampon-Bibelen og Liénart-Bibelen, i de italienske oversættelser Riveduta-Bibelen og Diodati-Bibelen, og i de spanske bibeloversættelser Moderna, Valera, og Nácar-Colunga.
Imidlertid er „røre“ kun en af de betydninger som det græske ord hapʹto har. En anden af dette ords mange betydninger er „at klynge sig til, at gribe fat i“. (An Expository Dictionary of New Testament Words af W. E. Vine, bind IV, side 145) I overensstemmelse hermed gengiver The New English Bible Jesu ord i Johannes 20:17 således: „Klyng dig ikke til mig, for jeg er endnu ikke faret op til Faderen.“ På samme måde oversættes Jesu ord i An American Translation og i den katolske Jerusalem-Bibel på fransk og engelsk. Den spanske Ediciones Paulinas bruger ordet „Suéltame“, der betyder „Slip mig!“
Det ser derfor i Maria Magdalenes tilfælde ud til at hun var stærkt foruroliget over at Jesus ved sin død havde forladt sine disciple. Da hun så ham i hans materialiserede legeme efter hans opstandelse klyngede hun sig til Jesus som om hun skulle miste ham og aldrig se ham igen. Jesu ord skulle da rette hendes misforståede opfattelse af situationen og vise at hun ikke behøvede at klynge sig til ham fordi hun var bange for at han skulle forsvinde, og ville forhindre ham i det. Med tiden ville han fare op til himmelen og derfra sende den hellige ånd for med den at hjælpe og styrke disciplene. New World Translation gengiver passende Jesu ord til Maria således: „Lad være med at klynge dig til mig. For jeg er endnu ikke faret op til Faderen. Men gå hen til mine brødre og sig til dem: ’Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.’“ — Joh. 20:17.
Nogle få dage senere, før Jesus steg til himmelen, opfordrede han Tomas til for et øjeblik at røre ved hans materialiserede legeme, så han kunne overbevise sig om at han, Kristus, virkelig var opstået fra de døde. (Joh. 20:27) Dette var ikke i modstrid med hvad Jesus tidligere havde sagt.