„En dygtig kvinde“ viser loyal kærlighed

„Enhver i mit folks port ved, at du er en dygtig kvinde.“ — Rut 3:11.

 1, 2. Hvilket møde midt om natten henledes vor opmærksomhed på, og hvilke spørgsmål får det os til at stille?

MØRKET er faldet på og en stille fred har sænket sig over byen Betlehem og dens omegn. På en af markerne ligger der en ældre mand og sover på tærskepladsen. Men hvad er det? En ung kvinde nærmer sig sagte, løfter forsigtigt kappen ved hans fødder og lægger sig. Han vågner, finder hende ved sine fødder, og spørger: „Hvem er du?“ Hvortil hun svarer: „Jeg er Rut, din trælkvinde!“ Hun er kommet til ham i en bestemt og yderst ophøjet hensigt. I den samtale der finder sted, udtrykker han sin anerkendelse af hendes gode egenskaber, idet han siger: „Enhver i mit folks port ved, at du er en dygtig kvinde.“ — Rut 3:9-11.

² Hvad har ført til dette usædvanlige møde midt om natten? Ja, hvem er denne kvinde? Og hvem er den ældre mand? Hvorfor siger han at hun er kendt som „en dygtig kvinde“? Hvilke egenskaber lægger hun for dagen? Disse og andre spørgsmål trænger sig på idet vi betragter dette ejendommelige optrin ved midnatstide.

 3. (a) Hvilken bog i Bibelen skal vi drøfte her? (b) Hvornår og af hvem blev denne bibelske beretning skrevet, og hvad fremhæver den?

³ Den guddommeligt inspirerede beretning som vi her skal undersøge, blev sandsynligvis skrevet på Davids tid (omkring 1090 f.v.t.) af den jødiske profet Samuel, og den er enestående i den forstand at den er den ene af de kun to bøger i Bibelen der bærer en kvindes navn. (Den anden er Esters bog.) Selv om nogle blot betragter Ruts bog som en rørende kærlighedsfortælling, er den meget mere end det. Beretningen fremhæver Jehova Guds hensigt, som var at frembringe en arving til Riget, den længe ventede Messias. Desuden ophøjer den Guds miskundhed eller kærlige godhed. — 1 Mos. 3:15; Rut 2:20; 4:17-22.a

Ramt af modgang

 4. I hvilken tidsperiode indtraf de begivenheder der omtales i Ruts bog?

⁴ De begivenheder der omtales i denne beretning, indtraf i „dommernes dage“ i Israel. Det må have været i begyndelsen af denne periode, for den mand vi så på tærskepladsen sammen med Rut var Boaz, en søn af Rahab, der levede på Josuas tid. (Rut 1:1; Jos. 2:1, 2; Matt. 1:5) Disse fængslende begivenheder udspiller sig i løbet af et tidsrum på cirka 11 år, måske omkring 1300 f.v.t.

 5. Hvilke omstændigheder og hvilken erkendelse fik Elimelek til sammen med sin familie at flytte til Moab, og viser dette noget om den kristnes ansvar?

⁵ Judas land, og dermed også Betlehem (eller Efrata), er blevet ramt af hungersnød. Det er især gået hårdt ud over en mand ved navn Elimelek og hans familie. Da Elimelek erkender at han må sørge for sine egne så de har til livets ophold, træffer han en vigtig afgørelse. Kort efter kan man se Elimelek, hans hustru No’omi og deres to sønner Malon og Kiljon krydse Jordanfloden. Disse efratitter slår sig ned som fremmede i Moab, et land på højsletten øst for Det døde Hav, syd for Arnonfloden. — Rut 1:1, 2; jævnfør Første Timoteusbrev 5:8.

 6. Beskriv de omstændigheder der førte til at No’omi, Rut og Orpa kom til at stå alene.

⁶ Tiden går, Elimelek dør, og No’omi sidder tilbage som aldrende enke. Senere gifter de to sønner sig med moabitiske kvinder. Malon ægter Rut, mens Kiljon tager Orpa til ægte. (Rut 1:4, 5; 4:10) Der går en halv snes år, og så rammer ulykken dem atter. Begge No’omis sønner dør, og det tilmed barnløse. Nu er de tre kvinder helt alene, og det er i sandhed hårdt for dem, både at have mistet deres kære og som enker at skulle klare sig selv.

 7. Hvad synes enken No’omi kun at have meget ringe mulighed for?

⁷ Især No’omi er bedrøvet. Hun er judæer og har kendskab til den særlige velsignelse som patriarken Jakob på sit dødsleje udtalte over sin søn Juda med disse ord: „Scepteret vil ikke vige fra Juda eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Silo kommer, og ham skal folkeslagenes lydighed tilhøre.“ Denne Silo skulle bære det kongelige scepter — ja, skulle være Messias, Abrahams sæd, gennem hvem alle jordens slægter skulle velsigne sig. Ja tænk engang! det ville være muligt for kvinder af Judas stamme at få sønner der kunne blive forfædre til denne Salvede! Men No’omis sønner er døde barnløse, og hun selv er ude over den alder hvor hun kan få børn. Muligheden for at No’omi og hendes familie kan bidrage til den messianske slægtslinje er i sandhed meget lille. — Rut 1:3-5; 1 Mos. 22:17, 18; 49:10 (NW), 33.

 8. Hvilke omstændigheder får No’omi til at vende tilbage til Juda trods de farer der lurer langs vejen?

⁸ Dog er der et lille glimt af håb om at noget godt er i vente. No’omi har hørt — måske gennem nogle rejsende jødiske købmænd — at Jehova har „set til sit folk og givet dem brød“. Ja, hungersnøden er forbi, og med Guds velsignelse findes der atter brød i Juda, sund mad i Betlehem, „brødhuset“. Det varer ikke længe før de tre enker er på vej mod Judas land. Det er ikke nogen let rejse, for de må igennem områder der sædvanligvis hjemsøges af røvere og voldsmænd. Men No’omis hengivenhed for Jehova Gud og hendes længsel efter at være sammen med hans folk virker som en spore der får hende til at fortsætte rejsen trods de farer der måtte lure langs vejen. — Rut 1:6, 7.

Tiden inde til at træffe en afgørelse

 9. Hvorfor siger No’omi til Rut og Orpa at de skal vende tilbage „hver til sin moders hus“?

⁹ Er det udelukkende af høflighed at de unge enker følger deres aldrende svigermoder på vej, og vender de om da de når til Moabs grænse til Israel, eller følger de hende endnu længere? Det får vi at se. Et eller andet sted på vejen siger No’omi: „Vend nu tilbage hver til sin moders hus!“ (Rut 1:8) Hvorfor „til sin moders hus“, når i det mindste Ruts fader stadig lever? (Rut 2:11) Det er kun naturligt at en ældre kvinde siger sådan til yngre kvinder, og ulig Ruts og Orpas forarmede svigermoder kan deres mødre tilbyde dem et godt hjem. Under alle omstændigheder vil en moders omsorg være en særlig trøst for en sørgende datter.

10. Med hvilket håb er No’omi villig til at tage afsked med begge sine svigerdøtre?

¹⁰ Hør hvad No’omi videre siger: „[Jehova] være barmhjertig imod eder [Måtte Jehova vise kærlig godhed mod jer, NW], som I har været [vist, NW] imod de døde og mig; [Jehova] give eder, at I må finde ro, hver i sin mands hus!“ (Rut 1:8, 9) De to moabitiske kvinder har vist kærlig godhed eller loyal kærlighed mod No’omi og deres afdøde ægtemænd. De har ikke været som Esaus hetitiske hustruer, der var „årsag til en bitterhedens ånd hos Isak og Rebekka“. (1 Mos. 26:34, 35, NW) Nu da No’omi selv intet ejer, kan hun kun se hen til at Gud vil belønne hendes svigerdøtre. Og hun er villig til at tage afsked med dem, idet det er hendes håb at Jehova vil lade hver af de unge kvinder erfare den ro og trøst der følger med at få en ægtemand og et hjem, så de kan sige farvel til enkestanden og dens sorger.

11. (a) Hvad er tydeligvis grunden til at det er svært for Rut og Orpa at tage afsked med No’omi, og hvad viser dette om familieforholdet mellem kristne i dag? (b) Hvordan tegner udsigterne sig til at Rut og Orpa kan blive gift igen, hvis de bliver sammen med No’omi? Hvorfor?

¹¹ Men Rut og Orpa vil ikke tage afsked. Da No’omi kysser dem begynder de at græde højt. Det er tydeligt at hun er en venlig, kærlig svigermoder som det gør dem ondt at skilles fra. (Rut 1:8-10; jfr. Apostelgerninger 20:36-38.) Men No’omi prøver at overtale dem: „Bærer Jeg endnu sønner i mit skød, som kan blive eders mænd? Vend tilbage, mine døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en mands hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde håb, selv om jeg endnu i nat tilhørte en mand og virkelig fødte sønner, skulle I så derfor vente, til de blev voksne? Skulle I derfor stænge eder inde og leve ugifte?“ Ja, selv om No’omis døde sønner blev erstattet af nye sønner og disse voksede op, ville disse unge kvinder så afholde sig fra at gifte sig med en anden i mellemtiden? Det ville være urimeligt at tro det. Og deres udsigter til som moabitiske kvinder at blive gift i Juda og stifte familie dér, var heller ikke særlig lyse. — Rut 1:11-13.

12, 13. Hvilken prøve stilles Rut og Orpa på, og hvilken beslutning træffer Orpa?

¹² „Nej, mine døtre,“ fortsætter No’omi, „det gør mig såre ondt for eder, thi mig har [Jehovas] hånd ramt!“ (Rut 1:13) No’omi anklager ikke Gud for at have handlet forkert; det han gør eller tillader må være rigtigt. (Ordsp. 19:3) Men hun er ked af det for sine svigerdøtres skyld. Og for dem er tiden nu inde til at træffe en afgørelse. Vil de uselvisk fortsætte sammen med No’omi? Det er en prøve på deres motiver og loyalitet.

¹³ Orpa træffer sin beslutning. Hun kysser grædende sin svigermoder til afsked og forlader hende: „Se,“ siger No’omi til Rut. „Din svigerinde er vendt tilbage til sit folk og sin gud [sine guder, NW]; vend du også tilbage og følg din svigerinde!“ (Rut 1:14, 15) Ja, Orpa er på vej tilbage til sit folk og „sine guder“. Både hun og Rut er opvokset blandt „Kemosj’s folk“ og har muligvis været øjenvidner til de grufulde børneofringer der var et led i tilbedelsen af denne moabitiske afgud. Det er alt det Orpa vender tilbage til! — 4 Mos. 21:29; 2 Kong. 3:26, 27.

14. Hvad siger Rut til No’omi, og hvilken beslutning har moabitterinden altså truffet?

¹⁴ Men anderledes med Rut. „Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager bolig, der vil jeg tage bolig; dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud; hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes.“ Hertil føjer moabitterinden en ed som hun sværger over for Gud, idet hun siger: „[Jehova] ramme mig både med det ene og det andet: kun døden skal skille os ad!“ Hvilket gribende udtryk for loyal kærlighed! Ja, det er i virkeligheden langt mere end det. Rut har valgt at bruge sit liv i tjenesten for Jehova, og No’omis folk — de der har indgået en pagt med den sande Gud — skal være hendes folk. Moabitterinden er fast besluttet på trofast at tjene Jehova. No’omi gør derfor ikke flere forsøg på at sende den unge kvinde bort. — Rut 1:16-18.

15. (a) Hvordan har Rut indtil nu vist loyal kærlighed? (b) Hvad kan vi lære af Ruts og Orpas afgørelser?

¹⁵ Mens den ældre judæiske kvinde og den yngre moabitterinde side om side genoptager deres besværlige rejse, har vi mulighed for at meditere over de bevægende scener vi har været vidne til. Orpa har givet efter for sine egne interesser. De fremskridt hun eventuelt har gjort med hensyn til at lære Jehova at kende, har ikke betydet så meget for hende at det har afholdt hende fra at vende tilbage til sit folk og „sine guder“. Hvis Rut selvisk havde længtes efter sit hjemland kunne hun også have vendt tilbage til det. (Jævnfør Hebræerbrevet 11:15.) Men denne unge moabitterinde har vist at hun nærer loyal kærlighed, ikke blot til den aldrende No’omi, men først og fremmest til Jehova. Hun har lagt en selvopofrende ånd for dagen og vist at hun er fast besluttet på i tro at tjene den sande Gud. De vidt forskellige afgørelser Rut og Orpa traf, kan virke som en tilskyndelse for os til ikke at høre til dem „som unddrager sig, så de går til grunde“, men til dem „som har tro, så sjælen bevares i live“. — Hebr. 10:38, 39.

Der bliver røre i Betlehem!

16. Hvorfor bliver kvinderne i Betlehem ved med at spørge: „Er det No’omi?“

¹⁶ Omsider når de to kvinder deres bestemmelsessted, Betlehem. Deres tilstedeværelse vækker røre i hele byen. „Er det No’omi?“ bliver kvinderne ved med at spørge. Årene er ikke gået sporløst hen over hende. Kvinderne kan tydeligt se hvordan sorger og ulykker har sat deres præg på den engang så glade kvinde. Ja, selve hendes svar er et udtryk for den dybe smerte hun føler.

17. Hvad ligger der i No’omis bemærkning: ’Kald mig ikke No’omi, men Mara’?

¹⁷ „Kald mig ikke No’omi [der betyder ’min yndighed’],“ siger hun. „Kald mig Mara [der betyder ’bitter’], thi den Almægtige har voldet mig megen bitter smerte! Rig drog jeg herfra [hun havde en mand og to sønner], og fattig har [Jehova] ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No’omi, når [Jehova] har vidnet imod mig [har ydmyget mig, NW] og den Almægtige tilskikket mig ulykke?“ (Rut 1:19-21) Ja, No’omi er villig til at tage hvad der kommer fra Guds hånd, men hun føler øjensynlig at Jehova er imod hende. (Rut 1:13; jævnfør Første Samuelsbog 3:18.) På en tid hvor frugtbarhed betragtes som en velsignelse fra Gud og barnløshed som en forbandelse, er det afgjort en ydmygelse for en kvinde ikke at have børn. Og hvilket håb kan No’omi nu gøre sig om at yde sit bidrag til Messias’ slægtslinje?

En ydmyg akssamlerske opnår velvilje

18. Hvilken foranstaltning benytter Rut sig af da hun sanker aks, og hvem ’træffer det sig’ at marken tilhører?

¹⁸ No’omi og Rut er kommet til Betlehem „først på byghøsten“, tidligt om foråret. (Rut 1:22) Da Rut er flittig og gerne vil bestille noget, går hun, med No’omis samtykke, ud og begynder at sanke aks på markerne efter høstfolkene. Hun ved at tilladelsen til at sanke aks er en kærlig foranstaltning fra Jehova til gavn for den fattige og nødstedte, den fremmede, den faderløse og enken. I Israel har disse lov til at samle eller sanke den del af høsten som høstfolkene uforvarende eller med overlæg har efterladt på marken. (3 Mos. 19:9, 10; 5 Mos. 24:19-21) Selv om Rut har ret til at sanke aks, spørger hun ydmygt om lov dertil og får tilladelse til at gøre det på en bestemt mark. Men Jehovas hånd er tydeligvis med i dette, for ’det træffer sig, at marken tilhører Boaz’. — Rut 2:3.

19, 20. (a) Hvem er Boaz? (b) Hvorfor kan man sige at Rut ikke er en forkælet eller forvænt kvinde?

¹⁹ Se! Nu nærmer Boaz sig. Han er „en formuende mand“, og han er søn af Salmon og Rahab. Ja, Boaz er judæer. Han er ikke alene en hensynsfuld mand der nyder stor anseelse blandt sine folk, men han er også en nidkær tilbeder af den sande Gud, for han hilser høstfolkene med ordene: „[Jehova] være med eder!“ Og de svarer: „[Jehova] velsigne dig!“ — Rut 2:1-4.

²⁰ Af den karl der har opsyn med høstfolkene får Boaz at vide at Rut er den moabitterinde der for nylig er kommet til Betlehem sammen med No’omi. Efter at have fået tilladelse til at sanke aks har hun arbejdet støt fra den kølige morgen til solen står højt på himmelen og har udholdt varmen uden at klage. Det er kun for et øjeblik at hun nu har sat sig ind i huset, der øjensynlig blot er en hytte som høstfolkene benytter. Rut er afgjort ikke nogen forkælet eller forvænt kvinde! — Rut 2:5-7, NW.

21. Hvad er det hos Rut der gør et dybt indtryk på Boaz, og kan kristne kvinder lære noget af dette?

²¹ Senere opfordrer Boaz Rut til ikke at sanke aks på nogen anden mark men at holde sig til hans unge piger, der sandsynligvis fulgte efter høstfolkene og bandt negene. Boaz har pålagt de unge mænd at de ikke må genere hende; og hun kan frit drikke af de kar med vand som de har fyldt. Fuld af taknemmelighed falder Rut ydmygt på sit ansigt og bøjer sig til jorden, idet hun siger: „Hvorledes har jeg fundet nåde for dine øjne, så du viser mig velvilje, skønt jeg er fremmed?“ Boaz søger ikke at vinde hendes hengivenhed for at tilfredsstille en gammel mands lune. Nej, han har hørt hvordan moabitterinden har forladt sin fader og moder og sit fædreland for at være hos sin aldrende svigermoder. Tydeligvis imponeret af Ruts loyale kærlighed og ydmyghed siger han til hende: „[Jehova] gengælde dig, hvad du har gjort, og din løn blive rigelig fra [Jehova], Israels Gud, under hvis [beskyttende] vinger du kom og søgte ly!“ Ja, som Rut også giver udtryk for, har Boaz trøstet hende og talt venligt til hende. — Rut 2:8-13; Sl. 91:2, 4.

22, 23. (a) Hvordan viser Boaz en gavmild indstilling over for Rut? (b) Hvordan kommer Ruts flid og uselviskhed til udtryk?

²² Ved høstfolkenes spisetid siger Boaz til Rut: „Kom herhen og spis med og dyp din bid i eddiken [syrlig vin]!“ Hvor forfriskende på en varm dag! Boaz rækker Rut noget ristet korn, og hun spiser til hun er mæt, og får endda noget tilovers. — Rut 2:14.

²³ Så tilbage til arbejdet. I sin gavmildhed siger Boaz til sine karle at de også skal lade Rut sanke aks „mellem negene“. Han giver dem endog besked om at „trække nogle aks ud af knipperne“ og lade dem ligge så hun kan sanke dem op. Det bliver aften, og Rut har travlt med at tærske det hun har samlet. Ved hjælp af en stok eller en plejl kan man med håndkraft løsne kernerne fra avnerne og stråene. Tænk engang! det viser sig at Rut i dagens løb har samlet mere end tredive liter byg! Hun tager udbyttet med sig hjem til Betlehem. Det hun har levnet fra måltidet tidligere på dagen tager hun også med og giver det uselvisk til sin trængende svigermoder. — Rut 2:14-18.

24. (a) Hvorfor kan det ikke undre at folk betragter Rut som „en dygtig kvinde“? (b) Hvorfor er Rut et enestående eksempel for gudfrygtige kvinder?

²⁴ Rut har igen vist No’omi loyal kærlighed. Læg hertil den unge kvindes kærlighed til Jehova, hendes flid og ydmyghed, og det kan ikke undre at folk betragter hende som „en dygtig kvinde“. (Rut 3:11) Rut spiser afgjort ikke „ladhedsbrød“, og på grund af sit slidsomme arbejde har hun noget at dele ud af til den som er i nød. (Ordsp. 31:27, 31; Ef. 4:28) Ved at påtage sig ansvaret for sin aldrende svigermoder erfarer moabitterinden den lykke der er ved at give. (Apg. 20:35; 1 Tim. 5:3-8) Ja, Rut er virkelig et enestående eksempel for alle gudfrygtige kvinder.

[Fodnote]

[Illustration side 8]

Rut bønfalder No’omi: ’Nød mig ikke til at forlade dig, for hvor du går hen, der vil jeg gå hen.’