Lad Jehovas hensigter bestemme dit liv
1. (a) Hvilken hjerte- og sindsindstilling kendetegner mennesker i dag? (b) Hvilken udfordring som både Rut og No’omi stod over for, kan lære os noget om nidkærhed og hengivenhed?
„TROEN er ikke alles.“ Sådan sagde apostelen Paulus. (2 Tess. 3:2) Blandt de mange grunde til at det forholder sig sådan kan især nævnes den selvrådighedens ånd der er blevet så fremherskende i vort tyvende århundrede. Dette ønske om at behage selvet er blevet en religion, og følgen har været at kærligheden til Skaberen er blevet trængt i baggrunden og at ligegyldigheden over for hans hensigter fuldstændig har fordærvet menneskers sind og hjerte. Hvilken glæde må det ikke være for Jehova, og hvilket eksempel er det ikke for os, at betragte dem der uselvisk har taget imod udfordringen til at tjene Jehova og har ladet hans hensigter bestemme deres liv. Et sådant enestående eksempel har vi i fortidens Rut der forlod sit eget folk og sit hjem i Moab og fulgte sin svigermoder No’omi der var enke, tilbage til Betlehem. Da Rut også var enke ville det ikke have været så mærkeligt om hun havde været interesseret i at finde sig en mand i Moab og slå sig ned i kendte omgivelser for at stifte familie. Men hendes kærlighed til No’omi og til tilbedelsen af Jehova fik hende til at forlade alt og følge No’omi tilbage til Israel. I disse ukendte omgivelser blev hendes uselviske kærlighed prøvet til det yderste, men hendes oprigtige ønske om at lade Jehovas hensigter bestemme sit liv styrkede hende og fik hende til uden et øjebliks tøven at tage denne udfordring op. Både de begivenheder der fandt sted og det udfald alt dette fik for Rut og No’omi, er for os et inspirerende eksempel på nidkærhed og hengivenhed.
2, 3. Hvad er dét at No’omi vender tilbage til sit hjemland med Rut et billede på i vor tid?
2 Det er byghøstens tid, hvilket vil sige at det er efter påskefesten. Det er forår, vinterregnen er forbi, og nu er der noget at høste i Betlehem i Juda. Efter ti lange års hungersnød er der atter brød at få. Disse år havde No’omi tilbragt i Moab, hvor hun havde mistet sin mand Elimelek og sine to sønner, hvoraf den ene var Malon, Ruts mand. Nu er No’omi hjemme igen, sammen med Rut, og nyder Guds gunst. De er blevet samlet til hendes hjemland; de er vendt tilbage til No’omis arvelod. (Rut 1:22) Hvad viser dette hen til i vor tid? I det historiske modbillede i vor tid henleder dette opmærksomheden på Jesu ord om genindsamlingen af alle de udvalgte, resten af hans salvede disciple, en genindsamling som skulle foregå ved engles hjælp. Hvornår? Efter at Babylon den Store (den falske religions verdensimperium) var faldet for den modbilledlige Kyros den Stores hånd. Da var tiden inde til at Jesu profeti om afslutningen på denne tingenes ordning skulle opfyldes. — Matt. 24:29-31.
3 I Esajas 12:1, 2 tales der om den glæde der vil herske når „resten“ samles ind fra Babylon den Store. „På hin dag skal du sige: Jeg takker dig, [Jehova], thi du vrededes på mig, men din vrede svandt, og du trøstede mig. Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi [Jehova] er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse.“ Disse ord er blevet gentaget af No’omi-resten fra og med 1919 da den blev genrejst til Guds gunst og genindsat i tjenesten for ham i harmoni med hans hensigt med den.
Nidkærhed i høstarbejdet bærer frugt
4. Ifølge hvilken foranstaltning i Israel søger Rut at bidrage til No’omis underhold, og hvordan bliver hendes kærlighedsgerning belønnet?
4 I det forbilledlige drama var byghøsten altså i gang. Rut boede sammen med sin svigermoder, men hun ønskede ikke at være en byrde for hende. Hun ønskede at bidrage til No’omis underhold. Med No’omis samtykke benyttede hun sig derfor af Israels lov vedrørende høstarbejde (3 Mos. 19:9, 10), idet „hun [gik] hen og sankede aks på marken efter høstfolkene; og det traf sig, at marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks slægt“. (Rut 2:1-3) Boaz var en sand tilbeder af Jehova og respekterede Jehovas lov. (Rut 2:4-7) Da han bliver klar over hvem Rut er, sørger han for at hun stadig kan arbejde på hans marker, både under byghøsten og ligeledes under hvedehøsten der fulgte efter og som ville vare lige til pinsefesten i maj måned. Han siger samtidig til hende: „Man har fortalt mig alt, hvad du har været for din svigermoder efter din mands død, hvorledes du forlod din fader og din moder og dit fædreland for at drage til et folk, du ikke tidligere kendte; [Jehova] gengælde dig, hvad du har gjort, og din løn blive rigelig fra [Jehova], Israels Gud, under hvis vinger du kom og søgte ly!“ (Rut 2:8-13) Samtidig med at han lader Rut få gavn af denne ordning har han i tanke at det også kan være en hjælp for hendes svigermoder, den aldrende No’omi.
5, 6. Hvad er dét at Rut arbejder sammen med No’omi i høstarbejdet et billede på?
5 De begivenheder der i vor tid er en opfyldelse af dette, stemmer overens med Jesu ord: „Marken er verden, . . . høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle.“ (Matt. 13:38, 39) Kristi brud var endnu ikke fuldtallig i 1919. Flere måtte indsamles, og ligesom Rut sluttede sig til No’omi og arbejdede flittigt sammen med hende i høstarbejdet, loyal endog til døden, således begyndte der fra og med 1919 at vise sig en ny skare der blev føjet til „resten“. Rut var et billede på denne nye skare.
6 I dette år blev der, lørdag eftermiddag den 6. september, foretaget en massedåb i Eriesøen (U.S.A.) i forbindelse med det generalstævne der blev holdt i Cedar Point i Ohio, og mere end 200 blev døbt. Disse var en tilføjelse til den gamle, oprindelige No’omi-rest af Kristi brud. Blandt dem der overværede dåben var Selskabets ledere, der tirsdag den 25. marts samme år var blevet løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta. De kunne nu glæde sig over igen at være fri og fortsat arbejde til gavn for Jehova Guds teokratiske styres interesser. Tre år senere, i 1922, blev der holdt et andet generalstævne i Cedar Point i Ohio. Lørdag den 9. september 1922 blev 361 døbt. Efterhånden som tiden gik voksede Rut-skaren. I lighed med moabitterinden Rut var nutidens Rut-skare besluttet på at arbejde nidkært sammen med No’omi-skaren indtil afslutningen af Guds høst på jorden, både byghøsten og hvedehøsten, således som det profetiske drama skildrer. Og ligesom Boaz kaldte Rut en dygtig kvinde, har denne nye skare der i modbilledet er blevet føjet til „resten“, vist sig at være en dygtig ’kvinde’ der er Jehova Gud absolut hengiven.
No’omis håb en prøve på Ruts hengivenhed
7. (a) Hvad er den eneste måde hvorpå No’omi kan bevare sin arvelod i Elimeleks navn og samtidig bidrage til den kongelige slægtslinje som fører til den lovede Silo? (b) Hvordan udgør dette en udfordring til Rut?
7 Som følge af Ruts flid og Boaz’ gavmildhed har No’omi og Rut nu mad. Men No’omi er en aldrende enke der er over den alder hvor hun kan føde børn, og hun har denne arvelod der tilhørte hendes mand Elimelek. Hun er hjælpeløs nu hvis ikke Rut vil handle på hendes vegne og træde i hendes sted. No’omi ser at der findes en udvej. Hun beslutter at sælge marklodden, idet hun især tænker på hvordan dette vil gavne Rut, som hun skal bruge i forbindelse med denne handling. Dertil kommer at No’omi og hendes svigerdatter Rut som enker ikke var i stand til at yde noget bidrag til Judas stammes kongelige slægtslinje der skulle frembringe den lovede Silo. No’omi måtte have et barn; hun måtte adoptere et barn, et barn født af Rut i Judas stamme, idet arvelodden ikke kunne sælges til nogen uden for Judas stamme. Rut må derfor ægte en mand i Judas stamme og bevare marklodden der. Men først må Rut være villig til at gå ind på dette ved at opgive ethvert ønske hun måtte have om at få en yngre mand end den aldrende Boaz. Hvordan vil hun reagere på dette forslag?
8. Hvordan foreslår No’omi Rut at denne løsning på deres problem kan bringes i stand, og hvordan reagerer Rut?
8 No’omi forklarer hende ganske ligefremt om denne udfordring. Hun siger til hende: „Min datter, skal jeg ikke søge at skaffe dig et hjem, hvor du kan få det godt? Nu vel! Boaz, hvis piger du var sammen med, er vor slægtning; se, han kaster i nat byg på tærskepladsen; tvæt dig nu og salv dig, tag dine klæder på og gå ned på tærskepladsen; men lad ikke manden mærke noget til dig, før han er færdig med at spise og drikke; når han da lægger sig, mærk dig så stedet, hvor han lægger sig, og gå hen og løft kappen op ved hans fødder og læg dig der, så skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!“ Hvordan reagerer Rut? „Hun svarede: ’Jeg vil gøre alt, hvad du siger!’ Så gik hun ned på tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes svigermoder havde pålagt hende.“ — Rut 3:1-6.
9. Hvordan ligner No’omi Paulus i dette?
9 Her er No’omi ligesom apostelen Paulus. Om sit forhold til kirken eller menigheden siger Paulus: „Jeg har jo trolovet jer med én mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus.“ (2 Kor. 11:2) På samme måde sørger No’omi for at Rut bliver gift med den rette mand. Rut går derfor ud på marken og lægger sig ved Boaz’ fødder. Da han vågner op midt om natten foreslår hun ham at han tager hende til hustru for at oprejse den døde Elimelek en slægt. — Rut 3:7-9.
En anden „go’elʹ“ kommer ind i billedet
10. Hvorfor var dette ikke en umoralsk handling fra No’omis og Ruts side, og hvordan så Boaz på Ruts forslag om at indgå svogerægteskab?
10 Dette var ikke en umoralsk handling fra No’omis og Ruts side. Det var simpelt hen et udtryk for tillid til den ære der var knyttet til stillingen som løser, go’elʹ. At Boaz ikke misforstod hendes motiv eller fejlagtigt tolkede hendes forslag om svogerægteskab som en indbydelse til umoralitet, fremgår af hans svar. „Da sagde han [Boaz]: ’[Jehova] velsigne dig, min datter! Den godhed, du nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke er gået efter de unge mænd, hverken fattige eller rige! Så frygt nu ikke, min datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre imod dig; thi enhver i mit folks port ved, at du er en dygtig kvinde. Det er rigtigt, at jeg er din løser, men der er en anden, som er nærmere end jeg. Bliv nu her i nat; og hvis han i morgen vil løse dig, godt, så lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg det, så sandt [Jehova] lever.’“ — Rut 3:10-13.
11. (a) Hvorfor tog Boaz ikke straks imod Ruts forslag og optrådte som hendes løser? (b) Hvordan gælder dette i modbilledet?
11 Boaz er en mand af ære, en mand med stor selvbeherskelse, og han minder Rut om at der i familien findes en mand som er en nærmere slægtning til No’omi end han er. Han er selv No’omis nevø, mens denne nærmere slægtning er No’omis svoger. Det er ham der først bør have lejlighed til at købe denne arvelod af No’omi og således handle som løser, go’elʹ. Dette betyder ikke at Boaz, efter i så lang tid at have været ungkarl uden familieforpligtelser, ikke er villig til at gøre sin pligt, selv om det indebærer at han bliver familiefader. Han er villig til at yde sit bidrag til den kongelige slægtslinje der fører frem til den lovede Silo af Judas stamme, som Boaz tilhører. I modbilledet svarer dette til Herren Jesus Kristus som den himmelske go’elʹ, løser eller genløser. Men først lader han No’omi- og Rut-skaren være overladt til den eller dem der skildres ved „NN“, No’omis svoger. Dette er en prøve for „restens“ No’omi- og Rut-skare i dag. Hvem sejrer? Hvem kommer til kort? Det fortæller beretningen os.
12. Hvordan reagerer Rut og No’omi over for den holdning Boaz har indtaget?
12 Rut begiver sig på vej til sin svigermoder før morgensolens første stråler rammer byen. Hun er glad og bærer indsvøbt i sin kappe seks mål byg som Boaz har givet hende som tegn på sit løfte. Hun hilses af den aldrende No’omi med ordene: „Hvorledes gik det, min datter?“ Fuldt ud klar over hvad No’omi hentyder til forklarer Rut at hun endnu ikke er Boaz’ hustru, og hun fortæller alt hvad der er sket og hvad Boaz har sagt til hende. No’omi siger da: „Hold dig nu rolig, min datter, indtil du får at vide, hvilket udfald sagen får; thi den mand under sig ikke ro, før han får sagen afgjort endnu i dag!“ De sætter sig til at vente; Rut fuld af forhåbning om en lykkelig fremtid, og No’omi med håb om at få et langt livs ønske opfyldt. — Rut 3:14-18.
Løseren stilles over for en udfordring
13. Hvad gjorde Boaz for at afgøre sagen?
13 Nu begynder begivenhederne på denne betydningsfulde dag hurtigt at udvikle sig til et højdepunkt. „Boaz var imidlertid gået op til byporten og havde sat sig der. Og se, den løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da tiltalte han ham og sagde: ’Kom og sæt dig her [Kom lige herhen, sæt dig her, NN (NW)]!’ . . . den anden kom og satte sig, . . . Da sagde han [Boaz] til løseren: ’Den marklod, som tilhørte vor slægtning Elimelek, vil No’omi, der er kommet tilbage fra Moab, sælge. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lade dig det vide og sige: Køb den i overværelse af dem, der sidder her, og mit folks ældste! Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og derefter jeg selv!’ Han svarede: ’Jeg vil løse den!’“ — Rut 4:1-4.
14. Hvordan reagerede „NN“ på udfordringen til at blive løser?
14 Åh ja, „NN“ er villig til at købe ejendommen; den vil forøge hans egne besiddelser i Betlehem. Og hvad denne gamle kvinde, No’omi, angår, har hun mistet evnen til at få børn, så han behøver ikke at frygte for at få et barn med hende som ejendommen vil tilfalde; hele No’omis ejendom vil således tilfalde ham selv, foruden det han allerede har. „Da sagde Boaz: ’Men samtidig med at du køber marken af No’omi, køber du også moabitterinden Rut, den afdødes enke, for at rejse den afdødes navn over hans arvelod!’“ Se, det forandrer jo sagen. Det medfører et alt for stort ansvar; det kunne gøre det hele for kompliceret. Stillet over for denne uventede udfordring siger løseren til Boaz: „Så kan jeg ikke blive løser, da jeg derved ville skade min egen arvelod. Løs du, hvad jeg skulle løse, thi jeg kan ikke!“ Derpå tager han sin sandal af og rækker den til Boaz som en stadfæstelse af aftalen. — Rut 4:5-8.
15. Hvad gjorde Boaz?
15 „NN“ har ikke taget udfordringen op. Men sådan forholder det sig ikke med Boaz. Han anerkender ordningen, og han er lykkelig for at kunne gøre det. Han siger til den nærmere slægtning og til alle dem der er til stede: „I er i dag vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No’omi; og tillige køber jeg mig moabitterinden Rut, Malons enke, til hustru for at rejse den afdødes navn over hans arvelod, at den afdødes navn ikke skal udslettes blandt hans brødre og fra hans hjemstavns port; I er vidner i dag!“ Således opfylder Boaz Jehovas hensigt i forbindelse med ansvaret over for en broder, hvorimod „NN“ vanæres for øjnene af alle folkene i porten. — Rut 4:9-12.
16. Hvem er „NN“ et billede på i vor tid?
16 Men hvem er „NN“ et billede på i vor tid? Og hvordan berører denne udfordring os der lever cirka tre tusind år senere? Eftersom „NN“ for en tid stod i vejen for Boaz, er han et billede på en skare her på jorden der står i vejen for Jesus Kristus, brudgommen, som både No’omi- og Rut-skaren i åndelig forstand er trolovet med. Denne „NN“, der var No’omis svoger og som kunne have taget Elimeleks plads og kunne have oprejst en slægt, er et billede på en der undlader at gøre sin pligt, en der blot foregiver at være Kristus, en falsk profet, om hvem Herren Jesus Kristus advarede sine disciple idet han sagde: „Thi falske Messias’er og falske profeter skal fremstå [i endens tid] og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte [det vil sige No’omi- og Rut-skaren] vild.“ (Matt. 24:24) Således forholder det sig med dem der tilhører denne falske Kristus-skare i dag. Jo, de vil gerne have fat i menigheden, „resten“ der er trolovet med Herren Jesus Kristus, og de vil gerne stå som dem der beskytter „resten“ og nyder dens støtte, men de ønsker ikke at påtage sig det ansvar at gøre No’omi- og Rut-skaren frugtbar med hensyn til Rigets interesser. Det ville koste dem alt for stort besvær. Det ville skade deres egne selviske interesser for meget. De er ikke interesseret i Guds rige. De foretrækker Folkeforbundet og nu De forenede Nationer. De ønsker ikke at have nogen forbindelse med Silos, Jesu Kristi, kongelige slægtslinje. Denne indstilling og handlemåde kan kun passe på kristenhedens religiøse ledere. De har undladt at tage imod udfordringen til at tjene Jehova og lade hans hensigter bestemme deres liv. Jesus advarede os om at vi skulle holde os fra sådanne. — 2 Tim. 3:5; Åb. 18:4.
Lader man Jehova bestemme velsignes man
17. Hvordan bliver Boaz og Rut velsignet ved at tage imod den udfordring de stilles over for, og på hvilken måde er No’omis interesser forbundet med dette?
17 Boaz, derimod, indgår i overensstemmelse med sit løfte svogerægteskab med Rut. (Rut 4:13-15) Deres ægteskab frembragte ikke en konge eller Silo; tiden for Israels kongedømme var endnu ikke kommet. Men de fik en søn som blev bedstefader til kong David, der var Judas efterkommer i ellevte slægtled og med hvem Jehova indgik en pagt om et evigt rige (Matt. 1:3-6; 2 Sam. 7:12, 13) og som var født i den slægtslinje der til sidst førte frem til Herren Jesus Kristus, kong Davids evige arving. (Luk. 3:23-31; 20:41-44) Ruts og No’omis interesser er uadskilleligt forbundet med hinanden. Rut er moderen, men No’omi adopterer barnet og virker som dets fostermoder, som om det var hendes afdøde mand Elimeleks søn, den der skal overtage Elimeleks arvelod. Derfor siger hendes naboersker: „No’omi har fået en søn!’ Og de kaldte ham Obed [der betyder ’tjener’ eller ’en der tjener’].“ (Rut 4:16, 17) Ved at tage imod den udfordring de stilles over for, og fordi de interesser der er knyttet til Jehovas hensigt ligger dem på sinde, vier Boaz og Rut således uselvisk deres liv til at opfylde denne hensigt, og Jehova velsigner dem ved at lade dem få en søn med kongelige udsigter idet han fødes i den lovede Silos slægtslinje, ham om hvem der var sagt: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej hersker stav fra hans fødder, . . . ham skal folkene lyde.“ — 1 Mos. 49:10.
18. Hvilket forhold eksisterer i dag mellem „restens“ No’omi- og Rut-skare, og hvad frembringes der som følge heraf?
18 Nu i vor tid står den åndelige rests No’omi- og Rut-skare omsider over for at skulle blive Kristi brud, idet han er den Silo der omtales i Jakobs profeti. De frembringer ikke den salvede konge i Guds messianske rige, lige så lidt som Boaz og Rut gjorde. Men de frembringer en skare der tjener Gud. Ligesom den dreng der fødtes Rut i Betlehem blev kaldt Obed, der betyder „en der tjener“ eller „tjener“, sådan frembringer eller udgør nutidens Rut- og No’omi-skare en skare der i Jesu profeti i Mattæus, kapitel 24, omtales som „den tro og kloge tjener“. I vor tid nærer den åndelige rests No’omi- og Rut-skare også en inderlig kærlighed til hinanden, i lighed med den urokkelige kærlighed Rut havde til den ældre enke No’omi, for hvem Rut var „mere værd end syv sønner“. Intet undtagen døden kan skille dem ad.
En tid til nidkærhed og hengivenhed
19. Hvilket eksempel på uselvisk kærlighed er No’omi og Rut for dem der lever ved denne ordnings afslutning?
19 Hvilken lektion i nidkærhed og hengivenhed der findes i den handlingsmættede og dog gribende Ruts bog i Bibelen! Vor tids No’omi- og Rut-skare er i sandhed et enestående eksempel for dem der lever nu i endens tid for denne onde tingenes ordning! Tiden er ikke inde til at vi følger en selvrådig kurs og foretrækker at gå vore egne veje på grund af personlige interesser eller selvisk stræben. Tiden er heller ikke inde til at vise ligegyldighed over for Guds hensigter som nu nærmer sig et højdepunkt for denne tingenes ordning. No’omi var givetvis klar over at hun ikke kunne vide om hun ville blive brugt i forbindelse med Silos slægtslinje, men alligevel var hun villig til at ofre hele sit liv for at gøre dette muligt. Og Rut, som var en ung kvinde, kunne have giftet sig med en hvilken som helst ung mand, en rig dersom hun havde ønsket det eller en fattig dersom hun havde elsket ham, men i stedet var hun villig til at gifte sig med en gammel mand, blot for at hendes søn kunne blive No’omis søn. Men de gjorde det begge fordi de elskede Jehova og ønskede at være med til at opfylde Jehovas hensigt. Hvilket eksempel på uselvisk kærlighed! Dog er det højst sandsynligt at No’omi og Rut, på deres tid og blandt deres egne naboer, blot blev betragtet som almindelige og jævne mennesker.
20. Hvilken advarsel gav Paulus, og hvordan kan vi i dag modtage Jehovas velsignelse og blive belønnet?
20 I dag lever vi i „endens tid“, den tid da alle disse profetier får en storslået opfyldelse. Paulus skrev denne advarsel til os: „Og dette siger jeg, brødre: tiden er begrænset. Lad herefter . . . de der gør brug af verden [være] som nogen der ikke bruger den fuldt ud; for denne verdens scene er ved at skifte.“ (1 Kor. 7:29-31, NW) Hvis vi tror vi kan leve ligesom folk i denne ordning og blot være optaget af dette livs sysler, så venter der os et slemt chok, for som vi kan forstå af Paulus’ ord er denne verden hurtigt ved at forsvinde og snart vil det slet ikke være muligt at leve i den. I dag er der, i betragtning af de velsignelser som det messianske rige snart vil give alle på jorden del i, så meget at leve for, og der er så lidt tid tilbage til at leve i den nuværende onde ordning. Selv om vi skulle opgive alt hvad denne ordning kan give os, ved som Paulus sagde at ’gøre brug af verden som nogen der ikke bruger den fuldt ud’, hvordan kan dette så sammenlignes med det Rut gjorde, eller med det som Rut-skaren — der allerede i mange år har været med til at opfylde Jehovas hensigter — har gjort? Ligesom Jehova har velsignet både No’omi-skaren og Rut-skaren af den salvede rest med Rigets frugt, sådan vil han også velsigne enhver der nu helhjertet tager imod udfordringen til at tjene Jehova og lader Jehovas hensigter bestemme sit liv. Hvilken bedre belønning kunne nogen få?
● „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ „Hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ — Rom. 15:4; 2 Tim. 3:16, 17.
[Illustration på side 231]
Rut overgav uselvisk sit barn til No’omi, der adopterede det som sin egen søn; barnet blev en af Messias’ forfædre