Værdien af de bibelske slægtsregistre

DU ER måske begyndt at læse Bibelen igennem fra Første Mosebog til Åbenbaringen og har fundet at det er en meget fængslende beretning. Men da du kom til Krønikebøgerne og så vers efter vers og kapitel efter kapitel der ikke indeholdt andet end slægtsregistre med en masse navne du ikke kunne udtale og som ikke sagde dig noget, spurgte du måske dig selv: ’Hvorfor står alt det i Bibelen? Hvorfor så mange trættende detaljer?’

Det er sandt at det kan være ensformigt at læse sådanne lister med navne. Ikke desto mindre er disse slægtsregistre meget værdifulde. Hvorfor? Fordi de underbygger Bibelens troværdighed og understreger at Gud vil tilbedes med ånd og SANDHED, ikke som en opdigtet gud der blot eksisterer i tilbedernes fantasi. (Joh. 4:23, 24) Er det ikke rigtigt at man altid interesserer sig for personer og steder når man hører eller læser om noget der er sket? Man spørger uvilkårligt: Hvem? Hvor? Når man kender sådanne detaljer forekommer den bibelske beretning meget mere virkelighedstro. Desuden har man derefter mulighed for at finde flere oplysninger andre steder i Bibelen eller i andre historiske værker, og dermed få bekræftet det der siges. Hvis bibelhistorien var opdigtet eller skrevet af bedragere, ville den ikke indeholde sådanne detaljerede oplysninger. Disse enkeltheder i Bibelen stemmer overens med andre beretninger og er med til at gøre Bibelen til et samlet hele. Den indeholder en ærlig fremstilling af historiske kendsgerninger.

Endvidere må vi huske på at De hebraiske Skrifter var hebræernes forfatning, lov og historie. Disse skrifter udgjorde nationens vigtigste arkiv. Mange af slægtsregistrene er sammensat af oplysninger der blev taget fra andre officielle optegnelser, som fandtes fordi hver by førte et register over dem der blev født i området. Disse optegnelser er en del af Israels historie. — Luk. 2:1-5.

Er med til at udpege Messias

Også i en anden henseende har slægtsregistrene stor betydning. De er med til at udpege den sande Messias. Da Jesus Kristus trådte frem forkyndte han ikke at han var Messias eller Kristus. (Joh. 5:31-37) Det havde mange andre påstået om sig selv i tidens løb, men uden at kunne underbygge deres påstand med noget bevis. At en mand hævdede at han var Messias, var ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at tro på ham. Der skulle mere til. Blandt de mange beviser der fandtes på at Jesus var Messias, kunne man pege på de jødiske slægtsregistre der blev ført i byernes „folkeregistre“ og som bekræftede hans afstamning — at han nedstammede fra kong David af Judas stamme. (Luk. 2:1-6) Jesus sagde at han var SANDHEDEN, og han opfyldte alt det der stod skrevet om ham i De hebraiske Skrifter, også hvad afstamning angik. — Joh. 14:6.

Behovet for at føre stamtavler eller slægtebøger fremgik af den første profeti, hvori Gud forudsagde at der ville fremstå en „sæd“, et afkom, som ville befri menneskeheden. (1 Mos. 3:15) Omkring 2000 år senere blev Abraham på grund af sin stærke tro begunstiget med løftet om at sæden ville vise sig i hans slægtslinje. (1 Mos. 22:17, 18) Senere blev løftet begrænset til at gælde efterkommerne af Juda — en af Jakobs 12 sønner og Abrahams oldesøn — og derefter kong Davids efterkommere. (1 Mos. 49:10; 2 Sam. 7:8, 12-16) Ved sin fødsel på jorden opfyldte Jesus alle disse betingelser, for det blev bekræftet at han tilhørte Judas stamme og var Davids søn. — Matt. 9:27; 2 Tim. 2:8; Hebr. 7:14.

Præsternes slægtebøger vigtige

Jøderne måtte ikke alene føre en fortegnelse over Davids kongelige efterkommere, men også over Arons efterkommere, som tilhørte Levis stamme. Alle de israelitiske præster skulle nemlig være af denne stamme. (2 Mos. 28:1-3; 4 Mos. 3:5-10) En stor del af slægtsregistrene i Krønikebøgerne tjente netop det formål at vise hvem der var levitter. Før sin død havde David truffet en ordning for tempeltjenesten og tildelt levitterne bestemte opgaver. (1 Krøn., kap. 24-27) Efter israelitternes hjemkomst fra fangenskabet i Babylon var slægtsregistrene af stor betydning fordi præste- og tempeltjenesten nu skulle genindføres. Krønikebøgerne beskriver den ordning der var truffet af David og viser sammen med Ezras bog og Nehemias’ bog hvordan tilbedelsen blev genoprettet efter det samme mønster. Man holdt sig strengt til slægtsregistrene. Nogle mænd der mente at de var af præstefamilie men som ikke var i stand til at dokumentere deres afstamning, blev således udelukket fra tjenesten indtil de kunne fremskaffe et bevis. — Neh. 7:64, 65.

Slægtsregistrene er med til at underbygge Bibelens sandfærdighed. Ezra, der skrev Krønikebøgerne, anfører omkring 20 officielle kilder som han benyttede under udarbejdelsen. Det var offentlige optegnelser, og ikke fantasifulde værker af skribenter der skrev med nationalistiske eller selviske motiver. Men hvordan kan slægtsregistrene gavne os i dag?

Bekræfter at alle nationer stammer fra ét menneske

De underbygger apostelen Paulus’ udtalelse om at Gud „ud af ét menneske“ har „dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“. (Apg. 17:26) Det fremgår meget tydeligt af beretningen at Adam og Eva blev forældre til hele menneskeslægten. (1 Mos. 1:28; 3:20) Der er givet en liste over deres efterkommere gennem sønnen Set frem til Vandfloden. (1 Mos., kap. 5, 7) Noas familie (på i alt otte personer) overlevede og voksede til 70 familier, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning. — 1 Mos., kap. 10.

Løskøbt ved ét menneske

Disse oplysninger viser endvidere hvordan det var muligt at ét menneske kunne give sit liv som en løsesum til frelse for alle mennesker — nemlig fordi ét menneske var fader til hele menneskeslægten. (Matt. 20:28; Joh. 11:49-52) Som „den sidste Adam“ var Jesus i stand til at løskøbe menneskeheden, og idet han anvender værdien af sit offer bliver han „Evigheds-Fader“ for så mange som tager imod genløsningen. Havde menneskeslægten haft mange stamfædre ville ét menneske ikke have været tilstrækkeligt som løsesum. — 1 Kor. 15:45; Es. 9:6; 53:10.

Visse tidsperioders længde

De bibelske slægtsregistre har endnu en værdifuld anvendelse — om end den er af mindre betydning. Nogle steder i Bibelen er slægtsregistrene nødvendige for udregningen af visse tidsperioders længde. Af Første Mosebog, kapitel 5 og 7:6, 11 fremgår det således at der fra Adams skabelse til Vandfloden i alt var 1656 år. Og i kapitel 11 gøres der rede for de 427 år fra Vandfloden til indgåelsen af Abrahamspagten. — 1 Mos. 12:4.

Uden disse optegnelser ville det være umuligt at regne ud hvor længe menneskene har levet på jorden. I forbindelse med dyrenes skabelse og de forudgående skabelsesafsnit oplyses der ingen tidsperioder. De bibellærde kan derfor ikke sige noget bestemt om hvor lang tid der gik før menneskene viste sig på skuepladsen, men de kan meget nøje fastslå at den tid hvori Gud har beskæftiget sig med menneskene nu har varet i omkring 6000 år.a

Tilsyneladende uoverensstemmelser

Slægtsregistrene kan også kaste lys over ellers uklare spørgsmål. Af Første Samuelsbog 1:1 synes det for eksempel at fremgå at Samuel var efraimit, idet hans fader, Elkana, her betegnes som efraimit. Hvis dette er tilfældet, er der noget der ikke stemmer, for Samuel tjente i tabernaklet under ypperstepræsten Elis tilsyn, og han bar en efod, et specielt klædningsstykke for levitterne der gjorde tjeneste der. — 1 Sam. 2:11, 18.

Oplysningerne i Første Krønikebog 6:19-28 hjælper os med at løse dette problem. Som det fremgår af vers 19, er dette en liste over nogle af Levis efterkommere. I vers 27 og 28 nævnes Elkana og Samuel. Samuel var altså egentlig levit og kunne derfor tjene i tabernaklet. Hans fader kaldtes efraimit fordi han boede i Ramatajim eller Rama, der lå i Efraims stammeområde — svarende til at man i dag kunne betegne en som københavner fordi han har boet i hovedstaden en del år, skønt han måske i virkeligheden er født et andet sted.

Viser hvordan profetier opfyldes

At slægtsregistrene kan vise hvordan profetier er gået i opfyldelse, har vi et eksempel på i forbindelse med ypperstepræsten Eleazars søn Pinehas, om hvem Jehova sagde: „Et evigt præstedømmes pagt skal blive hans og efter ham hans efterkommeres lod.“ (4 Mos. 25:13) Hvordan blev dette løfte opfyldt?

Embedet som ypperstepræst fortsatte åbenbart med at tilhøre Pinehas’ efterkommere indtil ypperstepræsten Elis tid. Eli var imidlertid en efterkommer af Pinehas’ farbroder Itamar. Denne ændring skyldtes øjensynlig at Pinehas’ efterkommere for en tid ikke var egnede. Men kong Salomon afsatte Ebjatar, Itamars efterkommer, fordi denne havde støttet Davids søn Adonija i et forsøg på at tilrive sig Judas trone mens kong David var syg. (1 Kong. 1:1-14; 2:26, 27) Han gjorde Zadok, en efterkommer af Pinehas, til ypperstepræst i hans sted. (1 Kong. 2:35) Så vidt det fremgår af de historiske optegnelser forblev ypperstepræsteembedet i Pinehas’ slægt i mange år derefter.

Enkeltpersoners identitet fastslås

Ved hjælp af slægtsregistrene er det ofte muligt at fastslå hvordan visse personer som er omtalt, er i familie. (1 Mos. 35:21-26) Og hvis vi læser om en person og er i tvivl om hvem det er fordi der findes andre af samme navn, er vi glade når slægtsregistrene hjælper os ved for eksempel at oplyse navnet på faderen, moderen, en broder eller en søn, eller ved at oplyse hvilken by eller hvilket sted vedkommende stammer fra. — Luk. 6:14; Apg. 12:12; Matt. 10:2-4; Mark. 15:43; Apg. 5:37; 1 Sam. 17:4, 58; 1 Mos. 11:29; 28:9.

Nødvendige når jøderne afgjorde retsspørgsmål

I fortiden spillede slægtsregistrene endvidere en juridisk rolle: Jøderne havde brug for dem for at kunne fastslå deres stammetilhørsforhold da de delte det forjættede land mellem sig, og for at kunne afgøre slægtskabsforhold i forbindelse med arvesager. Af slægtebøgerne kunne man også se hvem der som den nærmeste slægtning var juridisk forpligtet til at indgå svogerægteskab med en enke for at videreføre hendes mands navn. Det var også denne nærmeste slægtning der måtte indløse en der var kommet i trældom og optræde som blodhævner over for en manddraber. — 5 Mos. 25:5, 6; 3 Mos. 25:47-49; 4 Mos. 35:19.

Selv om slægtsregistrene kan virke komplicerede kan vi altså være taknemmelige for at de er taget med i Bibelen. De er bevaret i en bestemt hensigt, til gavn for både dem der levede i fortiden og dem der i dag ønsker forståelse af Guds ord.

[Fodnote]