„Visdom er hos de beskedne“
VIL du gerne undgå mange af de faldgruber og pinlige situationer som mennesker kommer ud for her i livet? Vil du gerne undgå unødigt at støde andre og hellere være afholdt af dem du omgås? Og vil du, fremfor alt, gerne mindske sandsynligheden for at forsynde dig mod din Skaber? Så opdyrk den dyd der hedder beskedenhed, for den vil være dig en stor hjælp i alle disse henseender.
Der er blevet skrevet meget til beskedenhedens pris. Det bedste der er skrevet herom findes imidlertid i Guds ord, Bibelen. Ved hjælp af forskrifter og eksempler der viser både de gode resultater af at være beskeden og de dårlige følger af manglende beskedenhed, lærer Bibelen os den dyd at være beskedne.
„Beskedenhed“ og „beskeden“ har forskellige betydninger, hvoraf de tre er almindeligt brugt. Ordet beskeden kan hentyde til størrelse. Vi taler om en beskeden indtægt, et beskedent hjem eller en beskeden rigssal. Brugt på denne måde betyder beskeden det som er mådeholdent og fordringsløst. Begyndelser er i regelen beskedne, og det var af denne grund at Gud til de jøder der vendte tilbage fra det babyloniske fangenskab talte om „de ringe begyndelsers dag“. Genopbygningen af Jehovas tempel i Jerusalem havde en beskeden begyndelse, men den skulle ikke ringeagtes. Det drejede sig om den sande tilbedelse af Jehova Gud. — Zak. 4:10.
„Beskedenhed“ bruges også i betydningen anstændighed, ærbarhed og sømmelighed. Mænd skal i regelen vogte sig for ubeskedenhed hvad deres tale angår, og kvinder hvad deres påklædning angår. Da apostelen Paulus formanede kvinder til at klæde sig med passende beskedenhed, anvendte han udtrykket i denne betydning: „Ligeledes ønsker jeg at kvinderne skal pryde sig i ordentlige klæder, med anstændighed [eller: beskedenhed] og efter et sundt sind.“ Det græske ord der her anvendes er aidós, og det stammer fra et rodord der indeholder tanken om et sænket blik eller generthed. Den moderne dans „twist“ repræsenterer lige det modsatte af denne form for beskedenhed. — 1 Tim. 2:9, NW.
Den tredje almindelige betydning af ordet beskedenhed, den vi særlig interesserer os for i denne drøftelse, er „en erkendelse af sine begrænsninger; mangel på enhver utilbørlig selvsikkerhed, forfængelighed eller indbildskhed“. At være beskeden i denne betydning vil sige at have „et besindigt syn på og ikke at overvurdere sine evner eller sit værd“. (Webster) Det betyder at lægge tilbageholdenhed for dagen og er lige det modsatte af at være indbildsk og mene for meget om sig selv: „Kommer der indbildskhed? Da kommer der vanære; men visdom er hos de beskedne.“ — Ordsp. 11:2, NW.
Det hebraiske ord der her gengives „beskedne“ findes også i Mika 6:8, hvor det i regelen oversættes „ydmygt“. Men Soncino-Bibelen siger følgende om udtrykket at „vandre ydmygt“: „Man vil nødig skabe tvivl om et udtryk der er så indgroet i den religiøse bevidsthed; men det er tvivlsomt om ydmygt er en fyldestgørende oversættelse af det hebraiske. I Bibelen findes rodordet tsana kun her og i Ordsprogene xi. 2 (andre steder bruges ordet anaw til at udtrykke ydmyghed). Til belysning af ordets betydning henviser leksikonnet til det rabbinske hebraisk, hvor ordet betyder ’beskedenhed’, . . .“ Men er det „beskedenhed“ i betydningen ærbarhed eller anstændighed, som det videre forklares? Nej. Det fremgår tydeligt af sammenhængen i Mika 6:8 at det der understreges her såvel som i Ordsprogene 11:2, ikke er beskedenhed i betydningen anstændighed og sømmelighed, men beskedenhed i betydningen at være klar over sine begrænsninger, over sit forhold til Skaberen. Det er derfor korrekt når New World Translation som måske den eneste oversættelse siger: „Han har fortalt dig, o jordiske menneske, hvad der er godt. Og hvad andet kræver Jehova til gengæld af dig end at øve ret og at elske venlighed og at vandre beskedent med din Gud?“
Beskedenhed og ydmyghed
Beskedenhed og ydmyghed er nært beslægtet, men ikke det samme. Det modsatte af ydmyghed er stolthed; det modsatte af beskedenhed er opblæsthed, forfængelighed og indbildskhed. Det latinske ord for „ydmyg“, humilis, er afledt af humus, der betyder „jord“. At være ydmyg vil derfor sige at være ligefrem og jævn. Det latinske ord for „beskeden“, modestus, betyder moderat, mådeholden.
Beskedenhed kan siges at være en side af ydmyghed, idet ydmyghed er den grundlæggende egenskab. Et ydmygt menneske der er forstandigt og viist og som har et sundt sind, vil også være beskedent. Et ydmygt menneske vil ikke tage en henstilling eller kritik ilde op, men der er større sandsynlighed for at den der også er beskeden vil spøge: Hvordan kan jeg gøre det bedre? Har du et forslag?
Eftersom beskedenhed vil sige at kende sin begrænsning, er det en egenskab som kun skabninger kan besidde. Alle skabninger har deres begrænsninger og derfor sømmer det sig for dem at være beskedne. Men Skaberen er ikke underlagt nogen begrænsninger, og vi læser derfor intetsteds i hans ord at han er beskeden. Derimod læser vi om hans ydmyghed: „Din egen ydmyghed vil gøre mig stor.“ „Hvem er som Jehova vor Gud, han som rejser sin bolig i det høje? Han nedlader sig til at betragte himmel og jord.“ — Sl. 18:36; 113:5, 6, NW.
Betyder det at Gud er ubeskeden? Nej, på ingen måde. Det betyder blot at beskedenhed er en egenskab der ikke har nogen praktisk betydning for hans vedkommende.
Da beskedenhed er en side af ydmyghed der indbefatter en sund tankegang, finder vi denne egenskab indirekte omtalt i Paulus’ formaning til de kristne i Rom. „Jeg [henstiller] til enhver iblandt jer ikke at have højere tanker om sig selv end nødvendigt; men at tænke som man bør for at bevare et sundt sind.“ Ja, ligesom det er nødvendigt at elske sig selv, uden dog at elske sig selv for meget, således er det nødvendigt at tænke noget om sig selv, uden dog at have for høje tanker. — Rom. 12:3, NW.
En hjælp til at forstå forskellen mellem beskedenhed og ydmyghed har vi i de bibelske beretninger der viser at mens Guds trofaste tjenere altid var ydmyge, fejlede de til tider med hensyn til at være beskedne. En forklaring på deres kommen til kort i denne henseende kan være at de ikke erkendte deres svagheder. Apostelen Peter var virkelig en ydmyg mand; alligevel mente han flere gange at han kunne forbedre det hans fuldkomne herre sagde og gjorde. Hans mangel på beskedenhed kom især for dagen da han sagde: „Om så også alle forarges, så vil jeg dog ikke.“ Han var ydmyg, men fejlede hvad beskedenhed angår fordi han ikke var opmærksom på sine egne begrænsninger. — Mark. 14:29.
Til tider kan et stort pres få en ydmyg Guds tjener til at fejle i denne henseende. Selv om Moses var den mest ydmyge mand på jorden optrådte han alt for selvsikkert ved en lejlighed hvor han var udsat for et hårdt pres: „Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til Eder af denne klippe?“ Gud regnede den fejl som Moses her begik, for en alvorlig overtrædelse: „Fordi I ikke . . . helligede mig for israelitternes øjne,“ men ubeskedent selv tog æren, „skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i“ det forjættede land. — 4 Mos. 20:10, 12.
Gud begunstiger de beskedne
Hvorfor siges det at „visdom er hos de beskedne“? For det første fordi Jehova Gud bedst kan bruge de mennesker der er beskedne, de som ikke er selvsikre men kender deres begrænsning. Sådanne mennesker vil ikke vende opmærksomheden bort fra Jehova Gud og mod sig selv, og de er også mere tilbøjelige til at se hen til Jehova Gud efter vejledning og styrke.
Som det var at forvente er Jesus Kristus det største eksempel på beskedenhed Bibelen omtaler. Det var grunden til at hans Fader kunne betro ham så meget. Selv om ingen kunne overbevise ham om nogen syn og selv om Gud gjorde ham til den eneste vej hvorigennem mennesker kan nærme sig hans Fader, forblev Jesus beskeden og lod altid sin Fader få æren: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden én, nemlig Gud.“ „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv.“ „Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ — Luk. 18:18, 19; Joh. 5:19, 30; 8:46; 14:6.
Moses, der var et forbillede på Jesus Kristus, var almindeligvis også beskeden, ja han var sig sin begrænsning pinligt bevidst. (2 Mos. 3:11, 12; 4:10-13) Gideon havde samme indstilling: „Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit fædrenehus!“ Det var Sauls formastelighed der førte til at han fik et så sørgeligt endeligt, men til at begynde med var han beskeden: „Var det ikke da du var lille i dine egne øjne at du blev anfører for Israels stammer og Jehova salvede dig til konge, over Israel?“ (NW) — Dom. 6:15; 1 Sam. 15:17.
Salomon viste ligeledes beskedenhed da han blev konge: „Ja, nu har du, [Jehova] min Gud, gjort din tjener til konge i min fader Davids sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret.“ Da Jeremias blev udnævnt til profet for nationerne, udtrykte han sig på lignende måde: „Ak, Herre, [Jehova], jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung.“ Det er værd at lægge mærke til at i alle disse tilfælde bødede Jehova på deres mangler, ligesom han også opmuntrede dem. — 1 Kong. 3:7; Jer. 1:6.
Der kan slet ikke være nogen tvivl om at beskedenhed er et aktiv i vort forhold til Skaberen. Det menneske der ønsker at blive brugt af ham i større omfang må vandre beskedent med sin Gud. Det er sandt at det er prisværdigt at række efter et tilsynsembede, men man må ikke gøre det af ærgerrighed, men med en sand erkendelse af sine begrænsninger. — 1 Tim. 3:1.
Den beskedne vinder sig venner
Visdom er også med de beskedne i den forstand at beskedenhed hjælper et menneske til ikke at støde an, men til at få venner. Der er få ting der i den grad falder folk for brystet som mangel på beskedenhed, og der er få ting der skaber så megen velvilje som beskedenhed. Det menneske der har for høje tanker om sig selv er tilbøjeligt til at trænge ind på andres rettigheder, og skaber således frygt og modvilje. Den der ikke kender sin begrænsning kommer uundgåeligt til at forulempe andre. Dersom vi er beskedne vil vi ikke tale for meget, vi vil ikke dominere hele samtalen, og vi vil ikke overskride tiden når vi holder foredrag. Vi vil heller ikke lyde hårde og studse eller tale unødvendig højt, men selve vor stemmes klang vil være beskeden og fordringsløs.
På denne måde vil vi ikke støde vore venner bort fra os; vi vil hverken med ord eller handlinger vække misundelse, rivalisering eller en kappestridens ånd for at følge med naboen. Vi vil i stedet lægge beskedenhed for dagen med hensyn til det tøj vi bærer, den bil vi kører i og det hjem vi bor i. Vi vil ikke henlede opmærksomheden på vore præstationer eller det vi har udrettet enten i forretningslivet, inden for kunstens eller sportens verden eller i den kristne tjeneste. Som Ordsprogene påminder os: „Er det ære hvis nogen søger sin egen ære?“ „Lad en anden rose dig, ikke din mund, en fremmed, ikke dine egne læber.“ Et beskedent menneske blæser ikke i basun for at henlede opmærksomheden på sine gode gerninger; det vil ikke lade sin venstre hånd vide hvad den højre hånd gør. — Ordsp. 25:27, NW; 27:2; Matt. 6:1-6.
Vi kan endog stille ærgerrige konkurrenters vrede dersom vi anstrenger os for at vise beskedenhed. Det var det Gideon gjorde da efraimitterne „gild stærkt i rette med ham“. Han beroligede dem ved at sige: „Hvad er min dåd i sammenligning med Eders? . . . I Eders hånd gav Gud midjanitternes høvdinger.“ Gideons beskedenhed gav resultat, for „da han talte således, lagde deres vrede sig mod ham“. — Dom. 8:1-3.
Beskedenhed en beskyttelse
Beskedenhed er ligeledes visdommens vej i den forstand at den tjener som en beskyttelse. For det første hjælper den til at beskytte os mod Djævelens snarer. Havde Jesus ikke været beskeden ville han måske have givet efter for en af Satans fristelser. Efter apostlenes død lykkedes det Satan at besnære mange i den kristne menighed fordi de manglede beskedenhed.
Beskedenhed beskytter os også mod denne verdens fristelser. Hverken Gideon eller Jesus tillod folket at gøre dem til konge. Et mindre beskedent menneske ville have givet efter. Beskedenhed beskytter os mod „øjnenes lyst og pral med jordisk gods“. — 1 Joh. 2:16.
Beskedenhed beskytter os desuden mod vore egne svagheder. Den vil hindre os i at blive nedslået eller skuffet fordi vi stiler for højt eller sætter os for høje mål. De to disciple der bad om at måtte få sæde ved Jesu højre og venstre side i hans rige, blev skuffet, og Jesus sagde til dem: „I ved ikke, hvad I beder om.“ — Mark. 10:38.
Beskedenhed vil hindre os i at blive mere berørt af andres ros eller dadel end nødvendigt. Den vil gøre det lettere for børn at underordne sig deres forældre, for hustruer at underordne sig deres mænd, og for menighedens medlemmer at underordne sig tilsynsmændene. Beskedenhed vil afholde os fra at rose os af dagen i morgen. Er vi beskedne vil vi ikke komme unødigt i forlegenhed som hvis vi formastede os til at sætte os øverst til bords ved en fest og så måtte overlade pladsen til en der var fornemmere end vi. — Luk. 14:8-10.
Vi må i sandhed sige at „visdom er hos de beskedne“, og Guds ord giver os megen vejledning om beskedenhed. Beskedenhed gør os mere egnede til at blive brugt af Skaberen, den hjælper os til at få et bedre forhold til vore medmennesker, den beskytter os mod de fristelser der kommer fra Satan, verden og kødet, og den hjælper os til at undgå unødige skuffelser, nederlag og pinlige situationer. Vær derfor gode venner med beskedenhed. Ifør dig beskedenhed.