Vær mandig så du kan skuldre dit ansvar
„EN dårlig forfatter skyder skylden på sin pen.“ Dette mundheld peger på den almenmenneskelige fejl at ville unddrage sig et ansvar for noget man kan dadles for. I denne henseende bør vi alle, mand, kvinde eller barn, stræbe efter at „være mandige“. Mens vore venner måske kan hjælpe os gennem en sorg som er uforskyldt, må hver enkelt hvor det drejer sig om et ansvar eller en fejl „bære sin egen byrde“. — 1 Kor. 16:13; Gal. 6:2, 5.
Vore forsøg på at skubbe ansvaret fra os er ofte lige så tåbelige som Arons var ved en bestemt lejlighed; han røbede dermed blot at han havde en uklar og forvirret tankegang. Mens Moses var på bjerget i fyrretyve dage blev folket utålmodigt og genoptog mange af deres afguderiske ægyptiske vaner. De kom således til Aron med deres guldsmykker og bad ham gøre dem et afgudsbillede af guldet. Beretningen fortæller udtrykkeligt at Aron „modtog dem af deres hånd, formede guldet med en mejsel og lavede en støbt tyrekalv deraf“. — 2 Mos. 32:4.
Da Moses vendte tilbage fra bjerget og så hvad der var sket og i retfærdig harme spurgte Aron ud, vedgik Aron da sit ansvar? Nej, det gjorde han ikke. Han prøvede at unddrage sig sin skyld og svarede Moses: „. . . og jeg kastede [guldet som folket gav mig] i ilden, og så kom denne tyrekalv ud deraf!“ Moses skulle tydeligvis tro at den var kommet af sig selv! Det lød aldeles absurd. Ja, ofte er vore forsøg på at retfærdiggøre og undskylde os selv ikke stort bedre end Arons. — 2 Mos. 32:22, 24.
Når vi på denne måde søger at slippe for vort ansvar kan det skyldes en uklar tankegang, men som oftest er grunden nu at finde i en uret hjerteindstilling, der røber sig i stolthed, uærlighed og selviskhed, navnlig når vi prøver at laste andre for fejl vi selv har begået. Med denne handlemåde giver vi i virkeligheden efter for de tilbøjeligheder vi har arvet fra vore første forældre. Adam burde mandigt have taget ansvaret og indrømmet sin ulydighed da han havde spist af den forbudte frugt; men i stedet retfærdiggjorde han sig selv og skød skylden på andre: „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ Ja, det var næsten som han ville sige: „Hvorfor give mig skylden? Hvis du ikke havde givet mig kvinden, og hvis ikke hun havde rakt mig frugten, havde jeg naturligvis aldrig spist af den.“ Og Eva fulgte sin mands eksempel. I stedet for at vedgå sit ansvar skubbede hun det fra sig: „Slangen forførte mig, og så spiste jeg.“ Ved således at dadle andre viste Adam og Eva at de ikke angrede deres handling, og derfor fortjente de heller ikke nogen som helst barmhjertighed. — 1 Mos. 3:12, 13.
Kong Saul lagde den samme urette hjerteindstilling for dagen ved mindst to lejligheder. Da Samuel irettesatte ham fordi han anmassende havde frembåret et bestemt offer undskyldte Saul sig: „Jeg så, at folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den fastsatte tid, og filisterne samlede sig ved Mikmas; . . . da tog jeg mod til mig og bragte brændofferet!“ Han brugte hele tre undskyldninger, men de nyttede ham intet over for Jehova. — 1 Sam. 13:11-13.
Kong Saul røbede atter det samme sindelag dengang det var blevet ham befalet at udrydde amalekitterne og hverken skåne mennesker eller dyr. Da Samuel påpegede over for Saul at han havde undladt at udføre Guds befaling, svarede Saul: „Folket skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget.“ Og han gentog: „. . . men folket tog småkvæg og hornkvæg af byttet.“ Samtidig påstod han: „Jeg har holdt [Jehovas] befaling!“ Da Saul blev mindet om at „at adlyde er mere værd end slagtoffer“, indrømmede han til sidst: „Jeg har overtrådt [Jehovas] befaling,“ men stadig lægger han ansvaret på folket idet han fortsætter: „Men jeg frygtede folket og føjede dem.“ Men havde Saul ikke også undladt at udrydde kong Agag? Det kunne han i hvert fald ikke give folket skylden for! Sauls senere sørgelige skæbne er en advarsel for alle som nægter at vedgå deres ansvar og prøver at lægge det over på andre. — 1 Sam. 15:13-33.
Hvor handlede både kong David og apostelen Peter helt anderledes! De begik også til tider alvorlige fejl, men de påtog sig ansvaret for dem. David kom ikke med undskyldninger eller lastede andre da han måtte føle Jehovas vrede fordi han havde holdt tælling over de våbenføre mænd: „Var det ikke mig, der sagde, at folket skulle tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg handlet; men fårene der, hvad har de gjort? HERRE [Jehova] min Gud, lad din hånd dog ramme mig og mit fædrenehus, men lad plagen ikke ramme dit folk!“ — 1 Krøn. 21:17.
Også da David forbrød sig med Urias’ hustru lagde han ikke skylden for sin synd på Batseba eller på omstændighederne, men tilstod ydmygt: „Jeg har syndet mod [Jehova]!“ Salme 51 viser tydeligt oprigtigheden i Davids anger, og hvor har dog denne salme lige siden været en trøst for Guds tjenere når de er blevet overrumplet af en alvorlig overtrædelse! At David i modsætning til Adam ikke lagde skylden på kvinden, kan man se deraf at han blandt sine mange sønner valgte netop hendes søn Salomon som sin efterfølger på Jehovas trone. — 2 Sam. 11:4; 12:13; 1 Kong. 1:17.
Apostelen Peter viste at han havde en lige så rigtig hjerteindstilling. Da det stod ham klart at han havde fornægtet sin Herre tre gange, forsøgte han da at retfærdiggøre sig selv eller at gøre andre ansvarlige? Nej tværtimod, „han gik udenfor og græd bitterligt“. Han var ydmyg og angerfuld. — Luk. 22:62.
Hvis vi som for eksempel Aron har en svaghed af denne art, lad os da være på vagt og bestræbe os for at overvinde den så det ikke skal gå os som det gik Adam, Eva og kong Saul. Husk at hvis vi prøver at skyde skylden på omstændighederne eller på andre er det et tegn på selviskhed, moralsk svaghed, stolthed eller uærlighed. Hvis vi vogter på vore hjerter kan vi opnå Jehovas godkendelse til trods for vore svagheder: „At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ Vær derfor mandig! Vær som David og Peter, så vil du kunne skuldre dit ansvar! — Ordsp. 28:13.