Det rette syn på tugt

„AL TUGTELSE synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ — Hebr. 12:11.

Når universets store enehersker, Jehova, tugter et menneske vil dette menneske ønske at gøre sit yderste for at rette sine fejl og gøre det i overensstemmelse med Jehovas krav. Man bør ikke tage let på en irettesættelse der kommer fra Gud. Den kristne apostel Paulus sagde: „Min søn! lad ej hånt om [Jehovas] tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi [Jehova] tugter den, han elsker.“ (Hebr. 12:5, 6) Når Gud tugter sine tjenere i retfærdighed er det fordi han elsker dem så højt og „ikke vil, at nogen skal fortabes“. — 2 Pet. 3:9.

Nogle former for tugt er strengere end andre. Jo strengere tugt jo mere vidtrækkende er følgerne, hvilket fremgik af artiklerne „Hvad er udstødelse?“ og „Familiemedlemmers pligt til at bevare tilbedelsen af Jehova ren“ i Vagttårnet for 15. oktober og 1. november 1963.

Den der tager imod en irettesættelse i den rette ånd, vil høste stor gavn og velsignelse af det. Ordsprogene 6:23 siger: „Tugtens revselse [er] livets vej.“ Ja, ens evige liv afhænger af hvordan man tager imod tugtelse fra Jehova.

Den rette indstilling over for tugt er ganske særlig nødvendig i sager der ender med udstødelse af Jehovas synlige organisation. Den der mod Gud og mennesker har begået synder af en så alvorlig karakter at han må udelukkes af den kristne menighed, har mistet Jehovas gunst. Det er en bydende nødvendighed for ham at han vinder den igen hvis han skal opnå liv i Guds nye retfærdige verden. Men hvordan kan et menneske som er udstødt blive genoptaget i Jehovas organisation og atter komme til at stå i et ret forhold til Jehova?

Hvordan genoptagelse kan finde sted

For den som er blevet udstødt af Guds synlige organisation vil genoptagelse sige at han atter bliver optaget som medlem af menigheden.

For at kunne blive genoptaget må den der har forbrudt sig følge Jehovas befaling i Esajas 1:18: „Kom, lad os gå i rette med hinanden.“ Hvilke konsekvenser vil det få hvis man retter sig efter denne opfordring eller undlader at gøre det? „Lyder I villigt, skal I æde landets goder; står I genstridigt imod, skal I ædes af sværd.“ — Es. 1:19, 20.

Genoptagelse er ikke bare et spørgsmål om at man venter til der er gået et bestemt tidsrum og dernæst indsender en skriftlig anmodning til menigheden om at blive optaget igen. Nej. I udstødelsesperioden må overtræderen fuldstændig forandre hjerte- og sindsindstilling. Han må til fulde indse hvor alvorlig hans forsyndelse har været og hvilken skamplet han har sat på Jehova og hans organisation. Hans opførsel må skære ham i hjertet. Men han må gøre mere end at indrømme sin fejl og føle sig brødebetynget. Han må angre, det vil sige være så bedrøvet over sin synd eller fejl at han er indstillet på at bedre sine veje. Hele hans adfærd må undergå en forandring. Han må bringe sit livsmønster i orden så det er i overensstemmelse med Guds retfærdige krav. Først da kan han henvende sig til menighedsudvalget, vedkende sig sit fejltrin og afgive bevis for at han nu lever et rent liv og ønsker at fortsætte med det. På denne måde vil han vise at han er værdig til at modtage Jehovas ufortjente godhed og til at blive genoptaget.

Såfremt disse nødvendige beviser på bedrøvelse og omvendelse er til stede, kan menighedsudvalget overveje om han kan genoptages, under hensyntagen til om der er gået et passende tidsrum, i de fleste tilfælde mindst et år.

Hvorfor gå til bekendelse?

Når den kristne studerer hvordan Bibelen ser på udstødelse bør han få en klar forståelse af i hvor høj grad Gud misbilliger den der hårdnakket fremturer i synd. Det skulle overbevise ham om hvor alvorligt det er at hengive sig til synd, og få ham til mere end nogen sinde at beslutte sig til aldrig at følge syndens vej. Hvor katastrofal er ikke en udstødelse! Hvilken vanære kaster den ikke over Gud, over hans menighed og over synderen selv og hans familie!

I betragtning af hvor alvorlige konsekvenserne er, kunne nogle få som har begået en alvorlig synd måske føle sig fristet til at tænke: „Ja, jeg ved udmærket godt at jeg har båret mig forkert ad, men hvis jeg giver mig til at fortælle det til nogen kan jeg risikere at blive udstødt. Jeg har set hvor forfærdeligt det er, og det ønsker jeg bestemt ikke at opleve. Jeg må hellere bare tie stille. Ingen vil nogen sinde ane noget om det, og så undgår jeg al den skam.“

Den der tænker således ignorerer flere faktorer. En faktor er for eksempel Guds barmhjertighed. En anden er den gavn man har af at blive tugtet af Jehova. En sådan indstilling røber at der er noget i vejen med hjertelaget. Hans ræsonnement er falskt og det er farligt for ham selv. For det første gør han sig ikke klart at han er ved at hærde sin samvittighed, hvilket vil åbne vejen for yderligere overtrædelser. Han er sluppet godt fra det én gang, og så er det fristende, let at gøre det en gang til. Men han bedrager sig selv, for han har ikke kun syndet mod et andet menneske eller mod Guds organisation. Han har syndet imod Jehova! Det er muligt for en tid at skjule sin onde færd for mennesker, men det er ikke muligt at skjule den for Jehova!

Jehova iagttager menneskenes gøren og laden. „[Jehova] er i sin hellige hal, i himlen er [Jehovas] trone; på jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskens børn; retfærdige og gudløse ransager [Jehova].“ (Sl. 11:4, 5) „Alle vegne er [Jehovas] øjne, de udspejder onde og gode.“ (Ordsp. 15:3) „Thi mine øjne er rettet på alle deres veje; de er ikke skjult for mig, og deres brøde er ikke dulgt for mine øjne.“ (Jer. 16:17) „[Jehova] ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:7.

Af disse betragtninger kan vi se at den der gør sig skyldig i en alvorlig overtrædelse af Jehovas love ikke skal prøve på at slippe af sted med det og tro at han kan unddrage sig Jehovas tugt. „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ (Jak. 4:6) Jehova vil være imod enhver der begår alvorlige synder og forsøger at blive i hans rene organisation uden at bekende sine fejltrin til de synlige myndigheder i den kristne menighed. Den som begår synd, men som ønsker at gøre det rette, skulle henvende sig til menighedens tilsynsmand og åbent bekende sin overtrædelse. Bibelnedskriveren Jakob sagde: „Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.“ — Jak. 5:16.

Hvis synderen ikke viser denne åbenhjertighed, ydmyghed og villighed til at bekende sit fejltrin, vil han blive plaget af en dårlig samvittighed hver gang han hører eller læser formaninger om sådanne sager. Hvis han forhærder sig vil han af Guds engle blive fjernet fra Guds menighed. Jesus advarede: „Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed.“ (Matt. 13:41) Jehova tager sin ånd bort fra et sådant menneske ligesom han gjorde det med kong Saul. (1 Sam. 16:14) Når denne stærke beskyttelse er taget fra et menneske kan det synke ned i fuldstændigt fordærv og komme i dæmonernes magt. — 1 Kor. 5:5.

Den ærlige og oprigtige der overvejer at gå til tilsynsmanden for at bekende sin synd og lade sig tugte for den, må ikke glemme at Jehova besidder barmhjertighedens vidunderlige egenskab. Hvis en bliver overrasket af en synd og overtræder Guds lov men hurtigt går til bekendelse, kan det måske hænde at han takket være Jehovas ufortjente godhed ikke bliver udelukket af menigheden. Han vil måske blive tugtet på anden vis. Det er en afgørelse menighedsudvalget må træffe under hensyntagen til Jehovas retfærdige krav, barmhjertighed og villighed til at tilgive.

Men hvad nu hvis en kristen ved god besked med en alvorlig synd som en anden i menigheden har begået? Er det hans pligt at gøre menigheden opmærksom på forholdet? Hvis det er en synd af en sådan art at den kan bringe forsmædelse over Gud og over hans menighed, især hvis den kan føre til udstødelse, så er den kristne forpligtet til at underrette menighedsudvalget. Den som viger tilbage for at gøre det viser mangel på kærlighed til Gud og til menigheden når han lader et sådant urent forhold forblive uopdaget.

Hvordan man kan undgå en uret opførsel

Skal du som kristen undgå en uret opførsel der kan føre til udstødelse, bør du holde dig ganske nær til Gud. Det kan du gøre ved bestandig at spise ved Jehovas åndelige bord. Du må blive ved med at studere hans ord, Bibelen, og komme sammen med andre kristne som vil styrke dig og danne en sund omgangskreds for dig i denne fordærvede verden. Udfyld din tid med det arbejde Jehova har givet sine tjenere at udføre på denne dag.

Søg bestandig at forbedre din tjeneste for Gud. Opøv din skelneevne ved i din daglige færden at bruge alt det du har lært. Det vil hjælpe dig til at vokse til kristen modenhed, for apostelen Paulus sagde at modne eller fuldvoksne er de „som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt“. (Hebr. 5:14) Det vil ikke sige at et modent menneske kan lade stå til i spørgsmålet om synd. Alle må se nøje til „hvorledes [de] vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så [de] udnytter det gunstige øjeblik, thi, dagene er onde . . . men forstå, hvad der er [Jehovas] vilje“. (Ef. 5:15-17) Ja, „da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste“. — 2 Pet. 3:17.

Synden har sit udspring i ens tankeliv. Et uret begær vil vokse hvis man ikke holder det nede, og til sidst vil det føde synd. Som Jakob 1:14, 15 siger: „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd.“ Et uret begær er som kviksand; det trækker en ned i synd hvis man ikke hurtigt slipper det.

Hvis der vækkes et uret begær hos dig — og det gør der let hos faldne, ufuldkomne mennesker — så find ud af hvad årsagen er så du kan modstå det. Hvis man har trang til at drikke for meget, skal man lade være med at købe alkoholiske drikke eller tage imod en drink når andre tilbyder en den. Hvis man finder det farligt under visse omstændigheder at være sammen med medlemmer af det andet køn, bør man sørge for ikke at være alene med dem. Overvurder ikke din evne til at modstå fristelser af denne art. „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Kor. 10:12) De ganske unge gør klogt i at komme sammen i flok og under opsyn af en moden voksen eller et kristent ægtepar. Kristne forældre vil omsorgsfuldt vejlede de unge for at holde dem borte fra umoralitetens vej og ikke tillade at de går „fast“ med en eller anden så længe de er alt for unge. Lad ikke denne døende verdens lave standard være norm for jeres vejledning af børnene. Eftersom samkvem mellem medlemmer af det modsatte køn tager sigte på ægteskab, bør de være nået til en moden alder inden de begynder at gå ud sammen. Men også voksne bør passe på hvordan de opfører sig over for det modsatte køn. Det er ikke kun de unge der kan komme i vanskeligheder.

Tag ikke det første skridt der kan føre til synd, hvad enten det nu er et spørgsmål om alkohol, kønsmoral eller enhver anden fare. Små ting fører til store ting. Smårapserier sløver samvittigheden og åbner vejen for større tyverier. Små løgne baner vej for store løgne. Kan man ikke sige „nej“ til et ekstra glas, svækker man sin beslutning om at holde måde og er på vej til at blive dranker. Intime kærtegn kan føre til utugt. En svigtende opfyldelse af ens kristne pligter vil forringe ens indsats i tjenesten for Gud.

Tag ved lære af andres tugtelse. Lad den tugtelse der lyder gennem kristen litteratur og fra talerstolen ved de kristne møder nedfælde sig i dit hjerte. Tænk over om den ikke netop gælder dig. Lad den tjene som en advarsel, så du bestandig er på din post og ikke slækker på din agtpågivenhed når det drejer sig om at gøre Guds vilje. — 1 Tim. 5:20.

Når du holder dig nær til Guds ord og til hans organisation og beder om at Guds ånd må vejlede dig, så vil din kærlighed til Gud stadig vokse. Den vil tjene som et sikkert værn der hindrer synden i at vinde indpas, og den vil få dig til at nære endnu dybere kærlighed til alt hvad der er ret, og endnu større had til alt hvad der er uret.

Det rette syn på tugt vil hjælpe alle i Jehovas folks menigheder. Den vil forhøje vor påskønnelse af Guds handlemåde med sit folk. Den vil belære os om at eftersom tusinder er blevet udstødt kunne det også ske for os, hvis vi ikke med omtanke vandrer på de veje Jehova har afstukket for os i sit ord. Når vi rigtig forstår hvorfor tugt er nødvendig og hvilken gavn vi kan høste af den, vil det også opmuntre os til at tjene Jehova Gud, der viser så stor interesse for sit folks vel.

Vi kan tillidsfuldt se frem til Guds nye verden, hvor alle vil blive opdraget og skolet så de kan tilbede Jehova på rette måde og glæde sig over i renhed og kærlighed at nyde samværet med deres medmennesker.

„At elske tugt er at elske kundskab, at hade revselse er dumt. Afvises tugt, får man armod og skam; agtes på revselse, bliver man æret. Dåre lader hånt om sin faders tugt, klog er den, som tager vare på revselse. Hvo tugt forsmår, lader hånt om sin sjæl, men vid fanger den, der lytter til revselse. [Jehovas] frygt er tugt til visdom, ydmyghed først og siden ære.“ — Ordsp. 12:1; 13:18; 15:5, 32, 33.