Hvordan bør kristne se på dans?

„BYENS SOCIETY, der i flere år har udelukket rock ’n roll, har pludselig, øjensynlig under massehypnotisk påvirkning, kastet sig ud i teenagemanien,“ skrev New York Times for nylig. „Selskabslivets elite og forlystelsesverdenens kendte navne har opdaget en sanselig dans, twist, som danses til rock ’n roll-musik, og de hengiver sig til den som var de lidenskabelige tilhængere af en ny form for voodoo.“¹ I Vestberlin danses endog en rituel „voodoo-twist“, for dansegalskaben har bredt sig fra New York til England, Frankrig og andre lande. Få dansemanier har i de senere år vakt så megen diskussion, så megen polemik, som denne.

Men danse kommer og går. Morgendagens dansegrille er måske helt anderledes. Spørgsmålet er så: hvordan skal en kristen se på dans, navnlig i betragtning af at stilen ændres så ofte?

Anstændig dans fordømmes ikke

Dans I sig selv fordømmes ikke fuldstændigt i Bibelen. Når dansere nedkaldte Guds mishag over deres hoved, som da israelitterne dansede omkring guldkalven, var det den afgudsdyrkelse der foregik i forbindelse med dansen der var forkastelig, men der kan også have været fordømmende momenter ved selve dansen. Under sådanne omstændigheder bragte dansen forsmædelse over Jehova. — 2 Mos. 32:1-35.

I det gamle Israel var det i regelen kvinderne der dansede, og det skete især når folket vandt sejr over Jehovas fjender. Sådanne danse var et udtryk for taknemmelighed mod Gud, et udtryk for glæde over at han havde sejret, alt sammen til hans ære. Efter Jehovas sejr over Farao og hans hær ved Det røde Hav, greb Moses’ søster Miriam pauken, og de israelitiske kvinder fulgte hende „med pauker og danse“. Efter at Gud havde hjulpet David til sejr over de hedenske filistere „gik kvinderne fra alle Israels byer Saul i møde med sang og dans“. Da Jehova havde givet Jefta sejr over ammonitterne kom hans datter ham i møde „med håndpauker og dans“, Da pagtens ark blev bragt til Davidsbyen gav kong David udtryk for sin glæde ved at danse „af alle kræfter for [Jehovas] åsyn“. — 2 Mos. 15:20; 1 Sam. 18:6; Dom. 11:34; 2 Sam. 6:14.

Bibelen bruger også ordet „dans“ som et udtryk for glæde, som for eksempel i Salme 30:12: „Du vendte min sorg til dans.“

Her har vi mest beskæftiget os med hvad De hebraiske Skrifter siger, men hvad står der om dans i De kristne græske Skrifter? Dér finder vi heller ingen fordømmelse af dansen i sig selv. I en lignelse omtalte Jesus Kristus dans i forbindelse med en festlig lejlighed. Da den fortabte søn kom hjem blev hans fader så glad at han bestemte der skulle festes. Der blev også danset, for vi læser: „Hans ældste søn var ude på marken. Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans.“ (Luk. 15:25) Det ses tydeligt at Guds søn ikke fordømte dans; havde han gjort det, ville han ikke have nævnet dans som en del af en værdig fest.

Ydermere er der en smuk stil over mange danse, og på grund af deres yndefuldhed er det en fornøjelse at betragte dem. Der er intet forkert ved føddernes og kroppens rytmiske bevægelser i sig selv. Et religiøst leksikon siger: „De jødiske danse udførtes af mænd og kvinder hver for sig.“

Men hvordan skal kristne så se på moderne dans? Gud har i sit ord ladet nedtegne bestemte bud og principper som den kristne bør lade sig lede af i alt hvad han foretager sig. Den kristne har altså en bog ved hjælp af hvilken han kan afgøre om en bestemt dans eller den måde en dans udføres på, er passende. Hvordan afgør en kristen om han kan tillade sig at være med til de nye danse der kommer frem?

Afgørende faktorer

Find først ud af hvad dansen består af. Hvilke bevægelser foretages der? Hvordan beskrives dansen i aviser og tidsskrifter? Det er også værd at vide hvor dansen stammer fra og hvordan den har udviklet sig, hvis det er muligt at skaffe sådanne oplysninger. Sammenhold oplysningerne med de bibelske principper.

Lad os forestille os at et ungt menneske eller en fader eller en moder har hørt om twist og gerne vil vide om denne dans er passende for en kristen. Læg mærke til hvordan folk beskriver twist. Man vil sandsynligvis kunne finde adskillige udtalelser i aviserne, som for eksempel denne: „Twist, der er udviklet fra en dans kaldet Madison, der opstod for en del år siden i Philadelphia, er en rytmisk dans i hvilken partnerne synkroniserer deres bevægelser — skuldrene rystes og hofterne vrides — men ikke rører hinanden.“¹ Et populært amerikansk tidsskrift ofrede mange sider på dansen og skrev: „Partnerne rokker frem og tilbage på fodballerne i takt til sangen, mens de afsindigt vrider hofterne.“² Hvis de lokale nyhedskilder ikke kaster så meget lys over emnet kan man i de offentlige biblioteker finde litteratur der behandler det og bringer de nyeste oplysninger. Hvis man for eksempel slår op i 1962 Britannica Book of the Year vil man finde adskillige kommentarer, deriblandt denne: „I 1961 genopstod også to teenage-danse, twist og fish. De fordømtes offentligt af mange præster i U.S.A. Sidst på efteråret antog især twist pludselig karakter af en dominerende dansemani. . . . Der lægges vægt på et minimum af fodbevægelser og et maximum af kropsvridninger.“

Mange blade vil sandsynligvis bringe lidt om de nye danses oprindelse; twist har således ofte været omtalt. Time magazine skrev:

„Twist var fra først af en ganske uskyldig dans; den er siden blevet trængt i baggrunden af sådanne raffinementer som ’roach’ og ’fly’. Men de unge mennesker i [en bestemt natklub i New York] har genoplivet twisten og parodieret over den så den nu er en kopi af en gammel pubertetsceremoni. Danserne rører næppe engang hinanden, og de bevæger næsten ikke fødderne. Men alt andet bevæger de. Overkroppen svajer frem og tilbage, og hofter og skuldre vrides erotisk, mens armene stødes ind, ud, op og ned.“³

Denne natklub og dens reviderede twist, forklarede samme nyhedsreporter, „kunne meget vel være forblevet blot endnu en kilde til kødeligt begær for byens beatnikker“, hvis ikke en avis havde omtalt den offentligt i forbindelse med byens fornemmere kredse.

Hvad har vi nu lært om twist? Vi har fundet ud af at denne dansegrille hovedsagelig består af kropsvridninger, og at disse beskrives med ord som „afsindige“, „sanselige“ og „erotiske“. Vi har også fået at vide hvad det er for mennesker der har udtænkt dansen, og at den først og fremmest er en efterligning af en hedensk stammedans der indbefatter bevægelser af æggende seksuel natur.

Hvilke bibelske principper og bud kan klargøre de indhøstede oplysninger? Dersom du er i tvivl kan du spørge en moden kristen. Du kan også gøre brug af Watch Tower Publications Index, der kan hjælpe dig til at finde sådanne principper frem. Og du vil finde mange. Bidrager dans for eksempel til en hellig livsførelse? Guds ord siger: „I [skal] være hellige i al jeres færd.“ Guds ord taler imod „begær efter sanselig nydelse“. (NW) Det advarer imod „skammelig færd“ og alt hvad der er „utilbørligt“. Det påbyder kristne kvinder at være blufærdige og ærbare. Kristne får også befaling til at tænke på det der er „rent“. — 1 Pet. 1:15; Jak. 4:1; Ef. 5:4; 1 Tim. 2:9; Fil. 4:8.

Spørg nu dig selv: hvordan står den dans jeg har i tanke mål med disse bibelske krav? Du skulle kunne træffe den rette afgørelse nu.

Hvor lægges vægten

Mange danse lægger vægt på dansetrinene tillige med kroppens yndefulde bevægelser hen over dansegulvet. Men nogle danse har meget lidt at gøre med dette; de lægger større vægt på bestemte kropsbevægelser, der kan være erotiske eller ikke. Nogle primitive stammers eller folks danse har til hensigt at vække lidenskaberne. Kana’anæerne havde deres frugtbarhedsdanse. Lignende danse udførtes ved de gamle bacchanalia, der tjente som dække for umoralitet. I sin bog World History of the Dance giver Curt Sachs udtryk for den opfattelse at de „hofte- og mavedanse“ man ser på Sydhavsøerne udelukkende skal „vække lidenskaberne“. Han siger videre at „førhen tjente de en magisk hensigt: kønsaktsbevægelser skulle, ligesom andre seksuelle motiver, fremme liv og vækst“. Hvis en moderne dans er en efterligning af hedenske danses erotiske bevægelser, vil den stride imod de bibelske principper og altså ikke være passende for kristne. Kraftige bevægelser er ikke i sig selv nogen afgørende faktor; polkaen er hurtig men ikke nødvendigvis erotisk. Om parterne rører hinanden er heller ikke det eneste afgørende. Fysisk kontakt er ikke nødvendig for at vække lidenskaberne. Iagttagelse af dansernes bevægelser kan meget let fremkalde lave tanker eller lidenskabelige følelser.

Når en moderne dans lægger vægten på vrikken med hofter og bryst er det ikke svært at se at anstændigheden er borte, især ikke når man samtidig betænker at de samme bevægelser går igen i de indfødtes frugtbarhedsdanse forskellige steder i verden. Den kristne kan være sikker på at sådanne danse har den samme virkning på folk i hans land som de har blandt primitive folk.

Kristne finder måske glæde i at danse; men når de ser at den dans der er på mode i den gamle verden er sanseligt betonet (idet vægten lægges på stærkt erotiske bevægelser af bryst og hofter), så undgår de den, fremfor at føle at de bør følge trop. Nogle ler måske ad dig fordi du ikke gør ligesom de andre, men det vigtigste er at du har en god samvittighed over for Gud. — 1 Pet. 4:3, 4.

Hvilket renommé har dansen?

Apostelen Paulus formanede de kristne at holde sig til det der har „godt lov“. (Fil. 4:8) Skal man afgøre om det er passende for kristne at danse en bestemt dans, gør man derfor klogt i at finde ud af hvilket renommé dansen har. Beatnikker og andre verdslige mennesker synes måske det er helt i orden at danse den, men vi kan ikke lade os lede af dem der er blottet for hæmninger og som hylder den såkaldte „seksuelle frihed“. Vi må derfor spørge: hvordan betragter respektable borgere den pågældende dans? Eller rettere, hvordan betragtes den i den menighed vi er tilsluttet? Hvordan vil man betragte os hvis vi danser den? Dersom du vil vide hvad folk mener om twist, der nu er blevet gjort populær af en natklub i New York, så læs hvad Geoffrey Holder, en danser fra Trinidad, skriver:

„Twist? Jeg sidder over når der danses twist. Den er uærlig. . . . Den er kunstig sex der er blevet til en sygelig tilskuersport. . . . Det har aldrig været meningen at selskabsdans skulle bibringe tilskuerne en sanselig nydelse. Når den gør det, så pas på! . . . Da Antony Tudor ville gøre sin helt til sex-man og fallisk symbol i ’Pillar of Fire’ kom han frem med twisten — for på få sekunder at understrege en persons karakter. . . . Fra tidernes morgen har den klassiske måde at vise mandskraft, seksuel kraft, på, været den samme hoftebevægelse. I afrikanske frugtbarhedsdanse vil De altid se den udført af nøgne dansere. Det er i hvert fald ærligt.“⁴

Man behøver imidlertid ikke specielle artikler for at få en idé om en dans’ renommé. Små notitser siger ofte en hel del. Som for eksempel denne: „Byen Tampa har indledt 1962 med at forbyde twist, en ny dans, på alle offentlige steder.“⁵ „Moralister har diskuteret om dansen er anstændig. Elsa Maxwell har betroet os at prinsesse Olga af Jugoslavien ved det polske bal gav hende ret i at twist ikke burde danses på offentlige steder.“⁶ „Det hvide Hus dementerede på det bestemteste i dag at præsident Kennedy eller nogen anden havde danset ’twist’ ved et selskab dér.“⁷ „Den nye dans, twist, er blevet forbudt i Roseland Dance City [New York]. ’Den er, efter vor mening, ikke en dans der hører hjemme i en balsal,’ siger Lou Brecker, der grundlagde teaterbalsalen i 1919. ’Den er blottet for virkelig ynde.’“⁸

De lokale aviser bringer også læserbreve, der ofte røber hvad folk tænker. Her skal nævnes et eksempel: „Lad os håbe at vore unge (og knap så unge) twistdanseres legemer lyver, at deres inderste tanker ikke svarer til deres fremvisning af hofter og bryst.“⁹

Selv om en kristen ikke har noget uret motiv og kan deltage i en dans med god samvittighed over for Gud, er det altså ikke nok. Han må betænke hvilken virkning det har på eventuelle tilskuere. Tilskueren ved hvad der rører sig i hans sind når han overværer en sanselig dans, og han går ud fra at danseren er optaget af de samme tanker. At man siger: „Mine tanker er rene og min samvittighed er ren,“ er ikke tilstrækkeligt, for Bibelen formaner: „Bliv ikke til anstød for nogen.“ — 1 Kor. 10:32.

Selvfornægtelse for at undgå årsager til fald

Ingen kristen ønsker ved sin opførsel at blive årsag til at nogen vender sig bort fra Guds sandhed. Han kan imidlertid blive det, selv når der intet forkert er ved hans opførsel i sig selv. Omstændighederne kan bevirke at hans opførsel er forkert. Det der gouteres ét sted, forarger måske folk et andet sted. Selv et sted hvor en dans accepteres betragter folk den måske som tegn på løssluppenhed, og de der deltager i den vil blive anset for at være hæmningsløse. Alle kristne vil derfor stræbe efter at følge den rettesnor Paulus gav: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ — 2 Kor. 6:3.

Den guddommelige vejledning lyder således: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ (1 Kor. 10:24) Hvad kan den kristne søge til gavn for andre? Han kan søge det der gavner dem åndeligt. Det er naturligvis rigtigt af os som kristne at være til glæde for andre og at være venlige imod dem, men det koster os ikke nødvendigvis noget; Paulus taler om det der koster os noget og som er til gavn for vor næste. Det er et samvittighedsspørgsmål. Ikke alle ser ens på tingene. Den kristne, hvis samvittighed er oplyst, kan måske med god samvittighed gøre noget som andre ville tage anstød af. For den kristne er der et altoverskyggende mål at tage i betragtning: andres frelse. Vi ønsker ikke at volde anstød på grund af andres samvittighed. Dette sætter en grænse for vor frihed og kræver at vi viser selvbeherskelse, selv når det drejer sig om ting der ikke i sig selv er urette. Vi bør altid opføre os sådan at vi ikke hindrer andre i at tage imod Guds sandhed. Vi må altså ikke alene undgå det der ifølge Bibelen er forkert, men også nægte os selv det vi måske har ret til, for ikke at skabe fordom imod Guds sandhed.

Hvis vi er villige til at nægte os selv noget som i sig selv er ret, for ikke at støde an hos andre, hvor langt mere skulle vi så ikke være villige til at afholde os fra at gøre hvad der er bibelsk forkert!

Vi skal ikke tage let på spørgsmålet om at volde anstød hos andre, hvilket Jesu advarende ord viser: „Den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb.“ — Matt. 18:6.

Vi volder måske ikke ligefrem anstød hos andre ved at danse en bestemt dans, men vi kan gøre det som følge af de omstændigheder hvorunder vi danser. Hvad nu hvis det lokale hvori dansen foregår, har et dårligt ry? En kristen vil ikke gå ind på en restaurant som har et dårligt ry, selv når han kun skal spise og ved at man får god mad dér. Han kunne bringe andre til fald. Det sted man opholder sig er altså også en afgørende faktor. (1 Kor. 8:9, 10) Hvem man er i selskab med er ligeledes af største betydning eftersom „slet omgang fordærver gode sæder“. (1 Kor. 15:33) En dans er måske i sig selv ganske uskyldig mens den festlighed man deltager i er forkastelig fordi man er i upassende selskab. Vi bør underholde os med de mennesker der elsker Gud og har respekt for hans bud.

Kristne gør klogt i at huske at ikke enhver dans kan klassificeres som passende eller upassende. Mange danse kan udføres på en passende eller en upassende måde, alt efter personen der danser dem. Ens motiv er forkert hvis man lader en ellers passende dans være en spore til sanselig nydelse. I øvrigt behøver en kristen ikke en speciel regel for hver ny dans eller dansestil, for i de fleste tilfælde kan han søge oplysning om den og sammenholde oplysningerne med Bibelens principper. Hvis en kristen har til hensigt at forblive ugift vil han muligvis finde det bedst ikke at danse med andre end sine egne slægtninge.

Find altså ud af hvad en dans består af. Hvilke bevægelser foretager man? Hvorfra stammer dansen og hvordan har den udviklet sig? Hvad siger folk om den? Hvad siger aviser og tidsskrifter om den? Hvilket renommé har den? Hvilken virkning ville det have på andre om de så dig danse den? I tilfælde hvor der kan være tvivl om hvorvidt det er passende at gøre et eller andet, vil vi afgjort blive lykkeligst hvis vi gør det der opbygger vore brødre og ikke bliver til anstød for de nye. „Kærligheden opbygger.“ — 1 Kor. 8:1.

Skønt det står til os selv at vælge på hvilken måde vi vil søge adspredelse, vil en moden kristen aldrig insistere på sin „ret“ når dette kan skade en medkristens samvittighed eller vække anstød hos nye. „Lad os ikke mere fælde dom over hverandre, men fæld hellere den dom, at man ikke må vække anstød hos sin broder eller give ham anledning til fald.“ Måtte alle lægge et sundt sinds ånd for dagen. Måtte alle søge det der er til åndelig gavn for andre. Måtte enhver opføre sig som om han var i selskab med Herren Jesus Kristus og hellighedens Gud, Jehova. Da følger vi Paulus’ vejledning: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — Rom. 14:13; 1 Kor. 10:31.

Henvisninger

1 New York Times, 19. oktober 1961.

2 Life, 24. november 1961.

3 Time, 20. oktober 1961.

4 New York Times Magazine, 3. december 1961.

5 New York Times, 4. januar 1962.

6 Newsweek, 4. december 1961.

7 New York Times, 15. november 1961.

8 Samme, udgaven for 21. oktober 1961.

9 New York Times Magazine, 17. december 1961.