Jehova havde gjort mod denne overlegne og hovmodige pralhans. Men ingen af israelitterne tilbad eller ærede dette blodplettede relikvie. — 1 Sam. 21:9.

At sådanne „souvenirs“ ikke skulle ophøjes, ses af det, der skete med den kobberslange, som Moses stillede op. Den opbevaredes i mange år som et symbol på Jehovas frelsende magt, men da nationen vendte sig bort fra Gud og begyndte at vise dette relikvie hengivenhed og ære, fik den gode kong Josias, med Guds fulde billigelse, det ødelagt. Dette er et tilfælde, som direkte behandler spørgsmålet om tilbedelsen af relikvier, og det fordømmer udtrykkeligt, uomstødeligt og ubestrideligt denne form for afgudsdyrkelse. — 4 Mos. 21:8, 9; 2 Kong. 18:4-6.

Endvidere erklærer Guds lov i 4 Mos. 19:11-13 tydeligt de døde for at være urene, ikke „hellige“. Jakobs og Josefs ben blev, i nøje overensstemmelse med deres ønsker i den retning, begravet i det forjættede land og ikke i Ægypten. Læg mærke til, at disse ben ikke blev hængt op i tabernaklet eller anvendt til udsmykning af Salomos tempel, ej heller bevaret i et skrin i det håb, at de ville kurere deres sygdomme, som valfartede til dem. Nej, deres ben blev begravet i jorden. (1 Mos. 50:5-13, 25, 26; 2 Mos. 13:19; Jos. 24:32; Ap. G. 7:15, 16) Hvor ville Djævelen gerne have haft fat i Moses’ ben! Men Gud Herren tog sig af den sag og begravede dem på et sted, ingen kendte, at ikke hans udvalgte folk skulle snuble og falde for den hedenske skik at tilbede Moses’ rester. (5 Mos. 34:5, 6; Jud. 9) I tilfældet med Jesu menneskelige legeme fjernede Herren det ligeledes på en sådan måde, at relikviesamlerne aldrig fik fingre i det. — Matt. 28:5, 6; Mark. 16:6; Luk. 24:1-3.

Der findes ikke skygge af bevis for, at liget af den første kristne martyr, Stefanus, eller martyren Jakobs ben blev delt ud af de første kristne eller sendt på tourné som relikvier. Tværtimod viser Skriften tydeligt, at Stefanus blev begravet i jorden. (Ap. G. 8:2) Disse bibelske kendsgerninger giver derfor ingen trøst eller hjælp til dem, der lærer, at ben af „helgener“ og martyrer bør æres og tilbedes, og derfor tyer hierarkiet til traditioner og hedenske skikke efter støtte.

Relikvietilbedelsens hedenske oprindelse

Foruden det, Guds hellige ord, Bibelen, siger om spørgsmålet, er der andre gode grunde til, at sande kristne ikke bør ære eller tilbede religiøse relikvier. Denne skik og brug hidrører ikke fra Kristus og hans apostle eller fra Guds udvalgte folk Israel. Den er tydeligt nok en hedensk opfindelse og derfor simpelthen af Djævelen, hvad Catholic Encyclopedia også indrømmer. Den siger, at tilbedelsen af relikvier er „et primitivt instinkt“, som er knyttet til mange andre religionssystemer foruden det katolske. Den fortæller endvidere, hvordan de gamle grækere overtroisk tilbad deres heltes ben og aske, hvordan perserne behandlede Zoroasters levninger „med den dybeste ærbødighed“, og hvordan „relikvietilbedelsen blandt alle buddhistiske sekter er en uomtvistelig kendsgerning“.

Andre autoriteter har vist, at de gamle ægyptere, assyrere og babyloniere ligeledes tilbad relikvier af deres herrer og fyrster. „I de hedenske lande har den samme tilbedelse floreret i århundreder, før der fremstod kristne helgener eller martyrer i verden. . . . Fra de tidligste tider har det buddhistiske system været bygget på relikvier, som har udvirket mirakler, der i hvert fald er lige så godt bevist som dem, der er udvirket ved relikvier af St. Stefanus og „de tyve martyrer“ [omtalt af Augastinus].“ (Alexander Hislop, The Two Babylons, side 177, 178) I Kandy, Ceylon, rummer et 400 år gammelt tempel en genstand, der siges at være Buddhas tand, „æret af mange millioner mennesker“. (Ceylon Daily News, 1. april 1950) Den britiske udenrigsminister Ernest Bevin blev den 1. januar 1950 ført til dette relikvie i det håb, at det mirakuløst kunne helbrede hans sygdomme. — New York Times, 16. januar 1950.

Den hedenske tanke at tillægge ben, kranier, tænder og hud magisk kraft er så meget ældre end kristendommen, at den ovennævnte katolske autoritet foretrækker at kalde den „et primitivt instinkt“. I virkeligheden er det ikke andet end fetischisme, hvorom Encyclopedia Americana (udgave 1942, bind 11, side 158) siger: „Det er den laveste af de primitive tilbedelsesformer, der eksisterer blandt de uciviliserede stammer, og den florerer især blandt negrene i Afrika, men også blandt de indfødte i både Amerika, Polynesien, Australien og Sibirien.“ Dengang de katolske portugisiske sømænd sejlede ned langs Afrikas vestkyst, kunne de kun se ringe forskel på de indfødtes tilbedelse af „hellige“ ben, kranier og amuletter og deres egen tilbedelse af religiøse relikvier og amuletter, som de kaldte feitiços, hvorfra vi har navnet fetisch.

M’Clintock & Strongs Cyclopædia (bind 8, side 1028) giver en god opsummering af hele spørgsmålet, idet den siger: „Der er ingen tvivl cm, at tilbedelsen af relikvier er en absurditet, uden bibelsk garanti, i direkte modstrid med den første kirkes gudsdyrkelse og uforenelig med sund fornuft.“

Er erfaringen den bedste læremester?

„ERFARING er den bedste læremester,“ påstår et af nutidens populære mundheld. Da sådanne mundheld jævnlig gentages og er almindelig anerkendte, bliver de ofte troet uden først at være underkastet en omhyggelig prøve eller undersøgelse. Alle ved, at erfaring er en læremester, og derfor tillader de fleste mennesker uanfægtet det lille, men vigtige ord „bedste“ at smutte med ind. Det skulle man imidlertid ikke, for det gør mundheldet til usandhed.

Når Hebræerne 5:8 siger om Jesus, at han, „skønt han var søn, lærte . . . lydighed af det, han led“, fastslår det ikke dermed erfaring som den bedste læremester. Jesus var aldrig ulydig; han led ikke for at lære at vende sig fra ulydighed til lydighed. Han begyndte sin tjeneste i lydighed under prøver, og hans lydighed blev kun yderligere styrket ved de ustraffelighedsprøver, han senere blev stillet på. Denne ubesmittede mand nedlod sig aldrig til at synde for at lære syndens syndighed at kende. — Matt. 4:1-11; Hebr. 7:26.

Man har citeret Hebræerne 2:17, 18 som bevis for, at Jesus som menneske erfarede kødets skrøbeligheder, for at han fuldt ud kunne forstå dem og vise barmhjertighed mod syndige mennesker: „Derfor måtte han i eet og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.“ Den prøve, som Jesus blev udsat for, angik imidlertid ikke kødelige