Hvad siger Bibelen?

Er ligbrænding forkert for kristne?

HVAD føler du ved tanken om at liget af en af dine døde slægtninge skal brændes? Forekommer ligbrænding dig at være en lige så passende måde at fjerne et lig på som begravelse? Eller støder det dine følelser? Synes du det er forkert eller endog ubibelsk?

Dine følelser kan være ledet af det syn på spørgsmålet der råder dér hvor du bor. I visse lande er ligbrænding ret almindeligt. I Vesttyskland, England og Danmark bliver over halvdelen af de døde brændt, og i Japan er det næsten almengyldigt. Men i De forenede Stater bliver kun otte procent af de døde brændt, og i andre lande er det endnu mere usædvanligt. Hvorfor denne forskel?

Der er ingen tvivl om at lokale forhold spiller ind. I nogle områder er jorden for eksempel frossen en stor del af året, og der er mangel på brændsel. Dér er det almindeligt at man ’sætter de døde ud’ for at fugle eller dyr skal fortære dem. I sådanne lande er det kun middel- eller overklassen der begraver eller brænder deres døde. I visse lande hvor der er mangel på jord, er ligbrænding udbredt fordi det koster mindre end begravelse i en normal grav.

Men også religiøse opfattelser kommer ind i billedet med hensyn til ligbrænding. Nogle af de gamle grækere og romere, som troede på at mennesket har en udødelig sjæl, betragtede ligbrænding som en god metode til hurtigt at befri sjælen fra det døde legeme.

Det jødiske leksikon Encyclopædia Judaica skriver: „Fjernelse af det døde legeme ved brænding er ikke en jødisk skik, og begravelse betragtes af de jøder der holder sig til traditionen som obligatorisk.“ Også den romersk-katolske kirke har i århundreder stærkt modsat sig ligbrænding. I slutningen af det nittende århundrede erklærede Kirkelov nr. 1240 at katolikker som gav påbud om at deres lig skulle brændes, ville blive berøvet en kirkelig begravelse medmindre de angrede før deres død. Et paveligt dekret af 1963 reviderede dette standpunkt noget, men tilrådede dog at man ’afholdt sig fra ligbrænding medmindre det var bydende nødvendigt’.

Men hvad er da det rette syn på ligbrænding, set fra et bibelsk standpunkt? Er det forkert af en kristen at lade sig brænde?

På Bibelens tid

I den bibelske periode var det almindeligt at Guds tjenere begravede deres døde i en hule, en grav eller et gravkammer. Vi har et tidligt eksempel i patriarken Abraham. Ved sin elskede hustru Saras død anskaffede han sig en gravhule som familiegravsted. (1 Mos. 23:2-20; 49:29-32) Abrahams efterkommere, hebræerne, tillagde det stor betydning at et menneske blev begravet på rette måde. At blive berøvet en normal begravelse var en alvorlig ulykke. (Jer. 14:16) At Jehova ville forkaste kong Jojakim blev således udtrykt i en profeti om at kongen skulle få „et æsels jordefærd“, det vil sige at hans lig skulle slæbes uden for byen og efterlades ubegravet. — Jer. 22:18, 19; se også Jeremias 25:32, 33; Esajas 14:19, 20.

Med den vægt der blev lagt på en passende begravelse ville det have været til vanære for en at blive nægtet en begravelse og være overladt til at lade sit døde legeme brænde op som affald. I forbindelse med visse forbrydelser krævede Loven at synderen skulle dræbes og hans lig brændes. (3 Mos. 20:14; 21:9; Jos. 7:15, 25) Hinnoms dal syd for Jerusalems mur var på Jesu tid en losseplads hvor ilden blev holdt ved lige for at affaldet kunne destrueres. Ligene af visse forbrydere blev betragtet som uegnede til en normal begravelse og kastet ned dér. Jesus brugte dette som et symbol på fuldstændig ødelæggelse uden noget håb om en opstandelse. — Mark. 9:47, 48; Matt. 5:22.

Men viser disse eksempler på brænding af lig at det vil være urigtigt at benytte sig af ligbrænding?

For det første forbinder Loven ikke hver gang disse to ting, forbrydelser og ligbrænding. Jøderne bruger Femte Mosebog 21:23 som et bevis til støtte for begravelse i egentligste forstand. Her siges at liget af en mand der er henrettet og hængt op i et træ, ikke må blive hængende natten over, men at man „skal begrave ham samme dag“. Så ligbrænding var blot én af de måder hvorpå en forbryders legeme blev fjernet.

For det andet ses det tydeligt at der er stor forskel på den måde liget af en forbryder i fortiden blev brændt på, sammen med affald, og den måde hvorpå ligbrænding praktiseres i dag. Mens det førstnævnte havde til hensigt at udtrykke forkastelse og skam, arrangeres det sidstnævnte som et værdigt alternativ til et menneskes tilbagevenden til støv ved normal forrådnelse i jorden.

Vor tids ligbrænding kan i og for sig sammenlignes med det mændene i Jabesj i Gilead gjorde efter at de havde taget ligene af kong Saul og hans sønner fra filisterne. De ’bragte kroppene med til Jabesj og brændte dem dér. Så tog de deres ben og jordede dem’. (1 Sam. 31:12, 13) Den trofaste David betragtede ikke denne ligbrænding som en skam. Den tjente blot det formål at fjerne de døde på en respektfuld måde. — 2 Sam. 2:4-7.

De første kristne optog den jødiske skik med at begrave de døde i jorden eller i gravkamre. Ud over kristendommens jødiske baggrund, synes grunden hertil at have været at ligbrænding på den tid var forbundet med hedenskabet, såsom læren om en udødelig sjæl. I senere århundreder gav den romersk-katolske kirke love mod ligbrænding, og forbød ved kirkelig lov noget som ikke var forbudt i den bibelske lov.

Hvordan forholder det sig for kristne i dag? Helt konkret indeholder Bibelen ikke noget bud for eller imod hverken begravelse eller ligbrænding. At nogle vælger begravelse fremfor ligbrænding hjælper heller ikke til at adskille de sande kristne fra dem der tror på den hedenske lære om en udødelig sjæl; i dag findes nogle af de ivrigste tilhængere af denne ubibelske lære blandt kirkegængere som normalt begraver deres døde.

Bibelen viser også klart at det er uden betydning om de døde vender tilbage til støvet hurtigt ved ild eller gradvis ved forrådnelse. I begge tilfælde er Guds ord sandt: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) Gud behøver afgjort ikke et balsameret legeme for at kunne oprejse et menneske. Apostelen Paulus lærte at et menneske der oprejses til himmelen vil få et nyt legeme, at det „forvandles“ fra at være et kødeligt, opløseligt legeme. Han viste at ’Gud giver hver enkelt et legeme sådan som han ønsker’. (1 Kor. 15:35-49) Det samme vil være tilfældet med dem der genopstår til liv på jorden i den nye orden. Gud vil kunne sørge for passende menneskelegemer, uanset hvordan deres tidligere legeme er opløst, hurtigt ved ild eller langsomt ved forrådnelse.

Guds ord taler afgjort for at man behandler liget af en død med ære og respekt. Men uanset om en familie, af følelsesmæssige, økonomiske eller andre grunde, ønsker den døde brændt eller ej, er det et personligt spørgsmål.