En tid til at tænke og en tid til at føle

„TÆNK dig om, mand!“ skreg den utålmodige mekaniker til sin medhjælper, der var ny i faget. „Vis mig lidt forståelse, jeg gør alt hvad jeg kan for at få arbejde!“ bad den arbejdsløse sin kreditor, der truede med retsforfølgning hvis ikke afdraget blev betalt.

Menneskesindet spænder vidt; det har ikke alene evnen til at tænke, ræsonnere, huske og træffe beslutninger; der kan også vise kærlighed, sympati og medlidenhed. I nogle situationer er der slet ingen tvivl om hvilken sindsegenskab man bør lægge for dagen, mens det i andre kan være nødvendigt at træffe et valg. Hvis du for eksempel går en tur i slumkvarteret i en af verdens storbyer vil du møde adskillige mennesker der beder dig om hjælp. Det kan være en blind, en invalid, et fattigt, snavset barn eller en sortklædt nonne. Fortjener de alle hjælp, eller er det kun nogle af dem der gør det? I dit hjerte ønsker du måske at give dem alle hvad de beder om, men din fornuft siger at det overstiger dine økonomiske evner. Spørgsmålet bliver så: hvor mange af dem der bede om hjælp, fortjener hjælp?

Dette minder os om det princip som en viis konge engang gav udtryk for: „Alt har sin stund og hver ting under himmelen sin tid: . . . tid til at elske og tid til at hade.“ (Præd. 3:1, 8) Da Skaberen har givet os egenskaber som visdom, retfærdighed, kærlighed og magt, forventer han at vi i hver enkelt situation kan afgøre hvilken egenskab der skal tages i anvendelse. Der kan altså opstå en situation der kræver retfærdighed, en anden der kræver visdom og en tredje der kræver kærlighed. Det ville være forkert at kræve streng retfærdighed når der er grundlag for at vise barmhjertighed, men det er lige så galt at forfalde til sentimentalitet når forholdene kræver streng retfærdighed. Der er en tid til at tænke og en tid til at føle.

Jesu lignelse om den fortabte søn illustrerer dette princip. Da sønnen efter at have bortødt sin arv fortrød og vendte hjem, tilgav hans fader ham og holdt endog en fest for ham. Af lutter glæde over at sønnen var vendt tilbage blev faderen overvældet af sine følelser. Det gjorde den anden søn derimod ikke. Han tænkte koldt og roligt. Det han sagde var alt sammen sandt. Han havde ikke været en ødeland; han havde tjent sin fader trofast i mange år og dog havde faderen aldrig holdt fest for ham som han nu festede for sin yngste søn. Alt hvad den ældste søn sagde var sandt, men det var alligevel forkert af ham at sige det, for det var ikke det rette tidspunkt at gøre forurettelserne op; han skulle i stedet have ladet sit hjerte tale og glædet sig fordi, som hans fader sagde: „Din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.“ — Luk. 15:11-32.

Et andet sted i Bibelen læser vi om en fader der burde have handlet med fornuft og fasthed, men som i stedet lod sig lede af sine følelser. Det var kong David på den tid da han var blevet gammel og måtte afstå tronen. En af hans sønner, Adonija, der burde have ventet til kong David udpegede sin arving til tronen, sagde stolt og ærgerrigt: „Jeg vil være konge!“ Vi læser endog at „han skaffede sig vogn og heste og halvtredsindstyve mænd til at løbe foran sig. Hans fader havde ingen sinde irettesat ham og sagt: ’Hvorfor bærer du dig således ad?’ Han havde et såre smukt ydre“. — 1 Kong. 1:5, 6.

Hvorfor lod David sin smukke søn gøre hvad der passede ham? Hvorfor irettesatte han ham aldrig? Fordi David ikke erkendte at der var en tid til at tænke, det vil sige en tid til at være bestemt og til at irettesætte, og en tid til at føle, vise kærlighed og sympati, og derfor opfostrede han en søn der gjorde forsøg på at rive tronen fra sin fader før den retmæssige arving, Salomon, kunne indsættes.

Kong David havde åbenbart begået den samme fejl under opdragelsen af Absalom, der var endnu smukkere end Adonija, for da denne forræderiske og uforskammede søn blev dræbt under et mislykket forsøg på at tilrive sig sin faders trone, syntes David utrøstelig; hans sorg kendte ingen grænser. Han græd: „Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Var jeg blot død i dit sted! Absalom, min søn, min søn!“ Davids general, Joab, irettesatte kongen med fuld føje. Han sagde: „Du beskæmmer i dag alle dine folk, der dog i dag har reddet dit liv og dine sønners og døtres, hustruers og medhustruers liv, siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker dig.“ Davids sentimentalitet og hans sorg over denne onde søn, Absalom, var sandelig ikke på sin plads dér og da. — 2 Sam. 18:33; 19:5, 6.

I dag er der mange forældre der gør sig skyldige i den samme fejl som kong David. De lader sig dirigere af deres følelser når fornuften burde have lov at tale; sentimentaliteten løber af med dem når de burde vise fasthed og gennemtvinge et retfærdigt princip; men de må bøde for det ligesom kong David. I en nylig udkommen bog, Teen-Age Tyranny, udtaler to autoriteter sig om årsagen til at „de voksne giver afkald på deres rettigheder for at de halvstore børn kan få det som de ønsker“. De fortæller blandt andet at politiembedsmændene i de førende feriestater i U.S.A. „synes at være enige om at det der oftest møder dem når de om natten må ringe op og fortælle forældrene at deres teenagebørn er blevet arresteret for drukkenskab og gadeuorden, er en blanding af mistro og vrede — mod politiet“.

Måske har du ingen børn. Men det her omtalte princip angår dig alligevel, for du kan anvende det på dig selv. Der er tidspunkter hvor du må være god mod dig selv, men også tidspunkter hvor du bør være bestemt, ja ligefrem hård over for dig selv. Dengang Peter opfordrede Jesus til at være god mod sig selv på trods af at Gud havde afstukket en lidelsens vej for ham, sagde Jesus til Peter: „Vig bag mig, Satan!“ Og når Peter fornægtede sin Mester tre gange, var årsagen uden tvivl hans trang til at være god mod sig selv på et tidspunkt hvor han burde have været hård mod sig selv. — Matt. 16:21-23; 26:69-75.

Vi kommer ikke uden om at der er en tid til at tænke og en tid til at føle. Lykkelig den der erkender dette og handler derefter!