og nationer med voksende modstand vil vende sig imod Jehovas folk og det arbejde, de udfører. Ezekiel, kapitlerne 38 og 39, taler om dæmoninspirerede styrker, der kommer over Jehovas genoprettede teokratiske organisation: „Du skal trække op som et uvejr og komme som en sky og oversvømme landet, du og alle dine hobe og de mange folkeslag, som følger dig. . . . I de sidste dage skal det ske; jeg fører dig imod mit land; og folkene skal kende mig.“ Når dette onde angreb finder sted, siger Jehova, „vil jeg give min vrede luft“. Hans harme og brændende vrede er så frygtelig og forfærdende, at alt levende vil skælve, bjergene styrte, og klippevægge falde til jorden. Folkene vil i forvirring nedslagte hverandre, og Jehova vil med sine ødelæggende hærstyrker udslette denne onde verden. Voldsom forfølgelse og sammensværgelser vil utvivlsomt blive iværksat imod Jehovas vidner, inden Jehovas vrede får Harmagedons ødelæggelse til at bryde løs.

26. Hvad vil hidføre en yderligere og skarpere adskillelse af folkene og gøre deres ansvar større?

²⁶ Hvilken enestående lejlighed vil ikke Jehovas vidners trofaste udholdenhed give de fårelignende mennesker til at vise venlighed og de bukkelignende til at vise ligegyldighed! Ligesom mange nu ser vore store stævner og undrer sig over den vidunderlige enhed, Guds ånd muliggør, således skal de til den tid mere end nogen sinde se den urokkelige retskaffenhed, Guds ånd sætter os i stand til at lægge for dagen. Det forkynderarbejde, der endnu er at udføre, den vækst, der endnu er at vente, de forfølgelser, der endnu skal udholdes — alt dette vil være en yderligere tilkendegivelse af Jehovas ånd, som den virker på hans folk, og vil hidføre en yderligere og skarpere adskillelse af menneskeheden, inden Harmagedon bryder løs. Det er ikke i vor egen magt og styrke, at vi skal arbejde, vokse og holde ud, men ved Guds ånd. De, som kæmper imod Jehovas synlige organisation, over hvilken hans ånd tydeligt ses, synder imod den hellige ånd i utilgivelig grad. De, som ikke tager del i denne modstand og ikke gør indsigelse imod den, eller er ligegyldige over for den, er som bukkene i lignelsen. Hvad enten enkeltpersoner aktivt, passivt eller i ligegyldighed støtter verden i dens angreb på Jehovas vidner, så kommer de ind under personligt ansvar eller samfundsansvar. — Zak. 4:6.

27. Hvad burde vi nu vide?

Spørgsmål fra læserne

● Da David mishagede Gud ved at holde mandtal over Israel, siger 2 Samuel 24:1, at det var Gud, der fik ham til det, hvorimod 1 Krøniker 21:1 siger, at det var Satan. Ligeledes opgiver 2 Samuel 24:9 det samlede antal til 800.000 israelitter og 500.000 judæere, hvorimod 1 Krøniker 21:5 opgiver tallet på Israels våbenføre mænd til 1.100.000 og Judas til 470.000. Hvorledes kan disse uoverensstemmelser passe sammen? — H. B., Massachusetts.

I Bibelen omtales Gud undertiden som den, der gør, hvad han blot tillader andre at gøre. Således siges der i 2 Samuel 24:1: „Jehovas vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede David mod dem og sagde: Gå hen og hold mandtal over Israel og Juda.“ Men det var ikke Jehova, der fik David til at synde. Som 1 Krøniker 21:1 siger, var det Satan: „Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde mandtal over Israel.“ Gud var utilfreds med Israel, og derfor tillod han Satan at bringe denne synd over dem, og det er grunden til, at 2 Samuel taler, som om Gud selv gjorde det. Rotherhams oversættelse viser, at det var med Guds tilladelse i stedet for på hans tilskyndelse: „Yahwehs vrede blussede op mod Israel, så han tillod David at gå imod dem, idet han sagde: Gå hen og tæl Israel og Juda.“ Septuaginta går så vidt, at den i sin engelske oversættelse sætter „Satan“ i stedet for stedordet „han“. Margenen i King James-oversættelsen siger ligeledes „Satan“ i stedet for „han“.

Der var til stadighed indrulleret 288.000 soldater i den kongelige tjeneste, og de var inddelt i 12 grupper på hver 24.000 mand. De benyttede et afløsningssystem, således at hver gruppe på 24.000 mand gjorde tjeneste een måned i løbet af et år. Der var ekstra 12.000 mand, som gjorde tjeneste hos stammernes tolv fyrster, således at det samlede antal i alt bliver 300.000. Øjensynlig indbefatter de 1.100.000, der nævnes i 1 Krønikebog, disse 300.000, som allerede var opført, hvorimod 2 Samuel ikke tæller dem med. (4 Mos. 1:16; 5 Mos. 1:15; 1 Krøn. 27:1-22) Med hensyn til Juda tæller 2 Samuel tilsyneladende de 30.000 med, som var stationerede ved grænsen til filisterlandet som observatorer, og disse er ikke medregnet i tallet i 1 Krøniker. (2 Sam. 6:1) Vi lægger mærke til, at i 2 Samuel siges der ikke „hele Israel talte“, sådan som 1 Krøniker gør i sin fuldstændige summering, men blot „Israel talte“ uden at bruge det alt indbefattende udtryk „hele“, da angivelsen i 2 Samuel jo ikke indbefatter den stående hær. Ligeledes siger beretningen i 1 Krøniker ikke „hele Juda talte“, som den gør i tilfældet med Israel, men blot „Juda [talte]“, eftersom den udelader 30.000 og altså ikke omfatter „hele“ Juda.

Når vi derfor tager alle forhold i betragtning i vor undersøgelse og husker på, at de to beretninger blev skrevet af forskellige mænd, som så sagen under forskellige synsvinkler, kan vi få dem til at harmonere uden vanskelighed.