Vidnet i os
„Min samvittighed vidner med mig i Helligånden.“ — Rom. 9:1
1, 2. (a) Hvorfor skulle vi være meget interesseret i at vide noget om det vidne der er i os? (b) Hvad er dette vidne, og hvad har det forbindelse med?
VI HAR alle et vidne i os. Dette vidne kan i høj grad hjælpe os når vi skal træffe afgørelser som har stor indflydelse både på vor nuværende og vor fremtidige lykke. Det aflægger sit vidnesbyrd når vi udsættes for prøver der berører selve vort liv. Og den måde hvorpå vi reagerer over for dets stemme vil uundgåeligt berøre andres liv. Derfor er det så meget mere sørgeligt at dette vidne kan blive et upålideligt vidne. Det kan give vildledende oplysninger eller endog tie på kritiske tidspunkter.
2 Hvad er dette vidne? Det er vor samvittighed. (2 Kor. 1:12) Grundbetydningen af det danske ord „samvittighed“ er den samme som betydningen af det græske udtryk (syneiʹdesis) der bruges af de inspirerede bibelskribenter. Det betyder „sam-viden“ eller „den (moralske) bevidsthed man har med sig selv“. Det er den stemme der kommer fra det bibelskribenter omtaler som „hjertedybet“, „vort indre menneske“, „hjertet, det skjulte menneske“. (Sl. 51:8; 2 Kor. 4:16; 1 Pet. 3:4; jævnfør Romerbrevet 7:22.) Har du nogen sinde brugt følgende udtryk: „Inderst inde følte jeg at det var det rigtige at gøre“? Det er samvittighedens stemme der taler, vor indre opfattelse eller følelse af hvad der er rigtigt og forkert.
3, 4. Hvordan ’vidner’ vor samvittighed? Og hvordan kan den vejlede os i moralsk henseende?
3 Hvordan er samvittigheden ’et vidne’? På den måde at den enten vidner for eller imod vor opførsel — om vor opførsel står mål med moralske normer eller ej — idet den enten anklager eller frifinder os. Den kan være en værdifuld moralsk sikkerhedsforanstaltning fordi den påfører smerte når den fordømmer, og medfører glæde når den godkender.
4 Da David for eksempel havde gjort sig skyldig i en respektløs handling over for kong Saul, siger beretningen at „bagefter slog samvittigheden David“. (1 Sam. 24:6; jævnfør Anden Samuelsbog 24:10.) Hans samvittighed fordømte ham. Efter en anden alvorlig misgerning havde David svære samvittighedskvaler. Som han selv beretter: „Mine ben svandt hen, så længe jeg tav, under jamren dagen igennem, thi [Guds] hånd lå tungt på mig både dag og nat, min livskraft svandt som i sommerens tørke.“ Men da han til sidst bekendte sin synd for Gud og fik hans tilgivelse, følte han sig befriet og glad. Hans samvittighed faldt til ro, den var ren igen. — Sl. 32:1-5; jævnfør versene 10, 11.
Menneskets samvittighed et udtryk for Guds visdom
5-8. (a) Hvorfor behøvede Gud ikke at give de første mennesker en omfattende og detaljeret lovsamling? (b) Hvordan kunne de afgøre hvad der ville være den rette handlemåde, selv når der opstod nye situationer og omstændigheder? (c) Giv eksempler på hvordan samvittigheden ville virke i dem.
5 Ved begyndelsen af menneskehedens historie omgav Jehova Gud ikke de første mennesker med en masse regler, regler for hver eneste lille detalje og facet i deres liv. De generelle oplysninger og det ene forbud han gav dem, kan opsummeres på nogle få linjer i Bibelen. (1 Mos. 1:28-30; 2:15-17) Hvorfor var det ikke nødvendigt med en detaljeret lovsamling?
6 Jehova Gud skabte menneskene med et tænkende sind og et hjerte som ejede moralsk sans. Ved samarbejdet mellem sind og hjerte fremkommer samvittigheden. At mennesket har en samvittighed skyldes at det blev skabt i Guds billede og lighed, naturligvis ikke i fysisk betydning, men i moralsk henseende. (1 Mos. 1:26, 27; jævnfør Andet Korinterbrev 3:18.) Altså blev samvittigheden nedlagt i mennesket ved skabelsen.
7 I stedet for at give love der i alle enkeltheder forklarede og definerede hvad der var ret og uret, kunne Gud styrke menneskets moralske sans ved at åbenbare det sin personlighed, sine normer og sin måde at handle på. Derved ville Gud fremsætte principper der kunne lede hans jordiske børn. Efterhånden som de voksede i kundskab, forståelse og værdsættelse af ham, ville deres samvittighed eller moralske sans sætte dem i stand til at anvende disse principper i alle de situationer der kunne opstå.
8 Gud behøvede for eksempel ikke at give Adam en lov om at han ikke måtte slå sin kone eller kaste sten efter hende, eller en lov som forbød ham at slå dyr ihjel blot for „sportens“ skyld. Alt hvad der omgav de to mennesker vidnede jo om at deres Skaber var kærlig, gavmild, betænksom og god. Det sås af det vidunderlige, alsidige legeme han havde givet dem, af skønheden og den store variation i deres omgivelser, de ting han havde frembragt til fryd for alle deres sanser — lugtesansen, smagssansen, følesansen, synet og hørelsen. (Sl. 139:14; 104:10-24; Præd. 3:11) I hvor langt højere grad ville dette ikke tilskynde menneskets hjerte til at vise retfærdighed og godhed, end slet og ret en bestemmelse! Guds kærlighed til de to første mennesker dannede mønsteret for deres opførsel over for hinanden. Den var grundlaget for at deres samvittighed kunne tale imod grusomhed eller hensynsløshed af enhver art.
Synden medfører indre konflikt
9. Hvilken virkning ville ulydighed have på det fuldkomne menneske, og hvorfor?
9 Eftersom Adam var skabt i Guds lighed ville det være normalt og naturligt for ham at efterligne sin Faders egenskaber, at ’genspejle’ sin Skaber ved en ret opførsel. Alligevel var han moralsk frit stillet til at træffe sit eget valg. Hvis han fik valget mellem at handle i harmoni med Guds personlighed og Guds måde at gøre tingene på, eller i modstrid dermed, kunne han følge den kurs han ville. Men kun ved at vælge den kurs der var i harmoni med Gud, kunne et menneske „føle sig vel til mode“ ved situationen. Det ville være én imod at vælge en kurs i modstrid med Gud, for det ville fremkalde en indre forstyrrelse i en.
10. Hvordan viser beretningen i Første Mosebog 3:6-11 at Adam havde et vidne i sig?
10 Den historiske beretning bekræfter dette. Da Adam og hans hustru overtrådte det eneste forbud Gud havde givet dem, kom deres indre i oprør. De begyndte at føle skyld, ængstelse, skam og usikkerhed. Da Skaberen talte til Adam indrømmede Adam at han havde forsøgt at skjule sig — på grund af frygt. Det var som om en indbygget løgnedetektor virkede i ham, og gav Gud grund til øjeblikkelig at spørge: „Mon du har spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?“ Et vidne i mennesket aflagde i virkeligheden et vidnesbyrd der førte til den slutning. — 1 Mos. 3:6-11.
11, 12. Hvilken anden kraft blev nu en del af menneskets natur, og hvilken virkning har den på menneskets moralske sans og dets samvittighed?
11 Siden den tid har mennesket haft to modstridende kræfter som arbejder i det. Skønt det oprindelig blev skabt i Guds billede blev det nu syndigt, ufuldkomment. Synden ødelagde menneskenes genspejling af deres Skaber, den fremkaldte en brist som alle Adams efterkommere arvede, uden at nogen af dem var i stand til at befri sig for den af egen kraft. Tendensen til at gøre det urette blev nu en del af menneskets natur. Men fjernede eller erstattede denne tendens nu samvittigheden, den indre fornemmelse af hvad der er ret og uret? Nej, den fortsatte også med at være en del af menneskets natur. Altså oplever vi — især når vi stilles over for moralske problemer og skal træffe afgørelser — en indre konflikt på grund af disse modstridende kræfter i vort indre.
12 Men kunne menneskenes samvittighed stadig fungere tilfredsstillende uden en detaljeret lov til at styre den, nu da synden virkede i dem? Ja, det viser den historiske beretning.
Samvittigheden fungerer stadig uden lov
13, 14. Hvad viser at menneskets samvittighed kunne fungere rigtigt uden en lovsamling, selv om synden var kommet ind i billedet?
13 Ikke før efter Vandfloden finder vi en lov angående mord. (1 Mos. 9:5, 6) Vil det sige at folk før den tid følte sig fri til at myrde uden at have en fornemmelse af skyld? På ingen måde.
14 I Eden åbenbarede Gud at når mennesker døde skyldtes det at de modstod hans vilje. (1 Mos. 2:16, 17) Det er derfor logisk at døden udelukkende skulle være en straf for synd, og Gud, som er Livgiveren, skulle være den der afgjorde hvem der fortjente at dø. Hvad skete der altså da Kain lod synden tage magten og dræbte sin broder i heftig vrede? Der var ingen lov der forbød mord; alligevel vidnede hans samvittighed imod ham, hvilket ses af hans undvigende svar da han blev udspurgt af Gud. (1 Mos. 4:3-9) Senere skete der det at Kains efterkommer Lemek åbenbart blev frikendt af sin samvittighed da han havde dræbt en ung mand der havde såret ham. Lemek påberåbte sig at han havde handlet i selvforsvar, idet han tilsyneladende krævede straffrihed over for enhver der ville hævne mandens død. Hvorfor? Fordi han havde kendskab til Guds løfte om at gribe ind over for enhver der ville forsøge at hævne sig på Kain, og følte at hans eget tilfælde langt bedre kunne forsvares end Kains. (1 Mos. 4:17, 18, 23,24) Menneskene har altså aldrig været uden principper og fortilfælde der kunne lede deres samvittighed.
15. Hvordan kunne folks samvittighed vidne imod oprør, mod ladhed, mod dårlig moral og lignende urette handlinger, når de kun havde beretningen i Første Mosebog 1:26 til 4:16 som grundlag?
15 Folk kendte ledelsens princip, for Gud havde gjort sin egen ledende stilling kendt i Eden og havde bestemt at manden skulle være kvindens hoved. Selv om der ingen love var som forbød lediggang, vidste de at mennesket skulle arbejde og sørge for Guds jordiske skaberværk. Dette var også blevet åbenbaret i Eden. Før Lovpagten med Israel udtrykkelig fordømte homoseksualitet, hor og voldtægt, forstod de at seksuelle forbindelser skulle foregå mellem mand og kvinde og at sådanne forbindelser ikke skulle være løse (som ved utugt eller hor) men faste, i et familieforhold hvor de to mennesker ’forlod deres fader og moder’ for at indgå et sådant varigt forhold som „ét kød“. (1 Mos. 2:24; læg også mærke til Josefs handlemåde; 1 Mos. 39:7-9) Selv om de ingen love havde mod ejendomskrænkelse eller tyveri, forstod de alligevel princippet om ejendomsretten, i betragtning af Guds bud vedrørende træerne i Eden. Og selv om de ingen forordninger havde mod bedrageri, svindel, bagvaskelse og falske beskyldninger, kunne de se de dårlige resultater den første løgn havde ført med sig. — 1 Mos. 1:26–4:16.
16. Ville andre omstændigheder eller nye situationer ændre dette?
16 Så selv om folk ikke havde fået nogen lovsamling med bestemte forordninger og regler, havde de principper og fortilfælde der kunne lede dem og udruste deres samvittighed til at handle som et sandt vidne. Situationerne kunne variere fra den ene til den anden, der kunne opstå forskellige omstændigheder, og alligevel kunne de ved hjælp af disse principper nå frem til rette konklusioner, og træffe vise afgørelser. I de århundreder der fulgte, og endog før Lovpagten blev givet til Israel, udgjorde Guds udtalelser og hans handlemåde med menneskene en yderligere vejledning for dem der endnu stræbte efter at genspejle ham.
17. Forklar hvordan Jesus og hans apostle viste at disse principper og fortilfælde havde værdi som en rettesnor for en retfærdig handlemåde.
17 I det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse henviste Jesus og hans apostle til disse tidlige principper og fortilfælde når de fremholdt det rette syn på sådanne ting som skilsmisse, forfølgelse og bagvaskelse, hustruens underkastelse under manden, og drab. — Matt. 19:3-9; Joh. 8:43-47; 1 Tim. 2:11-14; 1 Joh. 3:11, 12.
18. (a) Hvilken slags mennesker gør det nødvendigt at have direkte love som afskrækkende momenter? (b) Vis modsætningen mellem disse og dem der nærer ægte kærlighed til retfærdighed.
18 Alt dette hjælper os til at forstå rigtigheden af apostelen Paulus’ udtalelse om at „loven ikke er bestemt for retskafne, men for lovløse og genstridige, ugudelige og syndige, ufromme og vanhellige, for fadermordere og modermordere, manddrabere, ukyske, for dem, der øver unaturlig utugt, menneskerøvere, løgnere, menedere, og hvad andet der strider mod den sunde lære“. (1 Tim. 1:9, 10) Den der i hjertet nærer ægte kærlighed til retfærdighed har ikke brug for særlige love der forbyder sådanne ting, for at afholde sig fra dem. Hvis man oprigtigt stræber efter at lægge Guds egenskaber for dagen og at ’vandre med ham’, vil man tage afstand fra alle sådanne handlinger. Hvis man på den anden side mangler dette oprigtige ønske, vil love der kræver at en overtræder straffes, måske tjene som et afskrækkende moment — men de vil aldrig fuldstændig kunne forhindre at man følger en uret handlemåde. Det giver menneskets historie rigelige vidnesbyrd om.
Lovpagten og den kristne samvittighed
19. Hvilke forskellige formål tjente Lovpagten der blev givet til Israel?
19 Med tiden gav Jehova Gud Israels nation et fuldstændigt sæt love og anordninger. Skønt dette i nogen grad afskrækkede folk fra at gøre uret og også gav dem et værdifuldt kendskab til Guds normer og egenskaber, havde Jehova et større og mere langsigtet formål med at give dem denne lov. Gud gav israelitterne Loven „for overtrædelsernes skyld“ eller „for at gøre overtrædelserne kendt“ (NW), så at de, skønt de var hans udvalgte folk, ikke kunne gøre krav på at være retfærdige på grundlag af deres egen fortjeneste og deres egne gerninger. Deres manglende evne til at holde Loven fuldstændigt afslørede til fulde deres syndighed og viste på magtfuld måde deres behov for den genløsningsforanstaltning Gud ville træffe gennem Kristus Jesus. Samtidig indeholdt Loven ’skygger’ eller billeder af Guds fremtidige hensigter og de midler hvormed han ville gennemføre dem. — Gal. 3:19; Rom. 3:19, 20, 24.
20. (a) Hvordan adskiller den nye pagt sig fra Lovpagten? (b) Hvorfor må kristne ikke have en lavere moralsk standard fordi de ikke har en sådan detaljeret lov?
20 Selv mens Lovpagten stadig var i kraft forudsagde Jehova imidlertid at han ville indgå en ny pagt med nogle som ville have hans lov „i deres indre“, ikke en indgraveret eller trykt lovsamling, men en lov som var ’skrevet på deres hjerter’. (Jer. 31:33) Den nye pagt blev indgået med det åndelige Israel, den kristne menighed. De er ikke under Lovpagten der blev givet til Israel. (Gal. 4:4, 5; Hebr. 8:7-13) Tillades der en lavere moralsk standard blandt de kristne fordi de ikke har en sådan detaljeret lovsamling? Nej, tværtimod, kristendommen kræver en endnu højere standard, hvilket Jesu egen lære viste. (Matt. 5:21, 22, 27, 28,31-48) Og den kræver klart større anvendelse af samvittigheden. Som kristne prøves vi med hensyn til om vi har Guds love ’skrevet på vort hjerte’ eller ej. Det at vi ikke er underlagt en detaljeret lov, sætter os på prøve med hensyn til hvad der virkelig bor i vort hjerte.
21. Hvilken kundskab bør danne grundlag for det vidnesbyrd vor samvittighed giver os som kristne? Er det nødvendigt med direkte påbud, forbud eller love for at vor samvittighed kan blive formet?
21 Som kristne har vi selvfølgelig både De inspirerede hebraiske og De inspirerede græske Skrifter der giver os et enestående kendskab til Guds personlighed, hans handlemåde og normer, hensigter og vilje. Deri har vi beretningerne om Guds søns ord og gerninger, ham der kom til jorden og åbenbarede eller ’tolkede’ sin Fader for mennesker, så at vi igennem ham kan komme til at ’kende Faderen’. (Joh. 1:18; Matt. 11:27) Så selv om de præcise love og påbud der gives os som kristne, måske er få i sammenligning med Lovpagten og dens hundreder af love og anordninger, er vi langt bedre rustet til at vide hvordan vi skal handle i ’Guds billede og lighed’. I virkeligheden er vi ansvarlige for ALT hvad vi ved om Gud, og HELE denne kundskab skulle virke på vor samvittighed, hvad enten det drejer sig om direkte påbud, love eller forbud for kristne eller ej.
Bør regler erstatte den enkeltes samvittighed?
22. Hvad synes nogle at den kristne menigheds styrende råd skal gøre, og hvorfor imødekommer man ikke dette ønske?
22 Men mange er ikke tilfredse med dette. De ønsker stadig klare regler, præcise retningslinjer ud over hvad Guds ord siger. Skulle den kristne menigheds styrende råd i dag da påtage sig ansvaret for at udarbejde et udtømmende sæt af regler der kan dække enhver tænkelig situation? Nej, for det ville være at imødekomme et uret synspunkt, et synspunkt der ligner det der var fremherskende blandt jøderne under Jesu jordiske tjeneste, skønt det ikke var begrænset til denne periode.
23, 24. Hvem havde en lignende indstilling til specifikke regler? Giv eksempler.
23 Det var farisæerne og andre religiøse ledere der gav næring til en sådan indstilling. Foruden Lovpagten opbyggede de en samling traditioner og regler som kom forud for denne, og de forsøgte at dække hver eneste lille detalje angående Lovpagtens anvendelse. Hver begrænsning i Loven blev derved opdelt i en hærskare af mindre begrænsninger.
24 For eksempel forbød sabbatsloven at man udførte arbejde på den syvende dag. Men hvad indbefatter „arbejde“? Disse religiøse ledere prøvede med yderliggående præcision at definere hvad et sådant „arbejde“ omfattede. At plukke aks for at spise dem (sådan som apostlene gjorde på en sabbat) blev betragtet som en form for høstarbejde, og var derfor forbudt på sabbaten. (Mark. 2:23, 24) En tradition sagde at selv det at fange en loppe på sabbaten var forkert fordi det var en slags jagt. Der var masser af spidsfindigheder. En regel sagde at ’hvis man rev nogle klæder i stykker eller satte ild til noget, udelukkende i den hensigt at ødelægge det, gjorde man sig skyldig i at overtræde sabbaten. Men hvis man ødelagde det med henblik på senere forbedringer (som for eksempel rev et hus ned for at bygge det om) skulle man ikke straffes’. — The Jewish Encyclopedia, 1909, bind X, s. 599; jævnfør Mattæus 15:4-6; 23:16-19.
25. (a) Hvori bestod det farlige ved at opstille et så udtømmende sæt af regler? (b) Hvad sagde Jesus om dette?
25 Hvilken farlig og nedbrydende virkning havde det at man prøvede med så pinlig nøjagtighed at præcisere anvendelsen af hver enkelt lov? M’Clintock og Strongs Cyclopædia anerkender at de religiøse lederes handlemåde udgjorde en virkelig trussel, idet de „søgte at overholde Lovens bogstav med pinlig nøjagtighed, og at overlade så lidt som muligt til den enkeltes bedømmelse og samvittighed“. (Bind IX, s. 191; kursiveret af os.) Det de religiøse ledere gjorde var i virkeligheden at påtvinge hele resten af folket deres egen samvittighed, deres egne skrupler, personlige ønsker og fordomme. Jesus sammenlignede denne tilføjelse af traditioner eller overleveringer til Moseloven med at lægge „tunge byrder“ på menneskers skuldre, og han advarede om at denne ophøjelse af menneskers traditioner så de blev ligestillet med Bibelen, resulterede i at Guds ord blev sat ud af kraft. (Matt. 15:1-9; 23:1-4) Jesus sagde til de religiøse ledere som fordømte hans disciple fordi de plukkede aks på sabbaten: „Hvis I havde forstået, hvad det ord betyder: ’Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer,’ havde I ikke fordømt de skyldfri.“ — Matt. 12:1-7.
26. Hvilket eksempel viser hvordan traditionerne hindrede jøderne i at bruge deres samvittighed på rette måde? Og hvilken virkning havde det på deres hjerter?
26 I en synagoge appellerede Jesus senere til deres samvittighed med hensyn til at anvende Guds lov. Lovpagten sagde ikke noget om at man ikke måtte tage sig af de syge på sabbaten, men den jødiske tradition tillod kun dette når et menneskes liv var i fare. Stillet over for en mand der havde en vissen hånd, og efter at være blevet spurgt af de religiøse ledere om det var ’lovligt at helbrede på sabbaten’ eller ej, svarede Jesus: ’Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav? Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får? Har man altså lov at gøre godt på sabbaten?’ Men de nægtede at bruge samvittigheden; de forblev tavse. Jesus blev da vred, „bedrøvet over deres hjertes forhærdelse“, og han helbredte manden. — Matt. 12:9-13; Mark. 3:1-5.
27. (a) Hvorfor er det forkert at ønske at andre skal træffe afgørelser for os i moralske spørgsmål? (b) Hvilke spørgsmål, som bliver besvaret i den følgende artikel, opstår nu?
27 Man viser derfor en forkert indstilling hvis man ønsker at nogen, en ældste eller et ældsteråd i en menighed, eller den kristne menigheds styrende råd, skal opstille love ud over Bibelens. I situationer hvor Guds ord kræver at vi anvender vor samvittighed — vor dømmekraft, indsigt, skelneevne og visdom — bør vi ikke prøve at lægge ansvaret over på en anden ved at få ham til opstille en ’regel’. Det vil måske være klogt af os at søge råd og vejledning — men det vi får kan ikke være andet end råd og vejledning, og vi bør heller ikke ønske det skal være mere. Men hvordan kan vi være sikre på at dette „vidne“ i os aflægger et korrekt vidnesbyrd? Hvordan kan vi sikre os at dets røst hele tiden er kraftig og klar? Læs den næste artikel og få svar på disse spørgsmål.
[Illustration på side 5]
SAMVITTIGHEDEN er et resultat af et samarbejde mellem et tænkende sind og et hjerte med moralsk sans