Værdsættelse af skønhed

SKABEREN elsker skønhed. Hans værdsættelse deraf genspejler sig i det han har skabt. Ligegyldigt hvor man vender blikket hen ser man naturens skønhed, hvis menneskene da ikke har ødelagt den. Og mennesket selv — hvilken skønhed kan dets skikkelse og ansigtstræk ikke udstråle! Det vil også være rigtigt af os at værdsætte skønhed, at have øje for skønhed og at glæde os over den. Al denne skønhed samt vor evne til at nyde den, kan siges at være endnu et bevis for at „Gud er kærlighed“.

Ja, „alt har han skabt smukt til rette tid“; det kan ingen benægte. Det gælder også alt hvad der har tilknytning til tilbedelsen af Gud. I gammel tid befalede Gud at de specielle bygninger der skulle opføres med tilbedelsen af ham for øje skulle være af en usædvanlig skønhed, ligesom de skulle udstyres smukt. Intet under da at salmisten udbrød: „Fra Zion, skønhedens krone, viste Gud sig i stråleglans.“ „Styrke og skønhed er i hans helligdom.“ (NW) — Præd. 3:11; Sl. 50:2; 96:6.

Skaberen har skænket sine jordiske børn endnu en form for skønhed, nemlig den vi finder i hans ord. Bibelen er i sandhed fuld af smukke tanker, udtrykt i de skønneste vendinger. Derfor kunne en af Israels digtere sige: „Dine vedtægter blev mig til sange.“ — Sl. 119:54.

Om end skønhed kan berede os megen glæde og nydelse, er det dog ikke Guds hensigt at vi skal gøre skønhed til vort største mål i livet. Han har ikke bestemt at vi skal gå så højt op i skønhed at vi forsømmer tilbedelsen af ham eller endog overtræder hans love for at opnå skønhedens glæde.

Lad os for det første aldrig glemme at megen skønhed under de nuværende ufuldkomne forhold kun er flygtig, midlertidig. Dette minder Gud os gentagne gange om i sit ord: „Alt kød til hobe er græs, al dets ynde som markens blomst; græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ — Es. 40:6, 8.

Ikke alene er skønhed flygtig, men den kan meget let blive en snare, og det på to måder: en snare for dem der ejer den, og en snare for dem der er syge for at opnå den. Vi læser således om den der blev til Satan Djævelen: „Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans.“ Kong Davids søn, Absalom, kunne uden tvivl delvis takke sin skønhed for at han fik høje tanker om sig selv og gjorde forsøg på at vriste kongedømmet fra sin fader. Der siges om ham: „Ingen mand i hele Israel blev beundret så højt for sin skønhed som Absalom.“ — Ez. 28:17; 2 Sam. 14:25.

En kvinde der er usædvanlig smuk kan let blive vanskelig at omgås; måske ikke så meget på grund af hendes egen forfængelighed som på grund af den selviskhed som andres beundring for hende vækker. Ligesom Absalom er hun genstand for alt for megen opmærksomhed. Det er derfor klogt at lytte til de ord en viis konge for mange år siden skrev: „Ynde er svig og skønhed skin; en kvinde, som frygter [Jehova], skal roses.“ — Ordsp. 31:30.

At overdreven hang til skønhed kan blive en snare vises også i Bibelen. Var det ikke menneskedøtrenes skønhed der i sin tid optændte følelserne hos Guds englesønner? Jo, „gudssønnerne [fik] øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer“. Hvilken snare viste kvindelig skønhed sig ikke at være for dem; de foretrak den for himmelsk herlighed! Og der var kong David. Med rette jublede han over himlenes herlighed og det underfuldt skabte menneske. Men uretmæssigt mistede han besindelsen da han så Batseba bade og lagde mærke til at hun „var meget smuk“. Hendes skønhed besnærede ham til evig fortrydelse for ham. En kvindes skønhed kan få en mand til at glemme at hun er fordærvet eller at hun tilhører en anden mand. Derfor får vi dette forstandige råd: „Attrå ej i dit hjerte hendes skønhed, hendes blik besnære dig ej!“ — 1 Mos. 6:2; 2 Sam. 11:2; Ordsp. 6:25.

Selv i religiøse spørgsmål kan skønhed blive en fare. Mange mennesker er så fortryllede over deres smukke kirkebygninger og det der forgår der, at de aldrig bliver sig deres åndelige behov bevidst, men er tilfredse med at leve af åndelige krummer. I samme kategori kunne man anbringe dem der kritiserer de nyere og mere korrekte bibeloversættelser fordi de mener at disse mangler de ældre oversættelsers litterære skønhed. Men er meningen ikke af større betydning end måden den fremføres på?

De der forguder skønhed, som sætter skønhed før sandhed, kan sammenlignes med fortidens skønhedsdyrkere, grækerne. Historikeren John Lord fortæller at „det grækerne i virkeligheden tilbad var skønhed, ynde og heroisk styrke“. Og et kendt religionsleksikon siger: „Grækerne var ansete for deres værdsættelse af skønhed i alle dens variationer; deres trosbekendelse var i virkeligheden hovedsagelig formet efter denne ejendommelige indstilling“. Så længe deres guder var smukke, var det lige meget om de var umoralske. Intet under derfor at umoraliteten var så fremherskende i det gamle Grækenland! — 1 Kor. 7:2.

At kærlighed til skønhed ikke i sig selv er en retfærdighedens kraft, fremgår af den reaktion der mødte profeten Ezekiel da han fremførte sit budskab. Der blev sagt til ham: „Se, du er dem som en, der synger en elskovssang med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord,“ ja, de lytter fordi det lyder smukt, „men gør ikke derefter.“ Skønhed i sig selv bevæger ikke til omvendelse eller til rette gerninger. — Ez. 33:32.

Skaberen, Jehova Gud, elsker skønhed og han vil at hans skabninger også skal elske skønhed. At han har givet mennesket så mange smukke ting, samt evnen til at værdsætte dem — noget som dyrene ikke ejer — er et udtryk for hans kærlighed. Lad os ikke være så utaknemmelige at vi sætter større pris på gaven end på giveren. At gøre det vil både være selvisk og dåragtigt, for selv om det ikke er forkert at sætte pris på skønhed, er det dog kun dem der bevarer det rette syn på skønhed der kan gøre sig håb om for evigt at glæde sig over skønheden i Guds nye verden, hvor retfærdighed bor. — 2 Pet. 3:13.