1. del

Når man må lære at leve uden en af sine kære

DA LILLE Gregory kom til verden var hans moder ved at forlade den. Hun vidste at hun skulle dø. Den lægebehandling der måske kunne have forlænget hendes liv en kort tid, kunne have dræbt hendes ufødte barn. Det ønskede hun ikke skulle ske.

Anita Brown havde truffet sin beslutning. Hun nægtede at lade sig behandle og gjorde alt for at holde sig i live så længe at hun kunne føde sit barn. Fem timer efter fødselen, som fandt sted på et hospital i Californien, og efter at hun havde set sit barn og sagt farvel til sin mand og sin familie, døde hun. Nu måtte de efterladte leve videre uden hende.

Hvad kan man gøre?

Hvert år oplever millioner af mennesker den tragedie at miste en af deres kære i døden. Det kan være svært at overvinde det chok og den dybe sorg der ofte følger med.

Måske du selv, eller nogen du kender, har lidt et sådant tab. Hvad kan man da gøre for at lindre smerten og vende tilbage til en mere normal tilværelse?

Nogle har sagt at „tiden læger alle sår“, hvormed de mener at når blot man lader tiden gå, vil alt efterhånden vende tilbage til det normale. Men tiden i sig selv læger intet. Det er det man gør med sin tid der enten skader eller læger. Tiden efter et dødsfald kan enten bruges dårligt ved at man hengiver sig til selvmedlidenhed, eller den kan bruges forstandigt ved at man udvikler et tilfredsstillende livsmønster.

Der kan være forskellige problemer, men det væsentligste af dem er at man må lære at leve uden den man har elsket. De skridt man tager vil være afgørende for hvor stort arret bliver og hvor lang tid sorgen varer. Erfaringen viser at der er mangt og meget man rent praktisk kan gøre for at klare problemet.

Men der er også noget andet som kan være en meget stor hjælp til at lindre sorgen og som vil gøre det muligt for én at bevare en optimistisk indstilling til livet. Anita og hendes familie havde denne hjælp, og de læger og sygeplejersker der tilså hende, var forbløffede over den ro der prægede hende selv og hendes familie i nødens stund.

Men lad os først betragte nogle af de praktiske ting der har vist sig at være en hjælp til at overvinde tabet af en man holder af.

Genoptagelse af de daglige pligter

Et dødsfald i familien vil naturligvis betyde et afbræk i den daglige rutine. Nogle mener at det er godt med en lang sørgetid. Men det kan forlænge den tid det tager at overvinde sorgen, og gøre det vanskeligere at bekæmpe selvmedlidenheden.

Mange har derimod fundet det en hjælp at genoptage det daglige arbejde så hurtigt som muligt. Der var for eksempel et ægtepar der sammen havde en brødleveringsrute. Men så faldt manden ned fra et tag som han var i færd med at reparere, og blev dræbt. Hans kone siger:

„Delvis på grund af pengemangel måtte jeg hurtigt i gang med arbejdet igen. Inden der var gået to uger var jeg tilbage og leverede brød alene.

Men på en måde var det en velsignelse. Nødvendigheden er en god læremester. Jeg blev tvunget til igen at omgås andre, at lytte til deres problemer og at tænke på andre, i stedet for at sidde derhjemme og ruge over min egen triste situation.

Det at jeg så hurtigt måtte i gang med at arbejde igen, tvang mig til at klare de pligter som jeg vidste at jeg før eller senere alligevel måtte påtage mig.“

Livet må gå sin gang

Der kommer altså et tidspunkt hvor man må se realistisk på sin situation og erkende at livet atter må gå sin gang. Som en anden enke siger:

„Tiden kommer da man indser at man tænker for meget på det frygtelige tab man har lidt. Mange af mine tårer skyldtes selvmedlidenhed.

Jeg begyndte at forstå at jeg kun kunne holde op med at sørge hvis jeg tog en dag ad gangen. Jeg begyndte derfor bevidst at lægge planer, at tage på en rejse nu og da, og at få småting gjort som var blevet påbegyndt men ikke afsluttet.

En positiv tankegang kan være en hjælp til at overvinde smerten. Uden selvransagelse kan sorgen vare i årevis. Jeg har mødt enker der stadig græder hver dag efter fem år, og som derfor følelsesmæssigt og helbredsmæssigt stadig har store problemer.“

Dette minder os om en interessant beretning i Bibelen. Den handler om David, der var konge i fortidens Israel. Han sørgede over sin nyfødte søn der lå for døden. Mens barnet stadig levede sørgede han dybt. Men da drengen var død, genoptog David hurtigt sine pligter og fortsatte livet som før. Det overraskede hans tjenere. Da de udspurgte ham, sagde han: „Så længe barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: Måske er [Jehova] mig nådig, så barnet bliver i live. Men hvorfor skulle jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen?“ — 2 Sam. 12:22, 23.

De efterladte kan ikke bringe de døde tilbage. Og den døde ville sandsynligvis ikke ønske at man holdt op med at leve et meningsfyldt liv. Forsøg derfor ikke at leve videre med en stærk tilknytning til et menneske der ikke længere er hos dig. Skab din egen tilværelse og lad livet gå sin gang, ligesom kong David gjorde.

Lev ikke i fortiden

Nogle der har oplevet et dødsfald i familien, har fundet det gavnligt at lade nogen tid gå før de gav visse ting bort eller gjorde store forandringer. Før eller siden må man dog tage stilling til om man skal skaffe sig af med den afdødes personlige ejendele. Måske finder man at det vil være den bedste løsning, men det kan også være at man får brug for nogle af tingene senere hen, for eksempel ens tidligere mands værktøj til brug ved reparationer i hjemmet.

Men hvad nu hvis de personlige ejendele er en stadig kilde til depression, fordi de minder en om det smertelige tab man har lidt? Hvis man gør alt for meget for at bevare alting som det var, eller forsøger at leve som om den afdøde stadig var der, vil det ikke hjælpe en til at overvinde sorgen. Det kan i stedet gøre hjemmet til et museum der rummer sørgelige minder.

Efter en vis sørgetid er det derfor bedst at finde ud af hvor mange ting der bør ændres for at opfylde de nye behov man har, så fortiden ikke griber forstyrrende ind i nutiden.

En ny ægtefælle

Den der har mistet en ægtefælle vil måske med tiden vælge at gifte sig igen. Men eftersom der ikke er to mennesker der er nøjagtig ens, vil ingen anden nøjagtigt kunne erstatte den afdøde. Det ville være meningsløst at prøve at finde en der kunne det. Men det nye ægteskab kan naturligvis blive fuldt ud så godt som det tidligere og være til stor glæde og tilfredshed.

I mange tilfælde vil en enke eller enkemand måske vælge ikke at gifte sig igen, eller i hvert fald at forblive ugift i længere tid. Den pågældende finder måske hurtigt ud af at det går bedre med at klare sig end han eller hun først troede. De ekstra pligter med børneopdragelse, madlavning eller andet som den anden før tog sig af, kan bringe skjulte evner for dagen. Selv børn opdager ofte at de, når de må tilpasse sig tabet af en fader eller moder, kan klare meget mere end de troede. De kan være til stor hjælp i forbindelse med varetagelsen af de huslige pligter og pasningen af de mindre børn i familien.

Selv om ens venner aldrig kan erstatte den man har mistet, kan de være til stor hjælp og trøst. De tilbyder måske at hjælpe med mange ting. Hvis det er nære venner kan man måske oven i købet bede dem om hjælp. Man bør naturligvis ikke gøre sig alt for afhængig af dem. Men en sand ven der vil lytte og ikke svigte ens fortrolighed, en ven der en tid vil bære nogle af ens byrder og som vil hjælpe en til at træffe forstandige beslutninger, er af stor værdi i nødens stund.

Alle disse praktiske ting kan lette ens tilbagevenden til en mere normal tilværelse når man har mistet en af sine kære. Men der findes endnu en form for hjælp som i høj grad kan styrke en. Det var den der hjalp Anita Brown og hendes familie til at klare det pres de stod over for og alligevel bevare et optimistisk syn på fremtiden.

[Tekstcitat på side 6]

Tiden i sig selv læger intet. Det er det man gør med sin tid der enten skader eller læger

[Tekstcitat på side 7]

Nogle mener at det er godt med en lang sørgetid. Men det kan forlænge den tid det tager at overvinde sorgen