Eksempler på anerkendelse af organisationen

 1. Hvilket bibelsk eksempel har vi på, at en missionær anerkendte organisationen, og hvad førte det til?

LAD OS betragte en række gode eksempler på den rette anerkendelse af den teokratiske organisation og dens ledelse. Kort efter at den kristne menighed var blevet organiseret i Jerusalem, iværksatte de jødiske religionsdyrkere en rasende forfølgelse, hvorved menigheden blev adspredt og drevet bort fra byen med undtagelse af apostlene, der i deres egenskab af ledere blev i byen. Evangelisten eller missionæren Filip bragte forkyndelsen af det gode budskab nordpå til Samaria, og det lykkedes ham at oprette en menighed i denne by, og han døbte dens medlemmer. Menigheden manglede een vigtig ting: den hellige ånd med dens mirakuløse gaver. Filip ønskede, at menighedens lokale vidner skulle modtage disse gaver. Han anerkendte den teokratisk organisation og vidste, at åndens mirakuløse gaver kun blev givet af Lammets apostle eller i deres umiddelbare nærværelse, og derfor sendte han bud til Jerusalem. Det var en evangelists eller missionærs uselviske, loyale anerkendelse af den teokratiske organisation. Hvad førte det til? Den apostolske ledelse udsendte apostlene Peter og Johannes. Så fik de døbte troende i Samaria ånden og dens gaver. Som der står skrevet: „Da de var kommet derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden [den hellige ånd]; thi den var endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var blot døbt i Herren Jesu navn. Så lagde de hænderne på dem, og de fik Helligånden. . . . Helligånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse.“ — Ap. G. 8:1-19.

 2. Hvordan blev organisationen anerkendt i Paulus’ og Barnabas’ tilfælde, og hvad blev resultatet?

² Senere kom Barnabas og Paulus, missionærer for de uomskårne nationer, ud for vanskeligheder på grund af spørgsmålet om hedningernes omskærelse. De havde begge den rette forståelse af spørgsmålet, men da der opstod splittelse i menigheden i Antiokia, „besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle flere skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem i anledning af dette stridsspørgsmål“. (Ap. G. 15:1, 2) Anerkendelse af den teokratiske organisation førte atter til resultater. Ledelsen i Jerusalem blev sammenkaldt til et særligt møde, spørgsmålet blev grundigt drøftet, Jakob blev brugt som Guds talerør til at henlede opmærksomheden på Skriftens opfyldelse og slå til lyd for, at den rette konklusion blev draget angående de uomskårne hedningetroende; ledelsen skrev med den hellige ånds bistand et brev, hvori der blev gjort rede for de grundlæggende krav, der skulle stilles sådanne troende, og Paulus og Barnabas rejste fra Jerusalem med brevet. Dette brev blev læst op i mange byer, hvor dette problem var et stridsspørgsmål. Efterhånden som Paulus og hans ledsager rejste gennem de byer, hvor der var troende, „overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem“. Det førte til, at menighederne ikke længer var svage og splittede af divergerende meninger, men „så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag“. (Ap. G. 15:3 til 16:5) Anerkendelse af den teokratiske organisation fører til enhed, styrke og fremgang.

 3. Hvem i vor tid må på lignende vis anerkende organisationen, hvorfor og hvordan?

³ I vor tid må afdelingstjenere og alle andre af organisationens særlige repræsentanter såvel som de, der af den er udnævnt til at beklæde tjenerposter, på samme måde anerkende den teokratiske organisation. Ligesom det var tilfældet med apostelen Paulus og hans unge ledsager Timoteus, har den synlige teokratiske organisation under Kristus lagt hænderne på disse repræsentanter og udnævnte brødre og indsat dem i deres stillinger. Nu må de modtage instruktioner fra organisationen og udføre dem samvittighedsfuldt. De må gøre det med den kongelige hersker over Jehovas teokratiske organisation i tanke, i virkelig anerkendelse af Kongen og til hans ære.

 4, 5. Hvordan viste Joab, at vi ikke må søge at tilvende os selv ære og stille vor konge i skyggen?

⁴ Ingen skulle i selviskhed søge at tilvende sig selv ære og stille Kongen i skyggen. Husk på kong Davids nevø, hærføreren Joab. Så længe han havde det rette sindelag over for kongen, fulgte han den rette handlemåde og anerkendte ham. Kongeriget Ammon havde fornærmet kong Davids udsendinge på det groveste, og Joab, hans øverstbefalende, kæmpede mod hovedstaden Rabba og indtog dens vandby, det vil sige den del af byen, hvor vandforsyningen fandtes, eller den fæstning, der beskyttede vandforsyningen. Da denne vigtige del af byen var faldet, kunne hovedstaden ikke holde stand ret meget længere, og det var kun et spørgsmål om kort tid, inden den måtte overgive sig. I stedet for at gennemføre belejringen til sejr og berømmelse for sig selv, viste Joab sin jordiske overordnede det rette hensyn og gav de ting, der angik Jehovas salvede konge, deres rette, teokratiske plads. Han foretrak at lade Jehovas salvede konge fuldføre belejringen af fjendens kongeby og få berømmelsen for denne bedrift, selv om han — Joab — havde udført det afgørende forarbejde.

⁵ „Derpå sendte Joab bud til David og lod sige: Jeg har angrebet Rabba og indtaget vandbyen; kald nu resten af hæren sammen, så du kan belejre byen og indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit navn udråbt over den! Da samlede David hele hæren og drog til Rabba, angreb og indtog det. Og han tog kronen af Milkoms hoved; den var af guld og vejede een talent; der var en ædelsten på den, og den blev sat på Davids hoved. Et vældigt bytte fra byen førte han med sig.“ — 2 Sam. 12:26-30; 10:1-7.

 6, 7. a) Hvordan undlader en udnævnt tjener at bruge sin tildelte tjeneste som et trappetrin til personlig berømmelse? b) Hvad er det, han arbejder henimod i stedet for personlig berømmelse?

⁶ På samme måde i dag; en, der repræsenterer den teokratiske organisation eller af den er blevet udnævnt til en tjeneste, får måske overdraget et særligt arbejde. Han går i gang med det. Jehova Gud velsigner ham med succes. Arbejdet nærmer sig sin fuldførelse, eller det skal måske til sidst gøres offentligt kendt. Hvis organisationens repræsentant eller udnævnte medarbejder ønskede publicity, ville han søge at gøre sig gældende, til det udførte arbejde var blevet almindelig kendt, og han ville prøve at få sit navn knyttet til det og således blive omtalt og selv høste smigrende berømmelse. Men han har det fornuftige syn på sagen, at han blot er en teokratisk træl, der har fået den forret at udføre et arbejde i organisationen, at han ikke fortjener nogen offentlig ros for det arbejde, han fik den ære at udføre, og at han kun var i stand til at løse opgaven ved Jehovas og hans konges, Jesu Kristi, hjælp. Han brugte ikke dette privilegium som et trappetrin til selvisk, personlig forherligelse, der skulle henlede den almindelige opmærksomhed på ham og skubbe betydningen af den teokratiske organisation, hvis træl han er, i baggrunden.

⁷ Derfor trænger han sig ikke frem i forgrunden. Han dølger sin egen andel i arbejdet for offentlighedens øjne. Han træder tilbage for at lade sin overordnede i organisationen fuldføre arbejdet og gøre de sidste nødvendige skridt, der skal krone værket med succes og henlede offentlighedens opmærksomhed på det. På den måde lader han æren for det udførte arbejde gå til organisationens kongelige overhoved, Jesus Kristus. Han foretrækker at lade organisationen høste anerkendelse for det opnåede resultat og at lade offentligheden opfatte det som en prøve på hele organisationens arbejde. Giv organisationen rosen, lad værdsættelse af organisationen være det, der slås fast blandt offentligheden, sørg for, at offentligheden først og fremmest får tanken henledt på organisationen, taler om den og får tillid til den i stedet for at smigre et eller andet tilfældigt medlem af den, en, der blot er træl i den. Dette holder den personlige stolthed i tømme, som ellers fører til fald, og det betyder, at man ydmyger sig under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje den trofaste. — Jak. 4:6, 7; 1 Pet. 5:6.

 8. Hvordan hindrede hærføreren Joab Davids brug af hærføreren Abner, og hvordan var han ulydig mod kongen i forbindelse med Absalom?

⁸ Havde general Joab bare været så teokratisk indstillet hele tiden! Men det var han ikke. Flere gange lod han sig bevæge af misundelse mod andre og krænkelse over kongens udnævnelser. Dette fik ham til at handle oprørsk mod kongen, og det kostede ham til sidst livet. Efter kong Sauls død gjorde Judas stamme David til konge i byen Hebron. De andre elleve stammer valgte Isjbosjet, Sauls søn, til konge. Resultatet blev borgerkrig. Efter nogen tids forløb blev hærføreren Abner uvenner med Isjbosjet og begyndte at forhandle med kong David i den hensigt at få de øvrige stammer underlagt David, Jehovas salvede. Men Joab, der pønsede på at hævne sig på Abner, hindrede dette ved at lokke Abner i en fælde og dræbe ham. (2 Sam. 2:1 til 3:39) Nogle år derefter gjorde Davids egen søn Absalom oprør imod David, tvang ham til at flygte fra Jerusalem over Jordanfloden og satte efter ham med en overlegen hær for at kæmpe imod ham, dræbe ham og bemægtige sig Israels trone. Da Joab og de andre officerer drog ud til kampen, befalede den flygtede David dem: „Far nu lempeligt med den unge Absalom!“ Men da det blev meldt, at Absalom var kommet til at hænge fast i et træs grene med sit lange hår, da han prøvede at flygte fra nederlaget, gik Joab derhen og stødte med fuldt overlæg tre våben i den hjælpeløse Absalom, så han døde til kongens store sorg. — 2 Sam. 15:1 til 19:4.

 9. Hvordan krydsede Joab Davids planer om at forfremme hærføreren Amasa, og hvordan gik han imod Guds hensigt angående Salomo?

⁹ Absalom havde gjort Amasa af Judas stamme til hærfører i sit oprør. (2 Sam. 17:24, 25) Efter Absaloms død tilkendegav Israels stammer ønsket om, at kong David skulle komme tilbage til Jerusalem, til trods for at Judas stamme var længe om at sørge for, at det skete. På grund af Joabs oprørske handlinger sendte kong David bud til Amasa med løfte om at gøre ham til øverste for kongens hær i stedet for den ulydige Joab. Karakteristisk nok følte Joab sig dybt krænket herover. Nogen tid senere, da David var vendt tilbage til Jerusalem og havde overdraget Amasa hans nye hverv, mødte Joab Amasa. Joab lod på bedragerisk vis som om han ville give Amasa et kys — ligesom Judas kyssede Jesus — og uden at Amasa nærede mistanke eller var på vagt, hævede Joab sit sværd og gennemborede ham, så hans indvolde væltede ud på jorden. (2 Sam. 19:8-15; 20:3-13, 23-25) Joab gjorde sig til morder og „således i fredstid hævnede blod, der var udgydt i krig, og besudlede bæltet om min [sin, RS, marg.] lænd og skoene på mine [sine, RS, marg.] fødder med uskyldigt blod“. (1 Kong. 2:5) Da Davids søn Adonija prøvede at komme Jehova i forkøbet og sammenkaldte en udvalgt skare mænd, for at de skulle gøre ham til konge efter kong David i stedet for Salomo, tog Joab imod hans indbydelse og fulgte Adonija og støttede ham. For at hindre Adonijas formastelige tronran lod kong David sin elskede søn Salomo krone offentligt.

10. Hvordan endte Joab sit liv, og hvorfor på denne måde?

¹⁰ Davids sidste instruktioner til kong Salomo angående Joab lød: „Gør derfor, som din klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå hår stige ned i dødsriget med fred.“ (1 Kong. 2:6) Da tiden kom for Salomo til at udføre disse instruktioner, flygtede Joab til et fredhelligt sted, idet han greb om og holdt fast ved hornene på Jehovas alter. Det blev nødvendigt at dræbe ham på dette hellige sted, fordi han — for at citere Salomo — „huggede to mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med sværdet uden min fader Davids vidende, Abner, Ners søn, Israels hærfører, og Amasa, Jeters søn, Judas hærfører“. (1 Kong. 2:28-35) At Joab blev fornærmet og prøvede at hindre, at bedre mænd end han selv fik den stilling, han havde misbrugt, førte til katastrofe for ham.

11. Hvilken handlemåde fører til det bedste resultat for en tjener, og hvad bør han ikke gøre, hvis han bliver degraderet?

¹¹ Det fører til det bedste resultat for enhver udnævnt tjener i organisationen i vor tid at forblive loyal mod Jehovas salvede konge, den større David, og at yde det bedste, han kan, på den tjenerpost, hvor han er sat, og således anerkende den teokratiske organisation på rette måde. Hvis der sker forandringer i et land eller i en hvilken som helst anden del af tjenesteorganisationen, og du bliver degraderet, så tag dig i agt for at lade din vrede eller fornærmelse diktere dine handlinger, som Joab gjorde, og misund ikke den nyudnævnte tjener hans stilling. Søg ikke at forsinke, hindre eller besværliggøre noget for den nye tjener, der har din tidligere stilling, og undlad ikke at ønske oprigtigt, at det må gå ham bedre på denne post, end det gik dig, for det er nu tiden til, at Guds organisation og hans arbejde skal have fremgang.

12. Hvad bør man gøre, når Selskabet foretager en forandring, der berører en selv, hvis man vil undgå at dele skæbne med Joab eller blive som Diotrefes?

¹² Bekæmp enhver følelse af fornærmelse eller misfornøjelse med den forandring, Selskabet har foretaget, og tag ydmygt imod den belæring, der kan uddrages af dette tjenerskifte, ret dine fejl og prøv at forbedre dig, uanset i hvilken henseende det måtte være. Arbejd i en renhedens og loyalitetens ånd sammen med organisationen ved din broders side, han, som nu er på din tidligere plads, — alt sammen til gavn og fremgang for organisationen. Undgå en så sørgelig skæbne som Joabs. Trods aldrig den teokratiske organisation og dens ledelse, som Diotrefes gjorde; apostelen Johannes skrev om ham: „Jeg har [som medlem af ledelsen] skrevet til menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den første iblandt dem, anerkender os ikke. Derfor vil jeg, når jeg kommer, minde om de gerninger, han gør, hvordan han bagvasker os med onde ord; og ikke nok med det: selv tager han ikke imod brødrene, og dem, som vil gøre det, forhindrer han deri og udstøder dem af menigheden. Du elskede! efterlign ikke det onde, men det gode.“ (3 Joh. 9-11) Ydmyg dig derfor og anerkend loyalt organisationens udnævnelser af tjenere.

Utålmodighed fører til indbildskhed

13. Hvordan kan en tjener begå den fejl at undlade at vente på Jehova, når organisationen har afsat ham?

¹³ Når man anerkender den teokratiske organisation, må man ikke undlade at rette sig efter følgende råd: „Bi på HERREN og bliv på hans vej.“ „Bi på HERREN, fat mod, dit hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!“ (Sl. 37:34; 27:14) Det betyder blandt andet, at man ikke må løbe foran organisationen på een eller anden måde. Hvordan? Man får måske en irettesættelse af organisationen, fordi man har begået en fejl eller opført sig forkert på sin tjenerpost. Hvis den tilretteviste siger til sig selv: „De sætter ikke pris på min tjeneste“, overvurderer han sig selv, tager sig selv for højtideligt, og han ser ikke formålet med irettesættelsen. Hvis han føler sig dybt såret over tilrettevisningen, vil han måske bilde sig selv ind, at han ikke er duelig til sin tjeneste, eller han får måske den tanke, at han vil gøre gengæld. Så tager han sagen i sin egen hånd og nedlægger pludselig sin tjenerpost uden varsel og trækker sig tilbage uden at have fået ordre til det af organisationens ledelse, og han lader sin tjeneste skøtte sig selv. Det er en forhastet, uklog handlemåde. En irettesættelse er ikke det samme som en afsættelse; det er en korrektion, der kan være til gavn både for selve stillingen og for den, som beklæder den. Den rette handlemåde er at tage irettesættelsen til sig som noget, man har fortjent, og lade den bevirke, at man forbedrer sin handlemåde og holder sig nøje til organisationsinstruktionerne og derpå venter, til organisationen tager sit næste skridt, hvad enten det nu består i, at den tilretteviste sættes fra sit hverv, eller han får besked på at fortsætte i det, fordi han nu følger en anden handlemåde. Husk: „Tugtens [eller formaningens] revselse [er] livets vej.“ (Ordsp. 6:23) Drag nytte af irettesættelsen, bi på Jehova, der repræsenteres af sin teokratiske organisation, og opnå livet.

14. Hvordan prøver nogle, som føler sig særlig fremmelige eller særlig trofaste, at løbe foran, sådan som det skete under domsprøverne i 1917 og 1918?

¹⁴ Undertiden føler nogle, at de er særlig fremmelige, det vil sige, at de mener sig særlig hurtig udviklet i mental eller åndelig henseende, eller de føler sig langt mere trofaste end alle de andre i menigheden, om hvem de mener, at de er bagefter, langsomme og uden fremgang. De mener så meget om sig selv, og de bliver utålmodige med de andre, ja med hele den teokratiske organisation. De får den tanke, at de må tage føringen og vise organisationen, hvad virkeligt fremskridt vil sige, og hvad virkelig intelligens og forståelse er, de skiller sig ud og tager så mange „fremskridtsvenlige“ med som muligt og afbryder forbindelsen med den teokratiske organisation. Så danner de deres eget samfund, som de mener er bedre og mere modent. Under den vanskelige domsprøve i 1917 og 1918 var der nogle fremtrædende brødre inden for Vagttaarnsselskabet, der gjorde dette, og de dannede deres egne, private organisationer. Men hvor er de i dag, efter seks og tredive års forløb, og hvor er på den anden side Jehovas teokratiske organisation i dag?

15. Hvordan dadler Moses’ eksempel dem, der svigter Jehovas organisation for en, de selv har dannet?

¹⁵ Der er gode bibelske eksempler, der viser det urette, ved en sådan egensindig, utålmodig handlemåde. Tag for eksempel Moses. Uden selv at have arbejdet derpå, fik han lejlighed til at blive det patriarkalske overhoved i en ny forbilledlig teokratisk organisation, som Jehova ville lade erstatte Israels utro nation, der havde brudt deres lovpagt med Gud og vendt sig til tøjlesløs kalvetilbedelse. I sin harme sagde Jehova til Moses: „Lad mig nu råde, at min vrede kan blusse op imod dem, så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort folk!“ Men Moses tænkte ikke på at ophøje sig selv; hans ønsker lå, på et højere plan. At Jehova der i ørkenen tilintetgjorde det folk, som han på så storslået vis havde udfriet fra Ægypten, ville bringe forhånelse over hans navn. Det ville give ægypterne og andre hedninger lejlighed til at spotte Jehovas navn eller tillægge ham urette, onde motiver. Moses huskede på Jehovas pagt med Abraham, Isak og Jakob, sådan som den angik deres efterkommere, Israels nation. I stedet for begærligt at gribe lejligheden til at ophøje sig selv og få en ærefuld stilling i en ny organisation, som Jehova kunne danne, tryglede han Jehova om at have medlidenhed med sit selvrådige folk og tænke på den trofaste rest for sit eget navns skyld. (2 Mos. 32:1-14) Hvor Moses’ uselviske handlemåde gør dem til skamme, som svigter Jehovas organisation til fordel for en, de selv danner!

16, 17. Hvordan blev Josua og Kaleb sat på prøve med hensyn til at vente på Jehova, men hvad gjorde de?

¹⁶ Josua og Kaleb er også strålende eksempler på nogle, der biede på Jehova og fortsat tjente ham trofast uden at løbe foran ham. I det andet år efter udgangen fra Ægypten, kort efter at de tolv spejdere var vendt tilbage fra rekognosceringen i løftets land, der flød med mælk og honning, fordrejede ti af spejderne kendsgerningerne om landet og berøvede folket modet til at følge Jehova Gud og straks marchere ind i landet under hans førerskab, henrette de dødsdømte hedenske indbyggere og overtage landet til hævdelse og herliggørelse af Jehovas pagt. Imidlertid aflagde Josua og Kaleb en pålidelig rapport og priste Jehovas magt over fjenden for at indgyde israelitterne mod til at drage ind i landet og vinde sejr. På grund af Israels mangel på tro på den almægtige Gud, og fordi de åbenlyst gjorde oprør imod ham ved denne lejlighed, dømte Jehova de troløse surmulere til at dø i ørkenen og hele nationen til at vandre i ørkenen i fyrretyve år, før han ville føre dem, der levede til den tid, ind i løftets land.

¹⁷ Hvad gjorde Josua og Kaleb, da de hørte om denne guddommelige beslutning? Sagde de: „Denne nation er for langsom og for fejg for os; nu vil vi gå videre for os selv“? Slog de hånden af israelitterne, fordi disse ikke var fremskridtsvenlige og modige nok, men let blev frygtsomme og derfor dømtes til at måtte vente ni og tredive år med at komme ind i løftets land, i hvilket tidsrum de stod stille og ikke nåede videre? Følte de sig mere trofaste og retfærdige end de andre, eller besluttede de, at de ikke ville holde sig til en sådan nation i alle disse spildte år? Nej; derimod stolede de på Jehovas løfte om, at han ville bevare dem, så de overlevede den dødsdømte generation og kunne nyde den gunst at komme ind i landet på det fastsatte tidspunkt. De ydmygede sig under hans vældige hånd og holdt fast ved den nationale organisation, fordi Jehova selv gjorde det, og fordi Moses også gjorde det; Moses bønfaldt nemlig atter Jehova om ikke at udslette folket og gøre ham til „et folk, større og stærkere end det“. — 4 Mos. 13:25 til 14:38.

18. På hvilken måde mistede de ikke noget ved at vælge denne handlemåde, og hvad er de eksempler på?

¹⁸ Kaleb og Josua mistede ikke noget, fordi de valgte at lide under følgerne af nationens urette handlemåde sammen med hele folket i stedet for at driste sig til at stikke af og selv drage ind i løftets land. Nej; men denne ni og tredive års forsinkelse gav dem lejlighed til at se endnu flere af Jehovas vældige gerninger for sit folk, og de samlede sig en værdifuld fond af erfaring. Til Jehovas fastsatte tid fik de undtagelsesvis lov at lomme ind i Kana’an sammen med de trofaste levitter — Josua som Moses’ efterfølger i hvervet som nationens leder, og Kaleb som hans trofaste medkæmper i hævdelsen af Jehovas overhøjhed. Tænk, hvor værdifulde Josua og Kaleb var for den synlige teokratiske organisation dengang! Hvilke eksempler de var på troskab, på teokratisk underkastelse, på dygtighed i Jehovas gerning og på hans belønning for loyalitet mod og hengivenhed for Gud! De er også fortræffelige eksempler for os under vore prøver nu i tiden.

Ære til dem, der giver ære

19. a) Hvad bør vi arbejde for udbredelsen af, og hvordan bør vi hjælpe indfødte troende til at se organisationens bredde? b) Hvordan kan vi være iøjnefaldende eksempler på den rette handlemåde i den retning?

¹⁹ Da Guds ord, Bibelen, er en bog, der slår til lyd for organisation, er den fuld af tilskyndelser og opmuntringer til at lade den teokratiske organisation få forrangen for selvet og at anerkende den og loyalt holde sig til den i tykt og tyndt. Vore bestræbelser bør gå i retning af at udvide organisationen og se den blomstre under Guds velsignelse fremfor blot at ophøje os selv i forbindelse med dens anliggender og søge at få stor anseelse og indflydelse blandt dens medlemmer. Hvorfor ikke være som Rahab, der sluttede pagt med de israelitiske spejdere, ikke blot for selv at blive beskyttet og bevaret ved Jerikos mirakuløse fald, men også til beskyttelse for alle hendes slægtninge, der ville udvise tro og søge i sikkerhed i hendes hus? (Jos. 2:1-21) Vi bør søge at hjælpe andre til at få øjnene op for den teokratiske organisation, som vi er forenede med, og hvis tjenere og repræsentanter vi er, ligesom Jehovas vidner var det ved det gigantiske stævne i juli 1953 på Yankee Stadium, New York city. Hvis vi arbejder som afdelingstjenere eller som missionærer i fremmede lande, bør vi hjælpe de indfødte troende og vidner til at oparbejde en dyb værdsættelse af den teokratiske organisation, hvilket vil omfatte mere end deres egen lokale organisation, og således hjælpe dem til at hæve sig op over en afgrænset, lokal opfattelse af, hvad organisation vil sige. Vor ubrydelige enhed og harmoni med organisationen, vor egen indordnen os under dens arrangementer, vort eget stadige samarbejde med den som flittige forkyndere af Rigets budskab vil alt sammen være et iøjnefaldende eksempel. Af kærlighed til den vil vi altid ønske, at den må forblive ren, så den til hver en tid er egnet til den rene brug, dens store Skaber og Opbygger, Jehova Gud, gør af den. Vor kærlighed til den vil forhindre, at en brændende forfølgelse skiller os fra den.

20. Til hvilken handlemåde vil vi modtage den nødvendige hjælp fra organisationen, og fordi vi har gjort hvad, vil vi til sidst blive ophøjet?