Genoprettelsen af den sande religion i vor tid
1. Hvordan kan vi vide, at profetien i Amos 9:11-15 begyndte at få sin opfyldelse på apostlenes tid?
PROFETIEN, der står optegnet i Amos 9:11-15, begyndte at få sin opfyldelse på det arbejde, Kristus Jesus og hans apostle udførte, dengang han var her på jorden. Vi ved, at dette har sin rigtighed, fordi Jakob citerede profetien under et særligt møde, der blev afholdt i Jerusalem, på et tidspunkt da der førtes en ivrig diskussion vedrørende omskærelsen af de hedninger, som vendte sig til den sande religion. I sit indlæg sagde Peter, at Gud traf „det valg blandt jer, at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til troen. . . . Han gjorde ingen forskel på os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter.“ Barnabas og Paulus berettede om de mange tegn og undere, Gud ved dem havde gjort blandt nationerne. Da de var færdige med at tale, svarede Jakob og sagde: „Brødre, hør på mig! Simeon [Peter] har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedningerne [nationerne, NW] at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet: Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte [kongeborg, NW], og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen, for at også de øvrige mennesker skal søge Herren [Jehova, NW], alle hedningerne, over hvilke mit navn er nævnet, siger Herren [Jehova, NW], der skal gøre dette, som er kendt af ham fra evighed af [fra gammel tid, NW].“ — Ap. G. 15:7-18.
2, 3. Forklar, hvorfor Jehovas hensigt med at opbygge kongehuset ikke slog fejl.
2 Der blev ikke dengang påbegyndt noget stort byggeprogram med det for øje at rejse en kongeborg af sten, men der skete noget andet, idet Judas slægtslinie i overensstemmelse med løftet blev fastslået som kongelinien, selv om kun få da tog imod Kongen, og folket som et hele blev forkastet på grund af vantro. Jesus sagde: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: Velsignet være den, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn!“ (Matt. 23:38, 39) Som nation eller folk sagde de det aldrig. Dog slog Jehovas hensigter ikke fejl, for han vendte sig til hedningenationerne, og ud fra dem kaldte han så mange, som det var nødvendigt, for at kongehuset kunne blive fuldtalligt. Skønt bruddet mellem Jehova og Israels hus efter kødet var definitivt, blev det dog helet over for dem, som udgør det åndelige kongehus, idet Jesus Kristus, den store murbrudsbøder og genskaber af farbare veje, bragte et forlig i stand.
3 Jesus Kristus er Zions „hjørnesten“. Han er rigsarvingen og helligdommens „hovedhjørnesten“. Han sagde til jøderne: „Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.“ „Da sagde jøderne: I seks og fyrretyve år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage! Men det var om sit legemes tempel, han talte.“ (Joh. 2:18-21) Der står også skrevet: „Jesus svarer: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6) Jødernes tempel blev forladt og ophørte med at være en helligdom for den sande tilbedelse af Jehova. Sand tilbedelse kunne herefter kun ske i og gennem Kristus Jesus. Derfor er kristendommen den eneste sande religion.
4. Hvordan blev Jesus en „murbrudsbøder“ og „genskaber af farbare veje“?
4 Jesus Kristus banede på ny de „gamle stier“ for sine disciple, så de kunne udvise samme tro som Abraham og andre trofaste mænd. Som en forberedelse til dette arbejde havde Johannes Døber virket for at vende børnenes hjerter til fædrene, berede et folk for Jehova og vejen for Kristus. Det var en „Elias“-gerning, der havde til formål at opfordre folket til anger og omvendelse, for at Jehova ikke skulle lade jorden ramme af forbandelse. Som folk betragtet nægtede de at angre og omvende sig og blev ramt af en forbandelse, der aldrig er blevet hævet. Kun en lille rest forblev loyal og trofast, men ikke tilstrækkelig mange til at udgøre hele det himmelske kongehus, der var forudbestemt til at bestå af 144.000 medlemmer. På grundlag af Kristi genløsningsoffer og Jehovas ufortjente godhed mod menneskeslægten gik kaldet ud til hedningenationerne, for at der blandt dem skulle udtages et folk, så kongehuset kunne blive fuldtalligt. Satans plan om at hindre genoprettelsen af den sande religion blev forpurret, og det lykkedes ham ikke at fremkalde noget brud ved hjælp af sine håndlangere. Kristus Jesus kom til at stå som en „murbrudsbøder“ og „genskaber af farbare veje“, idet han genoprettede den sande religion ved at bevare sin retskaffenhed, forblive trofast mod sin Faders hensigter og ære og ophøje Jehovas navn, og således blev han et fuldkomment eksempel for dem, som skulle følge i hans fodspor.
Den sande religion er genoprettet i dag
5, 6. Hvornår kunne „hveden“ og „rajgræsset“ først adskilles, og hvorfor? Hvordan er dette arbejde blevet udført i de sidste tider?
5 For halvfjerdsindstyve år siden var Jehovas oprigtige tilbedende tjenere adspredt blandt utallige falske religionssystemer, for dengang var der ikke en bestemt organisation, de kunne flokkes om. Både „hveden“ og „rajgræsset“ voksede side om side, og ingen havde fået bemyndigelse til at samle „hveden“ sammen. Det kunne ikke ske, før høstens herre gav befaling dertil. Ligesom ved Jesu første komme måtte der finde en „Elias“-gerning sted, der svarede til det arbejde, Johannes Døber udførte med at advare folket og søge at få det til at angre og omvende sig. Et sådant arbejde fandt navnlig sted i tiden fra 1878 til 1918, skønt et lignende arbejde, kendt som „Elisa“-gerningen, stadig finder sted med endnu større kraft og vil fortsætte til Harmagedon, da Jehova lader jorden ramme af forbandelse.
6 Lignelsen med „hveden“ og „rajgræsset“ viser, at nogle tjenere ønskede at påbegynde adskillelsesarbejdet, før tiden til det var inde. „Så spørger tjenerne ham: Vil du have, at vi skal gå hen og samle det fra? Men han siger: Nej, for at I ikke, når I samler rajgræsset fra, skal rykke hveden op tillige med det. Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten. . . . Høsten er verdens ende [en afslutning på en tingenes ordning, NW].“ Enden på den gamle tingenes ordning har manifesteret sig siden 1914, og det omfattende adskillelsesarbejde med at samle hveden fra rajgræsset, det vil sige „Rigets børn“ fra den Ondes børn, kunne derfor ikke finde sted før dette tidspunkt. I samme forbindelse profeterede Jesus: „Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.“ — Matt. 13:28-30, 39; 24:31.
7. Hvilken bemærkelsesværdig sandhed er blevet åbenbaret med genoprettelsen af sand religion?
7 Skønt Bibelens sandheder blev genoprettet under den „Elias“-gerning, Guds folk udførte, blev selve navnet Jehova dog ikke frimodigt anvendt ved stævner eller under hans tjeneres vidnearbejde. For omtrent tredive år siden gik det op for Guds indsamlede folk, hvor vigtigt dette hellige navn er, og de gav sig til at lære mere om det. Vagttaarnet for 1. februar 1926 indeholdt en ledende artikel med titlen „Hvem vil ære Jehova?“, og fra det tidspunkt har hans navn fået større og større betydning for hans børn. I 1931, under et stævne i Columbus, Ohio, antog tusinder af trofaste kristne dette navn, og de er siden blevet kendt som „Jehovas vidner“. Fra da af har de fået ry for deres tro på dette navn, deres retskaffenhed og loyalitet over for det, deres kærlighed til det og deres lidelser for dette navns skyld. Under hver en prøve har de æret Jehovas navn, og det har ført til, at hundredtusinder i dag stoler på det, mens det for Guds fjender er kommet til at stå som et frygtindgydende navn. At de har ophøjet dette navn, har påført dem megen hån og mange lidelser, men også fryd og glæde i overmål. Jehova ærer dem, som ærer ham.
8. Hvordan har de, som dyrker falsk religion, forholdt sig over for Jehovas navn og den sande religion?
8 I fyrretyve år forud for 1914 og i næsten fyrretyve år efter er der blevet gjort ihærdige bestræbelser for at få dem, som dyrker falsk religion, til at angre og vende sig til Jehova. Blottet for al skamfølelse siger de: „Hvem er I? Forsvind herfra! Vi ønsker ikke jeres forkyndelse og vil ikke høre Jehovas navn nævnet!“ I deres hovmod og vanhelligelse foragter disse stivsindede og såkaldte kristne både Jehovas navn og dem, som holder det i hævd. De er endda gået så langt, at de har fjernet det fra den hellige skrift. De ønsker ikke at se det for deres øjne eller tillade andre at lære det at kende. De søger at slette navnet ud for evigt og altid. Den vanærende holdning, de indtager, er forfærdelig og viser, hvis tjenere de er. De dyrker ikke sand religion, men siger i virkeligheden: „Lad os være i fred for Israels Hellige!“ — Es. 30:11.
9. Må mennesker nu tage standpunkt for Jehova eller for Satan? Begrund dit svar.
9 Tiden er nær, da Jehova vil straffe dem, som søger at udslette hans navn. Ødelæggende undergang er truende nær, og alle, som hører den sande religions budskab, og som er for Jehova og mod afgudsdyrkelse, bør handle hurtigt. Falske profeter vil påstå, at disse ting aldrig vil ske, og at der ingen grund er til at frygte Harmagedon. De siger: „Fred, fred!“, skønt der ikke er fred. Ja, de kommer med smiger, men al deres løgn og forsøg på at gøre sort til hvidt forandrer ikke sandheden en tøddel. Folket må vælge nu, hvem de vil tjene, Jehova eller Satan. Jehovas navn er blevet ophøjet blandt hans indsamlede folk, og i sin organisation bliver han tilbedt. De sandheder, Kristus Jesus og hans apostle lærte, er genoprettet. Trofaste mennesker i dag tror på de løfter, Jehova gav gennem sine trofaste tjenere, der levede før Kristus.
Kongehuset er genopbygget til velsignelse for andre
10. Gør rede for, hvordan der er opstået et brud mellem Jehova og de navnkristne, et brud, der ikke lader sig hele.
10 Kristenhedens indbyggere påstår, at de er kaldet til himmelsk herlighed, men langt de fleste er utro og udgør et genstridigt folk. De har vraget Guds ord, skammer sig over hans navn Jehova og foragter dem, over hvem hans navn er nævnet. De er dømt uværdige til yderligere anerkendelse. I over tredive år har de ikke modtaget nogen gunstbevisninger fra Jehova. Bruddet mellem dem og Gud lader sig ikke hele, og blandt de mange millioner navnkristne er det kun ganske få, der har vist sig trofaste, og som har fået den forret betroet at yde hellig tjeneste. Jehova vender sig til andre, og i tusindvis bliver de indbudt til at udfylde de ledige pladser, til det fulde antal er samlet. Satan har forsøgt at forårsage endnu et brud ved at skræmme „resten“ og udsætte den for forfølgelse og ved at virke gennem troløse tjenere, men han er kommet til kort, for ganske vist opstod der et lille brud i årene fra 1917 til 1919, men det blev atter helet og var fuldstændig genoprettet i 1922.
11. Hvorfor vil Satan og falsk religion aldrig mere kunne nedbryde den sande religion?
11 Herren Jesus Kristus kom igen i sin herligheds magt som Kongen over Guds nye verden, og hermed indvarsledes det største byggeprogram, verden nogen sinde har set, for det himmelske kongehus skal opføres og grundvoldene lægges til et tusindårigt herredømme. Aldrig mere vil falsk religion få lejlighed til at tage overhånd, for det bliver Jehovas trofaste trælle, der skal tage vare på den nye verdens anliggender. Der står skrevet: „Du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når nådens tid, når timen er inde; . . . Og Jehovas navn skal folkene frygte, din herlighed alle jordens konger; thi Jehova opbygger Zion, han lader sig se i sin herlighed; han vender sig til de hjælpeløses bøn, lader ej deres bøn uænset. For efterslægten skal det optegnes.“ (Sl. 102:14-19) I 1918 begyndte det himmelske Zion at blive genopbygget, og kun en lille rest af kongehuset befinder sig endnu på jorden. Den store bygmester, Kristus Jesus, udøver sin vældige magt og oprejser dem fra graven, som er døde i samhørighed med ham, og de indsættes nu i deres himmelske arv, idet de bliver opbygget som en del af Jehovas evige kongehus. — Joh. 6:53, 54.
12, 13. a) For hvem er kongehuset nu en helligdom, og hvor kommer de fra? b) Hvorfor er det rimeligt at slutte, at Jehova ikke kalder de to skarer mennesker på samme tid?
12 Kongehuset er en helligdom for alle nationer. Alle andre bygninger repræsenterer en eller anden falsk religion. Inden for de falske religioner hæges der om bogstavelige bygningsværker, om traditioner og ritualer, om tilbedelsesformer, og man er stolt af deres høje alder, men samtidig hader man Jehovas navn og hans folk. De, der gør det, vil aldrig opnå frelse, men det vil de, som elsker Jehovas navn. Nu da kongehuset er blevet opbygget, er det indlysende, at Jehova, foruden den udvalgte rest af kongehuset, indsamler en anden skare ud fra alle nationerne, nemlig den gode hyrdes, Jesu Kristi, andre får. Han kalder ikke mennesker til to skarer på een og samme tid eller lader dem vælge, hvilken skare de ønsker at høre til. Nej, Jehova er ikke forvirringens gud. Kaldet til den ene skare hører op, og kaldet til den anden skare går ud.
13 Der er intet mærkeligt i dette, for Jehova brugte den samme fremgangsmåde på Jesu Kristi tid, da Jesus forkyndte: „Himmeriget er kommet nær“, og Johannes Døber sagde: „Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre.“ — Joh. 3:29, 30.
14. Hvordan bekræfter Åbenbaringen 7:4-14 denne formodning?
14 Sådan forholder det sig også i de sidste tider: Kaldet til at høre Kristus til er i det store og hele ophørt, og en anden skare viser sig, og det en meget stor skare. Bibelen siger: „Og jeg hørte tallet på de beseglede, hundrede og fire og fyrretyve tusinde beseglede . . . Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, iførte lange, hvide klæder . . . Da sagde han til mig: Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ (Åb. 7:4-14) Læg mærke til ordene „derefter så jeg“, der ganske tydeligt tilkendegiver, at efter at den „udvalgte“ skare var blevet indsamlet, viste der sig en anden skare.
15. Hvad vil det sige at stå foran tronen? Og hvornår blev den skare, som gør det, første gang identificeret udadtil?
15 Alt dette finder sted, fordi kongehuset er bygget op og den sande religion genoprettet, hvilket gør det muligt for den store skare at tilbede Jehova. Kaldet til at høre med blandt dem, som står „foran tronen“, beror ikke på nogen tilfældighed. Det er den største ære og forret, der nogen sinde kan blive en skabning på jorden til del. Forud for året 1935 vidste Jehovas folk ikke, hvem den „store skare“ var. Men i 1935 blev det forkyndt verden over, at Jehova nu var ved at kalde denne skare ind, og portene blev slået op på vid gab. Det var under et stævne for Jehovas folk i Washington, D.C., at denne betydningsfulde åbenbaring kom frem. Jehova havde noget i beredskab for disse begunstigede, for i The Watchtower for 1. maj 1935 stod der: „Vi håber, at mange af resten og af jonadabskaren [de andre får] vil finde det belejligt at overvære dette stævne. Indtil nu er der ikke ret mange af jonadabskaren, der har haft den forret at komme med til et stævne, og sammenkomsten i Washington vil sikkert være til stor trøst og gavn for dem.“ (Side 130) De tusinder, der begav sig til Washington, anede intet om, at Jehova ville åbenbare den storslåede sandhed for dem, at han nu agtede at udtage et folk fra nationerne, et folk, der skulle have et jordisk håb! Hovedemnet ved dette stævne var budskabet om den „store skare“, og skriftstederne i Åbenbaringen 7:9, 13 blev grundigt gennemgået og forklaret. Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1935 identificerer tydeligt denne skare. For første gang fik vi en klar forståelse af, at de mange retsindige, der havde sluttet sig til den salvede skare, ikke var en ubestemmelig, blandet hob, men at de var kaldet i en særlig hensigt og havde deres nøjagtigt anviste plads i den synlige organisation.
16. Hvad bevirker, at disse to skarer kan tilbede og tjene sammen i endrægtighed?
16 Efter at disse to skarer er blevet identificeret, ved vi hver især, om vi hører til „resten“ af det himmelske kongehus eller til dem, som er kaldet til en jordisk stilling foran tronen. Sand religion anviser de to skarer deres rette plads, og begge har de håb om liv i Guds nye verden. Fra og med 1935 er den ene skare blevet mindre talmæssigt set, mens den anden er vokset, så der i dag findes hundredtusinder af sådanne, som hører til den „store skare“, hvis hu står til liv på jorden, mens den anden nu kun udgør nogle få tusinde. Til Zion flokkes disse tusinder og atter tusinder som duer til dueslag. „Dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres på hofte; . . . Hvem flyver mon der som skyer, som duer til dueslag?“ — Es. 60:4, 8.
17. Forklar, hvorfor disse tusinder kommer til Guds organisation.
17 Profeten taler om skibe, der bringer sønner fra det fjerne. „Det er skibe, der kommer med hast, i spidsen er tarsisskibe, for at bringe dine sønner fra det fjerne; deres sølv og guld har de med til Jehova din Guds navn, Israels Hellige, han gør dig herlig.“ (Es. 60:9) Jehova er målet, og alle de, som vender tilbage, stiller sig til rådighed for Jehova, som de ved er al god gaves giver. Profetien skildrer en flåde, der stævner ind med sønner fra fjerne egne. Hvor langt fra kommer de? Helt fra „jordens ender“. Det er langt borte fra dem, som kun er kristne af navn, og hvis tilbedelse er til vanære for Gud. Timen er inde, da disse hundredtusinder skal komme, og de kommer også. Nu lyder det gode budskab om forligelse ikke som et kald til den himmelske stad, men som et kald til en jordisk arv. Det er nu muligt, fordi den sande religion atter er oprettet og kongehuset genopbygget.
Hvorfor bliver denne gunst os til del?
18. Forringer det vigtigheden af deres arbejde, at den store skares indsamling sker på så fremskredent et tidspunkt?
18 Den sande religion skal genoprettes helt og fuldt og bestå for evigt. Jehovas navn er af allerstørste vigtighed, for det danner selve kernen i den sande religion, og hans gerning og værk er knyttet til dette navn. Det er Jehovas agt at gøre sit navn kendt i alle verdensdele, og han har skabt et folk til at udføre netop dette arbejde. Jehova har besluttet, at han vil have mennesker på jorden efter Harmagedon, og at de skal bebo jordens forskellige egne. Det folk, der nu er ved at blive indsamlet, udgør kernen i det samfund, der skal blomstre frem overalt efter Harmagedon. De er fortroppen af Rigets undersåtter, der skal marchere frem ad retfærdighedens vej i de tusinde år. Medlemmerne af den store skare, der har denne forret, gør vel i at huske på, at selv om indsamlingen af de andre får er det sidste punkt på Guds arbejdsprogram inden Harmagedon, skyldes den ingenlunde en pludselig indskydelse, en idé, undfanget i sidste minut. Afsluttende handlinger er ofte af største vigtighed og er gerne kronen på værket. De, som ejer Jehovas gunst, må helt tage afstand fra falsk religion og holde sig til den sande, om de skal forblive i deres begunstigede stilling i Guds organisation.
19. Hvad viser, at Jehova har et stort arbejde til denne jordiske skare?
19 Jehova har endnu en grund til at kalde dette folk sammen, og det er den, at han har et stort arbejde for dem at udføre inden Harmagedon. Dem skal udføres et arbejde, som den salvede rest umuligt kunne magte alene, selv om Jehova leder sit folks virksomhed gennem sin trofaste rest. Det er en kendsgerning, at det verdensomspændende indsamlingsarbejde hovedsagelig udføres af den „store skare“, der nu udgør omtrent 500.000, mens den salvede skare er formindsket til henved 20.000. Det er grunden til, at Jehova har kaldet denne store skare til sin tjeneste, for han har brug for dem til det arbejde, han har bestemt, de skal gøre i forening med den salvede skare. For årtusinder siden kundgjorde Jehova, at han agtede at lade denne vældige gerning udføre på jorden i dag, og han oprejser et folk til at fuldende den.
20. Nævn en anden grund til, at Jehova viser dem sin gunst, som skal opnå velsignelse på jorden.
20 Der er en anden grund til, at Jehova viser den „store skare“ sin gunst, og det er, at de elsker retfærdighed og hader den falske religions vederstyggeligheder. De har intet til fælles med dem, som vanhelliger, spotter og foragter det, som er ret og godt. Verdens ondskab er dem inderligt imod. Jehova hører fangernes suk. De føler sig til mode som fortidens Lot, „thi mens denne retfærdige mand boede iblandt dem [de ugudelige], pintes han dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte. Således forstår Herren [Jehova, NW] at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse“. (2 Pet. 2:7-9) Jehova udfrier de retsindige, men de må nøje holde sig til den sande religion og aldrig forlade den. „Thi den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens [Jehovas, NW] øjne hviler på retfærdige.“ — 1 Pet. 3:10-12.
21. Hvilken belønning får de, som viser Kongens brødre venlighed?
21 En yderligere grund til, at Jehova begunstiger disse velsignede, er, at de viser hans søns, Jesu Kristi, brødre godhed. Der står skrevet: „Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; . . . Da skal Kongen [Jesus] sige til dem ved sin højre side: Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.“ (Matt. 25:34-36) Det er Jehovas hensigt at kalde disse begunstigede i de sidste tider, fordi de har en særlig gerning at gøre og skal forberedes til tjeneste i Tusindårsriget, der ligger foran os.
22, 23. Hvordan er enken fra Zarepta et billede på denne skare?
22 I beretningen om den fattige enke fra Zarepta i Zidon har vi et storslået eksempel. Elias havde levet i ørkenen og fik befaling om at begive sig til Zidon. Det var den onde Jesabels hjemegn, og den var gennemsyret af dæmonreligion. Dog var det hertil, Jehova førte Elias. Enken og hendes søn skulle til at nyde deres sidste måltid, da Elias bad hende om noget vand. Hun holdt op med det, hun var ved, og hentede vand til ham. Hun forklarede den fremmede, at det var deres sidste måltid mad, og alligevel forlangte Elias, at hun skulle bage ham et brød og sørge for ham først. Han sagde: „Frygt ikke! Gå hjem og gør, som jeg siger; . . . Thi så siger Jehova, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og olien i dunken skal ikke slippe op, før den dag Jehova sender regn over jorden!“ (1 Kong. 17:8-16) Enken troede Elias og nærede urokkelig tillid til hans ord. Hvor dyrebar en skat var hun ikke i denne gudsbespottelige, ikke-israelitiske by!
23 Jehova sendte Elias til denne enke. „Se, jeg har pålagt en enke der at sørge for føde til dig.“ (1 Kong. 17:9) Hun gav ham vand, for han var tørstig, og mad, for han var sulten, selv om det var det sidste, hun havde; men hvor rigt blev hun ikke velsignet! Hun fik mere mel og mere olie; jo mere hun brugte, desto mere fik hun. Selv sin søn fik hun tilbage fra de døde. Bare et måltid mad vandt hende alt dette og den Højestes godkendelse. Sådan går det også med Herrens andre får. Deres venlighed mod Herren Jesu brødre, selv om den vises i det små, går ikke upåagtet hen. „Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn, . . . Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg jer, han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ (Matt. 10:41, 42) Hvor store velsignelser tilflyder der ikke dem, som elsker Jehovas folk! Sand religion er kilden til en sådan kærlighed.
Vid teltet ud
24, 25. Hvorledes sker der nu udvidelser blandt den nye verdens samfund, og bærer det mere frugt?
24 Den nye verdens samfunds grænser må udvides. Alt må styrkes og indordnes under Jehovas retfærdige krav. Organisationen må være i stand til at bære den vægt og det pres, det stadigt voksende tal fører med sig. Den må være modstandsdygtig over for enhver vildfarelse og ethvert fordærv, der eventuelt kunne følge med dem, som nylig har forladt den falske religion. De, som slutter sig til organisationen, må ikke få lov til at bringe, nogen af deres falske lærdomme, urette tanker eller forkerte handlemåder med ind i den. Den slags må efterlades udenfor, ligesom man affører sig en snavset, ildelugtende klædning. Der bliver givet dem rene klæder, som identificerer dem. Ingen må lægge hindringer i vejen for disse hjemvendende fanger. Modstå ikke udvidelsen af de foranstaltninger, der træffes for at tage imod dem, og formén dem ikke adgang til at udføre et stykke arbejde. Giv plads for disse sønner fra det fjerne. Der vil komme mange flere endnu, og de vil forblive i Guds tjeneste en lang tid fremover — ja mindst tusinde år. Den genoprettede rest byder dem velkommen til den eneste trygge bolig. „Se på Zion, vore højtiders by! Dine øjne skal skue Jerusalem, et sikkert lejrsted [en tryg bolig, AS], et telt, der ej flytter, hvis pæle aldrig rykkes op, hvis snore ej rives over. [Der vil Jehova være med os i majestæt, AS].“ (Es. 33:20, 21) Det er et evighedens telt, der aldrig vil blive flyttet ved fjendemagt. Byer skal bygges op og ørkenen blomstre. Byerne er de retfærdiges menigheder, der er grundlagt til Jehovas pris. Ørkenen er de golde områder, hvor sandheden må forkyndes, så dette vand kan gøre dem frugtbare og give vækstmuligheder. Der skal meget vand til, og de øde steder lader sig nu overrisle af det, og hvilken vidunderlig vækst erfarer vi ikke! Tænk på nogle af de lande, hvor missionærer og andre har arbejdet i den sidste halve snes år, steder, der førhen var udtørret for sand religion, men som nu frembyder blomstrende byer (menigheder), ørkener i fuldt flor, vinmarker, der bugner af retfærdighedens frugter, og træer, der har slået rod og vokser frodigt.
25 Den sande religion er blevet genoprettet, og der udføres et stort, frugtbringende arbejde i forbindelse med den. Den fremmede kan ikke gå vild. Thi han „har lyst til Jehovas lov, og . . . grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt i rette tid“. (Sl. 1:2, 3) „Retfærds frugt er et livets træ.“ (Ordsp. 11:30) „De skal bygge på ældgamle tomter, rejse fortidsruiner, genopbygge nedbrudte byer, der fra slægt til slægt lå i grus.“ (Es. 61:4) Den salvede rest og den store skare udfører i sandhed et vidunderligt arbejde på denne dag, og så er det endda kun begyndelsen af genopbygningsprogrammet, for den nye verdens byggearbejde skal fortsætte i tusinde år!
26. Hvem er meddelagtige i det arbejde, som „murbrudsbøderen“ og „genskaberen af farbare veje“ udfører, og hvordan er de det?
26 Herren Jesus har brugt sine trofaste salvede til at hele det gabende brud og under mange års kamp og lidelser genoprette den rene og sande religion, der herliggør hans Faders hellige navn. Der er nu en banet og farbar vej at følge for dem, som redder sig ud af Babylon, den store. Derfor kaldes Kristus „murbrudsbøder“ og „genskaber af farbare veje“. Det er kundskaben om Jehova og om vor Herre Jesus Kristus, der fremelsker den sande religion, og den lovpriser og herliggør dem og tilskynder os til i glad og villig lydighed at gøre Guds vilje i tro. Handler vi således, har vi et urokkeligt håb, og dette håb om liv vil knytte os ganske nær til Jehova og hans søn. Dyrk derfor den sande religion og hjælp andre til at gøre det samme til evig gavn for dem og til ære og ophøjelse af Jehovas navn.
(The Watchtower, 1. marts 1954)