Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal man forstå den del af Mika 4:3 der lyder: „Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk“? — L. S., De forenede Stater.

Denne del af Mikas profeti må forstås i harmoni med sammenhængen. I Mika 4:2 læser vi at „talrige folk“ skal sige: „Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier.“ Disse talrige folk er ikke de politiske nationer og regeringer som sådanne. Nej, det er troende enkeltpersoner inden for alle de politiske nationer der drager til Jehovas bjerg, som det siges direkte i Åbenbaringen 7:9.

Altså betyder Mika 4:3, der siger at Jehova vil dømme mellem „mange folkeslag“ og skifte ret mellem „fjerne folk“, ikke at Jehova vil gribe ind i de politiske nationers anliggender. Det må derimod hentyde til at han i åndelig forstand skifter ret mellem de troende der har skilt sig ud fra de politiske nationer og taget standpunkt for Jehovas rige.

Disse retter sig efter Jehovas domme eller afgørelser ved at opfylde resten af vers tre: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“

De sande kristne gør dette i overensstemmelse med den resolution de vedtog ved deres internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i 1958 og som i uddrag lyder: „AT vi i overført betydning har smedet vore sværd til plovjern og vore spyd til vingårdsknive, og at vi, skønt vi kommer fra så mange nationaliteter, ikke vil løfte sværd mod hverandre, eftersom vi er kristne brødre og medlemmer af Guds ene familie, ej heller vil øve os i våbenfærd mer, men vil vandre ad Guds stier i fred, enhed og broderlig kærlighed.“

● Hvad mente Elias da han på Elisas anmodning om at måtte sige farvel til sine forældre svarede: „Gå, vend tilbage; thi hvad har jeg gjort ved dig?“ — 1 Kong. 19:20, NW. — A. J., De forenede Stater.

Elias mente ikke at sagen var så presserende at Elisa ikke kunne tage sig tid til at gå hjem og sige farvel til sine forældre først. Gå, vend tilbage, for jeg har intet at indvende imod det. Jeg har ikke gjort dig noget som forbyder dette, kunne han også have sagt. Derfor gik Elisa i gang med at forberede en fest for sin familie. Det må have taget adskillige timer eftersom Elisa først skulle slagte okserne, partere dem og koge dem.

Fornuftigvis må vi slutte at Elias blev og deltog i festen, for vi læser intet om at Elisa skyndte sig for at indhente Elias, som om Elias var fortsat på sin vej mens Elisa blev tilbage. Derimod læser vi at Elisa „brød . . . op og fulgte Elias og gik ham til hånde“. — 1 Kong. 19:21.

Denne situation var vidt forskellig fra den der står berettet i Mattæus 8:21, 22, hvor en discipel beder om tilladelse til at begrave sin fader inden han følger Jesus, der svarer ham: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde!“ Vi får ikke forståelsen af at faderen allerede var død; havde han været det, ville sønnen have været i færd med at begrave sin fader, eftersom det i Østen er skik at begrave de døde straks.

George M. Lamsa, der er autoritet når det gælder syriske (aramaiske) skikke og sprog, siger om det nævnte udtryk: „Denne talemåde er orientalsk og anvendes især blandt aramaisktalende folk. Den betyder: ’Min fader er en gammel mand og jeg må sørge for ham indtil han dør.’ Eller: ’Min fader går på gravens rand,’ hvilket vil sige at faderen kan dø hvad dag det skal være. En mand på halvfjerds betragtes som ’død’ i Østen fordi han ikke er arbejdsdygtig. Da de ikke har forsikringsselskaber eller alderdomsforsorg bliver en gammel mand ganske naturligt afhængig af sin søn. Ydermere er det en faders højeste ønske at hans søn er til stede ved hans dødsleje for at lukke hans øjne og være hos ham i den sidste stund, hvor han udtaler sin velsignelse over sin familie. . . . Østens folk er kendt for deres gavmildhed og gæstfrihed. De ikke alene deler hvad de har af mad, men begraver også de døde i samfundet og tager sig af de gamle.“ — Gospel Light, side 62.

Vi ser altså at der ingen uoverensstemmelse er mellem det kald Elias tilbød Elisa og det Jesus tilbød en discipel.

Mindehøjtid

For over 1900 år siden indstiftede Herren Jesus højtiden til minde om sin død. Ved denne enkle ceremoni tjente rød vin og brød uden gær som symboler på hans ofrede legeme og blod. Da Jesus befalede at denne mindehøjtid skulle fejres én gang hvert år, sagde han: „Gør dette til ihukommelse af mig!“ I år samles Jehovas vidner og andre retsindige mennesker mandag den 8. april efter klokken 18.00, for at fejre denne højtid. Efter et foredrag om begivenhedens betydning vil symbolerne, først brødet og dernæst vinen, blive bragt rundt efter at der er blevet bedt om Jehovas velsignelse over hvert enkelt symbol. Ved mødets afslutning indbydes alle tilstedeværende til sammen med menigheden at tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Alle retsindige mennesker indbydes og opmuntres til at overvære mindehøjtiden. Hvis De ikke kender adressen på den nærmeste rigssal kan De få den oplyst ved at skrive til Vagttårnet, Kongevejen 207, Virum.