Unge spørger:
Hvordan kan jeg undgå skuffelser?
’DET eneste jeg laver er at læse så jeg kan klare prøverne,’ siger Kenny. ’Det er et konstant pres, og mine forældre er over mig hele tiden.’ Men værre end det pres at skulle klare sig godt, er skuffelsen når det går dårligt. Som 12-årige Debbie siger det: „Hvis jeg klarer mig dårligt til en prøve, er det nok til at få mig til at græde.“
Men et dårligt resultat i en prøve er sandsynligvis ikke din første — eller sidste — store skuffelse. Du prøver måske at sige noget fornuftigt til en voksen, men bliver affærdiget med at du jo „kun er et barn“. Du vil måske gerne gå lige så moderne klædt som alle de andre i skolen, men dine forældre siger at det har de ikke råd til.
Intet får imidlertid det bedste eller det værste frem i én som en stor skuffelse. Det kan således være den smeltedigel hvori en stærk kristen personlighed formes. Men hvis du føler dig helt knust, kan det være svært at tænke sådan. Bibelen siger at „langvarig forventning [eller udskydelse af noget man har forventet] gør hjertet sygt“. (Ordsprogene 13:12, NW) Og hvis forventningen slet ikke bliver indfriet, kan det ødelægge ens kampånd og selvtillid.
Tag for eksempel kong Akab i det gamle Israel. Ved siden af hans palads lå der en vingård som han ønskede sig til køkkenhave. Han henvendte sig til ejeren af vingården og sagde: „Overlad mig din vingård, . . . jeg vil give dig en bedre vingård i bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede penge, om du foretrækker det.“ Ejeren svarede: „[Jehova] bevare mig fra at overlade dig mine fædres arvelod!“ I det gamle Israel betragtede man nemlig jord som en hellig arv fra Gud. Den måtte ikke sælges uigenkaldeligt. — Se Tredje Mosebog 25:23-28.
Men kongen var åbenbart vant til at få sine ønsker opfyldt, for da han ikke kunne få sin vilje her, „gik [han] hjem, misfornøjet og ilde til mode“. Barnagtigt „lagde [han] sig til sengs, vendte sit ansigt bort og spiste ikke“. — 1 Kongebog 21:1-4.
Akabs måde at tage det på er tydeligvis ikke den bedste, men nogen skuffelse kommer vi alle ud for. Med en vis forudseenhed kan man dog forhindre visse skuffelser i overhovedet at dukke op. Hvordan?
Når man stiler for højt
Ofte er skuffelse ikke så meget et spørgsmål om „langvarig forventning“ som et spørgsmål om for store forventninger. Somme tider er det godt at have høje mål, at „række efter stjernerne“. Men hvis man altid forventer at blive nummer ét, beder man ligefrem om at blive skuffet. Selv de dygtigste er underlagt „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Salomon sagde endvidere at „med ydmyge følger der visdom“. (Ordsprogene 11:2) Er man ydmyg undgår man ofte den smerte der følger med ikke at slå til, for man kender sine begrænsninger. Man sætter sig beskedne, realistiske mål.
Det at få et arbejde kan for eksempel være et godt mål. Men med den situation der er på arbejdsmarkedet i dag, lønner det sig at være villig til at påtage sig de mindre populære jobs. En ung mand der ikke kunne finde fast arbejde, tog selv initiativ til at slå græsplæner og rydde sne. Sandt nok, siger han, „ville jeg ønske jeg havde et rigtigt arbejde“! Men de penge han tjener er gode nok, og den erfaring han får er uvurderlig.
Så er der spørgsmålet om påklædning. Nogle unge vil kun gå i tøj af bestemte mærker eller i sidste nye mode. Men behøver du virkelig at være klædt i modetøj fra top til tå for at være pænt klædt? Synes du det er rimeligt at gøre vrøvl hvis dine forældre ikke har råd til at betale skyhøje priser for det tøj du gerne vil have? Ved at købe fornuftigt kan man stadig være passende klædt og samtidig spare sig selv og sine forældre for en masse ærgrelser.
En ung mand ved navn Paul gør opmærksom på noget der ofte fører til skuffelse: „Nogle gange når man siger noget til en voksen, er det som at tale til en mur.“ Det er forståeligt hvis du bliver skuffet når voksne — især måske dine forældre — ikke synes at tage dig alvorligt. Det er rigtigt at forældre ikke altid lytter til deres børn. De tillader at der kommer en kommunikationskløft. Men hører du altid efter hvad de siger? Kunne det være at begge parter kommer til kort her?
I Bibelen læser vi om en ung mand ved navn Timoteus der sandsynligvis var i begyndelsen af trediverne. Han fik at vide: „Lad ingen se ned på din ungdom.“ Selv om han havde nået denne modne alder, betød det altså ikke at han automatisk kunne forlange at blive respekteret af dem der var ældre end han. Han måtte blive „et eksempel for de troende og trofaste: i tale, i adfærd, i kærlighed, i tro, i renhed“. (1 Timoteus 4:12) Han kunne imidlertid gøre sig fortjent til respekt ved at følge Paulus’ vejledning. Prøv at se dig selv som du virkelig er. Opdyrk sund dømmekraft og tillæg dig en god adfærd. Så vil de voksne helt naturligt respektere dig.
„. . . forud for fald“
Ordsprogene 16:18 siger: „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.“ Unge mennesker er ofte selv skyld i at de bliver skuffede fordi de sætter hårdt ind på at udmærke sig bogligt eller sportsligt. For nogle er det altafgørende at blive nummer ét.
Dr. James P. Comer siger imidlertid at teenagere „er meget tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem en god præstation og det at have værdi som menneske. Denne fejlagtige opfattelse kan føre til arrogance, til skuffelse eller til andre holdninger der giver problemer“. Der var for eksempel en teenagepige der havde topkarakterer. Men hun blev træt af karakterræset i skolen. Da hun nu ikke længere følte sig motiveret til at læse, begyndte det at gå stærkt ned ad bakke med hendes karakterer. Tilsyneladende var frygten for ikke at slå til for meget for hende. Men kunne hun ikke have sparet sig selv for en masse skuffelser ved blot at have stræbt efter at lære i stedet for at piske sig selv til at være bedre end andre?
Konkurrencemomentet i sport kan have lignende konsekvenser. Gary var en ivrig fodboldspiller og drømte endda om en professionel sportskarriere. Han fortæller: „Jeg havde de samme idealer som min fader og mine brødre. Far var firmaets bedste sælger, og fiasko var noget utænkeligt for ham. Og mine brødre var dygtige idrætsfolk. Hjernevasket af mine trænere til at tro at jeg kunne blive bedre end dem, lod jeg mig også besætte af tanken om at blive nummer ét.“ Fuld af stolte forventninger fik han pludselig øjnene op for hvordan virkelighedens verden er. Selv med den bedste træning er det vanskeligt, om ikke umuligt, at blive nummer ét. Og hvor blev han skuffet da han opdagede at idræt ikke bare var ære og smiger. Slemme skader, vold, umoralitet og endda stoffer var en del af denne livsform. Han lagde også mærke til hvordan konkurrenceånden sneg sig ind i nogle af idrætsfolkenes ægteskab og udvirkede et spændt forhold mellem ægtefællerne. Og hvilken skuffelse var det ikke at opdage at kun nogle få hundrede ud af mange tusind talentfulde idrætsfolk kan skaffe sig et levebrød af sport. Gary traf derfor en svær beslutning. Han trak sig ud af konkurrencesport. Han er stadig glad for sport, men føler nu at det „kun er en leg og også bør betragtes som sådan“.
Bibelen råder: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Uhæmmet konkurrencelyst får kun det værste frem i folk. Det er selvfølgelig skønt at være nummer ét til noget. Men det er også lidt af en præstation at være blandt de 10 bedste, ja bare blandt de 100 bedste for den sags skyld. Salomon sagde også: „Og jeg så, at al flid og alt dygtigt arbejde udspringer af den enes misundelse mod den anden. Også det er tomhed og jag efter vind.“ — Prædikeren 4:4.
Visse skuffelser er naturligvis uundgåelige. Hvordan man klarer dem, vil blive behandlet i en senere artikel.
[Tekstcitat på side 16]
Teenagere „er meget tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem en god præstation og det at have værdi som menneske. Denne fejlagtige opfattelse kan føre til arrogance, til skuffelse eller til andre holdninger der giver problemer“. — Dr. J. P. Comer
[Illustration på side 16]
Vær villig til at udføre mindre ærefuldt arbejde
[Illustration på side 17]
Hård konkurrence fører ofte til bitter skuffelse