Mennesket — skabt til jorden

VORE egne erfaringer siger os at vi ikke kan undvære jordkloden. Den skaffer os vore materielle fornødenheder, såsom mad, vand og klæder. Og hvem glæder sig ikke over jordens skønhed, dens majestætiske bjerge, dens stille skove og havets buldrende brændinger?

Kemiske undersøgelser af menneskets organisme afslører at alle dets grundelementer forefindes i jordsmonnet. Dette stemmer med Bibelens udtalelse om at mennesket blev skabt „af agerjordens muld“. (1 Mos. 2:7) Interessant i denne forbindelse er det at Bibelen forklarer at det første menneske blev kaldt Adam, et navn der kan oversættes med „det jordiske menneske“. Gud pålagde mennesket at tage vare på jorden. Ja, af Salme 115:15, 16 fremgår det at jorden blev givet mennesket til hjem.

Men i vore dage søger mennesker at udforske rummet. Kunne det tænkes at mennesket også vil egne sig til at leve på en anden planet? Hvis vi virkelig er skabt til jorden, burde det så ikke være tydeligt på mange andre områder end vores afhængighed af luft, vand og mad?

På planeten Jupiter varer en „dag“ for eksempel cirka ti timer. Jupiters „år“ svarer til omtrent tolv år på jorden. Mon ikke vi med en smule øvelse kunne indstille på sådanne tidsinddelinger? Er vi virkelig skabt til jordens tidsmønstre? Her kan det være af interesse hvad de gældende videnskabelige opfattelser går ud på.

Professor John D. Palmer ved New Yorks universitet udtaler: „Det er ret tydeligt at protoplasma har en iboende evne til at afmåle 24-timers perioder,“ og protoplasma findes i alt levende på jorden, også i mennesket. Professor i biologi ved Northwestern University, Frank A. Brown siger: „24-timers rytmesystemer forefindes i mennesket.“

Sådanne døgn-„ure“, undertiden benævnt „biologiske ure“, kaldes mere korrekt „cirkadianske rytmer“ (fra det latinske circa, der betyder „omkring“, og dies, der betyder „dag“, altså „omkring en dag“) eftersom de fleste af disse rytmer ikke er på nøjagtig fireogtyve timer.

Fireogtyvetimers rytmer i mennesket

Den mest iøjnefaldende af disse rytmer i mennesket siges at være den stadige vekslen mellem søvnen og den vågne tilstand. Af hver fireogtyve timer tilbringer de fleste mennesker cirka otte timer med at sove og seksten timer i vågen tilstand. Har De nogen sinde prøvet at ændre denne cyklus, ved måske at springe en enkelt nattesøvn over? Det kan man ikke gøre ret længe ad gangen, vel? Organismen stritter imod.

Eksperimentelle forsøg på at ændre denne fireogtyvetimers cyklus i søvn-vågen-tilstanden er slået fejl. Herom har søvneksperten Nathaniel Kleitman udtalt: „Forsøg på at indrette mennesket på en 12-timers rytme er uden undtagelse slået fejl. . . . Forsøg på at fremkalde en 48-timers rytme i vore laboratorier kronedes heller ikke med større held.“ Menneskets søvnvaner tilkendegiver at det er skabt til en fireogtyvetimers rytme.

Også legemstemperaturen, får vi at vide, følger en sådan fireogtyvetimers cyklus. Gennemsnitstemperaturen hos et sundt menneske ligger på 37° C. Men den svinger hver dag, cirka en grad; legemstemperaturen er konsekvent lavere om morgenen og højere om eftermiddagen.

Desuden mener man at de fleste af de kemiske stoffer der udskilles i organismen følger et fireogtyvetimers mønster. Læg for eksempel mærke til hvad en lærebog fra 1968 siger om de hormoner der udskilles af binyrerne og hypofysen:

„Der sker et kraftigt udslag i hypofysens ACTH-virksomhed cirka kl. 3 morgen, og den når et højdepunkt henved kl. 6. Dette følges kort efter af en brat stigning i plasmaniveauet i cortisolet og dets derivater. Det er som om batterierne er blevet opladet under søvnen, parate til ’aktion’ i morgentimerne når personen vågner op. I løbet af dagen sker der et gradvis fald således at det laveste cortisolniveau indtræffer ved midnatstid. Højeste niveau i de tidligste morgentimer ligger næsten dobbelt så højt som laveste niveau sent om aftenen.“

Men hvad nu hvis et menneske sover i løbet af dagen og arbejder om natten? Vil en sådan ændring påvirke døgnrytmen i disse kirtler? Det hedder videre i den omtalte bog:

„Binyrernes virksomhedsrytme er uafhængig af søvnen, hvilket påvistes hos arbejdere på natskift, der bibeholdt deres oprindelige rytme; der består ikke nogen direkte forbindelse til synsevnen, eftersom den samme daglige vekslen påpeges hos blinde.“ — Textbook of Endocrinology, udgivet af lægen R. H. Williams.

En regulær cirkadiansk rytme menes at være blevet påvist i mange andre af menneskelegemets organer og processer. Ifølge læger ved Baylor College of Medicine i Houston, Texas, ville endog „et udtaget donorhjerte opretholde en lignende cirkadiansk rytme“. — Science, 14. august 1970.

Eftersom så mange rytmer synes at svare meget nær til varigheden af jordens døgn, fireogtyve timer, er det forståeligt at nogle videnskabsmænd antyder en „kosmisk“ forbindelse imellem døgnet og disse rytmer. Således udtaler professor Brown at „uret“ i jordens levende skabninger er stillet efter den naturlige geofysiske rytme. Selv om denne betragtning ikke er almindeligt accepteret, er der dog kun få eksperter som er parate til helt og holdent at afskrive dens mulige gyldighed. Men kunne disse rytmer ændre sig i det ydre rum?

Ikke ifølge bogen The Physiological Clock (1967-udgaven) af professor Erwin Bünning: „Undersøgelser af rumfartsproblemer har vist at menneskene ligeledes kun i begrænset omfang kan omstille sig til et livsmiljø der afviger betragteligt fra den 24-timers vekslen.“ Professor Bünning drager den slutning at alle vidnesbyrd bekræfter sandfærdigheden af den udtalelse som den tyske fysiker C. W. Hufeland fremsatte i det attende århundrede: „Fireogtyvetimers perioden . . . er, så at sige, vor naturlige kronologis enhed.“

Mennesket tilhører i sandhed et livsmiljø der er grundlagt på en fireogtyvetimers rytme.

Andre „ure“ i mennesket

Døgnrytmer er ikke de eneste „ure“ i mennesket. Andre forskere har fremsat oplysninger der tyder på en cyklus baseret på jordens år. En artikel i Scientific American for april 1971 siger om en af disse undersøgelser: „I de 15 år studiet af dette emne har stået på, har der tydeligt vist sig en årsrytme.“

Hvordan forholder det sig med månen? Bibelen viser at det var ved hjælp af månen og solen at mennesket skulle inddele tiden; og i Bibelen omtales månemåneder, der er på 29,5 dage. (1 Kong. 6:37, NW) Kendsgerninger man er nået frem til i vore dage, antyder at månen øver en indflydelse på mange former for dyreliv, for eksempel på østers. Det er også hovedsagelig månen der fremkalder flod og ebbe på jorden.

Dette har fået en skribent ved Science Digest til at spørge: „Når [månen] kan øve et vist træk på levende [dyre]væv samt på havene, hvorfor skulle den så ikke øve en vis indflydelse på menneskene?“ Der er åbenbart visse interessante overensstemmelser mellem månens cyklus og menneskene.

To af disse drøftes af professor Palmer:

„Selv grundlæggende lærebøger erklærer at en menstruationscyklus gennemsnitlig varer 28 dage . . . Nøjere og nyere undersøgelser af data samlet af tidligere forskere . . . har nu vist at den virkelige gennemsnitstid for kvindens menstruationscyklus ligger på 29,5 dage — den synodiske månemåneds nøjagtige varighed. Man fandt tillige at svangerskabets gennemsnitlige varighed — den tid der hengik fra undfangelse til fødsel — nøjagtig udgjorde ni månemåneder (266 dage).“ — Natural History, april 1970.

Den ovenfor citerede skribent ved tidsskriftet Science Digest havde et åbent øje for sådanne påfaldende forbindelser, og spurgte derfor: ’Skyldes det blot et sammentræf?’

Er det muligt, sådan som nogle har antydet, at der i lighed med de tydelige døgnrytmer „er nedlagt rytmer i protoplasmaet der har samme regelmæssige vekslen som månens cyklus“?

Vi kommer også til at forstå at jorden er menneskets hjem hvis vi ser hvad der sker når mennesket forlader jorden og drager ud i rummet.

Når mennesket er borte fra sit hjem

Når mennesket opholder sig uden for sit hjem, jorden, befinder det sig ikke længere i omgivelser der er naturlige for det. Det ydre rum frembyder i sig selv stor livsfare; det menneske der blot et kort øjeblik opholder sig dér uden beskyttelse er sikker på at omkomme. Selv om det er klædt i en særlig udrustning i det ydre rum, lurer der farer på det alle steder, farer som det ikke møder i jordens hjemlige atmosfære.

Blandt disse farer er vægtløshed nok den mest fremtrædende. Den svækker kredsløbssystmet, og det kan dræbe et menneske når det vender tilbage til den normale tyngdekraft på jorden. Derfor må man benytte sig af særlige metoder til at kontrollere blodkredsløbet mens mennesker befinder sig i rummet. Disse metoder, der jo ikke er nødvendige på jorden, giver ikke helt de gode resultater som man havde ventet under de vovelige rumfarter.

Da for eksempel to russiske kosmonauter i 1970 vendte tilbage til jorden efter en rekordomkredsning i Sojuz 9, der blev beskrevet som ’en fuldendt succes’, hed det i en beretning at de havde svært ved at omstille sig til jordens tyngdekraft. Ikke alene forekom det sædvanlige vægttab og den sædvanlige muskelslaphed under selve omkredsningen, men i cirka ti dage derefter „besværedes de desuden af en vis ubalance i hjerte- og blodkarsystemet og havde vanskeligt ved at sove“. En svigtende øjekoordination, der hindrede dem i at opfatte farver, blev ligeledes tilskrevet det lange ophold i vægtløs tilstand.

Normalt er der intet af dette der skaber problemer for sunde mennesker i deres jordiske hjem. Men, og det er vigtigere, ønsker mennesker virkelig at opholde sig borte fra jorden? Tænk på de mænd der har opholdt sig i det ydre rum. De har fremsat nogle sigende udtalelser der direkte og indirekte tilkendegiver at jorden virkelig er menneskets hjem.

Da De forenede Staters rummandskab i Apollo 8 kredsede i en højde af cirka 110 kilometer over månens overflade, beskrev de den som „en intethedens hvælving, vidtstrakt, ensom, menneskefjendsk“ og som „et meget uindbydende sted at leve eller arbejde“. De tre mand i besætningen læste op fra Første Mosebog i Bibelen og fremhævede at den siger at jorden er ’god’.

Om to russiske kosmonauter der opholdt sig i rummet i 1970, hedder det at de „blev grebet af en trang til ’jordisk mad’“. Og i juni sidste år sendte veterankosmonauten V. N. Volkov, blot nogle få timer før han døde sammen med to andre kosmonauter på tidspunktet for deres tilbagevenden til jorden i Sojuz 11, følgende meddelelse til jorden: „Man kigger derned og får hjemve. Man kunne tænke sig lidt solskin, frisk luft og en spadseretur i skovene.“ Også han erkendte at jorden er menneskets hjem.

Ja mennesket hører — til mindste enkelthed — til på jorden. Og jorden er på alle måder ideel til mennesket. Den videnskabelige forskning bekræfter det. Bibelen har sagt det i tusinder af år. Er det da svært at tro på den når den siger at Gud snart vil gøre vor jord til et paradis der er befriet for al ondskab? — Matt. 6:9, 10; Luk. 23:43; Åb. 21:4, 5.

Jorden — fredselskende menneskers hjem

● „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet [jorden, NW], de fryder sig ved megen fred. Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; thi [Jehova] elsker ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses afkom udryddes; de retfærdige arver landet [jorden] og skal bo der til evig tid. Bi på [Jehova] og bliv på hans vej, så skal han ophøje dig til at arve landet [jorden]; du skal skue de gudløses undergang.“ — Salme 37:10, 11, 27-29, 34; Mattæus 5:5.

[Illustration på side 364]

Menneskenes søvnvaner tyder på at mennesket blev skabt til en fireogtyvetimers rytme

[Illustration på side 365]

Månen øver stor indflydelse på jorden og dens skabninger. Er det et rent tilfælde at der er en overensstemmelse mellem månens cyklus og forplantningsprocessernes forløb i kvindens organisme?

[Illustration på side 366]

Borte fra sit hjem, jorden, er mennesket udsat for konstante farer; vægtløshedens virkninger på blodkarsystemet, for eksempel, kan dræbe et menneske under dets tilbagevenden til jordens tyngdekraft