Hvem bør herske over menneskene?

Bliver det mænd fra Øst eller Vest? eller har Gud en anden hensigt?

I den kommunistiske østblok og i frihedshadende diktaturstater blandt de vestlige lande gennemtvinger selvbestaltede herskere deres vilje over for mere end en milliard mennesker, over en tredjedel af jordens befolkning. De undertrykker skånselsløst deres undersåtter og mishandler brutalt enhver der udtrykker ønske om frihed. De der afskyr despotiske herskere, er enige om at sådanne mænd ikke burde herske, men er de, på den anden side, indbyrdes enige om at godkende den der burde herske over menneskene?

Det bestandige pres der øves fra politiske partier i liberale lande for at få dem der sidder inde med magten fordrevet og erstattet med andre mænd, viser at der er utilfredshed selv med disse herskere. Endskønt de er blevet valgt af folket er det en dagligdags ting at læse om hvordan sådanne embedsmænd er blevet afsløret som bestikkelige, selviske og ligegyldige over for deres vælgeres krav. Af samme grund sætter loven i mange lande en grænse for det tidsrum hvori en mand må beklæde et embede. Ingen af jordens politiske regeringer er i stand til at frembringe en hersker hvis retskaffenhed er så uangribelig, og som ofrer sig så fuldstændigt for deres undersåtters velfærd, uanset deres race eller økonomiske status, at hans styre ville være en virkelig og varig velsignelse for alle mennesker. Det bedste de kan stille på benene er en regering der byder på begrænsede goder for alle og større goder for nogle få privilegerede, og det kun for en kort tid. Hvorfor er det sådan?

Jehova Guds skrevne ord åbenbarer hvorfor menneskets bestræbelser for at styre sig selv har bragt så mange skuffelser. Det siger: „Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede: ’Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!’“ (Sl. 2:2, 3) Kristenhedens herskere vil måske protestere og sige at de ikke er imod Gud og at de ikke forkaster hans salvede søn; men Gud siger at de gør det. Menneskets styre ned gennem tiderne forklarer hvorfor.

Det var det første menneske, Adam, der forkastede Guds lov og selv ville afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt. Men det er især siden diktatoren Nimrods tid, han der efter Vandfloden i Noas dage opkastede sig selv til hersker over sine medmennesker, at mennesker har søgt at opstille regeringer der ikke skulle stå under Guds overopsyn. De har i deres tåbelighed forkastet den højeste Suveræn som deres usynlige hersker og har nægtet at adlyde hans love. De vanskeligheder dette kan medføre fremgår klart af det der skete med Israels nation.

„Giv os en konge“

I fire hundrede år efter israelitternes flugt fra Ægypten indtog Israels nation en enestående stilling blandt verdens nationer. Den havde ingen synlig konge men blev styret af Jehova Gud. Hans love retledte folket og knyttede det nært til hans suverænitet. Trofaste mænd tjente som tilsynsmænd der sørgede for at hans vilje skete til folkets bedste. Så længe de adlød deres usynlige hersker havde de fremgang. Men i stedet for at være tilfredse med denne retfærdige konge bad de om at få en jordisk hersker.

„Giv os en konge,“ råbte de til profeten Samuel. (1 Sam. 8:6) De ønskede at være ligesom nationerne rundt om dem og have en jordisk konge der kunne drage i spidsen for dem i krig, én hvis pomp og pragt de kunne se. Det var ikke fordi de ikke havde nogen hersker; det havde de. De havde Jehova Gud selv som deres konge. Jehova gav dem endog synlige, styrende repræsentanter dommerne, der var trofaste mænd som han oprejste til at tjene folket. Men der var intet dynasti af herskere, der var ikke noget af den pragtudfoldelse der kendetegner de omliggende nationers kongehuse. Dåragtigt forkastede de Jehova som deres konge. Til trods for at Samuel advarede dem om hvordan en jordisk konge ville undertrykke dem, holdt de fast ved at ville følge deres eget hoved. Jehova sagde til Samuel, der sørgede over deres genstridighed: „Det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ (1 Sam. 8:7) Selv om Jehova gav efter for deres ønske om at få en jordisk konge, afstod han dog ikke fra at udøve sin myndighed over dem.

Israel havde fortsat en teokratisk regering. Kongen blev salvet på Jehovas befaling og landets love var Guds love. Men det varede ikke længe før kongen selv forsømte at underlægge sig den hvis folk han herskede over. Guds love blev spottet og tilbedelsen af ham skubbet i baggrunden. Da nationen således vendte Gud ryggen, førte det ulykke med sig.

En nedslående beretning

I et tidsrum af 510 år var der ud af treogfyrre konger kun seks der bevarede et så godt forhold til Gud at det kunne siges om dem at de gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne. Disse var David, Asa, Josafat, Jotam, Ezekias og Josias. De øvrige syvogtredive gjorde sig skyldige i overtrædelser der skæmmede deres styre så meget at de ikke fortjente en så gunstig omtale.

Den allerførste konge blev for stor i sine egne øjne og satte et dårligt eksempel ved at være ulydig mod Gud. Den tredje konge, Salomon, udviklede sig også i dårlig retning, idet han førte folket ud i hedensk afgudsdyrkelse. Han var ansvarlig for udøvelsen af den afskyelige skik at forældre brændte deres sønner og døtre som ofre til groteske afguder. Denne vederstyggelige tilbedelse af falske guder nedkaldte Jehovas retfærdige harme over nationen som helhed og foranledigede at den blev delt i to riger under Salomons søn Rehabeams regering.

De ti stammer der skilte sig ud, dannede et nordligt rige. Endskønt Jehova formanede dem gennem sine profeter, var der ikke én af de tyve konger der herskede over dem i den tid det nordlige rige eksisterede, der ledte folket ind på lydighedens og den rene tilbedelses vej. Om ikke en eneste af dem kunne det siges at han stod sig godt med Jehova. Dette kunne kun føre til én ting.

Nationalt sammenbrud

Optændt af harme over det nordlige Israels rige fordi det vedblev at handle ondt, lod Jehova det komme til en brat afslutning efter at riget havde eksisteret i 257 år. „Derfor blev [Jehova] såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit åsyn.“ (2 Kong. 17:18) Den sidste konge, Hosea, blev styrtet efter en tre års belejring, der påbegyndtes af assyrerkongen Salmanassar, og Israels ti stammer blev derefter ført i fangenskab, sandsynligvis på befaling af Sargon II. Denne nationale ulykke der ramte det nordlige rige var en bebudelse af hvad der af samme grund — utroskab mod Gud — ville ramme det sydlige rige. — 2 Kong. 18:9-12.

Efter det nordlige riges fald bestod det sydlige rige i endnu 133 år. Endskønt den gode kong Josias heraf herskede de enogtredive år, var han ikke i stand til at få nationen bort fra den vej den var slået ind på. Efter hans død fortsatte folket som før med deres afgudsdyrkelse og ulydighed mod Jehova. Til sidst bragte Jehova det sydlige rige og dets kongerække til ophør ved at overgive folket i babyloniernes hånd. Dets byer blev ødelagt, og de der overlevede blev for størstedelens vedkommende ført som fanger til Babylon, og landet blev en forladt ødemark.

Til trods for de mange advarsler der lød fra Jehovas profeter, fulgte folket i begge riger deres mange onde kongers slette eksempel. „De dyrkede afgudsbillederne, skønt [Jehova] havde sagt: ’Det må I ikke gøre!’ Og [Jehova] advarede Israel og Juda ved alle sine profeter, alle seerne, og sagde: ’Vend om fra Eders onde færd og hold mine bud og anordninger i nøje overensstemmelse med den lov, jeg pålagde Eders fædre og kundgjorde Eder ved mine tjenere profeterne!“ — 2 Kong. 17:12, 13.

Den alvorlige fejl disse folk begik ved at forkaste Gud som deres konge og ikke adlyde hans befalinger, førte til ulykke for nationen. Deres erfaring er et manende eksempel på at menneskene må lytte til Gud og underlægge sig hans ordning dersom de skal have fremgang.

Vor tids regeringer

Er der blandt de regeringer som nu findes på jorden, nogen der repræsenterer Gud? Findes der en jordisk konge, en diktator, statsminister eller præsident der hersker ifølge guddommelig bemyndigelse? Nej? Der har ikke været en sådan guddommeligt anerkendt regering på jorden siden Gud tillod de babyloniske hære at omstyrte Jerusalem i det syvende århundrede før Kristus. Til Jerusalems sidste konge, Zedekias, sagde Jehova: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ez. 21:26, 27.

På det tidspunkt blev Satan Djævelen i egentligste forstand „denne verdens gud“. (2 Kor. 4:4) Alle jordens riger var underlagt hans kontrol. Det var grunden til at apostelen Johannes sagde: „Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Hvad enten man kan lide tanken eller ej så må man, dersom man tror på Bibelen, bøje sig for den kendsgerning at alle de der styrer jordens riger, uanset hvor velmenende nogle af dem måtte være, står under Satan Djævelens overopsyn. Jesus sagde til sine efterfølgere: „I [er] ikke . . . en del af verden.“ (Joh. 15:19, NW) Men denne verdens hersker er så afgjort en del af denne verden. De er dens svorne venner og arbejder for dens beståen. De går muligvis regelmæssigt i kirke og foregiver at tilbede og tjene Bibelens Gud, men Bibelen siger rent ud hvordan det i virkeligheden forholder sig med dem: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Der venter dem der sætter deres lid til sådanne herskere alvorlige skuffelser. Det er nu absolut nødvendigt at se hen til den som Gud har godkendt og underlægge sig hans herredømme.

Den retmæssige hersker

Han „som har retten til det“ og som af Gud er blevet bemyndiget til at herske er ikke en magtsyg, ateistisk diktator fra Østblokken, ej heller er det en demokratisk valgt hersker fra den vestlige verden. Det er Guds egen søn Jesus Kristus der har fået denne magt overdraget, og han er allerede blevet indsat som konge i himlene. Det er ham Gud har givet „magt og ære og herredom . . . og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham“. (Dan. 7:14) Jordens konger og højtstående herskere, der fortsat kæmper om verdensherredømmet, kæmper direkte imod Guds rige. De ønsker ikke at underlægge sig Guds indsatte konge, men vil selv beholde magten. Efter at den anden Salme har omtalt deres udfordrende holdning, siger den videre: „Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i vrede, forfærder dem i sin harme: ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’“ Og til sin konge siger han: „Med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ — Sl. 2:4-6, 9.

Ja, kongen Kristus vil tilintetgøre alle dem som vender menneskers opmærksomhed bort fra Guds rige, der er menneskehedens eneste håb. Tiden er nu nær da Kristus vil skride ind over for de onde elementer, de synlige såvel som de usynlige, og udrydde dem i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb. 16:14.

Under hans rige vil retfærdighed blomstre overalt på jorden. Griske, selviske ledere vil være noget der hører fortiden til. Om denne nye verdens konge siges der: „Retfærds stav er din kongestav. Du elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden [Eufrat] til jordens ender.“ Hvilken lykke vil det ikke være at det er én som virkelig elsker retfærdighed der skal være hersker over alle mennesker! Hvilken velsignelse at blive regeret af én der er godkendt af Gud og hvis herredømme Gud vil krone med fremgang og vækst! — Hebr. 1:8, 9; Sl. 72:7, 8; Es. 9:7.

Ved denne retfærdige herskers hjælp vil jorden blive ført frem til en tilstand af paradisisk skønhed, fri for krig og ulykker, ja endog for sygdom og død. Han er den regent der vil lede menneskene til enigt at tilbede og adlyde Jehova Gud, til hans Faders ære og til velsignelse for alle hans undersåtter. — 1 Kor. 15:26; Es. 66:23.

Hvilken garanti har vi for at alle disse ting vil finde sted? Gud, som har lovet alt dette, indestår selv for det. Det er ikke menneskers forfængelige forhåbninger, men Guds hensigter som de er fremholdt i hans ord Bibelen. Jehova Gud, himmelens og jordens Skaber, er almægtig; der er intet der kan få hans hensigter til at vende uopfyldte tilbage til ham. Han har allerede afgjort spørgsmålet om verdensherredømmet. Snart vil alle der ikke underlægger sig Jehovas regerende konge blive tilintetgjort for evigt. Nu er tiden derfor inde til at bevise at vi er hans disciple, ved at vi forbliver adskilte fra denne verden, dens magtbegærlige, politiske systemer og de Gud-vanærende religioner der tilsidesætter Guds ord. Nu er tiden inde til at vi indvier os til Gud og bliver forkyndere af hans rige ved Jesus Kristus. Når vi gør det, vil vi være at finde blandt dem som han bevarer levende gennem denne verdens ende for at gøre dem til sine lykkelige undersåtter i den evige, nye verden.