Guds kvinde vinder sejr over sin gamle fjende, anden del
1. (a) I hvor lang tid havde Babylon den Store sit hovedsæde i det gamle Babylon? (b) Havde Babylon den Store behersket de tidligere verdensmagter? (c) Hvordan benyttede hun sin religiøse magt over dem?
OLDTIDSBYEN Babylon ved Eufratfloden var Babylon den Stores hovedsæde, og det vedblev den med at være indtil Babylon faldt som den bibelske histories tredje verdensmagt i 539 f. Kr. og gav plads for den fjerde verdensmagt, Medo-Persien. To andre verdensmagter var gået forud for den babyloniske, nemlig 1) den ægyptiske og 2) den assyriske. Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, havde imidlertid også behersket disse tidligere verdensmagter, og den havde benyttet sig af sin religiøse magt over dem for at få dem til at tilintetgøre den slægtslinje hvorigennem Guds kvindes sæd skulle komme. Babylon den Store er en skøge, for hun giver efter for jordens politiske herskeres tilnærmelser for at nå sine egne religiøse mål. Hun forbinder religion med politik.
2. Hvad forsøgte Babylon den Store at gøre i Ægypten, og hvor godt lykkedes det?
2 Da patriarken Isaks sønnesøn Josef, Ægyptens førsteminister, døde satte Babylon den Store med sin religiøse magt ind på Ægyptens faraoner i et forsøg på at få Josefs folk, hebræerne, udryddet. Disse opholdt sig på dette tidspunkt som gæster, som fremmede og udlændinge, i Ægyptens land, og Farao gjorde dem nu til trælle for sig og lod dem udføre hårdt arbejde for at udrydde dem. Da dette ikke lykkedes, gav Farao ordre til at alle de hebraiske drengebørn skulle dræbes ved fødselen. Babylon den Store har uden tvivl hoveret over Guds kvinde, som repræsenteredes af Israels børn i Ægypten. Trods denne djævelske plan der var iværksat af Farao, som bedrev religiøs utugt med Babylon den Store, blev de nyfødte drengebørn bevaret i live, og blandt dem var Moses.
3. Hvordan led Babylon den Store nederlag i Ægypten?
3 Da Mosers var fyrretyve år gammel prøvede han at stille sig i spidsen for en israelitisk frihedsbevægelse, men blev tvunget til at flygte til det fjerne Midjans land. Fyrretyve år senere sendte Jehova Moses tilbage som sin profet for at han kunne føre israelitterne ud af Ægyptens trældom. Ved at sende ti ødelæggende plager over Ægypten, den ene efter den anden, hvoraf den sidste forårsagede de ægyptiske førstefødtes død, handlede Jehova til gavn for sin kvindes sæd mens han samtidig „holdt dom over [ægypternes] guder“ Hvilket nederlag for Babylon den Store! Kort efter afslørede Jehova den babyloniske religions hjælpeløshed ved at udslette hele Faraos hær i Det røde Havs vande, hvorimod han førte israelitterne sikkert gennem havet og ind på den vej der førte til det land han havde lovet at give sin ven Abraham. — 4 Mos. 33:4; Sl. 78:43-53; 2 Mos. 15:1-21.
4. (a) Hvis slægt blev nu angrebsmål for den fjendtlige kvinde? (b) Hvordan blev Salomon overlistet?
4 Fire hundrede og treogfyrre år senere herskede kong David fra Jerusalems klippeborg Zion over alle Israels tolv stammer. Eftersom David var en mand efter Jehovas hjerte, indgik Jehova en pagt med ham om et evigt rige i hans kongelige slægt. (2 Sam. 7:1-18; 1 Sam. 13:14) Fra denne pagt med David vidste Guds kvinde at hendes lovede sæd skulle komme gennem Davids kongelige slægt. Kort efter vidste den fjendtlige kvinde, Babylon den Store, også dette og rettede nu sine angreb mod Davids slægt. Davids søn Salomon efterfulgte sin fader på Jehovas trone i Jerusalem og byggede det pragtfulde tempel for tilbedelsen af Jehova. Desuden forskønnede han Jerusalem som Israels Guds hellige by. Men Salomon var ikke Guds kvindes lovede sæd. Babylon den Store overlistede ham i hans alderdom ved hjælp af sine repræsentanter, de mange hedenske hustruer han havde taget, og for hvem han byggede mange offerhøje hvor deres guder kunne dyrkes. — 1 Kong. 11:1-10.
5. Hvad skete der efter Salomons død som bragte Guds kvindes jordiske repræsentant i fare?
5 Efter den utro Salomons død delte et oprør riget i to. Det oprørske nordlige rige valgte sig sin egen hovedstad og indførte tilbedelsen af guldkalve og senere, i landets tredje hovedstad, Samaria, ba’alsdyrkelsen. Men Jerusalem (Zion) vedblev med at være hovedstaden i Juda rige, som kun omfattede to stammer, mens Levi stamme tjente ved Jehovas tempel. (1 Kong. 11:41 til 16:33) Således gik to hundrede år. Så begyndte israelitterne i det ottende århundrede før Kristus at føle en ny verdensmagts erobrertrang. I året 740 f. Kr. blev hovedstaden i det nordlige Israels rige, Samaria, plyndret af kong Sargon II af Assyrien, riget blev styrtet og de overlevende israelitter ført i landflygtighed til assyrisk område. Nogle år senere var det at assyrerne under Sargon II’s søn kong Sankerib invaderede Judas land. Jerusalem, Guds kvindes jordiske repræsentant, var i fare. På det tidspunkt var Babylon underlagt Assyrien, men alligevel dyrkede assyrerne babylonisk religion.
6. Hvilken hån blev slynget mod Jerusalem af Assyriens konge og hans gud?
6 Fra sin stilling foran den judæiske by Lakisj sendte assyrerkongen Sankerib bud til Jerusalem og forlangte hovmodigt at kong Ezekias overgav den hellige by. Assyrernes talsmand Rabsjake stod foran bymuren, hvor han optrådte som et vidne for kong Sankeribs gud Nisrok. Højt råbte han til jøderne på muren: „Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre Eder og siger: [Jehova] vil frelse os! Mon nogen af folkeslagenes guder har kunnet frelse sit land af assyrerkongens hånd? Hvor er Hamats og Arpads guder, hvor er Sefarvajims, Henas og Ivvas guder? Hvor er landet. Samarias guder? Mon de frelste Samaria af min hånd? Hvor er der blandt alle landes guder nogen, der har frelst sit land af min hånd? Mon da [Jehova] skulle kunne frelse Jerusalem?“ — 2 Kong. 18:9-37.
7. (a) Overgav Jerusalem sig? (b) Hvilket svar sendte Jehova tilbage gennem profeten Esajas?
7 Jerusalem sendte bud tilbage til Sankerib om at byen ikke agtede at overgive sig. Sankerib sendte derfor et nyt budskab hvori han hånede Jerusalems Gud Jehova. Fra den hellige by sendte Jehova derefter ved sin profet Esajas disse udfordrende ord tilbage: „Hun håner, hun spotter dig, jomfruen, Zions datter, Jerusalems datter ryster på hovedet ad dig! Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din røst? Mod Israels Hellige løfted i hovmod du blikket! Ved dine sendebud håned du [Jehova] . . . Fordi du raser imod mig, din trods er mig kommet for øre, lægger jeg ring i din næse og bidsel i munden og fører dig bort ad vejen, du kom!“ — 2 Kong. 19:1-28.
8. Hvad skete der med Sankerib og hans hær som en opfyldelse af Jehovas ord?
8 Den nat ihjelslog Jehovas engel et hundrede og femogfirs tusind af Sankeribs soldater, og om morgenen vendte Sankerib tilbage til Assyriens hovedstad Nineve som trukket af Jehova ved en usynlig ring i næsen. Efter dette nederlag jævnede Sankerib Babylon, som havde gjort oprør, med jorden, men han opnåede aldrig at kunne prale af at han havde ødelagt, endsige indtaget Jerusalem. Det var mens Sankerib var optaget af at genopbygge Babylon at han blev myrdet af to af sine sønner i sin gud Nistuks tempel. (2 Kong. 19:35-37) Hvilken sejr for Guds kvinde!
Fangenskab og udfrielse
9. Hvordan gik det til at den by hvis navn Guds kvinde bærer til sidst blev ødelagt?
9 Men striden mellem Guds kvinde og hendes fjende Babylon den Store var på ingen måde forbi. I det følgende århundrede rejste det genopbyggede Babylon sig til stillingen som den førende verdensmagt under rigets mægtigste konge, Nebukadnezar II. På dette tidspunkt var Jerusalem med templet for tilbedelsen af Jehova helt vanhelliget og fordærvet, og det der herefter fandt sted var tilsyneladende et varigt nederlag for Guds kvinde og en strålende triumf for hendes fjende, for i 607 f. Kr. blev Jerusalem, den by hvis navn Guds kvinde bærer, ødelagt og jævnet med jorden.
10. Hvorfor kunne Guds kvinde alligevel sige til Babylon den Store: „Glæd dig ej over mig“?
10 Guds kvinde, det himmelske Jerusalem, eksisterede dog stadig, og hun vidste at ødelæggelsen af den jordiske by var hendes ægtemand Jehovas dom over byen. Fra Esajas’, Jeremias’ og andre jødiske profeters skrifter vidste hun at det jordiske Jerusalems øde tilstand kun var midlertidig, at den kun skulle vare halvfjerds år. Da ville hendes landflygtige børn blive udfriet fra Babylon, og de ville vende tilbage og genopbygge Jerusalem og templet. I disse år kunne Guds kvinde, som repræsenteredes af det jordiske Jerusalem, sige til Babylon og dens modstykke, Babylon den Store: „Glæd dig ej over mig, min fjende [egentlig: fjendinde]! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i mørke, er [Jehova] mit lys.“ — Mika 7:8.
11, 12. Hvilke profetier om Babylon hastede nu mod deres opfyldelse, og hvilken spottevise kunne de landflygtige istemme mod det babyloniske dynasti?
11 Babylon havde begået en frygtelig synd mod Jehova. Hans hævn ville uundgåeligt ramme hende. Det ydmygelsens, udplyndringens og ødelæggelsens bæger som hun havde ladet det jordiske Jerusalem drikke, ville nu blive rakt til hende. Profetier som Gud for længe siden havde udtalt ved sine hellige profeter hastede nu mod deres opfyldelse. Selve de hære som han profetisk havde udpeget dertil, samlede sig mod hende fra flere nationer, og den mand hvis navn han på forhånd havde nævnt, Kyros, kaldte han til at stille sig i spidsen for disse hærstyrker. Han indgav ham den tanke at berøve byen dens bedste forsvarsmulighed, floden. Han forårsagede at byportene stod åbne for Kyros’ invasionsstyrker. Han sendte en hånd som skrev på væggen i kong Belsazzars festsal at tallet på hans riges dage var nået, at han var blevet vejet på vægten og fundet for let, og at hans rige skulle deles mellem mederne og perserne. Kort efter, endnu samme nat i året 539 f. Kr., blev Belsazzar dræbt, det kongelige dynasti som var begyndt med Nebukadnezar seksogfirs år tidligere var endt, og Jerusalems landflygtige borgere kunne istemme spottevisen fra Esajas’ profeti mod dette dynasti:
12 „Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger! Du, som sagde i hjertet: ’Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, . . . stiger op over skyernes højder, den Højeste lig’ — ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i hulen!“ — Es. 14:3-15; Dan. 5:1-30; 6:1.
13. Hvilke ord kunne de jødiske landflygtige sige til byen Babylon?
13 Til byen Babylon selv kunne de jødiske landflygtige udtale Esajas’ profetiske ord: „Stig ned, sid i støvet, du jomfru, Babels datter, sid uden trone på jorden, kaldæernes datter! . . . Sid tavs og gå ind i mørke, kaldæernes datter, thi ikke mer skal du kaldes rigernes dronning!“ Samtidig kunne de jødiske landflygtige sige til hende, deres tidligere erobrer: „Der er en der genløser os, hærskarers Jehova er hans navn, Israels Hellige.“ — Es. 47:1-5, vers 4 efter NW.
14. Hvordan blev de landflygtige frigivet, templet genopbygget og Jerusalems mure sat i respektabel stand?
14 Som Israels Genløser vakte Jehova Babylons erobrers, perseren Kyros’, ånd så han udstedte et dekret der gav jøderne frihed til at vende tilbage til Zions bjerg og genopbygge Jerusalem og Jehovas tempel dér. Henimod slutningen af Jerusalems halvfjerds års øde tilstand befandt en trofast rest af israelitter og deres ikke-jødiske trælle sig atter i deres hjemland og havde bosat sig i deres tidligere byer. Jerusalems øde tilstand var til ende, og hun vågnede op efter det bedøvende slag der var tilføjet hende, rejste sig, rystede støvet af sig og tog atter respektabelt sæde som en hellig by. På den første dag i den syvende måned i 537 f. Kr. blev et alter bygget hvor det gamle havde stået, og tilbedelsen af Jehova blev genoptaget. Efter mange års modstand fra omboende fjender var templet endelig genopbygget i 516 f. Kr. Enogtres år efter blev Jerusalems mure sat i respektabel stand til yderligere ærgrelse for fjenderne, der var imod tilbedelsen af Jehova og mod hans kvindes sæd.
15. (a) Hvordan gik det Babylon den Store i modsætning til byen Babylon? (b) Hvordan reagerede henholdsvis Guds kvindes repræsentanter og Babylon den Store da Sæden fødtes på jorden?
15 Således genvandt Jerusalem (Zion) sin religiøse magt og indflydelse. Det hedenske Babylon ophørte derimod som verdensmagt, og det gik fortsat tilbage for byen, såvel politisk som kommercielt. Men hendes større modstykke, Babylon den Store, blomstrede fortsat og bevarede sit religiøse herredømme over jordens hedenske konger og stormagter, heriblandt det medo-persiske, det græske og det romerske verdensrige. Hun vogtede på Jehovas kvinde og ventede på at den lovede sæd skulle komme, og hun var parat til at tjene den store slanges, Satan Djævelens, interesser ved at hugge kvindens sæd i hælen. Hun glædede sig ikke den nat i efteråret år 2 f. Kr. da Sæden fødtes her på jorden af en jødisk jomfru i Betlehem og fik navnet Jesus. Repræsentanter for Guds kvinde, en hærskare af engle, frydede sig, „lovpriste Gud og sagde: ’Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!’“ Men Babylon den Store deltog ikke i dette lovprisningskor. Hun lagde i stedet planer om barnets død for den af Rom udnævnte ikke-jødiske herskers, kong Herodes’ hånd.
16. Hvordan forhindrede Jehova for en tid at Sæden blev hugget i hælen?
16 Mens Jesus voksede op i Betlehem sendte hun nogle af sine vismænd, astrologer fra østen, til kong Herodes med bud om at jødernes fremtidige konge var blevet født. Efter at have indhentet oplysninger fra de intetanende jødiske præster og skriftkloge sendte Herodes astrologerne til Betlehem, hvor de fandt barnet, ikke i stalden hvor det var født, men i et hus. (Luk. 2:7, 12; Matt. 2:11) Den almægtige Gud greb ind og forhindrede at de kom til at aflægge beretning for Herodes så de røbede hvor hans kvindes sæd befandt sig. Jehova sørgede for at Jesus blev bragt til Ægypten og først efter Herodes’ død kom til Nazaret i den romerske provins Galilæa. Babylon den Store måtte vente til der bød sig en anden lejlighed til at hugge Sæden i hælen.
17. Hvordan vandt Babylon den Store en tilsyneladende sejr over Sæden, og hvem glædede sig og hvem sørgede?
17 I året 33 stillede det troløse jødefolks politisk ærgerrige præster og religiøse ledere sig til rådighed for Babylon den Store. De arresterede i al hemmelighed Jesus Kristus, dømte ham til døden for gudsbespottelse og overgav ham til Jerusalems romerske statholder med krav om at han skulle lide døden på marterpælen. Omsider gav statholderen efter, og Jesus døde på Golgata om eftermiddagen den dag jøderne fejrede påsken. Mens han lå i graven hoverede Babylon den Store, og det jordiske Jerusalem fejrede påskefesten til ende og derefter de usyrede brøds fest. Men Guds kvinde, repræsenteret ved en rest af jøder som trofast havde fulgt Sæden mens han levede i kødet, sørgede.
18. Hvilken forandring indtraf den tredje dag?
18 Men hvilken forandring skete der ikke på den tredje dag efter hans død! Såret i hælen lægtes fuldstændigt da hans himmelske Fader, Jehova Gud, oprejste ham til liv i ånden og Guds kvinde modtog sin sæd i det himmelske rige. Gennem engle og gennem Sæden selv, som åbenbarede sig for at vise at han var opstået fra de døde, meddelte hun sin glæde for Jesu jordiske efterfølgere. Deres sorg vendte sig til jublende glæde. I de følgende fyrretyve dage viste Jesus sig gentagne gange for sine trofaste apostle og disciple. Derefter steg han til himmelen og trådte frem for Guds trone, og Jehova Gud indbød sin elskede søn til at sætte sig ved sin højre hånd. Gud iklædte ham udødelighed, hvilket umuliggjorde at den Store slange, Djævelen, mere kunne skade ham personligt.
Resten af kvindens sæd forfølges
19. Hvad var det der på Pinsedagen gav det himmelske Jerusalem grund til at ’juble og fryde sig’?
19 Ti dage senere var det jødernes pinse. Da velsignede Jehova Gud sin kvinde med yderligere frugt, idet han udgød sin hellige ånd over Jesu trofaste efterfølgere på jorden. Det var begyndelsen til den skare som også hører med til kvindens sæd og som skulle være medarvinger med Jesus Kristus, den ypperste iblandt dem. Disciplene, som ikke var i religiøs trældom under Babylon den Store, men handlede ud fra den frihed hvortil Kristus havde frigjort dem, begyndte nu, fyldt af ånden, at forkynde deres storslåede budskab om befrielse. Som talsmand for dem sagde Peter til jøderne: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Ap. G. 2:36) Tre tusind jøder kom til troen, omvendte sig og lod sig døbe og modtog „Helligånden som gave“, og disse føjedes også til Guds kvindes åndelige sæd. Det himmelske Jerusalem kunne i sandhed ’juble og fryde sig’ som en moder til mange åndelige børn. Esajas’ profeti (54:1-13) var gået i opfyldelse!
20, 21. (a) Hvordan forsøgte Babylon den Store derefter at forhindre frembringelsen af resten af Guds kvindes sæd? (b) Havde Babylon den Store grund til at glæde sig da Jerusalem blev ødelagt denne gang?
20 Babylon den Store kunne ikke længere gøre brug af sin religiøse magt over jordens politiske herskere for at ramme den ypperste blandt kvindens sæd, for han var nu udødelig og befandt sig ved Kraftens højre hånd i himmelen. Men Babylon den Store kunne jo prøve at lægge hindringer i vejen for frembringelsen af resten af Guds kvindes sæd ved at forfølge denne til det sidste. Indtil år 64 (e. Kr.) gjorde hun hovedsagelig brug af de troløse jøder i Jerusalem og i synagogerne i og uden for romerriget. Så indtraf Roms brand. Resten af Guds kvindes sæd på jorden blev beskyldt for at have påsat branden og blev forfulgt af romerne. Seks år senere blev det jordiske Jerusalem ødelagt, ikke af Guds kvindes åndelige børn, men af romerne, hvis herredømme jøderne havde gjort oprør imod.
21 Babylon den Store havde ingen grund til at hovere over det jordiske Jerusalems ødelæggelse denne gang, for Jesu disciple havde fulgt deres Herres advarsel og var flygtet fra denne dødsdømte by, og de fortsatte nu deres gudsdyrkelse uden for den romerske provins Judæa.
22. Havde Guds kvinde grund til at sørge?
22 Hvad angår Guds kvinde, det himmelske Jerusalem, havde hun ingen grund til at sørge som i 607 f. Kr. da babylonierne ødelagde det jordiske Jerusalem og templet. Denne by repræsenterede hende ikke længere på jorden. Hun havde en rest på jorden af sine børn, og de var stadig frie. Sammen med den herliggjorte Jesus Kristus udgjorde disse et åndeligt tempel som Babylon den Store ikke kunne ødelægge ved at lægge jordiske, religiøse bygningsværker i grus, end ikke de bygninger hvori Kristi trofaste efterfølgeres menighed plejede at samles.
23. Hvem udgør Kristi brud, og hvilket forhold står de i til Guds kvinde?
23 Hele menigheden bestående af 144.000 Kristi efterfølgere skulle i symbolsk forstand være som en brud for Herren Jesus Kristus, og Guds kvinde havde fået til opgave at tilvejebringe disse 144.000 som resten af sin sæd og på denne måde sørge for en brud til den første og ypperste af Sæden, Jesus Kristus. Guds kvinde ville således komme til at stå som moder til Kristi brud, og hele brudemenigheden ville være hendes åndelige datter.
Fjenden, Babylon den Store, afsløres
24. Hvad fik menigheden forståelse af gennem Guds åbenbaring til Johannes vedrørende det større Babylon?
24 Hvis ikke brudeskaren, den kristne menighed, allerede på grundlag af de gamle hebraiske profetier om byen Babylon ved Eufratfloden havde fået forståelse af at den havde et større Babylon at kæmpe imod, så blev det i hvert fald åbenbaret for den før den sidste af de tolv apostle døde. Apostelen Johannes fik en åbenbaring fra Gud der udpegede denne fjende for menigheden og gav hende det hemmelighedsfulde navn „Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder“. Af denne symbolske beskrivelse kunne menigheden forstå at den religiøse skøge, som udstrækker sin magt til hele jorden, ville blive „beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod“. Det vil sige blodet af den kristne menigheds medlemmer, de 144.000 Kristi disciple som skal udgøre Kristi brud. De vidste at hun ville ride på et rovgrisk politisk system, billedligt fremstillet ved det skarlagenrøde dyr med de syv hoveder og ti horn, og at dette dyr selv, som helhed, ville udgøre en ottende verdensmagt, en ottende „konge“. På apostelen Johannes’ tid forfulgte romerriget Kristi brudeskare.
25. Hvordan fremstod kristenheden, og hvordan tjente den Babylon den Stores interesser?
25 I begyndelsen af det fjerde århundrede blev kejser Konstantin det hedenske Roms pontifex maximus og foregav senere at være gået over til kristendommen. Han sammenkaldte biskopperne til det første økumeniske koncil, ikke i det gamle Rom, men i Nikæa i Lilleasien i året 325 (e. Kr.). Sammen med de biskopper der gik på kompromis med ham dannede han den såkaldte „første kristne stat“. Det var begyndelsen til kristenheden, den såkaldte kristne verden. Som Babylon den Stores tjener blev kristenheden den værste forfølger af resten af Guds kvindes sæd for på denne måde at forhindre fuldstændiggørelsen af Kristi brud.
26. (a) Behersker Babylon den Store stadig den førende verdensmagt siden romerrigets opløsning? (b) Hvad repræsenterer det skarlagenrøde dyr, og hvem rider på det?
26 Efter at romerriget og også Det hellige romerske Rige var gået i opløsning udøvede Babylon den Store sit religiøse herredømme over det næste verdensrige, det syvende, den anglo-amerikanske verdensmagt. Efter den første verdenskrig og på det sejrrige Anglo-Amerikas foranledning dannedes den ottende verdensmagt, i Bibelen billedligt fremstillet ved det skarlagenrøde dyr med de syv hoveder og de ti horn, nemlig Folkeforbundet. Det tyvende århundredes historie beviser at Folkeforbundet beherskedes af den internationale skøge, Babylon den Store, og med Babylon den Store sigter Bibelen ikke til det pavelige Rom eller Vatikanstaden men til den babyloniske religions verdensimperium, som omfatter al falsk religion.
27. Hvornår gik det skarlagenrøde dyr ned i afgrunden, hvornår og i hvilken skikkelse så det atter dagens lys, og hvem steg straks op på dets ryg?
27 I overensstemmelse med profetien i Åbenbaringen 17:7, 8 og som historien beretter, gik det skarlagenrøde dyr ned i den hjælpeløse uvirksomheds afgrund under den anden verdenskrig. I 1945 steg det imidlertid atter op af afgrunden, nu i skikkelse af De forenede Nationer, hjulpet af den anglo-amerikanske verdensmagt. Babylon den Store klatrede straks op på dyrets ryg. Den sidste pavelige encyklika, som bærer titlen „Fred på jorden“ og som blev udsendt af nu afdøde pave Johannes XXIII, er kun et af mange beviser for at den babyloniske religions verdensimperium rider på det skarlagenrøde dyr.
28. (a) Hvad vil der ske med ryttersken? (b) Hvilken dom fra Jehova vil ramme hende, og hvad bliver resultatet? (c) Hvad bør alle der elsker den sande religion gøre inden den tid?
28 Men det vil ikke vare længe! Apostelen Johannes så Guds engel kaste en sten af størrelse som en stor møllesten i havet og hørte samtidig engelen sige: „Således skal Babylon, den store by, styrtes hovedkulds ned og aldrig findes mere. Og i den by fandtes blod af profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet på jorden.“ Heri er indbefattet alt det blod som blev udgydt i de to verdenskrige der er udkæmpet i vort århundrede, foruden blodet af de tusinder af Jehovas kristne vidner der er blevet myrdet på jorden. (Åb. 18:21-24) Med et hurtigt kast vil den ottende verdensmagt ryste ryttersken af sig. Pludselig, som på „én og samme dag“, vil Jehovas for længst afsagte dom ramme hende, og hele hendes religiøse system vil som en storby blive brændt ned til grunden. Hun vil komme til at henligge i ruiner lige så sikkert som det gamle Babylon. (Åb. 17:12 til 18:20) Måtte alle som elsker den rene, sande religion frigøre sig fra Guds kvindes gamle fjende før dette sker, så de undgår ødelæggelse sammen med hende!
29. (a) Hvem andre vil møde deres skæbne? (b) Hvor samles de under indflydelse af dæmoniske kræfter? (c) Hvem vil Sæden til sidst rette sin opmærksomhed imod?
29 Guds kvinde vil vinde en stor sejr over sin gamle fjende! Men vi er ikke færdige endnu. Kort efter vil de politiske magter over hvilke Babylon den Store udøvede sit religiøse herredømme og med hvem hun bedrev religiøs utugt, alle møde deres skæbne. I dette øjeblik samles de under indflydelse af dæmoniske kræfter til Harmagedons slagmark for at kæmpe mod Guds rige ved hans Messias, den ypperste af Guds kvindes sæd. Dér vil Sæden med sine himmelske hærstyrker gå til angreb mod de fjendtlige styrker og tilintetgøre dem og vise at han er kongers Konge og herrers Herre. Derefter retter han sin opmærksomhed mod Djævelen, som i sin tid huggede ham i hælen. Han vil blive bundet og sammen med sine dæmoner blive kastet i afgrunden og holdt som fange der. Således vil Guds kvindes sæd til sidst knuse Slangens hoved.
30. Hvilken stor glæde kommer Guds kvinde endnu til at opleve?
30 Efter denne sejrstime vil Guds kvinde opleve endnu en stor glæde. Da vil Sæden Jesu Kristi bryllup med brudeskaren, hendes datter, finde sted. Faderen, Jehova Gud, vil glæde sig sammen med sin hustru, sin universelle himmelske organisation. På jorden vil en „,stor skare“, hvis endelige antal ikke kendes, have overlevet det universelle Harmagedonslag, og den vil nu glæde sig over Brudgommens forening mod sin trofaste brud. Ligesom Guds kvinde symboliseredes ved en by, således sammenlignes Bruden, en organisation på 144.000 medlemmer, med en hellig, himmelsk by, et nyt Jerusalem. Billedligt talt vil nye himle herske over en retfærdig ny jord. — Åb 21:1-21.
31. Hvilke velsignelser vil strømme fra Guds trone til taknemmelige mænd og kvinder på jorden?
31 Gennem det himmelske ny Jerusalem strømmer der fra Guds og Lammet Jesu Kristi trone en flod med livets vand, langs hvis bredder livets træer vokser, og mænd og kvinder på jorden nyder godt af disse foranstaltninger til evigt liv. De døde som Gud husker vil blive oprejst og vil ligeledes få del i de livgivende foranstaltninger. Paradiset vil dække hele jorden. Den død som menneskene har arvet fra Adam og Eva vil ikke være mere. For evigt vil den retfærdige nye jord genlyde af lovprisning til Jehova Gud fordi han ved Kristus skænkede Guds kvinde sejr over alle hendes gamle fjender.
[Illustration på side 134]
Kong Belsazzar dør for medernes og persernes hånd i 539 f. Kr.