. . . vore religioner, vor grund til at være på jorden i det hele taget — de etiketter som vi altid så bekvemt har klistret på disse ting tager man nu nærmere i øjesyn for at se om de beskriver indholdet nøjagtigt. Nogle foruroligende tanker er som følge heraf dukket op.

Folk spørger for eksempel om vi kan kalde et land et „kristent land“ hvis kun en lille del af dets indbyggere virkelig tror denne religions læresætninger.

H. L. Mencken [amerikansk forfatter og kritiker, samt udgiver af bladet American Mercury] skrev engang at „kristenheden er den del af verden hvor hele forsamlingen vil le hvis en mand rejser sig og siger han er kristen“.

Sådan var det for tredive år siden. I dag er folk ikke engang så interesserede at de ler.

31. Hvilke faktorer i forening bevægede resten til at antage navnet Jehovas vidner, og hvor kendt er navnet nu?

³¹ For Jehova Guds domstol står kristenheden nu anklaget for at have bragt den største forsmædelse over hans søn Jesu Kristi navn. Dette er i sig selv nok til at få sande, indviede kristne til at ønske at skille sig ud fra disse navnkristne. Men hvordan? Ved Kristi Faders navn. Over for kristenheden og hele verden bekender de derfor at Guds navn er nævnet over dem og at de er Jehovas vidner, sådan som Jesus Kristus selv var det. Før Jehovas vidner i 1931 antog dette bibelske navn blev de af deres religiøse fjender i kristenheden, protestanter såvel som katolikker, kaldt med alle mulige mærkelige og nedsættende navne. Dette var en stærk bevæggrund for dem til at antage en bibelsk benævnelse som de ikke behøvede at skamme sig over og ved hjælp af hvilken de kunne adskille sig fra de navnkristne. Dette navn, Jehovas vidner, er nu så kendt at det er medtaget i ordbøger og leksika!

Bibelens beretning om Sankeribs død korrekt

I KONG EZEKIAS’ dage blev et forsøg på at indtage Jerusalem forpurret, da Gud lod sin engel dræbe 185.000 assyriske soldater som lå lejret omkring byen. Dr. jur. Philip Biberfeld omtaler episoden i sit værk Universal Jewish History og bemærker: „Den bibelske beretning slutter med at Sankerib bliver snigmyrdet. ’Da brød assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. Men da han engang tilbad i sin gud Nisroks hus, slog Adrammelek og Sar’ezer ham ihjel med deres sværd, hvorefter de flygtede til Ararats land; og hans søn Asarhaddon blev konge i hans sted.’ [2 Kongebog 19:36, 37]

I modsætning til denne beretning siger Den babyloniske Krønike at kong Sankerib af Assyrien dræbtes af sin søn den 20. tebet, under et oprør. Han skulle således blot være blevet snigmyrdet at den ene af sine sønner. Berossos og Nabonid skriver det samme. Hvad angår denne begivenhed, der i første række har betydning for den babylonisk-assyriske historie, syntes alt at tyde på at de babyloniske beretninger var mere pålidelige end de bibelske. Det er imidlertid ikke rigtigt. Man fandt for nogle år siden et fragment af Asarhaddons prisme, hvor han selv fortæller at hans brødre gjorde oprør og myrdede deres fader, Sankerib, for at få tronen. Inden Asarhaddon kunne få fat på dem i Nineve var de flygtet derfra til et ukendt land.

Den babyloniske Krønike, Nabonid og Berossos har taget fejl; kun den bibelske fremstilling af begivenheden har vist sig at være korrekt. Asarhaddons inskription bekræfter de bibelske oplysninger i alle enkeltheder og beviser altså at Bibelen gengiver denne begivenhed i babylonisk-assyrisk historie mere nøjagtigt end de babyloniske historieskrivere selv. Denne opdagelse er af største betydning for bedømmelsen af de af datidens historiske optegnelser som ikke stemmer overens med den bibelske overlevering.“