Grunden til at Jehova vil tømme Jorden
„Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt.“ — Es. 24:5.
1, 2. Hvilke spørgsmål stilles der om behandlingen af kirkebygninger, og hvordan ville du reagere i nævnte situation?
ER DU katolik? Hvad om nogen trængte ind i din kirke, overmalede væggene, væltede stolene, huggede træværket i stykker med en økse, knuste de farvede glasruder og sønderslog alteret? Ville du ønske at få vedkommende sat på porten? Eller ville du trække på skuldrene og lade ham fortsætte sit hærværk og fuldstændig umuliggøre gudstjenesterne? Er du protestant? Ville du lade nogen gøre det samme ved din kirke efter at du havde givet bidrag til dens opførelse? Måske er du jøde. Ville du lade nogen ødelægge din synagoge? Eller ville du smide vedkommende ud? Hvis du havde planlagt at bygge et hus hvor du kunne tilbede Gud, havde givet penge til opførelsen af det og måske oven i købet givet en hånd med ved bygningen af det, inviteret andre til at komme og tilbede sammen med dig der, og disse, når de kom, vanhelligede og ødelagde stedet, ville du så — uanset hvilket trossamfund du tilhører — være ganske uanfægtet og roligt lade dem fortsætte deres hærværk? Eller ville du skride ind over for dem?
2 Måske er det ikke en kirke du har bygget. Måske er det et museum eller et bibliotek eller en regeringsbygning. Bygningen er opført for at skulle tjene en bestemt hensigt. Du vil gerne se denne hensigt opfyldt. En skare trænger sig ind i bygningen for at vanhellige og skænde den. Måske ødelægger de den ikke men misbruger den blot og forhindrer at den bliver brugt til det tilsigtede formål. Selv om de også tog vare på bygningen, ville du da bryde dig om at dit bibliotek blev til et pulterkammer eller din kirke blev brugt til et bordel? Det var ikke derfor du lod den bygge. Med rette ville du kaste dem der vanhelligede bygningen på porten. Og du ville ikke respektere nogen der lod din bygning misbruge eller ødelægge på denne måde, ville du vel?
3. Hvad er Guds hensigt med jorden, og hvilken opgave har mennesket i forbindelse med den?
3 På samme måde forholder det sig med Gud og jorden. Gud skabte jorden. Han brugte tusinder af år til at berede den til bolig for menneskene. Han tilvejebragte lys på den, rensede atmosfæren, skilte havet og det tørre land, skabte et rigt varieret plante- og dyreliv, og satte til sidst manden og kvinden i en smuk paradisisk have hvor de skulle begynde deres tilværelse. De skulle „dyrke og vogte den“ og i kærlighed „herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden“, og selv skulle de blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden og herske over den. Det var menneskets opgave at sørge for at det skønne skaberværk jorden, heri indbefattet det rige plante- og dyreliv, vedligeholdtes, og når menneskeslægten forplantede sig ville Jehovas hensigt med jorden blive opfyldt: „Så siger HERREN [Jehova], himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: [Jehova] er jeg, ellers ingen.“ — 1 Mos. 2:15; 1:26, 28; Es. 45:18.
4. Hvem eller hvad skal synge Jehovas pris?
4 Dette var Jehovas formål med at skabe jorden. Han ville at den skulle bebos af lydige mennesker, og sagde til den første mand at hvis han var ulydig, ville han dø. Det er logisk at slutte heraf at så længe manden og hans hustru var lydige ville de aldrig dø og forsvinde fra jordens flade. Den skønne jord skulle tilligemed menneskene på den og universet rundt om, synge Jehovas pris: „Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne. Lad pris stige op til HERREN [Jehova] fra jorden, I havdyr og alle dyb, ild og hagl, sne og røg, storm, som gør, hvad han siger, I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge!“ — Sl. 148:2, 3, 7-12.
5. Hvordan kan både det levende og livløse skaberværk prise Jehova uden ord?
5 Men hvordan kan solen og månen og stjernerne, der jo ikke har stemmer, prise Jehova? På samme måde som et fint stykke arbejde vidner om håndværkerens dygtighed og visdom: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende.“ Uden ord forkynder jorden med sine majestætiske bjerge og grønne dale, der vrimler med fortryllende dyr og fugle, den uendelige visdom og magt som den almægtige Gud der skabte dem er i besiddelse af. Hele det synlige skaberværks pragt genspejler Jehova Guds majestæt: „Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.“ — Sl. 19:1-5; Rom. 1:20.
6. Hvorfor er det rimeligt at forvente at mennesket ville prise Gud?
6 Men som englene fik mennesket særlige privilegier. Det blev udrustet med forstand, evnen til at tale og de guddommelige egenskaber: retfærdighed, kærlighed, visdom og magt. Det blev udrustet til at tage vare på jorden og dyrelivet på den, til at sørge for at alt til fulde genspejlede Jehovas herlighed, og med sin tunge kunne det føje sin lovprisning udtrykt i ord til det kor der steg mod himmelen fra jorden. Kunne Gud ikke med rette forvente at menneskene ville prise og takke ham i betragtning af alt hvad han havde gjort for dem? Er det ikke ret naturligt at vise taknemmelighed? Betragter man ikke de mennesker som ikke siger tak når man gør dem en tjeneste eller giver dem en gave, som uopdragne? Et normalt menneske er ulykkeligt hvis det ikke får lejlighed til at vise taknemmelighed mod dem der har gjort noget for det. At give udtryk for sine følelser er velgørende; at undertrykke dem er en pine og virker nedslående. Og hvor meget mere gælder dette ikke når man ikke blot har modtaget en mindre gave eller tjeneste, men et jordisk hjem og selve livet! Jehova ønsker ikke at vi skal lægge bånd på os selv, men han opfordrer os gennem salmisten til at give udtryk for vor lovprisning: „Alt hvad der ånder, pris [Jehova]!“ — Sl. 150:6.
7. Hvad har været resultatet af nogle menneskers handlinger, og hvad vil det være rimeligt at Jehova gør?
7 Men hvad nu hvis mange mennesker mishandler jorden og dyrene på den? Hvis de lægger græsgangene øde og fælder skovene så erosionen uhindret kan sætte ind og føre det gode øverste muldlag bort og kun store sandstrækninger og ørkener bliver tilbage? Sådanne bjerge og dale vil ikke længere genspejle Jehovas storslåede skaberkraft. Og hvis de slagter dyrene og fuglene for selvisk vindings eller kun for sportens skyld, da vil disse levende skabninger uddø og ikke længere genspejle Jehovas skabervisdom. Eller endnu værre, hvis de fører krig, følger den brændte jords politik og gennemvæder jorden med menneskeblod? Vil menneskeslægten da være til ære for Skaberen Jehova? Vil en sådan handlemåde ikke forringe jordens evne til at genspejle Jehovas usynlige, prisværdige egenskaber? Vil det ikke være det samme som hvis man oversmører et spejl med mudder? Ja, vil det ikke være det samme som hvis nogle vandaler trænger ind i din kirke, vanhelliger den og afbryder gudstjenesten? Hvis de på denne måde misbruger din invitation til at komme og tilbede, vil du med rette sætte dem på porten. Vil det da ikke være rimeligt om Jehova, ud fra et lignende ræsonnement, fjerner enhver der ødelægger og vanhelliger jorden og gør den uegnet til brug for dem der påskønner den og dens Skaber? Jehova vil fjerne dem der således besmitter jorden; de vil ikke komme til at hindre virkeliggørelsen af hans erklærede hensigt med jorden: at den skal være en planet der er befolket med skabninger der lovpriser ham: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ — Es. 46:11.
Hvorfor israelitterne skulle fordrive kana’anæerne
8. Hvad formaster nogle mennesker sig til at sige, og på hvilken måde er de inkonsekvente?
8 Nogle formaster sig til at kritisere Jehova og sige at han handlede som en brutal tyran da han befalede israelitterne at de skulle fordrive kana’anæerne fra det forjættede land. Det anfægter dem ikke det mindste at deres egne forfædre i mange tilfælde fordrev tidligere indbyggere fra det land de nu selv bor i, eller at resten af disse tidligere folk nu er drevet sammen i golde og øde reservater, hvor de er henvist til at dø af sult. Men det oprører dem at tænke på at Gud støttede Israel i at fordrive kana’anæerne fra deres land. Deres egne forfædre ejede ikke jorden, men de fordrev andre fra den. Jehova ejer imidlertid jorden og alt hvad der er på den, og alligevel kritiserer de ham for at gøre som han vil med det der er hans eget: „[Jehovas] er jorden og dens fylde, jorderig og de, som bor derpå.“ Deres bespottelse af Gud er endvidere affødt af deres uvidenhed om hans ord, idet de er blinde for grunden til Guds befaling om at fordrive kana’anæerne fra landet. — Sl. 24:1.
9. Hvorfor fordrev Gud kana’anæerne fra Kana’ans land?
9 Afskyede Gud kana’anæerne uden grund? Lagde han racefordom mod dem for dagen, idet han gjorde forskel på dem og andre folk på grund af deres nationalitet? Var det udslag af særlig favoriseren, idet han blot fjernede dem for at kunne give landet til sit udvalgte folk Israel? At svare ja på disse spørgsmål er det samme som at sige at man er uvidende om kendsgerningerne. Israel fik at vide hvorfor Gud ville fordrive kana’anæerne: „Når HERREN din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: ’For min retfærdigheds skyld lod HERREN mig komme ind og tage dette land i besiddelse!’ Thi det er for disse folks ugudeligheds skyld, at HERREN driver dem bort foran dig!“ Her er nogle af de ugudelige handlinger som israelitterne blev advaret om at undgå: „Når du kommer ind i det land, HERREN din Gud vil give dig, må du ikke lære at efterligne disse folks vederstyggeligheder. Der må ingen findes hos dig, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver der øver sligt, er HERREN vederstyggelig, og for disse vederstyggeligheders skyld er det, at HERREN din Gud driver dem bort foran dig.“ — 5 Mos. 9:4; 18:9-12.
10, 11. Ved hvilke handlinger gjorde kana’anæerne landet urent, og hvordan blev landet renset?
10 Efter at have advaret israelitterne om ikke at have kønslig forbindelse med nære slægtninge eller med andres ægtefælle, eller mænd med mænd, eller mænd med dyr, eller kvinder med dyr, og om ikke at brænde deres børn som ofre til ammonitternes gud Molok, siger Jehova: „Gør Eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de folkeslag, jeg driver bort foran Eder, gjort sig urene. Derved blev landet urent, og jeg straffede det for dets brøde, og landet udspyede sine indbyggere. Hold derfor mine anordninger og lovbud og øv ikke nogen af disse vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt Eder thi alle disse vederstyggeligheder øvede indbyggerne, som var der før Eder, og landet blev urent for at ikke landet skal udspy Eder, når I gør det urent, ligesom det udspyede det folk, som var der før Eder.“ — 3 Mos. 18:24-28.
11 „Med alt sådant har de folkeslag, jeg driver bort foran Eder, gjort sig urene.“ Med hele denne mangfoldighed af fordærvede, skændige og afskyelige seksualsynder gjorde disse folkeslag sig urene. De gjorde smudsige seksuelle handlinger til en del af deres religion idet de i lunde og på højtbeliggende steder holdt orgier foran falliske symboler og billeder. Om deres utugtige gudsdyrkelse siger Rotherham på side 259 i sin bibeloversættelse, The Emphasised Bible: „Selve deres gudsdyrkelse var stærkt sanseligt betonet, og oprørende grusom. Til ære for guddommene ofrede kvinderne deres dyd. De hellige steder var bordeller. Forplantningsorganerne repræsenteredes offentligt ved afskyelige symboler. Folkeslagene havde hellige (!) prostituerede, både mænd og kvinder. . . . Vellystne guder er grusomme og forlanger at blive tilbedt med menneskeblod.“ Når de ofrede deres børn som brændofre til Molok begik de ritualmord, og blodet af disse ofre forurenede landet: „Vanhelliger ikke det land, I er i, thi blodet vanhelliger landet, og landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det.“ Med en meget levende og magtfuld illustration siger Jehova at denne afskyelige adfærd fik selve landet til at væmmes og til at rense sig og befri sig for årsagen, „landet udspyede sine indbyggere“. — 4 Mos. 35:33.
12. Hvad ville der ske med israelitterne hvis de efterlignede kana’anæerne, og hvordan blev Israel beskyttet?
12 „Slet omgang fordærver gode sæder,“ siger Bibelen. At omgås kana’anæerne ville fordærve israelitterne. Derfor befalede Jehova Israel at holde sig for sig selv og ikke besmitte sig med den smudsige kana’anæiske seksualdyrkelse. For at rense landet blev kana’anæerne fordrevet fra det, og Israel ville opnå beskyttelse ved at holde sig adskilt fra dem. Gud gav Israel sin lov for at holde nationen ren så at landet ikke også skulle udspy israelitterne: „Hold alle mine anordninger og lovbud og gør efter dem, at ikke landet, jeg fører Eder ind at bo i, skal udspy Eder. Følg ikke det folks skikke, som jeg driver bort foran Eder, thi de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem.“ — 1 Kor. 15:33; 3 Mos. 20:22, 23.
Landet udspyr Israel
13, 14. Hvad gjorde Israels ti-stammerige, og hvad medførte det?
13 Men israelitterne fordrev ikke kana’anæerne, de rettede sig heller ikke efter Guds lov og de holdt sig ikke adskilt fra disse utugtige folk. Israelitterne fulgte hedningernes færd og fraterniserede med dem, og hvor blev de fordærvede ved denne slette omgang! Hør engang hvor dybt Israels ti-stammerige sank: „Mit folk spørger et stykke træ til råds, en pæl giver dem orakelsvar! Thi en skøge-ånd har forført dem, de har forladt deres Gud for at slå ind på troløshedens vej; de frembærer ofre på bjerghøjderne og ofrer røgelse på højene, under egen, terebinten, poplen — så velbehagelig er deres skygge. Således spiller jeres døtre skøger, de gifte kvinder bedriver hor. Men jeg vil ikke straffe jeres døtre for skøgelevned, eller jeres gifte kvinder for hor, når mændene selv går bort med skøger og ofrer sammen med tempelskøger. Dette fører til undergang for et uforstandigt folk.“ — Hos. 4:12-14, Mo.
14 Det førte til undergang for disse uforstandige israelitter: „De rejste sig stenstøtter og asjerastøtter på alle høje steder og under alle grønne træer og tændte offerild der på alle høje ligesom de folkeslag, HERREN havde ført bort foran dem, og øvede onde ting, så at de krænkede HERREN; de dyrkede afgudsbillederne, skønt HERREN havde sagt: ’Det må I ikke gøre!’ De sagde sig løs fra HERREN deres Guds bud og lavede sig støbte billeder, to tyrekalve; de lavede sig også asjerastøtter, tilbad hele himmelens hær og dyrkede Ba’al; de lod deres sønner og døtre gå igennem ilden, drev spådomskunster og sandsigeri og solgte sig til at gøre, hvad der er ondt i HERRENS øjne, så de krænkede ham. Derfor blev HERREN såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit åsyn.“ Hvordan gjorde Jehova dette? „Israel måtte vandre bort fra sit land til Assyrien.“ Således udspyede landet Israels ti-stammerige. — 2 Kong. 17:10-12, 16-18, 23.
15, 16. Hvad viser den historiske beretning med hensyn til den færd Judas to-stammerige fulgte?
15 Israels fordrivelse fra sit land skulle have tjent som en advarsel for Judas to-stammerige mod syd, men det udvirkede ingen omvendelse hos dem. Esajas lod Juda få snerten at føle da det faldt fra Jehova og styrtede sig ud i smudsige religiøse seksualorgier: „Er I ikke frafaldne børn, en troløs yngel I som lader jer optænde af begær blandt terebinterne, under hvert frodigt træ, som slagter børn i dalen, blandt klippernes kløfter? Blandt dalenes glatte sten er jeres lod; de, de er jeres del; for dem har I udgydt drikofre og frembåret afgrødeofre; og skulle jeg stilles tilfreds med det? På et højt og knejsende bjerg har du redt leje; og der er du klatret op for at ofre. Bag døren og dørstolperne har du opsat dit fallossymbol; og borte fra mig blottede du dig og steg op, du strakte dig på lejet; du købslog om dem hvis favntag du elsker; og med dem har du mangfoldiggjort dine utugtige handlinger mens du så hen til fallostegnet.“ — Es. 57:4-8, AT.
16 Ifølge traditionen skal Esajas være blevet gennemsavet af den onde og blodtørstige kong Manasse, og det er denne skændige gerning der skulle have fået Paulus til at anvende udtrykket: „de blev . . . gennemsavet“. Hvad enten dette er rigtigt eller ej, passer ovennævnte ord af Esajas ganske udmærket på Manasses onde regering. Han byggede de høje steder, oprejste altre for Ba’al, brugte åndemedier og professionelle spåmænd og -kvinder, opførte altre for stjernetilbedelse i forgården til Jehovas tempel og satte endog en af asjerastøtterne ind i templet, og han ofrede også sin egen søn som brændoffer til Molok. Manasse forførte Juda „til at handle værre end de folkeslag, HERREN havde udryddet“. Jehova sagde: „Kong Manasse af Juda har øvet disse vederstyggeligheder, ja øvet ting, som er værre end alt, hvad amoritterne der var før ham, øvede, og tillige ved sine afgudsbilleder . . . forledt Juda til synd.“ — Hebr. 11:37; 2 Kong. 21:9, 11.
17. Hvad sagde Jehova om Judas skæbne, og hvad skete?
17 Landet blev besmittet af dets indbyggere i endnu højere grad end da kana’anæerne beherskede det. Ville Jehova nu gøre forskel og vise personsanseelse? „Se, jeg bringer ulykke over Jerusalem og Juda,“ siger Jehova, „så det skal ringe for ørene på enhver, der hører derom!“ Med en illustration hentet fra hverdagslivet fortsætter Jehova: „Jeg vil afviske Jerusalem, som man afvisker et fad og vender det om; jeg forstøder, hvad der er tilbage af min ejendom, og giver dem i deres fjenders hånd, og de skal blive til rov og bytte for alle deres fjender, fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine øjne, og krænkede mig.“ Babylonierne trængte ind i landet, erobrede det og tømte det for indbyggere ligesom man tømmer et fad for dets indhold ved at vende bunden i vejret på det. Da Israels nation var draget ind i landet havde de fået at vide at kana’anæerne blev fordrevet på grund af deres religiøse fordærv, og israelitterne blev advaret om at hvis de efterlignede disse umoralske, blodtørstige afgudsdyrkere ville landet atter blive besmittet og urent, det ville væmmes ved Israel og udspy det for at rense sig. Israelitterne ignorerede advarselen; de blev udspyet. — 2 Kong. 21:12-15.
18. Hvad forudsagde Esajas om landets ødelæggelse, og hvordan understregede han at Jehova ikke ville vise personsanseelse?
18 Esajas forudsagde at landets indbyggere på denne måde ville blive kastet ud da han sagde: „Se, HERREN [Jehova] gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere; det går lægfolk som præst, træl som herre, trælkvinde som frue, køber som sælger, långiver som låntager, ågerkarl som skyldner. Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.“ Der vistes ingen personsanseelse. Der blev ikke gjort nogen undtagelse på grund af religiøs, økonomisk eller social stilling. Alle samfundslag havde pådraget sig skyld for landets besmittelse, og alle samfundslag måtte undgælde. De havde overtrådt Guds love og krænket de bud der var givet dem som en beskyttelse. De havde brudt lovpagten der var givet gennem Moses, og som skulle gælde en ubestemt, endnu skjult tidsperiode, indtil den havde tjent sit formål: at beskytte dem til Messias’ komme. At de ikke havde overholdt den betød nu at de måtte fjernes fra landet, det betød fangenskab i Babylon. — Es. 24:1, 2, 5, 6.
19. Hvordan tjener dette som en advarsel til os?
19 Jehova skabte ikke jorden for at den skulle vanhelliges af onde mennesker. Den skulle genspejle hans herlighed til ære for ham; det skulle de levende planter og dyr på den gøre, og visselig også de særligt privilegerede menneskeskabninger, der var udrustet med større forstandsevner. Hvis de ikke selv priste Gud og desuden forhindrede andre i at gøre det, hvis de vanhelligede jorden og tilsmudsede den så den ikke længere genspejlede sin Skabers herlighed, da måtte de fjernes. Det gjorde han med kana’anæerne. Det gjorde han med israelitterne. Det vil han gøre med dem der vanhelliger jorden i dag. Disse begivenheder i fortiden „er jo skrevet, for at vi kan lære deraf“, og „dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. Jehova vakler ikke i sine principper, ej heller rokkes han i sine hensigter: „Jeg, Jehova, forandrer mig ikke.“ (AS) Vi får vor advarsel fra Gud om ikke at vanhellige jorden, ligesom israelitterne fik deres advarsel. Lad os adlyde og tage ved lære af at de ikke adlød. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11; Mal. 3:6.