Kapitel 6

Kristenhedens dage er talte

 1. Hvorfor kan man spørge hvor langt kristenheden er fremme på tidens strøm, og hvorfor er dens dage talte?

„HVOR langt fremme på tidens strøm?“ Det er et spørgsmål vi udmærket kan stille med tanke på den verdensomspændende religiøse organisation der kaldes kristenheden. Den Gud som den hævder at tilbede, er en Gud der holder regnskab med tiden. Han fastsætter af egen magt „tider og stunder“ for sin menneskeskabninger, og især for dem der gør krav på at de religiøst set repræsenterer og tjener ham. (Daniel 2:20-22; Apostlenes Gerninger 1:7) Dette skulle være til stor trøst og opmuntring for alle som elsker ret. Hvorfor? Fordi det er en forsikring om at den Almægtige, retfærdighedens Gud, ikke for evigt vil tåle ondskaben her på jorden. Han har i forvejen bestemt hvor længe han vil tillade falsk religion at beherske jorden og holde næsten hele menneskeheden nede i trældom. Selv ikke den stærkeste falske religiøse organisation på jorden vil være i stand til at afværge tilintetgørelsen for hans hånd når tiden er inde til at han vil fuldbyrde sin afsagte dom over den falske religion. Kristenheden har gjort sig fortjent til den hårdeste fordømmelse for den har givet menneskene et forkert billede af ham. Derfor er dens dage talte!

 2. Hvordan er kristenhedens endeligt blevet skildret i fortiden, og på hvilken måde skulle Ezekiel være „et tegn“ for sit folk?

² Dette forbløffende forhold er blevet skildret af det der overgik det gamle forbillede på kristenheden, nemlig Jerusalem og Judas land, mens profeten Ezekiel levede, over seks hundrede år før vor tidsregning. Ezekiel fik at vide at han skulle være „et tegn“ for sit folk, Israels hus. Det han fik besked på at gøre, skulle være et profetisk „tegn“ på noget som ville ske i og omkring Jerusalem, hovedstaden i Juda rige. — Ezekiel 4:3; 12:6, 11.

 3. Hvem gør vel i at lytte til det Jehova fortalte Ezekiel oppe fra sin vognlignende organisation i 613 f.v.t.?

³ Vi befinder os stadig i år 613 f.v.t., og Ezekiel opholder sig stadig i Tel-Abib i landet Babylon og ser stadig synet af Jehovas vognlignende organisation. Skønt Ezekiel nu fuldt ud er udnævnt til profet og vægter af Jehova, er han endnu ikke gået i gang med sin opgave. Oppe fra den strålende ’himmelvogn’ fortsætter Jehova med at tale til ham, og han fortæller ham udtrykkeligt hvad han først skal gøre. De der i dag befinder sig i kristenheden gør vel i at lægge mærke til hvad Ezekiel får at vide:

 4. Hvad skulle Ezekiel gøre som et tegn for Israels hus med den teglsten han skulle tage?

⁴ „Du, menneskesøn, tag dig en teglsten, læg den for dig og indrids i den et billede af en by, Jerusalem; og kast en vold op omkring den, byg belejringstårne, opkast stormvold, lad hære lejre sig imod den og rejs stormbukke mod den fra alle sider; tag dig så en jernpande og sæt den som en jernvæg op mellem dig og byen og ret dit ansigt imod den. Således skal den være omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels hus et tegn.“ — Ezekiel 4:1-3.

 5. Hvornår havde Ezekiel befundet sig i Jerusalem under en belejring, og hvad havde ført til denne belejring?

⁵ Disse instruktioner kan have mindet Ezekiel om at han selv havde været i Jerusalem under en belejring. Det skete blot fire år tidligere, i år 617 f.v.t., da babylonierkongen Nebukadnezar for anden gang var draget mod Jerusalem og havde belejret byen. På det tidspunkt var det Jojakim, en søn af den gode kong Josias, der sad på tronen i Jerusalem. I Jojakims ottende regeringsår var denne babylonierkonge draget mod Jerusalem og havde undertvunget Jojakim og gjort ham skatskyldig til ham i stedet for til ægypterkongen. I tre år underkastede kong Jojakim sig babylonierkongen og gjorde derpå oprør mod ham.

 6. Hvad skete der med kong Jojakim under den belejring der var en følge af hans oprør, og hvad gjorde Jerusalems indbyggere da?

⁶ I kong Jojakims ellevte regeringsår så Jerusalem derfor babylonierkongen komme for anden gang, for at tage kong Jojakim til fange og føre ham bort til landet Babylon og sætte en anden konge på tronen i Jerusalem. Sådan gik det til at Jerusalem blev belejret af Babylons konge i år 617 f.v.t., i Jojakims tredje år som vasal under Babylon. Men før belejringen var forbi døde kong Jojakim, og hans søn Jojakin blev sat på tronen af Jerusalems indbyggere. Jojakin herskede kun i den belejrede by i tre måneder og besluttede derpå at overgive sig til Babylons konge.

 7. Hvad gjorde kong Nebukadnezar med Jerusalem efter at kong Jojakin havde overgivet sig til ham, og hvad skete der med Ezekiel?

⁷ Dengang var Jehovas tid endnu ikke inde til at Jerusalem og dens tempel skulle ødelægges, og han indgav ikke i babylonierkongens hjerte at ødelægge den hellige by på det tidspunkt. I stedet læser vi følgende om Nebukadnezar, Babylons konge: „Og han førte hele Jerusalem, alle øversterne og de velhavende, 10000 i tal, bort som fanger, ligeledes grovsmede og låsesmede, så der ikke blev andre tilbage end de fattigste af folket fra landet. Så førte han Jojakin som fange til Babel, også kongens moder og hustruer, hans hoffolk og alle de højtstående i landet førte han som fanger fra Jerusalem til Babel.“ (2 Kongebog 23:36 til 24:15; 2 Krønikebog 36:5-10; Daniel 1:1-4; Jeremias 22:18, 19) Ezekiel, præsten Buzis søn, blev ført i landflygtighed sammen med den tilfangetagne kong Jojakin, og det skete i 617 f.v.t. — Ezekiel 1:1-3.

 8. Hvor lang tid havde Jerusalem igen, ifølge Jehovas tidsplan, og hvad åbenbarede Jehova for Ezekiel at kong Zedekias ville gøre?

⁸ Herefter skulle Jerusalem og Juda rige ifølge Jehovas tidsplan skånes i cirka elleve år endnu. I den deporterede Jojakins sted satte babylonierkongen hans farbroder Mattanja, en søn af den gode kong Josias, på tronen i Jerusalem, og hans navn blev ændret til Zedekias. Eftersom han var en ond konge og foretrak ægypterne fremfor babylonierne, opstod dette spørgsmål: Ville kong Zedekias gentage den fejl hans broder Jojakim havde gjort og gøre oprør mod babylonierkongen? Tre år før det skete åbenbarede Jehova i et syn for Ezekiel at det netop var hvad kong Zedekias ville gøre. (Ezekiel 17:1-6, 9-21; 2 Kongebog 24:18 til 25:2; Jeremias 52:1-5) Ja, da Ezekiel blev oprejst som profet og vægter for Israels hus, var Jerusalems og Juda riges dage i sandhed talte. Jehova holdt regnskab med dem.

 9. Hvilken pantomime skulle Ezekiel opføre for at vise hvad der ville ske med Jerusalem, og for at skildre hvordan belejrerne ville være beskyttet og ville bruge armen til voldsom kamp?

⁹ For at skildre i pantomime hvad der ville ske med hovedstaden Jerusalem efter at kong Zedekias havde gjort oprør mod babylonierkongen og således brudt en ed der var svoret for Jehova, skulle Ezekiel lægge sig ned med blikket rettet mod det billede han havde indridset af byen Jerusalem i en teglsten mens den endnu var fugtig. For at skildre hvordan angriberne ville være beskyttet mens de belejrede den dødsdømte by, skulle Ezekiel sætte en jernpande op mellem sig og teglstenen med billedet. Han skulle også blotte sin arm, som en babylonisk soldat hvis arm er blottet til voldsom kamp mod den belejrede by.

10, 11. Hvordan viser den historiske beretning som er skrevet af en mand der opholdt sig blandt de belejrede, at det ikke var for ingenting at Jehova gav „et tegn“ ved Ezekiel?

¹⁰ I overensstemmelse med det „tegn“ Ezekiel skulle opføre for Israels hus, fandt belejringen sted da Jehovas tid var inde.

¹¹ Opfyldelsen blev beskrevet af en mand som selv opholdt sig i den belejrede by, nemlig profeten Jeremias, og i hans historiske beretning læser vi: „Zedekias faldt fra Babels konge. I hans niende regeringsår på den tiende dag i den tiende måned [tebet] drog kong Nebukadnezar af Babel da med hele sin hær mod Jerusalem og belejrede det, og de byggede belejringstårne imod det rundtomkring; og belejringen varede til kong Zedekias’ ellevte regeringsår.“ (2 Kongebog 24:20 til 25:2; Jeremias 52:1-5) Der indtrådte en kort pause i denne belejring da babylonierne (kaldæerne) drog bort for at bekæmpe ægypterne, som kong Zedekias havde anmodet om hjælp. Men efter at have klaret denne ægyptiske trussel vendte babylonierne tilbage og genoptog belejringen, sådan som profeten Jeremias i forvejen havde advaret om at de ville gøre. (Jeremias 37:5-11) Det var ikke for ingenting at Jehova havde givet „et tegn“ ved Ezekiel.

12. Hvorfor skulle denne belejring med dens ulykkelige følger komme over den by som Jehovas navn var knyttet til, og hvordan var det gået til at Jerusalem ikke var hovedstad for mere end to af Israels stammer?

¹² Men hvorfor skulle denne by som Jehovas navn var knyttet til på grund af hans tempel, udsættes for denne belejring og dens ulykkelige følger? Det var, mærkeligt nok, som en straf fra Jehova fordi hans pagtsfolk havde gjort oprør imod ham. I cirka treoghalvfjerds år var byen hovedstad for det forenede rige som bestod af Israels tolv stammer. Men efter kong Salomons død og den dårlige afslutning på hans regeringstid gjorde ti stammer oprør mod hans søn og efterfølger, kong Rehabeam. Riget blev delt i to dele af forskellig størrelse. Ti stammer (stort set de nordlige) oprettede Israels rige under kong Jeroboam, med Sikem i Efraims stammeområde som hovedstad. De to loyale stammer Juda og Benjamin, samt Levis stamme hvis kvalificerede mænd tjente i Jehovas tempel, dannede Juda rige mod syd, med Jerusalem som hovedstad. (1 Kongebog 12:1-25; 2 Krønikebog 10:1 til 11:16) Dette skete i 997 f.v.t., eller 384 år før Ezekiel profeterede.

ISRAELS BRØDE BÆRES I 390 DAGE

13. Hvor mange dage skulle Ezekiel ligge på sin venstre side foran teglstenen med det indridsede billede, og af hvilken grund?

¹³ At Jerusalems ødelæggelse skulle komme som en straf for Guds udvalgte folks religiøse brøde, blev sagt direkte til Ezekiel, der med en billedhandling skildrede Jerusalems belejring. Jehova sagde til ham: „Og du, læg dig på din venstre side, og du skal lægge Israels hus’ brøde på den. I det antal dage du ligger på den, bærer du deres brøde. Og jeg skal selv gøre deres brødes år til antallet af tre hundrede og halvfems dage for dig, og du skal bære Israels hus’ brøde. Og du skal fuldende dem.“ — Ezekiel 4:4-6, NW.a

14. Hvorfor skulle Jerusalem kræves til regnskab for „Israels hus’ brøde“ i 390 dage?

¹⁴ Med denne billedhandling skulle Ezekiel ikke angive hvor længe Jerusalems kommende belejring ville vare, men hvilket år byen skulle ødelægges ved belejringens afslutning. Udtrykket „Israels hus“ står her for det nordlige rige med Israels ti oprørske stammer. Selv om disse stammer ikke betragtede Jerusalem som deres hovedstad, blev Jerusalem alligevel krævet til regnskab for Israels religiøse brøde, for siden kong Salomons sidste år havde byen ved sin afgudsdyrkelse sat et dårligt religiøst eksempel for alle Israels tolv stammer.

15. Hvilken andel havde kong Rehabeam i det nordlige riges, Israels „brøde“? Kan man sige at regnskabet var gjort op da Samaria blev ødelagt i 740 f.v.t.?

¹⁵ Og kong Salomons søn og efterfølger, Rehabeam, havde ikke stillet sig velvillig til de klager de ti stammer kom med. Han havde drevet dem til at gøre oprør og havde således stødt dem bort fra Jerusalem som centeret for tilbedelsen af Jehova. Derfor var Jerusalem ikke uden skyld i det nordlige riges, Israels, religiøse brøde. Dette oprørske rige bestod ikke i tre hundrede og halvfems (390) år fra det blev oprettet i 997 f.v.t., for det blev ødelagt af det assyriske verdensrige omkring 740 f.v.t. Skønt dette var en direkte straf over Israel fordi det var veget bort fra tilbedelsen af Jehova som Gud, var sagen endnu ikke afsluttet i Jehovas øjne med ødelæggelsen af det nordlige rige og dets sidste hovedstad, Samaria. Han havde stadig et mellemværende med moderhovedstaden Jerusalem. Hvornår skulle det afgøres?

16. Hvornår skulle regnskabet for det nordlige riges „brøde“ gøres op?

¹⁶ Det skulle ske når der var gået tre hundrede og halvfems år fra det nordlige rige blev oprettet. Den omtalte „brøde“ kunne ikke begynde før riget selv havde taget sin begyndelse, i 997 f.v.t. På det tidspunkt begyndte den imidlertid. Hvad gjorde kong Jeroboam i dette år, hvor oprøret fandt sted?

17, 18. Hvad gjorde kong Jeroboam, som herskede over de stammer der havde gjort oprør, ifølge beretningen i Første Kongebog 12:26-33?

¹⁷ „Men Jeroboam tænkte ved sig selv: ’Som det nu går, vil riget atter tilfalde Davids hus; når folket her drager op for at ofre i [Jehovas] hus i Jerusalem, vil dets hu atter vende sig til dets herre, kong Rehabeam af Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til kong Rehabeam af Juda!’ Og da kongen havde overvejet sagen, lod han lave to guldkalve og sagde til folket: ’Det er for meget for eder med de rejser til Jerusalem! Se, Israel, der er dine guder, som førte dig ud af Ægypten!’

¹⁸ Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan. Det blev Israel til synd. Og folket ledsagede i optog den ene til Dan. Tillige indrettede han offerhuse på højene og indsatte til præster alle slags folk, der ikke hørte til levitterne. . . . Han steg op på alteret, han havde ladet lave i Betel, på den femtende dag i den ottende måned, den måned, han egenmægtigt havde udtænkt, og lod israelitterne fejre en fest; han steg op på alteret for at tænde offerild.“ — 1 Kongebog 12:26-33; 2 Krønikebog 11:14, 15.

19. Hvornår ville de 390 år udløbe, og hvad viser denne nøjagtige tidsberegning at Jehova gør?

¹⁹ Nu da vi har fundet frem til at Israels hus’ „brøde“ begyndte i 997 f.v.t.. kan vi regne ud hvornår Jerusalem skulle ødelægges ved at tælle tre hundrede og halvfems år frem. Vi kommer da til år 607 f.v.t.b Om profeten Ezekiel regnede dette ud da han fik profetien seks år før Jerusalem blev ødelagt, ved vi ikke. Men sagens nøjagtighed viser at Jehova virkelig holder regnskab med tiden og at han i forvejen havde fastsat hvilket år han i fuldt omfang ville fuldbyrde sin afsagte dom over det troløse Jerusalem. Det er noget det troløse Jerusalems modstykke i vor tid, nemlig kristenheden, bør tænke alvorligt over på dette sene tidspunkt i historien. Erkender den, når den undersøger Bibelen, at dens dage er talte?

JUDAS BRØDE BÆRES I 40 DAGE

20. Hvor mange dage skulle Ezekiel derefter ligge på sin højre side, og af hvilken grund?

²⁰ Men havde Juda rige i syd da ikke begået nogen „brøde“ som skulle straffes med Jerusalems ødelæggelse? Jo. Jehova overså ikke dette, for han sagde videre til Ezekiel, der med en pantomime skildrede Jerusalems belejring: „Og i det andet tilfælde skal du lægge dig på din højre side, og du skal bære Judas hus’ brøde i fyrre dage. En dag for et år, en dag for et år, er hvad jeg giver dig. Og mod Jerusalems belejring retter du dit ansigt, med din arm blottet, og du skal profetere imod den. Og se! jeg vil lægge bånd på dig for at du ikke skal vende dig fra den ene side til den anden, før du har fuldendt din belejrings dage.“ — Ezekiel 4:6-8, NW.

21. Hvis Ezekiel lå med ansigtet mod øst, hvilke riger vendte han da sin venstre og højre side imod, og hvor mange dage lå han i alt og udførte denne billedlige belejring af Jerusalem?

²¹ Hvis Ezekiel lå med hovedet mod øst mens han skildrede Jerusalems belejring, vendte hans venstre side mod nord, i den retning det tidligere Israels rige lå, og hans højre side vendte mod syd. Det var derfor meget betegnende at han skulle ligge på sin højre side mens han bar Judas, det sydlige riges, „brøde“. De fyrre dage Ezekiel lå på sin højre side fulgte naturligvis efter de tre hundrede og halvfems dage han lå på sin venstre side, hvilket vil sige at han i alt lå og udførte sin billedlige belejring i fire hundrede og tredive dage.

22. Hvilken forbindelse var der mellem de fyrre dage for Juda riges „brøde“ og de 390 dage for Israels „brøde“, og hvilken forbindelse var der således mellem de fyrre år for Juda og de 390 år for Israel?

²² I opfyldelsen på fortidens Jerusalem kom de fyrre dage for „Judas hus’ brøde“ imidlertid til at løbe parallelt med de sidste fyrre dage af de tre hundrede og halvfems dage for „Israels hus brøde“. Den målestok Jehova gav Ezekiel at måle tiden med var „en dag for et år“, og han understregede den ved at gentage den. Han havde målt tiden på samme måde dengang han i 1512 f.v.t. forlangte at de genstridige israelitter skulle vandre rundt i ørkenen i fyrre år efter udgangen af Ægypten. (4 Mosebog 14:34) Denne målestok var således mindst 899 år gammel da Jehova gentog den for Ezekiel. De fyrre år som svarede til „Judas hus’ brøde“ skulle altså løbe parallelt med de sidste fyrre år af den periode på 390 år der svarede til „Israels hus’ brøde“. De sidste fyrre år af denne periode begyndte i 647 f.v.t. (350 år efter 997 f.v.t.) De sluttede i 607 f.v.t. Begge tidsperioder, både den lange og den korte, måtte udløbe samtidig, for datidens Jerusalem blev kun ødelagt én gang, i 607 f.v.t.

23, 24. Hvordan markeredes begyndelsen til de fyrre år hvori Judas „brøde“ skulle bæres, og hvordan viser Anden Kongebog 24:3, 4 og 21:16 hvorfor perioden begyndte på det tidspunkt selv om Josias var ved at genoprette den rene tilbedelse?

²³ Nu er spørgsmålet: Blev begyndelsen til disse fyrre år for „Judas hus’ brøde“ markeret af et eller andet som viste at Jehova var begyndt at tilregne det den religiøse „brøde“? Ja. Perioden begyndte i den gode kong Josias af Jerusalems trettende regeringsår, og det var det år Jehova udnævnte Jeremias, præsten Hilkijas søn, til profet i Judas land. (Jeremias 1:1-3; 25:3) Men var den gode kong Josias på dette tidspunkt ikke ved at genoprette den rene tilbedelse af Jehova i hele Judas land? Hvorfor skulle Jehova da begynde at tilregne „Judas hus“ dets brøde i det år? For de synders skyld der var begået af kong Josias’ bedstefader, kong Manasse. Hans synder havde været så mange og så graverende at Jehova ikke blot kunne se bort fra dem i det regnskab han havde at gøre op med den blodbesudlede og afgudsdyrkende by Jerusalem. Vi læser:

²⁴ „Det skyldtes ene og alene [Jehovas] vrede, at Juda blev drevet bort fra [Jehovas] åsyn; det var for Manasses synders skyld, for alt det, han havde gjort, også for det uskyldige blods skyld, som han havde udgydt så meget af, at han havde fyldt Jerusalem dermed; det ville [Jehova] ikke tilgive.“ — 2 Kongebog 24:3, 4; 21:16.

25. Hvordan viser Anden Kongebog 23:25-27 at Jehova, til trods for kong Josias’ ædle bestræbelser, alligevel havde et mellemværende at afgøre med Jerusalem?

²⁵ Selv efter kong Josias’ ædle bestræbelser for at håndhæve Jehovas lov i Juda og Jerusalem, læser vi: „Der havde ikke før været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og hele sin sjæl og al sin kraft omvendte sig til [Jehova] og fulgte hele Mose lov; og heller ikke efter ham opstod hans lige. Alligevel lagde [Jehovas] mægtige vredesglød sig ikke, thi hans vrede var blusset op mod Juda over alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet ham. Og [Jehova] sagde: ’Også Juda vil jeg fjerne fra mit åsyn, ligesom jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min udvalgte by, og det hus [templet], om hvilket jeg har sagt: „Mit navn skal være der!“’“ — 2 Kongebog 23:25-27.

26. Hvordan havde kong Amon ikke gjort tingene bedre i Juda, men sørget for at der hvilede en svær og utilgivelig syndeskyld over Jerusalem da hans søn Josias blev konge?

²⁶ Josias’ fader, kong Amon, havde ikke gjort tingene bedre i Juda og Jerusalem, for om ham står der skrevet: „Han gjorde hvad der var ondt i [Jehovas] øjne, ligesom hans fader Manasse og Amon ofrede til alle de gudebilleder, hans fader Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem. Han ydmygede sig ikke for [Jehovas] åsyn, som hans fader Manasse havde gjort, men Amon dyngede skyld på skyld. Hans tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte ham i hans hus.“ (2 Krønikebog 33:22-25) Der hvilede altså svær og utilgivelig syndeskyld over Juda og Jerusalem da kong Amon døde og hans søn og efterfølger, Josias, blev konge i 659 f.v.t.

27. Hvorfor kunne de fyrre år være udløbet i Josias’ regeringstid såfremt de var begyndt da kong Manasse blev ført som fange til Babylon, og hvorfor ville dette ikke have været godt?

²⁷ I Josias’ trettende regeringsår, i 647 f.v.t., oprejste Jehova Jeremias, præsten Hilkijas søn, som sin profet. Gennem Jeremias’ profetiske udtalelser gav Jehova klart til kende at det var hans urokkelige hensigt at lægge Juda og Jerusalem fuldstændig øde. (Jeremias 19:1-5; 25:1-11) I overensstemmelse med dette lod Jehova kong Josias’ trettende regeringsår danne begyndelsen på de fyrre år hvor „Judas hus’ brøde“ skulle bæres. Denne fyrreårige periode udløb i 607 f.v.t, eller enogtyve år efter kong Josias’ død. Hvis de fyrre år var begyndt i hans bedstefaders, kong Manasses, regeringstid, navnlig fra dengang kong Manasse blev ført i fangenskab i Babylon af assyrerkongen, ville de måske være udløbet mens kong Josias herskede. Hvorfor det? Fordi kong Manasse regerede i femoghalvtreds år, hans søn Amon i to år, og kong Josias i enogtredive år. (2 Krønikebog 33:10 til 34:2, 19-28) Josias var en god konge hele sin regeringstid, og derfor fik ulykken ved udløbet af de fyrre år ikke lov at indtræffe i hans tid. — 2 Kongebog 22:11-20; 2 Krønikebog 34:14-33.

28. Hvilken ulykke er vi dog mere interesseret i, og på hvilken måde svarer det nutidige modbillede til fortidens Jerusalem hvad afgudsdyrkelse og blodsudgydelse angår?

²⁸ Det der særlig interesserer os i dag er imidlertid opfyldelsen af denne ulykke på kristenheden, som er det nutidige modstykke til det afgudsdyrkende og blodbesudlede Jerusalem og Juda. I lige så høj grad som sit forbillede i fortiden er kristenheden fyldt med ting der dyrkes som afguder, nemlig religiøse billeder og nationalistiske statuer og symboler der er genstand for afguderisk hyldest. I lige så høj grad som Jerusalem er kristenheden ’fyldt til randen med uskyldigt blod’. (2 Kongebog 21:16) Lige fra begyndelsen har kristenheden været besudlet med blodsudgydelse. Efter at den romerske kejser Konstantin den Store havde accepteret sin tids kristendom og havde gjort den til statsreligion, ja efter at han havde ført forsædet ved kirkemødet i Nikæa, lod han sin ældste søn og derefter sin egen hustru Fausta dræbe. På denne måde blev selve grundvolden til kristenheden besudlet med blod. — The Encyclopædia Britannica, 11. udgave, bind 6, side 989, afsnit 4.

29. Hvis Jehova krævede fortidens Jerusalem til ansvar for dens blodskyld, hvilke tilfælde af omfattende blodskyld i kristenheden siden kejser Konstantins dage vil han da også tage i betragtning?

²⁹ I de følgende århundreder har kristenheden dryppet af blod. Hvis dette blod kunne tale, ville det vidne mod de ti korstog der forgæves blev ført mod de „vantro“ muhamedanere i det mellemste østen, mod inkvisitionens forbrydelser, mod religionskrigene mellem katolikker og protestanter, hundredårskrigen, trediveårskrigen, og nu til sidst kristenhedens to verdenskrige her i det tyvende århundrede hvori der er udgydt mere blod end der ellers er blevet udgydt lige siden fortidens Babylon blev grundlagt af Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“, for fire tusind to hundrede år siden! Er kristenhedens „brøde“ ikke blevet langt større end den „brøde“ det gamle Jerusalem og Juda gjorde sig skyldig i? Jo! Det viser alle kendsgerninger klart og tydeligt. Og hvis Jehova krævede fortidens Jerusalem til ansvar, skulle han så ikke gøre det samme med kristenheden?

KRISTENHEDEN VÆRRE END „DEN HEDENSKE VERDEN“

30, 31. Hvilken bedømmelse som Jehova gav Ezekiel af Jerusalem i sammenligning med de omboende folk svarer til en sammenligning af kristenheden med den hedenske verden, og hvad var Jehova besluttet på at gøre med Jerusalem?

³⁰ Kristenheden kan ikke benægte at den har handlet langt værre end det religiøse område den selv har betegnet som „den hedenske verden“. I Jehovas øjne må den nødvendigvis bedømmes på samme måde som byen hvor hans tempel lå. Til Ezekiel sagde han hvordan han betragtede denne by: „Så siger den Herre [Jehova]: Dette er Jerusalem; jeg satte det midt iblandt folkene, omgivet af lande. Men det var gudløst og genstridigt mod mine lovbud mere end folkene og mod mine vedtægter mere end landene rundt om; thi de lod hånt om mine lovbud og vandrede ikke efter mine vedtægter.

³¹ Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Fordi I var mere genstridige end folkene rundt om og ikke vandrede efter mine vedtægter eller holdt mine lovbud, men gjorde efter de omboende folks lovbud, derfor, så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg kommer over dig og holder dom i din midte for folkenes øjne. For alle dine vederstyggeligheders skyld vil jeg gøre med dig, hvad jeg aldrig har gjort og aldrig vil gøre mage til.“ — Ezekiel 5:5-9.

32. Hvor langt er vi fremme i den periode hvor kristenhedens „brøde“ bæres, svarende til dengang Ezekiel blev oprejst som profet? Hvad må man sige om de dage den har tilbage, uanset hvilken side man ser det fra?

³² Når vi tænker på at Jehova udnævnte Ezekiel til profet og vægter henimod slutningen af de fyrre år hvori Judas hus’ „brøde“ skulle bæres, har vi grund til at tro at vi også befinder os i slutningen af den fastsatte periode hvori Jehova vil tåle kristenhedens brøde. Der er nu gået over halvtreds år siden hedningernes tid udløb i 1914. Kristenhedens to verdenskrige er nu skændig historie, og intet synes at afskrække den fra at gøre sig klar til en tredje. Kristenhedens egen indre tilstand viser at dens dage må være talte. Det væsentlige er dog at dens dage er talt af Jehova. Hvad sker der når de udløber?

33. Hvad skulle Ezekiel spise og drikke mens han udførte den billedlige belejring af Jerusalem, og hvordan skulle han gøre det?

³³ Jehova viste profeten Ezekiel hvad der ville ske med Jerusalem og Juda når de 390 „dage“ (år) og de 40 „dage“ (år) udløb samtidig. Da han havde fortalt ham hvordan han i pantomime skulle skildre Jerusalems kommende belejring, sagde han videre til ham: „Og tag du dig hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt, kom det i et og samme kar og lav dig brød deraf; alle de dage du ligger på siden, 190 dage [tre hundrede og halvfems dage, NW], skal det være din mad; og maden, du får, skal være efter vægt tyve sekel daglig; du skal spise den én gang daglig. Og vand skal du drikke efter mål, en sjettedel hin; du skal drikke én gang daglig.“ — Ezekiel 4:9-11.

FØDEVAREMANGEL OG DÅRLIG HELBREDSTILSTAND

34. Hvad viste denne sultekost at der ville ske med Jerusalem under dens belejring, og hvilken virkning ville dette have på indbyggernes helbred?

³⁴ Tænk — kun tyve sekel (228 gram) mad om dagen, og kun en sjettedel hin (omkring 0,6 liter) vand om dagen i tre hundrede og halvfems dage! En sådan sultekost vidnede om en kritisk mangel på fødemidler, ja en hungersnød som den der skulle ramme den belejrede by Jerusalem. En så sparsom kost ville også kunne påføre de sultende indbyggere pest! Alligevel fik Ezekiel besked på at skildre disse ting i sin pantomime, og Jehova gav klart til kende i sin udlægning at de skulle overgå Jerusalem under belejringen. Han sagde at det endog ville ende med kannibalisme:

35. Hvor slem skulle hungersnøden blive, ifølge det Jehova sagde til Ezekiel?

³⁵ „Derfor skal fædre æde deres børn i din midte og børn deres fædre; jeg holder dom over dig, og alle, som er til rest i dig, spreder jeg for alle vinde. Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Sandelig, fordi du gjorde min helligdom uren med alle dine væmmelige guder og vederstyggeligheder, vil jeg også støde dig fra mig uden medynk eller skånsel. En tredjedel af dig skal dø af pest og omkomme af hunger i din midte.“ — Ezekiel 5:10-12.

36. Hvordan skildrede Ezekiel at hungersnøden og pesten ville fortære deres ofre som ild?

³⁶ De der døde som følge af hungersnøden og pesten i det belejrede Jerusalem ville være som en tredjedel af Ezekiels hår og skæg. Ezekiel skulle nemlig rage sit hår og skæg af, ikke med en ragekniv, men med krigens sværd, og den ene tredjedel skulle han ’brænde i et bål midt i byen, når belejringens dage [i pantomimen] var omme’. (Ezekiel 5:1, 2) Som en ild skulle hungersnøden og pesten fortære deres ofre!

37. Hvordan blev det skildret at Jerusalems indbyggere ville være nødt til at spise ceremonielt urent brød?

³⁷ Det var en elendig kost de indespærrede indbyggere i det belejrede Jerusalem skulle leve af! Alene det at de skulle spise brød som var lavet af forskellige ingredienser, af hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt, var slemt nok. For en jøde som Ezekiel, der var søn af en tempelpræst, var et sådant brød urent. Dets sammensætning var en overtrædelse af et princip som Jehova havde nedfældet i den lov der blev givet ved Moses: „Du må ikke så to slags sæd i din mark; og du må ikke bære klæder, der er vævet af to slags garn.“ (3 Mosebog 19:19; se også Femte Mosebog 22:9) Men se også hvilket brændsel indbyggerne i det belejrede Jerusalem kunne være nødt til at bruge når de bagte dette rituelt urene brød! Jehova antydede det da han sagde til Ezekiel hvordan han skulle bage det blandede brød: „Og som bygkager skal du spise det og bage det ved menneskeskarn i deres påsyn.“ Det var en profetisk billedhandling Ezekiel her skulle udføre, for han fortæller: „Så siger [Jehova]: Således skal israelitterne have urent brød til føde blandt de folk, jeg bortstøder dem til!“ — Ezekiel 4:12, 13.

38. Hvordan udtrykte Ezekiel sin afsky for at spise brød af denne art bagt på denne måde, og hvad ville det betyde for Jerusalems indbyggere at de skulle spise denne slags brød der virkede så frastødende på dem?

³⁸ Bagt på denne måde ville brødet blive dobbelt urent. Virker det frastødende på os i vort moderne samfund at brødet skulle bages på denne måde? Selv på Ezekiel, der levede for femogtyve hundrede år siden, virkede det frastødende. Han kunne simpelt hen ikke lade være med at give udtryk for sin afsky. Han fortæller: „Men jeg sagde: ’Ak, Herre, [Jehova], jeg har endnu aldrig været uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra barnsben aldrig spist, og urent kød kom aldrig i min mund!’“ (Ezekiel 4:14) Over seks hundrede år senere reagerede en kristen jøde, apostelen Peter, med de samme voldsomme følelser på de instruktioner han fik i et syn fra Gud. (Apostlenes Gerninger 10:9-17; 11:5-10) Ezekiel der var af præsteslægt ønskede ikke, selv ikke under en belejrings svære hungersnød, at gøre sig ceremonielt uren, skønt det kunne betyde sultedøden. Dette lader os ane de svære vanskeligheder det belejrede Jerusalem kunne komme ud for.

39. Hvorfor kunne Jehova tage hensyn til Ezekiels følelser i dette spørgsmål, og hvordan skulle det alligevel gå Jerusalem hvad mad og drikke angik?

³⁹ Men uanset om det blandede brød blev bagt ved menneskeskarn eller ej, ville det alligevel være urent, og mængden af det ville være begrænset. Det var det der skulle fremhæves. Derfor kunne Jehova tage hensyn til Ezekiels følelser og lade ham bage brødet på en måde der var mere normal for folk i det mellemste østen. Ezekiel siger: „Da svarede han: ’Vel, jeg tillader dig at tage oksegødning i stedet for menneskeskarn og bage dit brød derved.’“ Derefter gav Jehova sin egen forklaring af billedhandlingen, idet Ezekiel skriver: „Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder brødets støttestav i Jerusalem; brød skal de spise efter vægt og i angst, og vand skal de drikke efter mål og i rædsel, for at de må mangle brød og vand og alle som én være slagne af rædsel og hensmægte i deres misgerning.“ — Ezekiel 4:15-17.

40. Hvordan viste begivenhederne i Jerusalem senere at Jehova ikke havde overdrevet da han omtalte fødevaresituationen?

⁴⁰ Dette var ikke nogen overdrivelse. Da belejringen blev virkelighed fik profeten Jeremias, der sad fængslet i Jerusalem, til sidst „daglig et stykke brød fra bagernes gade, indtil brødet slap op i byen“. (Jeremias 37:21) Til slut kunne han skrive følgende om det der skete i det sidste år den onde kong Zedekias herskede i det belejrede Jerusalem: „På den niende dag i den fjerde måned blev hungersnøden hård i byen, og folket fra landet havde ikke brød. Da blev byens mur gennembrudt. Alle krigsfolkene flygtede om natten ud af byen gennem porten mellem de to mure ved kongens have, medens kaldæerne holdt byen omringet, og de tog vejen ad Arabalavningen til. Men kaldæernes hær satte efter kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans hær var blevet splittet til alle sider.“ (2 Kongebog 25:3-5; Jeremias 39:3-5; 52:6-8) Det advarende „tegn“ Jehova havde givet ved Ezekiel, viste sig kun at være alt for sandt!

41. Hvordan skulle det gå dem der overlevede Jerusalems belejring, i de lande de blev spredt til?

⁴¹ Men hvad med dem der overlevede den atten måneder lange belejring af Jerusalem? Som Jehova fortalte Ezekiel, skulle de ’have urent brød til føde blandt de folk, han bortstødte dem til’. (Ezekiel 4:13) De skulle adsplittes, spredes som landflygtige til ikke-israelitiske lande, sådan at Jerusalem og Judas land kom til at ligge fuldstændig øde. De lod ikke blot ofrene for hungersnøden og pesten bag sig i Jerusalem, men også dem der var blevet dræbt af kaldæernes eller babyloniernes våben og krigsmaskiner. Disse faldne og de overlevende svarede til de to andre tredjedele af Ezekiels hår og skæg som han ragede af med et sværd. Krigsofrene var som den tredjedel Ezekiel skulle tage og slå med sværdet rundt om hele byen. Og de overlevende, der skulle spredes blandt hedningefolkene, var som den sidste tredjedel af Ezekiels hår og skæg, der skulle spredes for vinden. De ville ikke komme til at leve fredeligt i landflygtigheden, for Jehova sagde til Ezekiel: „Så drager jeg sværdet bag dem.“ (Ezekiel 5:2) Som en forklaring af de symbolske handlinger Ezekiel udførte med de to sidste dele af håret og skægget, sagde Jehova til sin profet:

42. Hvordan forklarede Jehova det i forbindelse med den måde hvorpå Ezekiel behandlede den sidste tredjedel af sit afragede hår og skæg, og hvad skulle de overlevende kende?

⁴² „En tredjedel [den anden tredjedel af håret og skægget] skal falde for sværdet [krigen] rundt om dig, og en tredjedel spreder jeg for alle vinde og drager sværdet bag dem. Min vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle min harme på dem og tage hævn så de skal kende, at jeg, [Jehova], har talet i min nidkærhed, når jeg udtømmer min vrede over dem.“ — Ezekiel 5:12, 13.

43. Hvad skulle der ske med dem der blev skildret ved hårene i Ezekiels kappeflig, og dem der blev skildret ved de hår der blev kastet ind i ilden?

⁴³ Nogle af de landflygtige skulle være som den smule hår Ezekiel tog fra den tredje portion og svøbte ind i sin kappeflig. Disse landflygtige ville klare sig igennem de svære trængsler der ventede dem, og komme tilbage fra adsplittelsen for at genoptage en renset tilbedelse af Jehova efter at Judas land havde ligget øde hen i halvfjerds år. Men som helhed ville de landflygtige ikke få det nemt. Jehovas vrede ville være rettet mod dem som en fortærende ild. Og som menneskehår ville de meget nemt kunne opbrændes. Om de tilbageværende hår der ikke blev svøbt ind Ezekiels kappeflig, sagde Jehova derfor til Ezekiel: „Og andre af dem tager du, og du skal kaste dem ind midt i ilden og brænde dem i ilden. Fra en [ild] vil der udgå en ild til hele Israels hus.“ — Ezekiel 5:3, 4, NW.

44, 45. Hvilket eksempel ville Jehova gøre Jerusalems indbyggere til, og hvilke domme ville han fuldbyrde mod dem der for en tid havde overlevet Jerusalems belejring?

⁴⁴ De der prøver at tilbede den sande Gud på en hyklerisk måde vil altså ikke undslippe ret længe. Jehova hader at blive behandlet som en Gud der kan narres. Til sådanne religiøse hyklere der for en tid havde undsluppet tilintetgørelsen, sagde denne Gud der kræver absolut hengivenhed derfor:

⁴⁵ „Jeg gør dig til en grushob og til spot blandt folkene rundt om, for øjnene af enhver, som drager forbi. Du skal blive til spot og hån, til advarsel [et advarende eksempel, NW] og rædsel for folkene rundt om, når jeg holder dom over dig i vrede og harme og harmfuld revselse. Jeg, [Jehova], har talet! Når jeg sender hungerens onde pile mod eder, og de, som jeg sender for at ødelægge eder, volder ødelæggelse, og jeg lader hungeren tage til, da sønderbryder jeg brødets støttestav for eder og sender hunger over eder og rovdyr, som skal affolke dig; pest og blodsudgydelse skal hjemsøge dig, og jeg bringer sværd over dig. Jeg, [Jehova], har talet.“ — Ezekiel 5:14-17.

46. Var de virkelige begivenheder grusommere end disse profetiske ord, og hvad vil der således ske med de religiøse hyklere der spotter Jehova og hans navn?

⁴⁶ Det var grusomme ord! Sådan virker denne erklæring af Jehovas hensigt måske på dem der lader sig lede af deres følelser og dem der ikke af hjertet afskyr religiøst hykleri og ikke forstår at den sande Guds højhed er blevet krænket groft. Disse ord er imidlertid ikke grusommere end det der virkelig ramte de adsplittede overlevende efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Jehova havde ikke talt uden grund, og han havde heller ikke overdrevet. Hans ord må ikke betragtes med ligegyldighed. Når religiøse hyklere spotter ham og hans hellige navn, vil det ganske afgjort bevirke at de selv bliver til spot blandt folk og nationer i verden. Jehova afslører deres religiøse hykleri for øjnene af verdens nationer.

HUNGERENS OG PESTENS PILE MOD KRISTENHEDEN

47. Hvilken fødevaresituation og helbredstilstand vil kristenheden erfare fordi den ikke har givet agt på dette „advarende eksempel“ fra bibelhistorien?

⁴⁷ Lad os ikke undlade at tage ved lære af denne historiske lektie. Hvorfor skulle vi lide sammen med kristenheden, der ikke har lagt sig dette „advarende eksempel“ på sinde skønt det er beskrevet så tydeligt i Jehovas ord? Ganske vist vil pest og hungersnød ramme, ikke blot kristenheden, men hele menneskehedens verden, ifølge de advarsler der fremsættes af vor tids økologer, økonomer og statistikere som er bekymrede over at befolkningstilvæksten overstiger fødevareproduktionen og at mange sygdomme breder sig fordi menneskets omgivelser forurenes mere og mere. Men når Jehova slipper ’den store trængsel’ løs der er forudsagt af hans søn Jesus Kristus i Mattæus 24:21, 22, og når den rammer nutidens modstykke til det gamle Juda og Jerusalem vil kristenheden erfare hungersnød og pest i udvidet forstand.

48. Hvordan vil kristenheden erfare hungersnød og pest i udvidet forstand?

⁴⁸ Kristenhedens lønnede gejstlige, selv de der har den højeste kirkelige værdighed, vil ikke længere modtage folkets økonomiske og materielle støtte. Dens kirker og de seminarier og andre institutioner der er knyttet til den, vil lide og gå til grunde af mangel på pengebidrag og klientel; ja, de vil blive plyndret med voldelige midler. Da hverken de gejstlige eller deres religiøes organisationer indtager næring i form af den sunde lære fra Jehovas skrevne ord, vil det vise sig at de i åndelig forstand er dødeligt syge, ramt af en epidemi af veneriske sygdomme som følge af deres religiøse utugt med de politiske og verdslige elementer i denne urene tingenes ordning.

49. Hvad vil Jehova ikke beskytte kristenheden imod fordi den har givet nationerne et forvansket billede af ham, og hvordan vil han udtømme vrede over enhver hykler som overlever kristenhedens tilintetgørelse?

⁴⁹ Eftersom kristenheden har givet nationerne et forvansket billede af Jehova, vil han ikke beskytte den mod voldshandlinger fra verdslige elementer der i afsky vender sig imod den. Dens tid vil være udløbet. Den vil blive udslettet lige så sikkert som Jerusalem blev ødelagt dengang i 607 f.v.t. Ingen som er tilknyttet kristenheden og som overlever dens tilintetgørelse i ’den store trængsel’, vil opnå nogen lang og bedre fremtid, lige så lidt som de hyklere der overlevede det gamle Jerusalems ødelæggelse fik nogen fremtid ud af det. Der venter dem kun yderligere vanskeligheder og til sidst tilintetgørelsen i den næste og afsluttende del af ’den store trængsel’. Jehovas symbolske „sværd“, fuldbyrdelsen af hans domme, vil blive svunget mod dem i „krigen på Gud den Almægtiges, store dag“, i den verdenssituation der kaldes Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21) På denne måde vil han udtømme sin retfærdige vrede over ugudeligheden og det religiøse hykleri.

50. Hvad udvirkede det religiøst set at Judas land og Jerusalem blev lagt øde dengang, og hvad vil kristenhedens undergang på samme måde betyde?

⁵⁰ Ser dette billede mørkt og dystert ud? Skildrer det meget indgående den „klage, suk og ve“ der stod skrevet på den „bogrulle“ Ezekiel spiste? Billedet har nu også sin lyse side. Hvad medførte det at Judas land og Jerusalem blev lagt fuldstændig øde dengang? Det rensede dette gudgivne land for al falsk religion. Landet lå parat til at den sande tilbedelse kunne genoprettes der når Jehovas tid var inde. (Ezekiel 2:9 til 3:2) Det samme vil ske her i det tyvende århundrede. Hvis kristenheden må gå til grunde i den kommende ’større trængsel’, må al anden falsk religion følge den. Hele jorden skal renses for al falsk religion og dens besmittende og fordærvende indflydelse og magt.

51. Hvorfor vil tilintetgørelsen af kristenheden og al anden falsk religion ikke efterlade et religiøst tomrum på jorden?

⁵¹ Men dette vil ikke efterlade et religiøst tomrum, en gudløs tomhed. Den sande tilbedelse af den eneste levende og sande Gud vil blive bevaret under Guds beskyttelse. Når de der støtter den falske religion ikke længere kan modstå og forfølge de sande tilbedere, vil denne tilbedelse blomstre under Guds velsignelse og brede sig til alle dele af jorden. Efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. fik Ezekiel til opgave at profetere om denne velsignede fremtid for hele menneskeheden. — Se Ezekiels profeti, kapitlerne seksogtredive til otteogfyrre.

[Fodnoter]