Neutralitet i en forvirret verden

DER er gået 40 år siden den 1. november 1939. På den dato bragte The Watchtower en hovedartikel med titlen „Neutralitet“. (Udkom på dansk i Vagttaarnet for 1. januar 1940.) Oplysningerne i den viste sig at være meget betimelige.

Kun to måneder tidligere, den 1. september, havde den nazistiske krigsmaskine åbnet et uprovokeret angreb mod Polen. Hjulpet af sovjetisk indtrængen fra øst lykkedes det Tyskland at knuse landet i løbet af fem uger. I mellemtiden havde Storbritannien, Canada, Australien, New Zealand, Indien, Sydafrika og Frankrig erklæret Tyskland krig. Men i syv måneder var der, bortset fra nogle få kamphandlinger, stille på vestfronten. Man talte om „krigen der ikke var nogen krig“.

Det var i den periode at mange unge mænd rettede deres opmærksomhed mod Bibelen og oplysningerne i Vagttaarnets artikel „Neutralitet“. Hvilket standpunkt skulle de kristne tage, i betragtning af at krigen var så truende nær? Skulle kristne unge mænd på hver side af kamplinjen gå ud og dræbe dem på den anden side, når både katolske og protestantiske præster på begge sider erklærede at dette var et menneskes pligt over for Gud? Hvis verden kom i krig, var disse unge mænd så moralsk forpligtede til at deltage i blodsudgydelserne? Mange af dem huskede på Jesu ord: „Dette befaler jeg jer, at I skal elske hinanden. . . . I [er] ikke . . . en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden.“ — Joh. 15:17-19; 17:14, 16; 18:36.

Som følge af et flittigt studium af Guds ord var disse unge kristne i stand til at tage en beslutning. Ingen andre tog beslutningen for dem. De kunne hver især gøre det på grundlag af deres bibelopøvede samvittighed. De besluttede at afholde sig fra had og fra voldshandlinger mod deres medmennesker af andre nationer. De troede på, og ønskede at have del i, opfyldelsen af Esajas’ velkendte profeti: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ (Es. 2:4) Det var netop hvad disse unge mænd af alle nationer gjorde.

Neutralitetens frugter

I de seks urolige år som fulgte, skete det således aldrig at et Jehovas vidne fra én nation dræbte sin kristne broder fra en anden nation. Mange protestanter blev dræbt af protestanter, og mange katolikker blev dræbt af katolikker, men aldrig kunne en efterladt kvinde anklage et af Jehovas vidner for at have dræbt hendes mand eller søn. Tænk om alle katolikker, alle protestanter, ja og alle jøder i hele verden havde taget det samme standpunkt! Så ville der simpelt hen ikke være blevet nogen krig. Og hvis pave Pius XII havde bandlyst katolikken Hitler, sådan som han var blevet rådet til at gøre, hvilke sorger og blodsudgydelser ville verden da ikke være blevet skånet for! Hvem ved om ikke det kunne have standset Hitler og hans forbundsfæller.

Den anden verdenskrig gik imidlertid sin gang. Og hvilke tab tilføjede den menneskeheden? The World Book Encyclopedia fortæller: „Den anden verdenskrig dræbte flere mennesker, kostede flere penge, øvede flere materielle skader, ramte flere mennesker og forårsagede sandsynligvis flere omfattende forandringer end nogen anden krig i historien. Den indledte atomalderen og medførte gennemgribende forandringer i nationernes krigsførelse.“ Omkring 16 millioner soldater og to og en halv gange så mange civile døde som følge af krigen. Den „kostede mere end 1.150.000.000.000 dollars. Over 50 lande deltog i krigen, og hele verden mærkede dens virkninger.“

Det var i sandhed en verdenskrig, og den gav hele verden en smertelig høst. Men hvad med dem som fulgte Jesu formaning om ikke at være „en del af verden“? I nogle henseender havde de det hårdere end de som fulgte verden. Det kan være svært nok at vise mod i en skyttegrav, midt i kampens hede, men det er bestemt ikke mindre svært at holde modigt fast ved sin bibelopøvede samvittighed, gennemgå skændsel og latterliggørelse, og leve i ofte utøjsbefængte fængselsceller, undertiden i skyggen af en eksekutionspeloton eller guillotine. Jehovas vidner var neutrale under den anden verdenskrig, men de var ikke pacifister. De kæmpede i åndelig betydning, veltrænede i at benytte „åndens sværd, det vil sige Guds ord“. (Ef. 6:17) De bevarede deres integritet. Og ofte beseglede de den med deres eget livsblod. De var ikke bange for at dø for en retfærdig sag.

Det blev bekræftet i mange tilfælde hvor Hitler og hans håndlangere gjorde det af med sande kristne. Jehovas Vidners årbog for 1974 beretter: „De talrige henrettelser der fandt sted [i Tyskland] under Det tredje Rige indtager en særlig plads i forfølgelsens historie. Ifølge ufuldstændige rapporter blev mindst 203 brødre og søstre enten halshugget eller skudt. Dette tal indbefatter ikke dem som døde af sult, sygdom eller brutal mishandling.“ Alt dette er i overensstemmelse med Jesu ord: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. . . . Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Joh. 15:18-20

Læg mærke til følgende beretninger om nogle som bevarede deres integritet:

Kort før sin henrettelse den 9. november 1940 skrev en ung mand til sin fader: „Nu har også jeg fået lejlighed til at bevise min trofasthed mod Herren til døden, ja, ikke alene min trofasthed indtil døden, men også ind i selve døden. Min dødsdom er allerede blevet bekendtgjort, og jeg holdes lænket både dag og nat — mærkerne (på papiret) stammer fra håndjernene — men jeg har endnu ikke vundet den fulde sejr. Det gøres ikke let for et af Jehovas vidner at forblive trofast. . . . Min kære fader, i ånden råber jeg til dig: Forbliv trofast, som jeg har stræbt efter at forblive trofast, så vil vi se hinanden igen. Jeg vil tænke på dig til det allersidste. — Din søn Johannes. Auf Wiedersehen!“

En kristen hustru beskriver kulminationen af flere måneders bitre prøvelser med disse ord: „Den 11. oktober 1941 blev min mand halshugget. I sit sidste brev, som han fik lov til at skrive nogle få timer før sin henrettelse, skrev han: ’Når I får dette brev, min elskede Maria og mine fire børn, Christa, Walter, Waltraud og Wolfgang, er det hele allerede forbi og jeg vil have vundet sejren gennem Jesus Kristus; mit håb er at jeg har været sejrvinder. Jeg ønsker jer af hjertet en lykkelig indgang i Guds rige. Forbliv trofaste! Her sammen med mig er der tre unge brødre som i morgen skal samme vej. Deres øjne lyser!’“

Og mange flere eksempler kan dokumenteres.

I sandhed „ikke en del af verden“

Det standpunkt som Jehovas vidner fastholdt i de nazistiske koncentrationslejre, beskrives af den polske sociolog Anna Pawelczynska i hendes bog Values and Violence in Auschwitz, som første gang udkom i 1973. Hun skriver:

„Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen. Den tyske gruppe af denne sekt var som en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation, og de viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz. De var i stand til at vinde deres medfangers, . . . fængselspersonalets og endog SS-officerernes respekt. Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning eller foretage en handling til skade for et andet menneske, ej heller mod en morder eller en SS-officer. Derimod udførte de ethvert arbejde, selv det mest ubehagelige, så godt de kunne, blot der for dem ikke var noget moralsk forkert ved det. Men de politiske fanger kæmpede aktivt i lejren, organiserede modstand og kæmpede for at deres medfanger kunne overleve. Jehovas vidner kæmpede passivt for deres tro, som gik imod enhver form for vold og krig.“ (Kursiveret af os.)

Det var imidlertid ikke blot i Tyskland, men også i alle de andre krigsførende nationer verden over, at Jehovas vidner var forenede i at efterkomme Guds befaling om at ’elske sin næste’, fremfor verdens befaling om at gøre det modsatte. (Matt. 22:39; Apg. 5:29) Deres straf varierede fra måneders, ja endog års, internering til dødsstraf, afhængigt af i hvilket land de boede. I et fængsel sagde en mand som afsonede en livsvarig dom, til et Jehovas vidne: „Jeg er ’inde’ for at have slået en politimand ihjel, og du er ’inde’ fordi du nægter at slå ihjel. Det er sært, ikke?“ Selv om andre synes at det er „sært“, følger Jehovas vidner den kurs der er grundlagt på Bibelen, nemlig ikke at være „en del af verden“ eller dens blodsudgydelser.

Undgå blodskyld

I sin velkendte bjergprædiken sagde Jehovas vidners Fører Jesus Kristus blandt andet: „Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’. . . . I har hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’I må ikke myrde; og enhver som begår mord skal stå til ansvar over for domstolen.’ Men jeg siger jer at enhver som vedvarende er vred på sin broder, skal stå til ansvar over for domstolen; og enhver som tiltaler sin broder med et skældsord der ikke tåler gengivelse, skal stå til ansvar over for den øverste domstol; mens enhver der siger: ’Din foragtelige tåbe!’ vil være hjemfalden til ilden i Gehenna.“ Gehenna skildrer billedligt evig tilintetgørelse, for Jesus sagde senere til sine disciple: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ (Matt. 5:9, 21, 22; 10:28) Følgelig har Jehovas vidner altid stræbt efter at være fredelige i denne forvirrede verden, og har aldrig givet udtryk for en morderisk ånd, end ikke i et vredt og voldsomt sprog.

Deres krigsførelse har altså været åndelig, og den bryder ikke freden, for apostelen Paulus sagde til sine medkristne i det første århundrede: „Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias.“ (2 Kor. 10:4, 5) I denne henseende har Jehovas vidner undgået blodskyld.

Blodskyld var medvirkende til det gamle Israels fald. I denne forbindelse er det værd at lægge mærke til kong Manasses livsløb. Om ham står der skrevet: „Og han byggede altre for hele himmelens hær i begge [Jehovas] hus’ forgårde. Han lod sine sønner gå igennem ilden [som menneskeofre] i Hinnoms søns dal, drev trolddom og tog varsler, drev hemmelige kunster og ansatte dødemanere og sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i [Jehovas] øjne, og krænkede ham.“ (2 Krøn. 33:5, 6) Senere i sit 55-årige herredømme angrede Manasse sin onde handlemåde og tog skridt til at fjerne afgudsdyrkelsen fra Jerusalem. Men blodskylden var der stadig, for „desuden udgød Manasse uskyldigt blod i store måder, så han fyldte Jerusalem dermed til randen“. (2 Kong. 21:16) Han havde selvrådigt udgydt blod. Det var ikke sket i en retfærdig krig iværksat af Jehova.

Den blodskyld som kong Manasse påførte Israel forsvandt ikke med ham. Den forblev en vanærende plet på landet. Der var intet som kunne fjerne den. Derfor sendte Jehova Gud kong Nebukadnezar af Babylon for at fuldbyrde sin dom over Jerusalem. „Det skyldtes ene og alene [Jehovas] vrede, at Juda blev drevet bort fra [Jehovas] åsyn; det var for Manasses synders skyld, for alt det, han havde gjort, også for det uskyldige blods skyld, som han havde udgydt så meget af, at han havde fyldt Jerusalem dermed; det ville [Jehova] ikke tilgive.“ — 2 Kong. 24:1-4.

Det nutidige modstykke til det troløse Jerusalem er kristenheden, i hvis domæne vort århundredes to blodige verdenskrige udbrød. Således har kristenheden også ofret utallige „sønner og døtre“ til krigens gud. (Jer. 7:31) Hvilken blodskyld bærer kristenheden ikke, når man tænker på de mange millioner menneskeliv som gik tabt! Hvis Manasses blodskyld ikke kunne finde tilgivelse, hvor meget mindre kan da kristenhedens! De religiøse organisationer som har støttet urolighederne i de to verdenskrige, og i andre krige i vort århundrede, har del i blodskylden. Kristenheden udgør en stor del af „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, der, som apostelen Johannes fortæller, er „beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. Ikke underligt at en „stemme fra himmelen“ råber til dem der elsker retfærdighed: „Gå ud fra [Babylon], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ — Åb. 17:5, 6; 18:4, 5.

Kristenheden er dødsdømt på grund af sin afgudsdyrkelse og sin blodskyld, men i hundredtusindvis af oprigtige mennesker har frigjort sig fra hende, angret deres tidligere forbindelser med verden og står nu rene foran Gud og Lammet, Jesus Kristus. (Åb. 7:9, 10) Heriblandt er mange soldater som har kæmpet i verdenskrigene og i andre konflikter i vort århundrede. De angrende kan være sikre på Guds tilgivelse for deres tidligere handlinger. (1 Joh. 1:9, 10; Es. 1:18) Hans velsignelse vil være med dem når de viser sig at være disciple af ’Fredsfyrsten’, som, da han selv blev arresteret og prøvet, sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet.“ (Joh. 18:36; Es. 9:6, 7) Også de kristne i dag må ophøre med at være en del af denne blodskyldige verden. De må forblive under Kristi beskyttelse. — Jævnfør Fjerde Mosebog 35:11, 32.

Neutralitet — en beskyttelse

Mange af Jehovas kristne vidner i det nazistiske Tyskland og andre steder mistede livet fordi de fastholdt deres neutralitet. Når de stod over for døden fandt de trøst i Jesu ord: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna [evig tilintetgørelse].“ (Matt. 10:28) De vil med sikkerhed få en opstandelse. (1 Kor. 15:22, 23; Hebr. 11:35) Når andre Jehovas vidner er forblevet neutrale, ofte under usædvanlige forhold, har det også tjent som en beskyttelse.

Tag for eksempel Jehovas vidner i Afrika. I landsbyerne hvor de bor, har de vist gæstfrihed og tilberedt måltider i deres hjem til enhver fremmed der måtte komme forbi. Dog ønsker de ikke at tjene i eller til hjælp for nogen politisk eller militær organisation. Så da nogle guerillasoldater ved en lejlighed sammenkaldte de lokale landsbyboere til et politisk møde, afslog Jehovas vidner at komme. Under mødet ankom der pludselig nogle politiske modstandere, som mejede de 105 tilstedeværende ned med maskinpistoler. Men Jehovas vidner overlevede, fordi de slet ikke var til stede. Da fjendtlighederne tog til blev Jehovas vidners stilling vanskeligere, men de viste gang på gang at de ikke var „en del af verden“.

Under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, som er nær forestående, vil Jehovas vidner atter arbejde henimod deres frelse ved at bevare deres neutralitet. (Åb. 16:14, 16) Eftersom de „ikke er en del af verden“ vil de være fri for dens blodskyld. Men Gud vil eksekvere den samme dom over kristenheden (ja, over hele verden) som over det gamle Jerusalem, hvorom Ezekiel profeterede: „Så siger den Herre [Jehova]: ’Ve byen, der udøser blod i sin midte, for at dens time skal komme, og laver sig afgudsbilleder for at gøre sig uren. . . . se, jeg slår hænderne sammen . . . over det blod, der er udøst i dig . . . Jeg vil . . . tage din urenhed fra dig. . . . du skal kende at jeg er [Jehova].’“ — Ez. 22:3, 4, 13-16.

„Nær er [Jehovas] dag!“ (Zef. 1:14) Hele den blodskyldige verden vil meget snart forsvinde i tilintetgørelsen. Men de som frygtløst har vist at de „ikke er en del af verden“, vil få denne opfordring fra Jehova: „Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over. Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“ (Es. 26:20, 21) Efter at Jehova har gjort op med den blodbesudlede verden vil hans rene folk komme frem fra deres mirakuløst tilvejebragte skjulested, for at glæde sig over evig fred på en jord som aldrig igen vil blive vanæret med blod fra krige og andre voldshandlinger. (Sl. 46:9, 10) Til den tid vil de som ikke var „en del af verden“ — den verden som gik til grunde — forblive i Guds nye orden og gøre hans vilje for evigt. (1 Joh. 2:17) De vil have medvirket til at de sande kristnes historie har været fri for blodskyld, og at de har bevaret deres kristne neutralitet i en forvirret verden.