Indvielse til Gud og helligelse

„Da sagde jeg: Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ — Sl. 40:8, 9.

1-3. Hvem bliver mærket i dag, hvor og i opfyldelse af hvilke profetier?

DU BLIVER i dag mærket i din pande eller i din højre hånd. Uanset om du er en mand eller en kvinde, dreng eller pige, hvid eller farvet, du udgør ingen undtagelse. Dette mærke afgør din skæbne, og din mulighed for liv i en ren og retfærdig ny verden afhænger deraf. Vi lever på den dag, da ejendommelige profetier opfyldes, og den omstændighed gør det påkrævet at tale om dette symbolske mærke på panden eller i hånden.

² Den aldrende og landflygtige Johannes så på fangeøen Patmos en forsamling på 144.000 stå på toppen af Zions bjerg, samlet om deres konge, og de havde alle deres Faders navn skrevet på deres pander. Det er årsagen til, at der siges: „De skal regere som konger evigt og altid.“ (Åb. 14:1, 3; 22:4, 5, NW) Denne samme landflygtige så i en række syner dannelsen af „dyrets billede“ i disse efterkrigsår, og at folkene overalt skulle tvinges til at tilbede det og således få „et mærke i deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har mærket, vilddyrets navn eller dets navns tal“. Ve disse mærkede! De er bestemt til at „drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger“. — Åb. 13:15-17; 14:9, 10, NW.

³ Syv århundreder tidligere så en anden landflygtig, en hebraisk profeti Babylon, forbilleder på de vederstyggeligheder, der i dag går i svang i kristenheden, og som gør den og dens tilbedere fortjent til udslettelse. Imidlertid frelste en mand, en skriftkyndig, iført hvidt linned, nogle få mænd, kvinder og børn. Han gik ud og satte et mærke på deres pander, så de kunne blive skånet af de seks skarprettere, der havde mordvåben i hånden, og som fulgte lige efter ham med befaling fra Gud om at hugge alle dem uden mærke ned, oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder, foran deres tempel eller hvor som helst i byen. (Ez. 9:1-7) I dag kommer du, ja du, inden for den ene eller den anden af disse profetiers rammer. Hvilket mærke får du, mærket til liv eller mærket til død? Se til, at det bliver mærket til liv.

 4. Hvorledes er nogle frem til vor tid blevet mærket med bogstavelige mærker, og hvilket mærke betyder undergang, og hvilket liv?

⁴ Helt op til vor tid er det skik og brug blandt hinduer og andre religiøse samfund i Indien at sætte deres sekts mærke på panden, armen eller andre steder på legemet. Dette mærke viser tydeligt, hvem der er tilhænger af guden Vishnu, hvem af Siva, hvem af Brahma og hvem af alle de andre myriader af guder. Det er en gammel skik blandt tilbedere af bestemte afguder at bære afgudens mærke synligt på deres legeme. I bibelske tider var det også almindeligt at sætte mærker på tjenere og trælle, så de kunne skelnes fra andre. Nu sætter du måske ikke rent bogstaveligt et sådant mærke på dig selv eller tillader andre at gøre det, og dog kan du ikke undgå i bibelsk forstand at blive mærket til en vis skæbne. For Gud, der er den, der afgør din skæbne, er dette mærke lige så synligt og læseligt som det mærke, han satte på eller foreskrev Kain, så ingen skulle tage loven i egen hånd og dræbe ham som Abels morder. (1 Mos. 4:15) Fordi det er populært og finder gunst hos magthaverne i denne verden, er du måske stolt af det mærke, du nu bærer. Det kan måske vinde dig anerkendelse, forrettigheder og forfremmelse i denne verden, men gøre dig fortjent til udslettelse i den Højestes øjne, han, som afgør denne verdens nationers og regeringers skæbne. At lade sig mærke på en sådan måde, der vinder hans godkendelse, vil betyde livet for dig. Det åbner dig vejen for at overleve den kommende verdenskatastrofe i Harmagedon og komme med i den nye verden, som han skaber.

 5. Hvordan kan vi blive mærket til liv i den nye verden?

⁵ Hvordan kan du og resten af os blive mærket til en skæbne, der betyder et rigt liv i den retfærdige nye verden? Det sker ved at være trælle, hengivne tjenere, for den nye verdens Gud. Det sker ved at eje det identifikationsmærke, der tydeligt viser enhver, vi møder, at vi tilhører den Højeste, hvis navn alene er Jehova. (Sl. 83:19) Hans store modstander er „dette tingenes systems gud“, hvis navn er Satan Djævelen, og hvis du derfor tjener denne gamle, fordærvede og selviske verdens sag, så tjener du dens gud. (2 Kor. 4:4, NW; Joh. 12:31) Vort valg står mellem disse to modstandere, denne gamle verdens mægtige gud eller den evige nye verdens almægtige Gud. Hvis tjeneste vil give den bedste løn, den mest værdifulde belønning? Selvfølgelig tjenesten for den levende og sande Gud, Jehova, der vil tilintetgøre den fjendske gud og hans gamle verden og oprette den nye og varige verden. Bestemmer vi os til at lade os mærke til liv i denne nye verden, så er det nu presserende, at vi giver os hen til Jehova Gud og tilhører ham. Hvorledes? Ved at vi indvier os til ham gennem hans søn og ypperstepræst, Jesus Kristus. Der gives ingen anden måde, hvorpå man kan nærme sig Gud og blive indført i hans tjeneste.

 6. Hvem havde Salme 40:8, 9 i tanke, og hvem gjorde lovpagten til præster for Israels nation?

⁶ Guds søn og ypperstepræst er den, som profetiens ånd sigtede til, da den ledte salmisten David til at skrive de ord, der står som indledning til denne artikel. David, af Judas stamme og Jerusalems konge, talte ikke her om sit eget komme for at gøre Guds vilje, men om sin efterkommers, der skulle være ypperstepræst og konge og således være Davids herre, nemlig Jesus Kristus. Kong David og hele Israel havde brug for en sådan ypperstepræst. De levede under den gamle lovpagt, som Jehova Gud havde sluttet med Israels nation gennem profeten Moses. Denne pagt udpegede Moses’ broder Arons mandlige familiemedlemmer til at være nationens præster. De øvrige mænd af Levis stamme blev officielt kaldt levitter og var udnævnt til at gå det aronitiske præsteskab til hånde. De ofrede regelmæssigt dyreofre og blodet af tyre og bukke for Israels nations synder, så de kunne forblive i lovpagten med Gud.

 7. Hvorfor var de jødiske præster ikke fyldestgørende, og hvordan blev en egnet ypperstepræst oprejst?

⁷ Ingen af disse jødiske ypperstepræster kunne frembære et fuldkomment menneskeoffer for Gud, der var i stand til at udligne menneskehedens gæld til Gud, fordi alle de jødiske præster var syndere og selv ufuldkomne, da de jo var efterkommere af de første syndere, Adam og Eva. Kun den, som kunne frembære et sådant fuldkomment offer, kunne være Guds ypperstepræst. Kun et mirakel kunne afstedkomme det, der var en umulighed for mennesker. Derfor sendte Gud sin Søn til denne verden i et menneskes skikkelse. Han kom ikke af Levis stamme og Arons æt, men af Davids kongeslægt, af Judas stamme. Eftersom den gamle lovpagt ikke frembragte en tilfredsstillende ypperstepræst i levitten Arons slægt, oprejste Gud sin egen velbehagelige ypperstepræst af Davids kongeslægt til at frembære sit eget fuldkomne menneskelegeme som et offer til Gud. Ved hjælp af dette anerkendelsesværdige offer kunne hans ypperstepræst virke som mellemmand mellem Gud og mennesker ved oprettelsen af en ny pagt, idet han brugte sit eget blod som midlet, hvorved den nye pagt kunne træde i kraft og få gyldighed til at medføre sand, varig tilgivelse af menneskers synder. I sin forklaring af, hvorledes den nye ypperstepræst, Jesus Kristus, optog dette livreddende arbejde, citerer apostelen Paulus fra Davids salme og fortsætter med at sige:

 8. Hvad har Hebræerne 10:4-10 at sige om hans komme?

⁸ „Det er ikke muligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. Derfor siger han, da han træder ind i verden: Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig. I brændofre og syndofre fandt du ikke behag. Da sagde jeg: Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud. Efter først at have sagt: Til slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag — ofre, der bringes i overensstemmelse med loven — siger han derpå: Se, jeg er kommet for at gøre din vilje. Han ophæver det første for at fastslå det andet. Ved denne vilje er vi gjort hellige ved ofringen af Jesu Kristi legeme een gang for alle.“ — Hebr. 10:4-10, NW; Sl. 40:7-9.

Fremgangsmåden, vi bør efterligne

 9. Hvordan var Jesus allerede hellig ved tidspunktet for dette komme, og hvad bør vi derfor kalde det skridt, han tog til at gøre Guds vilje?

⁹ Hvad skal vi kalde det skridt, Jesus tog, da han kom for at gøre Guds vilje i det legeme, Gud havde beredt ham til brug under en jordisk tilværelse? Af fødsel tilhørte Jesus som jøde allerede en nation, der var hellig for Gud, da den var Guds udvalgte folk, efterkommere af hans ven Abraham. Da Jesus var fyrretyve dage gammel, blev han fremstillet for Jehova Gud i hans tempel, fordi han var Marias førstefødte søn. Beretningen herom lyder: „Da så deres renselsesdage i henhold til Moseloven var omme, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Jehova, som der står skrevet i Jehovas lov, at alt mandkøn, som åbner moders liv, skal kaldes helligt for Jehova, og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Jehovas lov: et par turtelduer eller to dueunger.“ (Luk. 2:22-24, NW) Vedrørende selve hans fødsel sagde engelen, der forkyndte den for Maria: „Hellig ånd skal komme over dig og den Højestes kraft overskygge dig. Derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds søn.“ (Luk. 1:35, NW) Jesus var hellig og overgivet til Gud i egenskab af alt dette. Hvad kan vi da kalde skridtet, han tog til at gøre Guds vilje, som den er nedskrevet i bogrullen, de inspirerede Hebraiske Skrifter? Han fremstillede sig til guddommelig tjeneste, og det krævede beslutsomhed hos ham. Det var derfor en indvielse af ham selv til at gøre, hvad der end viste sig at være Guds vilje fra da af.

10, 11. Hvorledes plejede vi førhen at omtale det skridt, Jesus her tog, og hvor ofte forekommer dette ord eller udtryk i de kristne Græske Skrifter?

¹⁰ I mange år har det været almindeligt at omtale dette, som at Jesus helligede sig selv til Gud. Efter den almindelige og gængse sprogbrug af ordene „helligelse“ og at „hellige“, som de anvendes på engelsk i dag, kunne disse udtryk gå an. Men det skaber uklarhed over dette begreb i Bibelen, da Bibelen ikke bruger udtrykkene i den forstand. Det skjuler, hvad Bibelen specielt omtaler som helligelse. I Bibelens kristne Græske Skrifter er ordet „at hellige“ et sjældent ord ifølge den engelske King James Version, idet det der kun forekommer to gange: „Thi loven indsætter til ypperstepræster skrøbelige mennesker; mens edens ord, der lød senere end loven, indsætter Sønnen, der er helliget for evigt.“ (Hebr. 7:28, KJ) „Ved en ny og levende vej, som han har helliget for os gennem forhænget, det vil sige hans kød.“ — Hebr. 10:20, KJ.

¹¹ New World Translation of the Christian Greek Scriptures bruger ikke ordet „hellige“ (consecrate) nogetsteds i selve teksten, og derfor benyttes dette ord ikke til at beskrive noget, som Jesus eller nogen af hans disciple gjorde. De ovennævnte vers gengiver den således: „Thi loven indsætter til ypperstepræster mennesker med svagheder, men den svorne eds ord, der kom efter loven, indsætter en søn, der er fuldkommengjort for evigt.“ (Hebr. 7:28, NW) „Som han indviede for os som en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans kød.“ (Hebr. 10:20, NW) Selv den katolske Douay Version bruger ikke ordet „hellige“ (consecrate) i oversættelsen af de kristne Græske Skrifter; og American Standard Version bruger det kun i fodnoterne til Joh. 10:36 og 17:17, 19: „Hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du taler gudsbespotteligt! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?“ „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må helliggøres ved sandheden.“ Så nu bruger Revised Standard Version af 1946 udtrykkene „hellige“ og „helligelse“, hvor den tidligere American Standard Version havde ordene „helliggøre“ (sanctify) og „helliggørelse“ (sanctification). Imidlertid bruger begge disse moderne oversættelser ordet „de hellige“ i stedet for de „de helligede“. Heraf kan vi se, at i alle bibeloversættelser bruges ordet „hellige“ om noget andet end vort første skridt henimod at gøre Guds vilje.

Helliger ikke sig selv

12. Indsatte Jesus sig selv til ypperstepræst, og hvorfor ville han ikke handle formasteligt i denne sag?

¹² Ud fra dette spørger vi nu: Indsatte Jesus sig selv som Guds ypperstepræst til at ofre, ligesom Aron gjorde, og til at herske, ligesom fortidens præst, Melkizedek, Salems konge, gjorde? Skriften selv siger nej. Det var ikke Jesu forret, skønt han var Guds hellige søn. Hebræerne 5:1-6 (NW) siger: „Enhver ypperstepræst, som udtages blandt mennesker, indsættes, til gavn for mennesker, over det, som hører Gud til, så han kan frembære gaver og ofre for synder. . . . Og ingen tiltager sig selv den værdighed, men kun når han er kaldet dertil af Gud, ligesom Aron var. Således ophøjede Kristus ikke sig selv ved at blive ypperstepræst, men han blev ophøjet af ham, som sagde om ham: Du er min søn, i dag er jeg blevet din Fader. Ligesom han jo også et andet sted siger: Du er præst evindelig, på Melkizedeks vis.“ Forud for Jesu tid blev sådanne mænd, som søgte at hellige sig selv eller indsætte sig selv til præsteværdighed i Israel, straffet af Gud for deres formastelighed. Tænk på levitten Kora og kong Saul og kong Uzzija. (4 Mos. 16:1-35; 1 Sam. 13:1-14; 2 Krøn. 26:16-21) Jesus var ikke af Levis stamme og heller ikke af Arons præsteslægt. Så han formastede sig ikke til at indsætte sig selv i den kongelige præsteværdighed, som den Melkizedek besad, og således at diktere Gud, hvad der var hans vilje med Jesus, for at tilfredsstille en eller anden personlig ærgerrighed.

13. Hvorledes fik Aron og hans sønner ifølge Skriften præsteværdighed, og hvem helligede dem?

¹³ Lad os undersøge beretningen om Aron og hans sønner og afgøre, hvorvidt de valgte sig selv til præsteembedet eller indsatte sig selv deri. Dengang Jehova sendte Moses til Farao i Ægypten, „sagde Jehova til Moses: Se, jeg gør dig til gud for Farao, men din broder Aron skal være din profet“. Senere lod Jehova Aron ledsage Moses på det forbudte bjerg Sinaj, og lige forud for indstiftelsen af lovpagten med Israel lod han Aron og to af hans sønner og halvfjerdsindstyve af de ældste komme ind på bjergets hellige område. (2 Mos. 7:1; 19:23, 24; 24:1, 2, 9-14) Da Jehova samtalede privat med Moses på toppen af Sinajs bjerg, udpegede han specielt Aron til at være Israels ypperstepræst og hans fire sønner til at være underpræster, og han befalede, at der skulle tilvirkes præstedragter til dem: „Og du skal iføre din broder Aron og hans sønner dem, og du skal salve dem, indsætte [hellige, KJ] dem og hellige dem til at gøre præstetjeneste for mig.“ (2 Mos. 27:21 til 28:41) Heraf kan vi se, at disse mænd ikke fik bemyndigelse til selv at påtage sig Guds lovpagts præstetjeneste. Nej, først måtte de kaldes og udvælges, og så var det Gud, som helligede eller indsatte dem i deres tjeneste ved hjælp af sit synlige redskab, sin tjener Moses.

14. Hvorledes bruger 2 Mosebog, kapitel 29, og 3 Mosebog, kapitel 8, udtrykkene „at hellige“ og „helligelse“?

¹⁴ I 2 Mosebog, kapitel 29, og i 3 Mosebog, kapitel 8, nedskrev Moses beretningen om helligelsesceremonien, ved hvilken Aron og hans sønner blev indsat i tjenesten. En af vædrene, der da skulle ofres, blev kaldt „indsættelsesvæder“ eller „helligelsesvæder“ (KJ), ikke i den forstand, at det var en helliget væder, men en væder, der blev brugt til Arons og hans sønners helligelse. Kurven med brødet, der blev brugt sammen med denne væder, blev kaldt „helligelseskurven“ (KJ). Efter at have iført Aron den prægtige præsteklædning og salvet ham til ypperstepræst og dernæst iført Arons sønner præsteklæderne skulle Moses fortsætte med indsættelsesceremonien: „Så skal du indsætte [hellige, KJ] Aron og hans sønner.“ Vedrørende Arons efterfølgere sagde Gud til Moses: „Arons hellige klæder skal tilfalde hans sønner efter ham, for at de kan salves og indsættes [helliges, KJ] i dem. I syv dage skal de bæres af den af hans sønner, som bliver præst i hans sted, den, som skal gå ind i åbenbaringsteltet for at gøre tjeneste i helligdommen.“ (2 Mos. 29:9, 22, 34, 29, 30; 3 Mos. 8:22, 28-31) Ifølge dette har ordet „hellige“ den begrænsede betydning at indsætte mænd i præstetjenesten; og Jehova Gud indsatte sine præster på sin egen måde.a

15. Hvad er det originale hebraiske udtryk, der her anvendes, hvorledes gengives det i forskellige oversættelser, og hvad betyder det?

¹⁵ Ordet „indsætte“ [„hellige“, KJ] er en oversættelse af en gruppe hebraiske ord, der ordret betyder „at fylde hånden“, det vil sige at give dem fuldmagt i hænde, som skal udfylde en tjeneste. Som et billede herpå blev indsættelsesvæderen dræbt og parteret og dele deraf blev sammen med bagværk fra indsættelseskurven af Moses lagt på Arons og hans sønners hænder og svunget for Jehova. Det svungne blev derefter brændt „på alteret oven på brændofferet. Det var et indsættelsesoffer [helligelsesoffer, KJ] til en liflig duft, et ildoffer for Jehova“. (2 Mos. 29:19-25; 3 Mos. 8:22-28) Den græske Septuaginta-oversættelse gengiver det hebraiske udtryk ordret „fyld hånden“, men moderne oversættere eller oversættelser som Moffatt, An American Translation, Crampon og Byington, såvel som den danske oversættelse, gengiver det som regel med ordet „indsætte“. Den latinske Vulgata, den katolske Douay Version og Young gengiver det „hellige hånden“. Når Gud udvælger og kalder os til tjeneste og så fylder vore villige hænder og giver dem magt og bemyndiger os, så får vi autoritet fra den rette kilde og kan handle tillidsfuldt, thi Gud er med os.

16. Hvor længe varede den forbilledlige indsættelsesceremoni?

¹⁶ Den forbilledlige indsættelsesceremoni dér tilbage i tiden varede syv dage. Det blev påbudt Moses: „Således skal du forholde dig over for Aron og hans sønner, ganske som jeg har pålagt dig. Syv dage skal du foretage indsættelsen; daglig skal du ofre en syndoffertyr til soning og rense alteret for synd ved at fuldbyrde soningen på det, og du skal salve det for at hellige det. Syv dage skal du fuldbyrde soningen på alteret og hellige det; således bliver alteret højhelligt; enhver, der kommer i berøring med alteret, bliver hellig.“ — 2 Mos. 29:35-37.

17. Hvornår og hvordan foregik indsættelsesceremonien, og hvilket bevis blev der givet som tegn på guddommelig anerkendelse af præsteskabet?

¹⁷ Indsættelsen af Aron og hans sønner fandt sted de første syv dage af det andet år, efter at israelitterne forlod Ægypten. På ceremoniens første dag sagde Moses til præstekandidaterne dér i forgården, rundt om det hellige tabernakel eller telt: „I syv dage må I ikke vige fra indgangen til åbenbaringsteltet, indtil jeres indsættelsesdage er omme; thi syv dage varer jeres indsættelse. Ligesom i dag har Jehova påbudt jer at gøre også de følgende dage for at skaffe jer soning. Ved indgangen til åbenbaringsteltet skal I opholde jer dag og nat i syv dage og holde jer Jehovas forskrift efterrettelig, for at I ikke skal dø; thi således lød hans bud til mig.“ De opfyldte dette krav, og det tog derfor syv dage at fuldbyrde deres indsættelse. På den ottende dag kunne disse præster selv frembære offer uden Moses’ hjælp. Vi læser, at efter at Aron havde bragt ofringen til ende og velsignet folket, gik Moses og Aron derpå „ind i åbenbaringsteltet, og da de kom ud derfra, velsignede de folket. Da viste Jehovas herlighed sig for alt folket; og ild for ud fra Jehovas åsyn og fortærede brændofferet og fedtstykkerne på alteret. Og alt folket så det, og de jublede og faldt ned på deres ansigt“. (3 Mos. 8:33 til 9:24) Denne mirakuløse tilkendegivelse fra himmelen var et synligt bevis for, at indsættelsen eller helligelsen af det aronitiske præsteskab med held var blevet fuldbyrdet, og at Jehova Gud havde godkendt dem og deres tjenester.

Tidligere løs brug af ordene

18. Hvad var hele denne begivenhed en profeti om?

¹⁸ Alt, hvad der skete ved denne lejlighed, var en profeti af Guds sande præsteskabs helligelse i denne kristne tidsalder, som nogle stadig kalder „evangeliets tidsalder“. Den salvede Jesus er hovedet eller den ypperste blandt dette præsteskab. Hans salvede efterfølgere er hans underpræster, og til dem er der skrevet: „Derfor, hellige brødre, delagtige i den himmelske kaldelse, betragt apostelen og ypperstepræsten, som vi bekender Jesus.“ — Hebr. 3:1, NW.

19. Hvorledes omtalte Zion’s Watch Tower i sit første år denne helligelse af Israels præster i de syv dage?

¹⁹ I selve det første år, Zion’s Watch Tower blev udgivet, drøftede det betydningen af denne indsættelsesceremoni og dens varighed på syv dage. I martsnummeret 1880, side 1 (§ 3), siges der: „Helligelsen af præsteskabet indbefatter alle hans legemes lemmer [Kristi legeme eller menighed på 144.000], og det tager hele evangelietidsalderen at fuldbyrde den.“ Måneden forud, i februarnummeret 1880, behandlede Zion’s Watch Tower 3 Mosebog, kapitel 8; i de sidste to paragraffer med overskriften „Præsternes helligelse“ (side 2) sagdes der: „De syv dages helligelse . . . viser atter, at vi er helliget til Guds tjeneste, ikke en del af vor tid, men al vor tid, thi syv er et fuldstændighedstal i Skriften og betyder alt eller det hele af hvad som helst, der hentydes til. . . . Vers 36 viser fuldendelsen af helligelsesarbejdet. . . . Såfremt vi ikke er med blandt præsterne nu i tiden for helligelsen, så kan vi ikke vente at være iblandt dem, når de begynder deres tjeneste for folket i kommende tidsaldre — når disse samme præster (nu foragtet af mennesker, men en liflig duft for Gud) også modtager kongetitlen og sammen med deres hoved — Jesus, regerer og velsigner alle nationerne. . . . Vær derfor helt helliget nu, thi om vi lider med ham, skal vi også regere med ham. — 2 Tim. 2:12.“

20. Hvorledes kom man til at bruge vendingen: at hellige sig? Hvilket eksempel nævnes i Zion’s Watch Tower fra 1882?

²⁰ Fordi der har været en tendens til at glemme, at det er Gud, som helliger, indsætter og bemyndiger os, blev det almindeligt at tale om, og nogen gør det stadig, at vi helligede os selv til Gud gennem Jesus Kristus. Tag for eksempel denne udtalelse, offentliggjort for halvfjerds år siden: „Guds ord siger, at hver den, som kommer [helliger sig] til Gud ved Jesus, godkendes. (Hebr. 7:25) Det første spørgsmål, man derfor bør stille sig selv, er: Har jeg nogen sinde helt helliget mig til Gud — mit liv, min tid, mine evner, min indflydelse — mit alt? Hvis du ærligt kan svare ind for Gud — ja, jeg har helt hengivet mig til ham; så kan jeg, ikke ud fra dine følelser, men ud fra Guds ord som kilde, der i modsætning til dine følelser er uforanderligt, forsikre dig om, at du dér og da blev et Guds barn — et medlem, en gren på det sande vintræ. (Joh. 15:1) Det er et bevis for, at du har sluttet dig til den sande menighed, der er Kristi legeme. . . . Lidelser og trængsler rammer verden såvel som Herrens hellige, men er ikke beviser for sønneudkårelse undtagen for dem, der helt har helliget sig til hans tjeneste. . . . At tilhøre denne skare kræver fuld helligelse; og disse er sejrvinderne, som regnes værdige til at være Jesu Kristi, deres Herres, medarvinger, i hvis fodspor de således vandrer.“ — Zion’s Watch Tower, juli 1882, side 6, §§ 3, 4.

21. Hvordan definerede Zion’s Watch Tower i 1888 ordet „hellige“?

²¹ Et andet eksempel lyder: „Vi ser derfor, at kun de, som efter at have troet det eneste navn, Frelser, tog det næste skridt og helligede sig selv og tog Kristi kors og lidelser op og delte dem — kun sådanne modtog friheden til at blive sønner. . . . Men er ikke alle troende under Kristi klædning? selv de, som ikke helliger sig selv? Nej, kun de helligede. . . . Mange har helliget sig (det vil sige besluttet sig til fuld underkastelse under Kristi vilje, hvad det end måtte koste), men fuldbyrder ikke deres helligelse. . . .“ — Zion’s Watch Tower, februar 1888, side 5, under undertitlen „Kun de helligede er sønner“.

22. Hvorfor er 2 Mosebog 32:29 ikke i modstrid med den kendsgerning, at det er Gud, som helliger en person til sin specielle tjeneste?

²² Da det er Herren Gud, som bemyndiger eller helliger en person til sin specielle tjeneste, hvordan skal vi så forstå skriftstedet i 2 Mosebog 32:29, KJ? Det lyder: „Moses havde sagt: Helliger i dag jer selv til Herren, enhver imod sin søn og imod sin broder; så han kan give jer en velsignelse i dag.“ Læg mærke til, at dette blev sagt til Levis sønner eller levitterne, efter at hele Israel var blevet ført ind under lovpagten ved Sinajs bjerg, og efter at Jehova Gud havde udpeget levitten Aron og hans sønner til at helliges til præsteværdigheden. Resten af Levis stamme skulle derfor være tempeltjenere hos disse aronitiske præster. Da Moses råbte: Hvem er på Jehovas side?, tog Levis sønner standpunkt sammen med Moses, og Moses bød dem da at bruge sværdet i deres hånd og i gerning vise deres helligelse til Jehova Gud ved at hugge de frafaldne israelitter ned, som havde tilbedt guldkalven. Derfor gengiver Moffatt 2 Mosebog 32:29 således: „Da sagde Moses: Vær fra denne dag indsat som præster for den Evige, thi enhvers hånd var løftet imod sin egen søn og imod sin egen slægtning — så den Evige kan skænke jer præsteværdighedens velsignelse på denne dag.“ Måneder senere, i den første uge i det påfølgende år, blev det aronitiske præsteskab helliget og indsat.

23. Hvordan forholder det sig med 1 Krøniker 29:5 i forbindelse med begrebet helligelse?

²³ Men hvad med 1 Krøniker 29:5? Her spurgte kong David: „Hvem er villig til at hellige Herren sin tjeneste på denne dag?“ (KJ) Eller: „Hvem tilbyder villigt at hellige sig selv til Jehova på denne dag?“ (AS) Eller: „Hvem er nu villig til at hellige sin hånd til Herren på denne dag?“ (Le) Dette blev ikke sagt til uomskårne hedninger, men til en forsamling af israelitter, der allerede var Guds udvalgte folk under hans lovpagt ved Moses. De stod da over for at skulle bidrage til bygningen af et herligt tempel til deres Gud i Jerusalem. Det var derfor kun en opfordring til Guds omskårne folk om at fylde deres hænder med et bidrag til hans sag og bringe det som et udtryk for hengivenhed for ham.

24. Hvordan forholder det sig med 2 Krøniker 29:31? Hvilken slutning kommer vi derfor til efter denne undersøgelse?

²⁴ Århundreder senere blev dette tempel, der var bygget af Salomo, besmittet af en mængde uvedkommende ting, og kong Ezekias lod de aronitiske præster og levitter rense denne bygning og gøre den hellig. Derpå samledes folket dér for at bringe de rette ofre og lovsang til Gud i hans rensede tempel. „Ezekias tog da til orde og sagde: I har nu indviet [helliget jer, KJ] til Jehova; så træd da frem og bring slagtofre og lovprisningsofre, . . . og enhver, hvis hjerte tilskyndede ham dertil, bragte brændofre.“ (2 Krøn. 29:31) Denne helligelse foretoges ikke af uomskårne fremmede, der ikke var under lovpagten. Det var jødiske hænder, der blev sat i arbejde for at holde Jehovas hus rent og for at forny ofrene og tilbedelsen der i harmoni med deres pagtsforpligtelser. I Ezekiels syn af det genoprettede tempel læser vi: „I syv dage skal man fuldbyrde soningen for alteret og rense det og indvie det [og de skal hellige sig selv, KJ].“ (Ez. 43:26) Men i moderne oversættelse lyder det: „Syv dage skal de fuldbyrde soning for alteret og rense det; og så skal de hellige det.“ (AS; Le; Mo; AT; Ro) Af hele denne undersøgelse forstår vi, at den bibelske betydning af helligelse ikke bruges om et menneskes første skridt henimod at blive Guds tjener, hans overgivelse til Gud gennem Kristus.

Ikke en „pagt ved offer“

25. Fandtes der blandt israelitterne en enkeltmandspagt, ved hvilken et menneske kunne hellige sig selv, og hvad slags pagt havde de sluttet?

²⁵ Alle de helligelser, der er blevet taget op til drøftelse i de foregående paragraffer, gjaldt personer, der stod under lovpagten. Mellemmanden Moses havde indstiftet denne pagt ved Sinajs bjerg mellem Jehova Gud og israelitterne ved dyreofringers blod. Herom læser vi: „Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod.“ Eller som New World Translation siger: „Følgelig blev heller ikke den forrige pagt indstiftet uden blod.“ (Hebr. 9:18; 2 Mos. 24:1-8) Ifølge denne pagt, der blev indstiftet ved Sinaj, fandt visse helligelser sted, idet Gud selv helligede eller indsatte sit præsteskab. Der indstiftedes ikke nogen enkeltmandspagt med Gud, hvorved vedkommende helligede sig selv, men pagten blev sluttet med hele Israels nation gennem en enkelt mellemmand, Moses. Det var Guds pagt, fremsat og tilbudt af ham, og han omtaler den som „den pagt, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægyptens land“. Han omtaler hele nationen som sin hustru og siger, at han er deres ægtemand i egenskab af denne lovpagt. — Hebr. 8:8, 9; Jer. 31:32.

26. Hvad kaldtes foruden „helligelse“ det skridt, ved hvilket man overgav sig til Gud, og hvordan omtaltes dette?

²⁶ Vi har allerede bemærket, at man plejede at omtale det skridt, at overgive sig selv til Gud, som en helligelse af sig selv. På tilsvarende vis talte man helt frem til 1946b om at slutte en pagt med Gud ved offer, fordi man tog det for givet, at den, som overgav sig selv til Gud, ville blive ofret med Jesus; han ofrede derfor alle jordiske ting ved sin såkaldte „selvhelligelse“. Han ville anvende Salme 50:5: „Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre [offer, KJ]!“ på sig selv. Offeret forstod man som hentydende til den enkeltes offer, der foretog en sådan selv-helligelse. Denne pagt ved offer antoges at betyde den enkeltes handling, noget, der adskilte sig fra lovpagten og fra den nye pagt, som Gud lovede at slutte med Jesus Kristus som mellemmand. For eksempel var der dér tilbage i tiden, i novembernummeret 1880, en artikel, der hed „Hinsides forhænget“, hvori tabernaklet og dets forhæng blev drøftet. Og i paragraf 5 stod der: „De, som går gennem dette første forhæng ind i det hellige, er dem, som fuldbyrder deres pagt ved offer og skal kaldes fromme eller hellige. Alle troende, som går gennem forhænget, er kaldet til at være hellige, men kun de, som adlyder kaldelsen og fremstiller sig selv som ofre, befæster deres kaldelse og udvægelse.“ Derfor opstod den talemåde blandt de troende, at de sluttede en pagt med Gud, når de helligede sig selv. Dette har afstedkommet en begrebsforvirring.c

27. Hvad mente Jehova med en „pagt med mig ved offer“?

²⁷ „Pagten med mig ved offer“ er ikke en personlig pagt, som hver enkelt troende slutter, men det er en organisationsmæssig pagt. Med dette udtryk hentydede Jehova til sin nye pagt med sin nye nation af åndelige israelitter, for hvilken Jesus Kristus er mellemmanden, den større Moses. For at citere Rotherhams oversættelse af Salme 50:5: „Saml jer til mig — I kærlighedsfulde mennesker, som har højtideligholdt min pagt ved offer.“ Det er ikke ved de enkelte helliges eller kærlighedsfulde personers offer, at denne pagt højtideligholdes, men det er ved mellemmanden, Jesu Kristi ene offer, og pagten er en national pagt. Det er den nye pagt med den nye teokratiske organisation, den kristne menighed. I vers 16 i denne salme omtaler Gud den som sin pagt og siger til de onde hyklere og frafaldne: „Hvi regner du op mine bud og fører min pagt i munden?“

28. Hvorledes kommer man ind i denne pagt med Gud ved offer?

²⁸ Men dem, som har stillet sig til rådighed for Gud, avler han ved sin ånd og gør dem derigennem til sine åndelige sønner og et folk for sit navn. Disse fromme eller hellige, kærlighedsfulde mennesker fører Jehova Gud ind i den nye pagt ved mellemmanden Jesus. Han tilgiver dem deres synder gennem Jesu offer, og han helliger dem eller indsætter dem i sin tjeneste som præster, underpræster, hvis ypperstepræst er Kristus Jesus. Han salver dem med sin ånd til at være sådanne helligede præster. Fra da af er de forpligtede til at frembære lovprisningsofre for Gud og at yde ham lydig tjeneste alle deres køds dage på jorden, „syv dage“, så at sige.

29. Hvad bør vi kalde Jesu komme for at gøre Guds vilje?

²⁹ Vi vil nu vende tilbage til spørgsmålet, der blev stillet i paragraf 9, om hvad vi skulle kalde det skridt, Jesus tog, da han kom for at gøre Guds vilje. Zion’s Watch Tower sagde engang: „Da Jesus var født af en jomfru, blev han Abrahams sæd og fortsatte som sådan, til han var tredive år gammel, da han med dåben helligede sin eksistens til Gud som et levende offer. Han blev godkendt, og fra det øjeblik blev han som åndsavlet og beseglet som en ny skabning delagtig i guddommelig natur, idet hans menneskenatur (abrahamitiske sæd) var det, som blev ofret.“ (Maj 1881, side 2, under „Noget bedre for os“, § 2) Men nu har vi fået en klarere forståelse af, at Jesus, dengang han fremstillede sig for Johannes for at blive døbt i Jordanfloden, ikke helligede sig selv til præsteværdigheden eller indsatte sig selv i offertjenesten. Det var Gud, som ophøjede ham ved at gøre ham til kongelig ypperstepræst. Gud gjorde dette ved den svorne ed, som han profetisk havde aflagt i Salme 110:4: „Jehova har svoret og angrer det ej: Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.“ (Hebr. 5:4-6; 7:15-17, 20-22) Eftersom Jesus ved et mirakel blev født som en af Guds udvalgte folk og blev fremstillet som lille dreng for Gud ved Maria, da han var hendes førstefødte søn, kan vi undgå forvirring ved at kalde Jesu komme for at gøre Guds vilje hans indvielse til Gud.

30. Hvilket bevis modtog Jesus på, at hans indvielse var blevet godkendt, og på, at han var blevet helliget til at udføre Guds særlige vilje?

³⁰ Umiddelbart efter at Jesus symboliserede sin indvielse ved at lade sig døbe i Jordanfloden, modtog han beviset for, at Gud tog imod hans indvielse og nu helligede ham til hans åndelige tjeneste som ypperstepræst. På hvilken måde? Ligesom Moses på helligelsesceremoniens første dag iførte sin broder Aron de pragtfulde præsteklæder og salvede ham med den hellige salveolie til at være ypperstepræst, således salvede Gud Jesus med den hellige ånd (symboliseret ved en due, der dalede ned over ham), og han lod sin røst høre fra himmelen, der sagde: „Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.“ (Matt. 3:13-17, NW) Hans indvielse var ikke noget, Maria havde gjort for ham i hans første barndom, inden han havde kundskab og forståelse deraf. Nej, men nu, da han var tredive år gammel, var det noget, Jesus selv beredvilligt gjorde. Ved sin indvielse stillede han sig til rådighed for Gud, hvad Gud end måtte åbenbare i overensstemmelse med det, som var nedskrevet i bogrullen. — Luk. 3:21-23; 4:14-21.

31. Hvad førte Jesu indvielse til sidst til, og hvilken slags vej er vor indvielse til Gud?

³¹ I tre og et halvt år tjente Jesus på jorden i egenskab af ypperstepræst, til hvilket Gud havde helliget ham. Derpå bragte han sit menneskeoffer ved at dø. Men dermed var ikke det sket, som Jesu indvielse til Gud skulle føre til. For at han kunne fortsætte med at tjene som ypperstepræst i himmelen, oprejste Gud ham fra døden til himmelsk liv som en åndeskabning. Som en sådan trådte denne ophøjede ypperstepræst ind i selve himmelen, for Guds åsyn, og frembar sit menneskeoffers genløsende værdi og virkede som formidler af den nye pagt for sine trofaste efterfølgere på jorden. Til dem er der skrevet: „Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at betræde vejen ind til det hellige sted, en vej, som han indviede for os som en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans kød, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os nærme os med oprigtige hjerter, i troens fulde vished.“ (Hebr. 10:19-22, NW) Således er det nu gennem denne ypperstepræst, at vi kan efterligne ham og indvi os selv til Gud i oprigtighed og tro. Som i Jesu tilfælde, således også i vort eget, er det en levende vej, en vej til opnåelse af livet.

32. Til hvilket liv fører denne vej for dem, som er helligede som underpræster, og til hvilket liv for dem, som hører til den „store skare“, og som nu kommer til Gud?

³² Disse indviede, som Gud vælger at hellige og gøre til underpræster, så de kan tjene med Jesus og herske i tusinde år med ham, mærker Gud i deres pander med sit navn. Det betyder, at de tilhører ham som „et folk for hans navn“, og at han har løskøbt dem „ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet“. (Åb. 14:1-5; 22:3-5) Dette mærker dem til liv i himmelen ved en åndelig opstandelse. Men i dag er der foruden disse 144.000 helligede underpræster hundredtusinder, der indser deres forret, at indvi sig til Gud ved hans ypperstepræst og stille sig til Guds rådighed og gøre, hvad han måtte ønske. For disse er denne indvielsens vej til Gud også en levende vej, men ikke til udødeligt liv i himmelen. Det er ikke Guds vilje at hellige og salve dem til præsteværdighed med Kristus efter den nye pagt. Han tildeler dem at leve på jorden i den nye verden. De vil derfor forblive på jorden, hvor Paradiset skal genoprettes. Med dette for øje vil Gud endog føre en „stor skare“ uden tal frelst igennem den kommende universelle krig i Harmagedon, så menneskeslægten kan fortsætte på jorden i en uafbrudt tilværelse lige fra begyndelsen og i al fremtid. Skal man have nogen som helst mulighed for at overleve Harmagedon og leve videre i den nye verden uden ende, så er det nødvendigt for den enkelte at tage det første skridt, at indvi sig selv til Gud gennem Kristus. På denne måde modtager du mærket til liv.

(The Watchtower, 15. maj 1952)

[Fodnoter]

„Alle disse begynder på den samme trange vej, og da de er helliget til Gud, er de åndsavlede ved sandhedens ord. Alle er derfor nye skabninger — åndelige — deres gamle natur (den menneskelige) er dømt til undergang af deres egen frie vilje og pagt. . . . Kun et mindretal af alle, som i god tro foretager en helligelse, løber løbet til ende — i alt kun en lille hjord. Mange begynder at miste modet og må af ham, som er blevet den, der står inde for, at vi opfylder vor pagt (Hebr. 7:22), selv om vore egne bestræbelser ikke skulle slå til, anspores med tugtelsens ris; thi ellers må det betyde døden for sådanne. I kærlighed sendes der særlige trængsler over de helligede, når det er påkrævet, så de kan blive vendt bort fra at fæste sig ved jordiske ting og deres hjerter atter vende sig til et nært samfund med Gud i opfyldelse af deres pagtsoffer. Kun få holder tålmodigt ud på offervejen, mens de fryder sig over den forret at vinde så stor en belønning for så forholdsvis ringe en pris.“