Jehova Gud den som hører bønner
1. Hvordan gav David som ung mand bevis på sin tro på og hengivenhed for Jehova?
DAVID var en troens mand som ivrigt søgte Gud. Hans bestræbelser blev rigt belønnet. Som ung mand blev han under Guds ledelse salvet af Samuel til at være Israels fremtidige konge, eftersom Jehova i ham havde fundet en mand „efter sit hjerte“. Ikke længe efter, nemlig i det velkendte sammenstød med filisterkæmpen Goliat, gav David i gerning bevis på sin stærke tro på og hengivenhed for Jehova. Endnu tidligere havde han som hyrdedreng lagt den samme ånd for dagen når han dræbte en løve eller en bjørn og reddede sin faders får ud af gabet på disse vilde dyr. David havde gode forudsætninger, og vi kan lære meget af ham. — 1 Sam. 13:14; 16:11-13; 17:34-36, 45-47.
2. Hvad gjorde David da han havde rejst sin trone på Zion, og hvad var grunden?
2 Da David endelig fik kongemagten og erobrede Jerusalem fra jebusitterne, specielt „klippeborgen Zion“, rejste han sin trone i denne by. Ved første lejlighed førte han den hellige ark til Zion under folkets jubel. Han forstod at den repræsenterede Jehovas nærværelse, at den var „Guds ark, over hvilken Hærskarers [Jehovas] navn er nævnet, han, som troner over keruberne“. — 2 Sam. 5:5-7; 6:2.
3. Hvad ønskede David dernæst at gøre, og hvad blev resultatet?
3 David var dog ikke tilfreds med kun at gøre dette. Som han sagde ved en senere lejlighed: „Jeg havde i sinde at bygge [Jehovas] pagts ark og vor Guds fodskammel et hus at hvile i.“ Skønt Jehova ikke tillod David at bygge dette hus eller tempel selv, eftersom han havde udgydt meget blod som en krigens mand, gav han ham dog lov til at træffe store forberedelser til at få sit inderste ønske opfyldt. David skaffede en stor mængde af de nødvendige bygningsmaterialer til veje, noget af det med store udgifter for sig selv. Som han sagde: „Jeg har derfor sat al min kraft ind på til min Guds hus at tilvejebringe guldet . . . I min glæde over min Guds hus giver jeg derhos til min Guds hus, hvad jeg ejer af guld og sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til veje til det hellige hus.“ — 1 Krøn. 28:2, 3; 29:2, 3.
4. Hvilke lighedspunkter er der mellem Davids bøn og „fadervor“?
4 Til slut priste David Jehova i nærværelse af hele menigheden i en bøn hvori han udtrykte sig i de mest ophøjede vendinger. Det er meget interessant at lægge mærke til hvor nær tanken i hans bøn kommer hovedpunkterne i den bøn som Jesus lærte sine disciple og som vi kalder „fadervor“. (Matt. 6:9-13) Først ophøjer og helliger David Guds navn, idet han tilskriver ham „storheden, magten, æren, glansen og herligheden . . . Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn“. Idet han understreger betydningen af Guds rige og af at Guds vilje sker i himmelen og på jorden, beder han: „Thi alt i Himmelen og på jorden er dit; dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle. . . . du hersker over alt.“ Ligesom der i fadervor følger en bøn om at man må få sine personlige fornødenheder dækket og en anmodning om tilgivelse af sine synder, fortsætter David ligeledes med på sine egne og hele folkets vegne at anerkende deres fuldstændige afhængighed af Jehova og at de selv intet formår. Til sidst giver David udtryk for selve indvielsens og den helhjertede hengivenheds ånd med ordene: „[Jehova], vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen.“ — 1 Krøn. 29:10-16.
5. På hvilken måde vidner Salme 122 om en dyb værdsættelse af Guds hus og stad?
5 Guds hus og Guds stad — det var disse to ting der lå David mest på sinde og som stod hans hjerte nær. Davids nære samhørighedsfølelse med disse to ting hjalp og vejledte ham i hans bønner. Et godt eksempel herpå ses i Salme 122, som vi anbefaler alle at læse igennem. Hver eneste linje vidner om hans oprigtige ønske om, sammen med andre, at tilbede og „prise [Jehovas] navn“ i Jehovas hus, som lå i „Jerusalem, bygget som staden, hvor folket samles“. Især opfordrer han folket til at ’bede om Jerusalems fred’. Hvorfor? Til dels, som han siger, „for brødres og frænders skyld vil jeg ønske dig fred“. Men mere vigtigt: „For [Jehova] vor Guds hus’ skyld vil jeg søge dit bedste.“
6. Hvad viser Salme 65 med hensyn til at nærme sig Gud i bøn?
6 Læg også mærke til Davids ord i Salme 65, hvorfra artiklens tema er hentet. Han beder, idet han hermed viser at tilbedelsen også kan udtrykkes i kontraster: „For dig er der lovsang — tavshed —, o Gud, på Zion; dig vil løftet blive indfriet.“ Derefter siger han: „Du som hører bønner, ja til dig vil alt kød komme.“ Betyder det at hvem som helst kan nærme sig Gud hvor som helst, at man kan finde Gud overalt, som nogle tror? På ingen måde. Læg mærke til hvad David dernæst siger under inspiration: „Lykkelig den du udvælger og lader komme nær, at han kan bo i dine forgårde. Han vil visselig blive mættet med gode ting fra dit hus, dit tempels hellige sted.“ — Sl. 65:1-4, NW.
7. Hvem omfattes af opfordringen til at nærme sig Gud?
7 Vi lægger dog her mærke til at David ikke sagde at kun hans eget folk, israelitterne, kunne nærme sig Gud. Han siger meget tydeligt, henvendt til Jehova: „Du som hører bønner, ja til dig vil alt kød komme.“ Hvilken nådig indbydelse ligger der ikke i disse ord! I nøje overensstemmelse hermed er også de afgjorte og dragende ord som Esajas har nedskrevet: „Og de fremmede, som slutter sig til [Jehova] for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, . . . vil jeg bringe til mit hellige bjerg [Zion] og glæde i mit bedehus; . . . thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.“ — Es. 56:6, 7; se også Anden Krønikebog 6:32, 33.
8. Hvordan har Jehova vist stor barmhjertighed, først mod det åndelige Israel og dernæst mod mange „fremmede“?
8 Ser du dig selv som en af disse „fremmede“, det vil sige ikke som en åndelig israelit der har det himmelske håb, men som en der alligevel glæder sig over at lære Jehova at kende og at elske og tjene ham? Har du efterkommet indbydelsen til sammen med andre oprigtige søgende at komme til Jehovas bedehus? Selv de der tilhørte det åndelige Israel måtte indsamles til Guds hus, for under den første verdenskrig havde de pådraget sig Jehovas vrede og befandt sig i en syg og adsplittet tilstand. Men i sin store barmhjertighed gav Jehova dem atter en plads i sin gunst og åbnede desuden vejen for at en stor skare mennesker med fårets sindelag kunne samles ind til samhørighed med det åndelige Israels rest. Esajas’ profeti bekræfter dette meget tydeligt, for der siges her: „Det lyder fra den Herre [Jehova]: Når jeg samler Israels bortstødte, samler jeg andre dertil, til dets egen samlede flok.“ — Es. 56:8; se også Esajas 12:1; Åbenbaringen 7:13-15.
9. Hvem var de første der gav David sand kundskab om Gud, og hvad blev resultatet?
9 At David vidste hvordan man skal bede vidner hans mange salmer om. Men hvem lærte ham det? Hans forældre har undervist og opdraget ham, og han må have været en villig elev. De fulgte befalingen givet ved Moses: „Du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem,“ og det skulle de gøre til hver en tid. (5 Mos. 6:4-7) David lærte således at værdsætte og forstå det første krav som må opfyldes: at tilegne sig nøjagtig kundskab fra en pålidelig kilde, Guds skrevne ord. Da han var lærvillig og havde det rette hjertelag, styrkede denne kundskab hans tro, som han ikke var sen til at demonstrere fra sin tidligste ungdom. Sammen med troen udviklede han også en stærk kærlighed til og loyalitet mod Jehova, en kærlighed og loyalitet som intet kunne nedbryde, selv om han én eller to gange begik alvorlige fejltrin.
10. Er det muligt og nødvendigt at gøre det samme som David i dag, og hvilke spørgsmål rejser dette?
10 Vi har måske ikke de samme fordele som David havde fra sin tidligste barndom, men der findes ingen anden vej. Der gives ingen genvej. Man må begynde med at tilegne sig nøjagtig kundskab og få den rette forståelse af Guds vilje og hensigt som den åbenbares i hans ord. Dette må man blive ved med. Man må blive ved med at søge og grave som efter en skjult skat, og opbygge et fundament der bliver stadig bredere og når stadig dybere. (Ordsp. 2:1-9) Man må handle i overensstemmelse med den kundskab og forståelse man således tilegner sig; man må give den lov til at avle en stærk tro på Jehova og kærlighed til ham, så den fører til indvielse. Det kan lade sig gøre. Der er eksempler på det fra de tidligste tider, begyndende med Abel, og der er eksempler på det fra vor tid blandt mænd, kvinder og unge mennesker. De er af forskelligt temperament og kommer fra alle samfundslag, nogle endog med meget dårlige forudsætninger. Det er givet at vi alle har behov for megen hjælp og opmuntring, og dette indbefatter at lære hvordan man beder. Dog vil det være en stor hjælp for os, som det var for David, at have et nært samfund med Guds stad og Guds hus. Men hvor finder man dem i dag? Er det en bogstavelig by og et bogstaveligt hus?
Guds stad og Guds hus i nutiden
11. (a) På hvilken måde var Loven „en skygge af de kommende goder“? (b) Hvordan omtaler og identificerer Paulus Guds åndelige hus?
11 Guds ord giver os et klart og opmuntrende svar på disse spørgsmål. Bibelen viser at Guds stad og Guds hus, midler som Gud brugte da han tog sig af Israels folk, var forbilleder på noget langt større der tog sin begyndelse med Kristus Jesus, den større David. Paulus siger at hele den ordning der var forbundet med den lov som blev givet ved Moses var „en skygge af de kommende goder“. Da Kristus Jesus kom, bragte han denne forbilledlige ordning til ophør ved billedligt talt at ’nagle den til marterpælen’. Gennem ham tilvejebragte Gud en bedre ordning og gjorde ham til „mellemmand for en ny pagt“, i den hensigt at skabe sig et nyt folk, et åndeligt Israel, den kristne menighed. Der findes stadig en rest af dette folk på jorden i dag, og den udgør kernen i Jehovas vidners samfund. Det er dette folk, som er salvet med Guds hellige ånd og som har det himmelske håb, der opfylder det profetiske billede med Guds by og Guds hus eller tempel. Paulus brugte begge billeder da han skrev til de kristne i Efesus og sagde: „I er de helliges medborgere og medlemmer af Guds husstand.“ Efter at have nævnt apostlene og Kristus Jesus, „hovedhjørnestenen“, fortsætter han: „I samhørighed med ham vokser hele bygningen, idet den harmonisk føjes sammen, til et helligt tempel for Jehova. I samhørighed med ham bliver også I sammen opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd.“ Hvilken ophøjet skildring og hvilket fortroligt kendskab til det nære forhold der består mellem Jehova og hele den kristne menighed, tempelskaren! — Hebr. 9:15; 10:1; Kol. 2:14, NW; Ef. 2:19-22, NW.
12. Hvor behager det Jehova at bo, ifølge Salme 132, og hvilken opmuntring ligger der heri til os?
12 Dette er imidlertid ikke første gang denne tanke er blevet udtrykt. Da Paulus skrev disse ord tænkte han uden tvivl på noget som salmisten var blevet inspireret til at sige og som han gav udtryk for i smukt poetisk sprog i Salme 132, der bærer titlen „sang til festrejserne“. Han fortæller først om sin faste beslutning om ikke at unde sig selv nogen hvile „før jeg har fundet [Jehova] et sted, Jakobs Vældige en bolig!“ Han beskriver hvordan arken blev ført til Zion i procession og siger: „[Jehova], bryd op til dit hvilested, du og din vældes ark!“ Derefter fortæller han hvordan Jehovas egne følelser er for dette hus og denne by som han har valgt sig: „Thi [Jehova] har udvalgt Zion, ønsket sig det til bolig: Her er for evigt mit hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.“ (Sl. 132:1-5, 8, 13, 14) Når Jehova ser sådan på det, skulle man ikke mene at det at bede til ham og have fællesskab med ham ville volde vanskeligheder af nogen art for den der oprigtigt søger at knytte sig til denne bolig.
13. Hvad sammenligner Paulus den kristne menighed med? Forklar nærmere.
13 Denne tempelskare sås tydeligt på Paulus’ tid i de kristne menigheder. Endnu tydeligere ses den i vor tid, især siden 1919, hvor mange af Jesu profetiske lignelser opfyldes, som for eksempel lignelsen om ’hveden der samles i lade’ og ’de gode fisk der samles i kar’. (Matt. 13:30, 48; 24:31) Paulus så frem til den tid da den kristne menighed var vokset til „mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde“. Han forklarer hvordan denne vækst holdes ved lige og det gode forhold mellem de enkelte lemmer på legemet bevares, nemlig ved at „alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del“, og dette bevirker at „hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed“. — Ef. 4:13-16.
14. I hvilke henseender opfylder Jehovas vidner i dag de krav som Paulus omtalte?
14 Denne lykkelige og sunde tilstand findes i dag i Jehovas vidners store familie. Alle er indviede til Jehova og har efter den bibelske befaling givet det til kende ved vanddåben og i deres livsførelse. De opfylder kravet om at tilegne sig nøjagtig kundskab ved stadig at studere Bibelen og således opbygge deres tro på og hengivenhed for Jehova. Skønt kun et mindretal, en rest, har det himmelske håb, er alle dog i hele verden ’knyttet sammen’ ved de større led, nemlig dem der er indsat i tilsynsembeder. Imidlertid vokser legemet også, som Paulus sagde, ved at de enkelte led gør deres del „efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del“, og det gælder både ung og gammel, mand og kvinde, nogle i mindre målestok til at begynde med, andre i større målestok, efter det ansvar de har fået betroet. Som Paulus sagde tidligere i samme brev, behagede det Gud „i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus“. Denne indsamling af kristne, så de udgør en enhed, sker i overensstemmelse med Guds vilje, og æren for det må derfor gå til ham. Det er „Gud, der giver vækst“. — Ef. 4:16; 1:9, 10; 1 Kor. 3:7.
Lær os at bede
15. (a) Hvis selskab bør vi søge, og hvorfor? (b) Hvordan svarede Jesus da hans disciple bad ham lære dem hvordan de skulle bede?
15 Er det på denne baggrund ikke rimeligt at slutte at med hensyn til os selv personligt vil et nært samfund med dette legeme af indviede tilbedere af Jehova, blandt hvem han bor, være en stor hjælp for os til at bevare et godt forhold til Jehova og fællesskabet med ham i bøn? Disse indviede tilbedere vil betragte det som en stor forret og glæde at kunne opmuntre og hjælpe dig i denne vigtige gren af den kristnes liv. Da en af disciplene engang sagde til Jesus: „Herre! lær os at bede,“ svarede han beredvilligt ved at give dem en bøn som de kunne følge som mønster. Bagefter fortalte han en lignelse som understregede nødvendigheden af at være udholdende i bønnen. Det betød ikke at vor himmelske Fader er sen til at høre eller til at reagere, for Jesus sluttede med at sige at når ufuldkomne syndige forældre ’forstår at give deres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra himmelen give hellig ånd til dem som beder ham’. — Luk. 11:1-13.
16, Hvordan følger Jehovas vidner Jesu eksempel i denne henseende, og hvad er deres enhed grundlagt på?
16 På samme måde vil Jehovas vidner som Jesu disciple med glæde gøre alt hvad de kan i denne henseende, både ved at de giver direkte vejledning som er baseret på Guds ord, og ved deres eksempel. Når de møder nogen der viser interesse, prøver de at arrangere et regelmæssigt hjemmebibelstudium med vedkommende, og når det er muligt indledes og afsluttes studiet med en kort bøn. Alle deres møder og sammenkomster, undtagen de offentlige møder, indledes og afsluttes på samme måde med en bøn, som alle de tilstedeværende giver deres oprigtige tilslutning. Når man overværer disse møder og mærker den ånd der råder dér, erfarer man at denne atmosfære virker befordrende for bønnen. Herved mener vi ikke en følelsesmæssigt opstemt atmosfære, men den særlige atmosfære som skyldes at alle er forenede om Jehovas bord for at hente næring fra den opbyggende åndelige føde fra hans ord. De er også forenede i deres hengivenhed for Jehova og i at tjene hans riges interesser, samt i deres ægte, varme og uselviske kærlighed til hinanden. Naturligvis kan følelserne bevæges dybt ved sådanne lejligheder, men dette at følelserne røres er ikke i sig selv kendetegnet eller målet. — Matt. 18:20.
17. Hvordan gives der hjælp til at overvinde personlige problemer?
17 Ydermere ville man få hjælp med hensyn til den mere personlige side af bønnen, som for eksempel hvad man kan indbefatte i sin anmodning, tak og lovprisning. Der kan opstå problemer i ens liv, som der gør for alle der stræber efter at være sande kristne; og i alle disse forhold, hvor indviklede de end måtte være, vil man finde at man bliver hjulpet til at få Guds syn på sagen. Man vil lære hvordan man i praksis følger apostelens udmærkede formaning: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ — Fil. 4:6, 7.
18. Hvordan bliver de der oprigtigt søger Gud hjulpet til at nærme sig ham, og hvilken bibelsk støtte gives der herfor?
18 Vi kunne naturligvis gå i flere enkeltheder, men i denne gennemgang af emnet bøn har vort hovedformål været ud fra Bibelen at vise dem der oprigtigt søger Gud, hvor de kan finde ham og hvordan de kan nærme sig ham gennem den eneste mellemmand, Kristus Jesus. Om ham sagde Paulus: „Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.“ — Hebr. 4:15, 16; Joh. 14:13, 14.
To billeder på et nært forhold
19, 20. (a) Hvilket nært forhold kan vi nu høste gavn af kollektivt, og hvilket spørgsmål rejser dette? (b) Hvad var det bemærkelsesværdige Johannes så i sit syn, og hvad ville dette betyde? (c) Hvordan understreges dette nære forhold?
19 Bibelen understreger på en bemærkelsesværdig måde betydningen af et nært forhold. Vi vil betragte to billeder herpå under to synsvinkler, det kollektive og det personlige.
20 Som allerede nævnt findes der stadig på jorden en rest af den salvede tempelskare, som er opbygget til „et sted hvor Gud kan bo ved ånd“, hvorved det er blevet muligt for „en stor skare“ „andre får“ at nyde et nært fællesskab med disse. (Ef. 2:22, NW; Åb. 7:9, 15; Joh. 10:16) Nogle har spurgt: Vil glæden ved dette fællesskab gå tabt når hele tempelskaren til sidst er forenet med Kristus Jesus på hans himmelske trone efter Harmagedon? Ikke ifølge det Johannes så i sit syn. Han så og beskrev „den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom“. Fantasien slår ikke til når man skal forestille sig dette. Ikke alene er byen langt større end nogen by vi kender — den opgives at være 3000 stadier (576 kilometer) på hver led, nemlig i længden, bredden og højden — men det siges også at staden kommer ned fra himmelen. Hermed menes ikke at den himmelske regering bogstaveligt kommer herned til jorden, men at den vender sin opmærksomhed og sin aktivitet mod jorden. Hvilken virkning vil dette nu få for dem der bor på jorden? Johannes hørte en røst sige: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.“ (Åb. 21:2, 3, 16) Nærmere kan et forhold ikke siges at være. Hvis man bor sammen med nogen, bor man i samme hus som vedkommende, ikke sandt? Det er dette billede der bruges. Hvilken glæde og trøst for alle dem der er i overensstemmelse med denne himmelske regering! De får en fornemmelse af dens umiddelbare nærhed. Læg også mærke til at hver gang Johannes omtaler denne by eller stad, bliver han inspireret til at sige at den kommer ned fra himmelen. Han nævner den tre gange for understregningens skyld. Første gang er der hvor han fortæller om løftet der gives til „den, der sejrer“ i menigheden i Filadelfia: „Jeg vil skrive på ham . . . navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud.“ (Åb. 3:12; 21:2, 10) Dette siges umiddelbart før budskabet til menigheden i Laodikea, hvor vi finder vort andet billede. Dette andet billede har en personlig karakter og hentyder ikke til Guds åndelige hus men derimod til et bogstaveligt hus.
21. (a) Hvilken vejledning gav Jesus i Åbenbaringen 3:19, 20, og hvilket billede benyttede han? (b) Hvad vil det bevirke for os hvis vi svarer på den banken som Jesus nævnte?
21 Hvilken sørgelig tilstand denne sidstnævnte menighed befandt sig i! Den var lunken og egnet til at blive udspyet af Herrens mund. Dog gives dette venlige advarsels- og formaningsord til enhver i denne menighed som vil lytte: „Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!“ Læg nu mærke til hvad Jesus dernæst siger: „Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.“ (Åb. 3:19, 20) Han siger ikke at du skal komme og banke på hans dør — så du må undre dig over hvad du skal dér — nej, han viser i billedet at han selv står og banker på din dør. Hvilket usædvanligt billede! Forestil dig at det er dit hus og at du er ene hjemme; du skal lige til at spise til aften som sædvanlig. Så er der pludselig nogen der banker på døren og en stemme siger hvem det er. Det er Herren selv! Naturligvis inviterer du ham indenfor med det samme. Du har ikke nødig at bekymre dig om hvad der er i spisekammeret, for du ved at han ikke er kommet for at spise dig ud af huset, som man siger. Tværtimod ved du at det egentlige formål med hans besøg er at give dig del i et nærende og opbyggende åndeligt festmåltid og at lade dig nyde et dyrebart fællesskab med ham i den hyggelige atmosfære der eksisterer mellem to venner. Var det ikke sådan Jesus gjorde da han var her på jorden og blev inviteret ind til et aftensmåltid, for eksempel hos Lazarus og hans søstre? — Luk. 10:38-42.
22. Hvilken dobbelt indbydelse indbefatter vor indvielse, og hvilke velsignelser vil den medføre?
22 En af de ting man kan lære af denne lignelse er at vor indvielse indebærer en dobbelt indbydelse til os. For det første indbyder Jehova os gennem Kristus Jesus til at give os selv ved at indvi os helt og uforbeholdent til ham. For det andet beder Kristus Jesus, som taler både på sin Faders og sine egne vegne, os om at byde ham ind i vort hus, ind i vort sind og hjerte og hele vort liv. I hvilken hensigt? Han vil at vi skal lade ham tale til vort sind og hjerte, i fred og ro. Hvordan? Både gennem hans Faders ord og gennem hans organisation, det vil sige ved møderne, når vi kommer sammen med hans folk. Her vil Jehovas ånd have frit løb mens vi ivrigt lytter. I denne atmosfære vil der absolut ingen skranker være som ville hindre bønnen, lige så lidt som der vil være nogen skranker mellem os og vore brødre og søstre når vi kommer sammen ved møderne.
23. Hvilken udmærket lektion i ydmyghed gives her med hensyn til hyrdegerningen?
23 Ydermere får vi her en lektion i sand ydmyghed. End ikke den opstandne Herre forlanger at komme indenfor med et: Kom så, luk nu op! Nej, i billedet bliver han stående udenfor, mens han tålmodigt banker og venter på at se om du er så venlig at høre og at lukke op. Da Jesus var her på jorden sagde han at han var „sagtmodig og ydmyg af hjertet“. Det er han stadig, og heri er han et godt eksempel for os. Der lægges i dag megen vægt på den hyrdegerning som hovedsagelig udføres af de udnævnte tjenere og tilsynsmænd i Jehovas vidners menigheder. De har pligt til at besøge alle som hører Jehova til og at ofre særlig opmærksomhed på enhver der er som et sygt eller vildfarent får. Når tjenerne aflægger disse besøg må de passe meget på at de har samme motiv og lægger samme venlige og ydmyge ånd for dagen som Jesus. De må lære af hans lignelse. — Matt. 11:29; 18:12-14; Hebr. 13:8.
24. Hvordan kan man sige at denne samme lektion gælder alle Jehovas vidner?
24 Imidlertid kan alle Jehovas vidner lære noget af dette. Hele vort arbejde med at foretage besøg hos folk, lige fra det første besøg, indbefatter en hyrdegerning. Vi søger efter mennesker med fårets sindelag. Ganske bogstaveligt ’står vi for døren og banker’. Ja, vi føler at det er vor pligt at blive ved med at foretage sådanne besøg; men selv om mange måske ikke reagerer og måske ikke viser at de har fårets sindelag, må vi aldrig, hverken bogstaveligt eller billedligt, sætte foden i døren og insistere på, for enhver pris, at overbringe vort budskab. Vi kan ikke gøre krav på hverken at folk skal høre på os eller at de skal invitere os indenfor, men vi bør lade den besøgte vide at vi er der og vise at vi har et godt motiv. Dette kan vi gøre ved at optræde venligt og oprigtigt, med „sagtmodighed og dyb respekt“. — Åb. 3:20; 1 Pet. 3:15, NW.
25. På hvilken anden måde vil sand ydmyghed være en uvurderlig hjælp for os?
25 Endelig vil denne lektion i ydmyghed være en stor hjælp for os i vore bønner til ’den som hører bønner’. Sand ydmyghed i hjerte og sind vil være en stor hjælp for os så vi til enhver tid „med frimodighed [kan] træde frem for nådens trone“, i tillid til at vi vil blive hørt og finde hjælp og barmhjertighed i rette tid. — Hebr. 4:16.