Hvordan kan vi give Jehova det bedste?
„Forbandet være den bedrager, som i sin hjord har et handyr og lover mig det, men ofrer Herren et dyr, som ikke dur! Thi en stor konge er jeg, siger Hærskarers [Jehova], og mit navn er frygtet blandt folkene.“ — Mal. 1:14.
1. Kan vi mennesker strengt taget give Jehova noget?
LYDER det ikke mærkeligt at ufuldkomne mennesker overhovedet skulle få den tanke at give Jehova, den almægtige Skaber, noget? Der findes jo intet i hele universet som ikke allerede tilhører ham! Vi læser i Bibelen: „Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ (Hag. 2:8) „Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde! Mon jeg æder tyres kød eller drikker bukkes blod?“ (Sl. 50:10-13) Jehova Gud har bestemt ikke nødig at få gaver fra nogen som helst, for han er fuldstændig i sig selv. Han er den Selv-eksisterende.
2. Hvad erkendte David angående frivillige gaver til Jehova?
2 David, der var søn af judæeren Isaj og blev oplært i Moseloven som dreng, vidste at Jehova ejer hele jorden. (2 Mos. 19:5) På et tidspunkt da David gav bidrag til opførelse af templet i Jerusalem, sagde han i en bøn til Gud: „Hvad er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det. [Jehova], vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen.“ — 1 Krøn. 29:14, 16.
3. (a) Hvilke spørgsmål kunne man stille angående gaver der ydes Jehova? (b) Hvad svarer Bibelen på disse spørgsmål?
3 David erkendte altså at vi mennesker ikke kan berige den Almægtige på nogen måde. Hvad vi end giver, er det kun en tilbagelevering af lidt af det vi har modtaget fra Kilden til „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“. (Jak. 1:17) Men vil det sige at vi lige så godt kan lade være med at give Skaberen noget? Vrager han sine hengivne tjeneres gaver? Nej, svarer Bibelen. Jehova Gud opfordrer sine ydmyge tjenere til at bringe deres gaver. Som vi læser i Salme 96:8: „Giv [Jehova] hans navns ære, bring gaver og kom til hans forgårde.“
4. Hvilken slags gaver behager Jehova?
4 Jehova ønsker naturligvis gode gaver, givet af et taknemmeligt hjerte, gaver der bliver givet af selvopofrelse og efter nøje overvejelse og bøn. Under Moseloven kunne en israelit for eksempel ikke bringe et hvilket som helst dyr til indgangen til tabernaklets forgård, og forvente Guds gunst og anerkendelse. Loven bød: „Når nogen bringer [Jehova] et takoffer af hornkvæget eller småkvæget enten for at indfri et løfte eller som frivilligoffer, da skal det være et lydefrit dyr, for at det kan vinde Guds velbehag; det må ingen som helst legemsfejl have; et blindt dyr eller et dyr med brud på lemmerne eller et såret dyr eller et dyr, der lider af bylder, skab eller ringorm, sådanne dyr må I ikke bringe [Jehova].“ — 3 Mos. 22:21, 22.
5. Hvad sagde Loven angående afgrødeofre?
5 Når israelitterne frembar afgrødeofre skulle disse bestå af fint hvedemel. (3 Mos. 2:1, 4; 6:14, 15; 4 Mos. 15:4) Dette krav udelukkede alt groft mel, mel der ikke var sigtet omhyggeligt. Det var kun passende at bringe det bedste som offer til Jehova, den Hellige.
6. Hvor meget betød israelittens motiv for at hans ofre kunne antages?
6 Endnu en væsentlig betingelse for at et offer kunne godtages af Jehova, var at giveren havde det rette motiv. Hvis en israelit ikke nærede et inderligt ønske om at behage sin Skaber, ville han bringe sine ofre forgæves. Læg mærke til hvordan dette understreges i følgende ord: „Hvad skal jeg med alle eders slagtofre? siger [Jehova]; jeg er mæt af vædderbrændofre, af fedekalves fedt, har ej lyst til blod af okser og lam og bukke. Når I kommer at stedes for mit åsyn, hvo kræver da af jer, at min forgård trampes ned? Bring ej flere tomme afgrødeofre, vederstyggelig offerrøg er de mig! . . . Eders nymånefester og højtider hader min sjæl, de er mig en byrde, jeg er træt af at bære. Breder I hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders hænder er fulde af blod.“ (Es. 1:11-15) Hvis det skortede på ægte hengivenhed og en gavmildhedens ånd, kunne formaliteterne ved tilbedelsen sammenlignes med bestikkelse; man prøvede faktisk på at købe sig Guds gunst. Den slags ofre var aldeles uantagelige.
Vores gave til Jehova
7. Hvorfor bringer vi ikke dyreofre i dag?
7 I modsætning til israelitterne frembærer Jesu Kristi disciple ikke ofre på et bogstaveligt alter. Den lovpagt der foreskrev sådanne ofre blev ophævet på grundlag af Jesu død på marterpælen. (Kol. 2:13, 14) Dette rejser spørgsmålet: Hvilke ofre kan vi bringe?
8. Hvad skrev Paulus i Romerbrevet 12:1 om ofre, og hvordan skal vi forstå hans ord?
8 Den kristne apostel Paulus tilskyndede de åndssalvede troende der skulle give afkald på deres kødelige legemer og iklædes herlige, åndelige legemer når de opstod fra de døde: „Jeg [beder] jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ (Rom. 12:1) De blev således opfordret til at bruge deres kræfter og evner til at tjene Skaberen. Legemets lemmer er de redskaber hvormed et menneske kan tale og handle. Hvis disse kristne skulle ’fremstille deres legemer som et levende offer’, måtte de altså være virksomme og ’gøre alt til Guds herlighed’. (1 Kor. 10:31) For at deres offer kunne være helligt måtte de holde sig moralsk og åndeligt rene. Og kun hvis deres handlinger udsprang af uskrømtet kærlighed ville fremstillingen af deres legemer være Gud velbehagelig. (1 Kor. 13:3) Når de bevidst valgte at leve et liv i fuldstændig hengivenhed for Gud, hvad enten det gjaldt deres indstilling, deres ord eller deres handlinger, fordi de forstod at det var ret i betragtning af den barmhjertighed Gud havde vist dem, da var det en ’fornuftmæssig’ hellig tjeneste de udførte. Kan vi ikke — uanset om vores håb er himmelsk eller jordisk — være lige så helhjertede i vores tjeneste for Gud?
9. Hvad opmuntres vi til i Hebræerbrevet 13:15, 16?
9 I brevet til hebræerne lærer vi mere om antagelige ofre. Det hedder i Hebræerbrevet 13:15, 16: „Lad os gennem [Kristus] altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn. Og glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ — Jævnfør Hoseas 14:3.
10. Hvad indbefatter „frugt af læber“, og hvilke spørgsmål kunne vi stille os selv i denne forbindelse?
10 At vi ofrer „frugt af læber“ indbefatter at vi deltager i opfyldelsen af Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ Giver vi det bedste vi overhovedet formår i dette vigtige forkyndelsesarbejde? Griber vi ivrigt de lejligheder der er til at aflægge et vidnesbyrd? Lever vi eksemplarisk som kristne så vores „frugt af læber“ udgør et antageligt lovprisningsoffer? — Rom. 2:21, 22.
11. Hvorfor er det gavnligt for os at ransage vores indstilling til de kristne møder?
11 Det hører også med til vores offer at vi udtrykker os offentligt ved de kristne møder. Altså er det nødvendigt at vi er til stede når vore trosfæller kommer sammen for at dyrke Gud. Længes vi inderligt efter at være sammen med andre som har den samme dyrebare tro? Eller har vi gøremål og interesser som unødigt optager den tid vi ellers kunne være sammen med vore brødre? Vi gør klogt i at efterligne den salmist for hvem trangen til fællesskab med Jehova Gud i form af samvær med trosfæller, var som hjortens skrig efter vand. Uden vand ville et dyr simpelt hen dø. (Sl. 42:2, 3) Erkender vi virkelig at vi ikke kan leve uden Jehova, der er „en kilde med levende vand“? — Jer. 2:13.
12, 13. Hvordan får vi størst gavn af de kristne møder?
12 Vi ønsker naturligvis at få mest muligt ud af programmet når vi er til møde. Det kan vi få ved at følge dette råd: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, . . . opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25) Vi ved at Jehovas store dag, den dag da han eksekverer dommen, vil komme. Giver det os ikke gode grunde til under bøn at overveje hvad vi kan gøre for at styrke og opmuntre vore brødre? Vi ønsker bestemt ikke at nogen af dem skal blive forkastet når den dag kommer. (Luk. 21:34-36) Er vores interesse for deres åndelige velfærd så oprigtig at det høres på det vi siger? Er vore kommentarer ved møderne sådan at de fremmer kærligheden og den uselviske interesse for andres evige velfærd? Virker vore udtalelser som en tilskyndelse til fortsat at øve gode gerninger, forkynde den gode nyhed nidkært og leve eksemplarisk i enhver henseende? — Tit. 2:1-14.
13 Når vi ansporer andre til „kærlighed og gode gerninger“ vækker vi samtidig os selv til dåd; det kommer nemlig til at stå klart i vort sind og hjerte hvor vigtigt det er at vi har gerninger der stemmer overens med vores tro. Dette kan have den højst gavnlige virkning på os at vi ransager os selv og gør fremskridt i kristen færd og handling. Og når vi lytter til andre og følger de bibelske tilskyndelser, opnår vi den glæde der kommer af at være „ordets gørere“. — Jak. 1:22-25.
14, 15. Hvad mere hører med til vore „ofre“?
14 Hebræerbrevet tilskynder til at man viser medfølelse og træder hjælpende til når andre lider nød. Til modtagerne af brevet blev der sagt: „Bliv imidlertid ved med at huske de tidligere dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser, idet I snart, som i et teater, var udsat både for skældsord og trængsler, og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse. For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede, idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.“ (Hebr. 10:32-34) Giver vi også udtryk for at vi føler med dem der lider, og kommer vi dem til hjælp?
15 De forhold som Guds tjenere lever under er meget forskellige. Nogle er ramt af fattigdom. Andre er bedrøvede og nedtrykte og trænger hårdt til trøst og til samvær med andre. Atter andre er måske mismodige på grund af alvorlige personlige problemer. Ganske vist vil Jehova Gud sørge for at de retfærdige ikke er fuldstændig forladt, men bør vi, hans tjenere, ikke personligt føle os forpligtede til på hans vegne at vise godhed og yde hjælp? (Sl. 37:25) Vi kan ikke tillade os at være ligegyldige over for det. Apostelen Johannes skrev: „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:17, 18.
Hvorfor vi tilskyndes til at bringe vore gaver
16, 17. Hvorfor tilskynder Jehova os til at bringe ofre?
16 Skal vi trofast bringe vore åndelige ofre må vi forstå hvorfor Jehova Gud tilskynder os til at gøre det. Vor himmelske Fader kender i forvejen vore inderste tanker og vores indstilling; men han ser gerne at vi giver udtryk for vores kærlighed til ham ved at gøre noget positivt og godt for andre. Han ønsker at hans tjenere skal ligne ham i at vise godhed og gavmildhed. (Matt. 5:43-48) Derved drager han mennesker til sig. Hvordan det? Jo, når andre ser vores prisværdige livsførelse erkender de måske at sand lykke kommer af at gøre Guds vilje. — Matt. 5:16.
17 Eftersom Jehova Gud har skabt os, ved han hvad der tjener vore interesser bedst. Det er endnu en grund til at han opfordrer os til at bringe ham vore gaver. En gavmild ånd vil hjælpe os til at opnå fred i sind og hjerte og vil desuden bringe os sand glæde. Bibelen siger: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg. 20:35) Desuden kan vi trygt regne med at vor himmelske Fader belønner os rigeligt både nu og i al fremtid. Guds søn sagde: „Når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Matt. 6:3, 4) „Når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ — Luk. 14:13, 14.
18. Hvad må der kunne siges om det vi giver, og hvorfor?
18 Tager vi vore ofre op til grundig overvejelse bliver vi altså klar over at vi må yde vort bedste i enhver henseende; det gælder når vi er til møde og når vi giver andre del i den gode nyhed; det gælder i vores holdning, tale og gerning, ja på alle livets områder. Vi må ikke være lunkne i så vigtige spørgsmål. Meget står på spil: Bliver vi godkendt af Jehova, og skænker han os livet? Måtte vi derfor leve sådan at det kan siges til os: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ — Hebr. 6:10.
[Illustrationer på side 9]
Alle kan være med til at:
Kommentere ved møderne
Forkynde og undervise
Opmuntre og hjælpe andre åndeligt og materielt
Anspore andre til kærlighed og gode gerninger