Selv om der bruges et intrauterint middel og det er anbragt rigtigt, kan der undertiden indtræffe graviditet. Og noget tyder på at der desuden er en øget risiko for svangerskab uden for livmoderen, for eksempel i æggelederne. Den netop citerede artikel slutter således:

„Mens intrauterine midler er over 98 procent pålidelige med hensyn til at forebygge intrauterine svangerskaber, er de under 90 procent pålidelige med hensyn til at forebygge svangerskab i æggelederne. Hvis en patient bliver gravid skønt spiralen sidder hvor den skal, er der mere end 5 procents chance for at svangerskabet bliver ekstra-uterint [uden for livmoderen].“

I Canadian Medical Association Journal siges der:

„Når der opstår graviditet skønt spiralen er på plads, er risikoen for spontan abort 41%, . . . I modsætning hertil er risikoen hos gravide kvinder som ikke benytter spiral, mellem 10 og 15%.“

Mange som billiger svangerskabsafbrydelse mener at fosteret ikke kan betegnes som levende eller som et levende menneske før det er et vist antal uger gammelt. Men livets Skaber, Jehova Gud, giver ikke udtryk for dette synspunkt i sit ord. Tværtimod gør Bibelen det klart at Gud anerkender og respekterer et menneskeliv selv på det tidlige fosterstadium. (Sl. 139:13-16; Jer. 1:5) Under Moseloven blev en handling der gjorde ende på det liv der var under udvikling i moderskødet, straffet strengt. — 2 Mos. 21:22, 23, NW.a

Denne respekt for livet kommer ind i billedet når man overvejer om det er korrekt at benytte et intrauterint præventivt middel. Som det forholder sig, er intet menneske for øjeblikket i stand til med absolut sikkerhed at sige om intrauterine midler hindrer undfangelse. Men der er voksende vidnesbyrd om at undfangelse kan finde sted, eller finder sted, selv om det intrauterine middel er på plads, og at produktet af undfangelsen hindres i at udvikle sig på normal vis til et fuldbårent barn. Oprigtige kristne der tænker på om det er korrekt at benytte intrauterine præventive midler bør alvorligt overveje disse oplysninger i lyset af Bibelens ord, forbundet med respekt for livets hellighed.

● I Anden Samuelsbog 8:13 siges der at David slog edomitterne i Saltdalen, men i Første Krønikebog 18:12 siges der at det var Absjaj der gjorde det, og i Salme 60:2 tillægges bedriften Joab. Hvad er grunden?

De tre beretninger omtaler åbenbart sejren over edomitterne fra forskellige synsvinkler. I Anden Samuelsbog tilskrives David sejren fordi han var kongen, den øverstbefalende over Israels hær og den der havde givet ordre til kampen. Eftersom Joab var hærfører, tillægges han sejren i Salme 60:2. Absjaj (eller Abisjaj) tjente som delingsfører under Joab og havde uden tvivl en betydelig andel i felttoget. Dette kan forklare hvorfor sejren tilskrives ham i Første Krønikebog. Beretningerne modsiger således ikke hinanden. Også i dag er det almindeligt at en handling tillægges den der har givet ordre til den, eller den der har haft en stor andel i dens udførelse.

Jehova hører bønner

Salmisten David betegnede Jehova som den der „hører bønner“, og der er mange vidnesbyrd om at Gud virkelig besvarer oprigtige menneskers bønner. (Sl. 65:2) Læg i denne forbindelse mærke til følgende hændelse, der har fundet sted i Portugal:

En statsautoriseret sygeplejerske nød stor anseelse blandt sine venner og bekendte. Men hendes ægteskab var en fiasko, og til sidst gik hendes mand fra hende på grund af sit umoralske levned. Sygeplejersken var dybt religiøs, og en dag bad hun i sin fortvivlelse til Gud og gav udtryk for sin længsel efter en lykkelig tilværelse, og hun bad Gud om at vise hende meningen med livet, hvis der da overhovedet var nogen.

Samme eftermiddag ringede to Jehovas vidner på hendes dør som et led i deres forkyndelse fra hus til hus. Hun havde netop været i bad og var stadig iført sin badekåbe. Men blot ved at høre den ene forkynders korte indledende bemærkninger følte sygeplejersken at hendes bøn var blevet hørt. Derfor inviterede hun parret indenfor, stillede mange spørgsmål og tog med glæde imod de bibelske svar hun fik. Der blev oprettet et bibelstudium med hende, og snart overværede hun menighedens møder regelmæssigt.

Efterhånden blev sygeplejersken selv en forkynder af „den gode nyhed“ og ledte et bibelstudium. Inden længe besluttede hun at lade sig døbe som symbol på sin indvielse til Jehova, den Gud der „hører bønner“.