Tal alene gør det ikke

Buddhister . . . 500.000.000

Katolikker . . . 464.000.000

Muhamedanere . . . 300.000.000

Hinduer . . . 300.000.000

Protestanter . . . 225.000.000

Ortodokse . . . 200.000.000

Jøder . . . 12.000.000

TAL er ikke et solidt grundlag at bygge sin tro på. Hvis kristendommen var blevet bygget på tal, ville den have slået fejl. I kristendommens mørkeste time, nemlig da Jesus hang på marterpælen, var der ikke én af hans disciple som blev hos ham. Alligevel vandt kristendommen sejrrigt frem, ikke på grund af tal, men fordi Gud stod bag.

Store tal skaber let en falsk tryghedsfornemmelse. For at fjerne eventuelle illusioner bød Moses israelitterne: „Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at [Jehova] har fattet velbehag til Eder, og udvalgt Eder, thi I er det mindste af alle folk; men fordi [Jehova] elskede Eder, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor Eders fædre.“ Tal tæller ikke stort hos Gud. — 5 Mos. 7:7, 8.

Den som har Gud på sin side, repræsenterer en langt større styrke end et helt univers uden ham. Gud kan bringe frelse ved hjælp af mange eller få. Tag for eksempel dommeren Gideons tilfælde. Han begyndte med en hær på 32.000 mand, som skulle stille op imod Midjans veludrustede hær på mindst 135.000 stovte stridsmænd med sværd. Gud befalede Gideon at nedskære sine styrker. Gideon adlød, og der blev kun tre hundrede mand tilbage. Med denne håndfuld drog han i kamp mod midjanitterne og tilføjede dem et knusende nederlag. Forskellen var Gud. „For intet hindrer Jehova i at frelse ved hjælp af mange eller ved hjælp af få.“ — 1 Sam. 14:6, NW; Dom. 7:1-14.

Efter al sandsynlighed gav kong David efter for en fristelse dengang han lod Israels unge mænd mønstre for at fastslå folkets kampstyrke. Øjensynlig var han ved at tilrettelægge et militært vovestykke og agtede ikke at hente råd og hjælp hos Jehova. Han ville stole på tal. Senere tilstod David at han havde „handlet som en stor dåre“. — 1 Krøn. 21:1-8.

I demokratiske lande har flertallet magten, men det giver ikke grundlag for at tro at flertallet altid har ret, eller at retten altid er på flertallets side. Eksempelvis modstod det store flertal af menneskene den vej som Noa og hans familie fulgte. Det var imidlertid flertallet som havde uret. Noa og hans familie kom levende igennem Vandfloden, hvilket beviste at de havde ret. På den tid da Jesus levede var der næsten ingen som troede på at han var Kristus. De havde uret. Gud oprejste Jesus fra de døde, hvilket gjorde tvivlen til skamme og beviste at han var Messias. Gud, og ikke mennesker, fastsætter reglerne for hvad der er ret og uret. „Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er [Jehovas] veje; retfærdige vandrer på dem, men syndere snubler på dem.“ — Hos. 14:10.

Nu om stunder har religiøse organisationer for skik at fremhæve deres store medlemstal og velstand som bevis for at de ejer Guds gunst. Den romersk-katolske kirke gør sig stor af at den har 464.000.000 medlemmer, næsten en femtedel af verdens befolkning. Tilhængerne af Buddha roser sig af endnu større tal, nemlig over 500.000.000. Hinduismen hævder at have 300.000.000 tilhængere; muhamedanismen 300.000.000, og jødedommen næsten 12.000.000. Protestanterne i hele verden tæller over 225.000.000, og de ortodokse kirker andre 200.000.000. Er disse store tal et tegn på Guds velsignelse? Mange navnkristne siger „ja“. Efter deres mening er øgede medlemstal et udtryk for kristen frugt.

I De forenede Stater er der i de sidste tyve år set den mest dramatiske stigning i antallet af mennesker som bekender sig til den nominelle kristendom. „Antallet af kirkemedlemmer,“ fremgik det af en oversigt i Reader’s Digest, „er steget brat fra 50 millioner i 1929 til mere end 95 millioner i begyndelsen af 1955 — en fremgang på 90 procent samtidig med at befolkningstilvæksten kun udgjorde 31,4 procent. I samme årrække er der kommet 58.000 gudshuse til, således at der i dag findes i alt 295.000 kirker og synagoger.“ Baptistsamfundene i Amerikas sydstater er vokset fra 5.100.000 i 1940 til 9.206.758 i 1958; amerikanske metodister er gået frem fra 7.400.000 til 9.691.916; og medlemstallet i den episkopale kirke er fra 2.200.000 vokset til 3.274.678. Kirkernes og synagogernes medlemstal i De forenede Stater i 1958 blev anslået til 104.189.678, eller 61 procent af det skønsmæssigt beregnede befolkningtal på 170.500.000. Af hver 100 amerikanere er der nu 62 som hævder at stå i en eller anden kirke, hvorimod 20 af hver 100 gjorde det for et hundrede år siden. Det samlede beløb som treoghalvtreds protestantiske og ortodokse samfund modtog til deres forskellige formål udgjorde ifølge en opgørelse for 1958 mere end 2.000.000.000 dollars, hvilket repræsenterer en stigning som er tre gange så stor som stigningen i medlemstallet.

Den romersk-katolske kirke i De forenede Stater har efter sigende haft en fremgang på 47,8 procent siden 1949. Antallet af katolikker i 1959 blev ansat til 39.505.475, hvilket vil sige at der i 1958 skete en tilgang af 3.481.498 medlemmer. Den romersk-katolske kirke offentliggør ikke hvor mange penge den har modtaget.

Medlemstal og offentliggjorte indkomne beløb er gået stærkt i vejret. Kirkebyggeriet har fået et opsving uden lige; vore dages gudshuse har komfortable kirkebænke, et videnskabeligt udregnet belysningssystem, muntre farvemønstre, akustikforbedrende indretninger, og mange er udstyret med luftkonditionering. Men kan alt dette — disse tal, dollars og bekvemmeligheder — være fuldgyldige udtryk for kristendom? Ikke nødvendigvis. Generalsekretær i Kristi Kirkers Nationalråd i Amerika, dr. Roswell P. Barnes, bemærkede at samtidig med at de religiøse samfund i Amerika har opnået øget velstand, har forekomsten af forbrydelser nået nye højder. Denne „overraskende kendsgerning“, sagde han, er symptomatisk for „den moralske disciplins dårlige forfatning, den rastløshed og spændthed som skjuler sig under overfladen“. „Velstand og komfort har ikke gjort vort folk retfærdigt og lykkeligt,“ udtalte han.

De i Galaterbrevet 5:22, 23 nævnte Guds ånds frugter præger ikke kristenheden. Man ser folk gå i kirke, men man kan ikke se kristne principper anvendt i det offentlige liv. Skilsmissekurven stiger stejlt, kriminaliteten blandt unge og voksne er værre end nogen sinde, umoraliteten florerer og hæderlighed og retlinethed har man kun hån tilovers for. Højrøstet erklærer man sig for freden, men kun få omsætter freden i handling. Man råber på enhed og kræver atombomber afskaffet, men det udspringer af frygt og ikke af kærlighed.

Kirkernes medlemstal er vældig høje, men tal alene gør det ikke. Retfærdighed, godhed, kærlighed, tro og uangribelighed — det er det som tæller.