Glæde i den sande tilbedelses Gud

„Saligt [lykkeligt] det folk, der har [Jehova] til Gud, det folkefærd, han valgte til arvelod! Thi vort hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige navn.“ — Sl. 33:12, 21.

 1. Hvordan er verdenssituationen i dag en parallel til situationen som den var for 2700 år siden?

LAD os gå cirka 2700 år tilbage i historien. ’Næsten tre årtusinder?’ vil nogen måske udbryde. ’Hvordan kan noget fra den tid være af interesse for mennesker i vort tyvende århundrede?’ Der er meget der kan have vor interesse. Vor tids kritiske verdenssituation, med dens uhyggelige perspektiver, har nemlig en slående parallel i den trussel som det gamle assyriske verdensrige i sine velmagtsdage frembød for alle andre nationer. De nationalistiske følelser nåede kogepunktet. I vor atomalder pisker de yderliggående diktatoriske magter igen de nationalistiske følelser op. Derfor melder det samme spørgsmål sig som i det stolte Assyriens dage: Hvem kan med held møde nationalismens udfordring og overleve?

 2, 3. (a) På hvilken måde udmærkede Ezekias’ regering sig især? (b) Hvem og hvad ophøjes i de salmer som Ezekias har samlet, og hvilken profetisk betydning har de?

² Det assyriske verdensrige befandt sig på sin magts tinde i det ottende århundrede før vor tidsregning. I samme periode, nemlig i året 745, satte Ezekias sig „på [Jehovas] trone som konge“ i Jerusalem, sådan som David og Salomon havde gjort før ham. „Han gjorde, hvad der var ret i [Jehovas] øjne, ganske som hans fader David.“ (2 Kong. 18:3; 1 Krøn. 29:23; 2 Krøn. 29:2) Han støttede helhjertet den sande tilbedelse af Jehova. For eksempel samlede han mange af salmerne, deriblandt mange af Davids, i bogruller, med tempeltjenesten for øje. Ezekias har muligvis selv skrevet Salme 33, som er citeret ovenfor, og også andre salmer der efter alt at dømme lovpriser Jehova for hans sejr over den assyriske stormagt.

³ Disse salmer når det sublime i lovprisningen af Jehova som den store befrier. De priser den sande tilbedelse som vejen til frelse og varig lykke. Uforlignelig er den evige konge, Jehova, og velsignet er staden hvor han tilbedes. „Stor og højlovet er vor Gud i sin stad. Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg i det højeste nord, den store Konges by. Som værn gjorde Gud sig kendt i dens borge.“ Ved hjælp af det mirakel hvormed Jehova udfriede sit elskede folk på Ezekias’ tid, har han profetisk illustreret hvordan han, til sit navns ære, vil udfri sine sande tilbedere fra nationalistiske undertrykkere nu i tiden. — Sl. 48:2-6, 11.

Nationalismens trussel

 4, 5. (a) Hvilken trussel stod nationerne på Ezekias tid over for? (b) Hvem danner i dag et modstykke til den angrebslystne assyriske magt?

⁴ Som det andet i rækken af bibelske verdensriger var Assyrien en grusom og angrebslysten magt. Jehovas profet Nahum kaldte Assyriens hovedstad Nineve for „byen, der drypper af blod“, og sammenlignede den med en skøge som „besnærede folk . . . ved trolddom“. (3:1, 4) På Ezekias’ tid var kun den ægyptisk-ætiopiske konge i syd, Tirhaka, en trussel mod det assyriske overherredømme. Mellem Assyrien og Ægypten lå Syrien, Israel (Samaria), Filistæa, Moab, Ammon, med flere — ingen af dem stærke nok til at yde modstand, ikke engang med deres hedenske guders hjælp. På et eller andet tidspunkt gjorde en af de mange tyranniske assyrerkonger dem enten til vasalstater ved hjælp af en kold krig eller løb dem over ende i en varm krig og flyttede befolkningen til andre egne af det assyriske rige.

⁵ Lad os nu se på vor tid. Finder vi her et modstykke til den angrebslystne assyrermagt? Ja. Den diktatoriske nationalisme har fundet et lignende udtryk i de magter som efter tur har udgjort „Nordens konge“, især den tyske kejser, den nazistiske Adolf Hitler og nu de kommunistiske diktatorer.a Ydermere breder nationalismen sig som en giftig vinstok til Nord- og Sydamerika, til de nyfødte afrikanske stater og gennem hele Asien. Aldrig før har så mange mennesker været fordrevet fra deres hjem. Aggressivt og uforstandigt bringer nationalismen følelserne i kog, og som følge heraf er jordens 3,3 milliarder ved at blive delt op i grupper, efter den nation som de tilfældigvis er født i. De er i færd med at blive trælle af staten.

 6. Hvilken forhindring udgør nationalismen i dag, ifølge en autoritet?

⁶ Iagttagere af verdensforholdene er ved at blive opmærksomme på den fare den voksende nationalisme frembyder. En af disse iagttagere er den engelske historiker Arnold Toynbee, som har skrevet en artikel herom til Tokyo-bladet Yomiuri Shimbun for den 1. januar 1965. Den femspaltede overskrift lød: „Nationalismen en fare for den menneskelige races håb om at overleve i atomalderen“, og i artiklen stod der blandt andet:

„Det vil næppe være overdrevet at sige at for de 90 procent af jordens befolkning udgør nationalismen de 90 procent af deres religion. Nationalismen er den stærkeste af de tre store ideologier. Kommunister og kapitalister er enige om først og fremmest at være nationalister. . . . Denne altoverskyggende hengivenhed for nationen er fælles, ikke blot for kommunister og kapitalister, men også for vesterlændinge og ikke-vesterlændinge, for ’udviklingslandenes’ og for de ’udviklede’ landes befolkning, for buddhister, shintoister, hinduer, muhamedanere, kristne, jøder og parsere. Ironisk nok er vi enige om at have en ideologi der splitter os. Det er — foruden at være ironisk — også farligt, for i atomalderen ligger menneskeslægtens håb om at overleve i om det lykkes for den at vokse sammen til noget nær en eneste verdensomfattende familie. Vi bestræber os for at bevæge os i den retning, men nationalismen står som en forhindring mellem os og vort mål — det mål vi nødvendigvis må nå hvis vi skal overleve.“

Hvordan kan menneskeslægten forcere denne forhindring?

 7, 8. (a) Vis hvem der er ophav til nationalismen. (b) Hvilken skæbne venter der ham, og hvorfor?

⁷ Det er vigtigt at vi først og fremmest finder ud af hvem der er ophav til nationalismen. I Assyrien var det kong Sankerib der stod bag den. Hans navn betyder „Sin (måneguden) har mangfoldiggjort brødrene“. Han er et billede på Satan Djævelen, som har draget andre himmelske engle med sig i oprøret mod Jehova Gud og derved er blevet „Beelzebul, de onde ånders fyrste“. (Matt. 12:24) Disse onde ånder har han indsat som fyrster over de nationer hvori menneskeheden er opdelt, for eksempel kan nævnes „perserrigets fyrste“ og „Grækenlands fyrste“. (Dan. 10:13, 20) Hovmodigt praler Satan af dette dæmonstyre over jordens nationer: „Er ej mine høvedsmænd [fyrster, NW] konger til hobe?“ (Es. 10:8) Jo, „hele verden er i den Ondes vold“. — 1 Joh. 5:19.

⁸ I sine egne annaler praler Sankerib af ’sit herredømmes frygtindgydende glans’. Med rette lyder derfor Jehovas dom over denne pralhals: „Men når Herren fuldbyrder alt sit værk på Zions bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge assyrerkongens hjertes hovmodsfrugt og hans øjnes trodsige pral.“ (Es. 10:12) I den endelige opfyldelse af denne profeti ved vi derfor at ærkefjenden Satan vil blive styrtet og tilintetgjort og at den nationalismens ånd som han har fået til at blusse op på hele jorden, ligeledes vil blive kvalt. Men hvordan?

Er verdensreligionerne et bolværk?

 9. Hvor søger nogle efter en beskyttelse mod nationalismen, og hvilke spørgsmål rejser sig her?

⁹ Kan verdensreligionerne ikke dæmme op for den nationalismens bølge der skyller hen over verden? Vil en religiøs vækkelse af en eller anden art ikke være en beskyttelse? Under en krise som den nuværende er der nogle der mere regelmæssigt begynder at søge ’deres egen kirke’ eller at vende tilbage til ’deres barnetro’. De håber at de enkelte religioner i det religiøse verdensimperium på en eller anden måde vil holde sammen og afværge truslen mod menneskeslægtens beståen. Men kan religionen det? Er nationalismen ikke selv en religion?

10-12. (a) Hvilke eksempler fra fortiden bør tjene som en advarsel i dag? (b) Hvilken snare faldt Israel i, og hvad blev følgen?

¹⁰ Den skæbne som de religiøse nationer der modstod fortidens Assyrien, måtte lide, bør tjene som en advarsel om det nytteløse i at sætte sin lid til de mange overleverede religioner i dag. Israels ti-stammerige er et eksempel. Denne nation havde kendt Jehova, Bibelens Gud, og selv efter at folket havde vendt sig til afgudsdyrkelse, vedblev Jehova med at begunstige det ved at sende sine profeter til det. Men folket var oprørsk og selvtilfreds og foretrak „elfenbenslejer“ og materialistisk luksus fremfor tilbedelsen af Jehova. (Amos 3:15; 6:1-6) I dets frafald valgte det en blandingsreligion, der forbandt de omboende folkeslags religiøse skikke med den gudsbespottelige kalvetilbedelse hvormed Israels konger foregav at dyrke Jehova. Bibelen beskriver resultatet:

¹¹ „De sagde sig løs fra [Jehova] deres Guds bud og lavede sig støbte billeder, to tyrekalve; de lavede sig også asjerastøtter, tilbad hele himmelens hær og dyrkede Ba’al; de lod deres sønner og døtre gå igennem ilden, drev spådomskunster og sandsigeri og solgte sig til at gøre, hvad der er ondt i [Jehovas] øjne, så de krænkede ham. Derfor blev [Jehova] såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit åsyn, så der ikke blev andet end Judas stamme tilbage.“ — 2 Kong. 17:16-18.

¹² Den religion som Israel valgte sig, formåede ikke at frelse det. Men hvordan gik det Juda og dets religion?

13. Hvordan legede Akaz med tilintetgørelsen?

¹³ Endnu mens assyrerriget var i færd med at omstyrte Israels ti-stammerige legede Juda under kong Akaz, Ezekias’ fader, med tilintetgørelsen. Hvordan? I denne kritiske tid erklærede Akaz sig for „ikke interesseret“ i det råd Jehova gav ham gennem sin profet Esajas. (7:10-12) Han vendte sig i stedet til verdsligt diplomati, gik på kompromis med Assyrien og — værst af alt — indførte afskyelige, umoralske religiøse skikke i Juda og var således „troløs mod [Jehova]“. — 2 Krøn. 28:19.

14, 15. (a) Hvilken advarsel blev på et senere tidspunkt givet om et frafald? (b) Hvilken parallel til det Akaz gjorde, finder vi i katolicismens historie?

¹⁴ Findes der en parallel til dette frafald senere? Ja. I De kristne græske Skrifter findes en advarsel som apostelen Paulus omkring år 56 gav tilsynsmændene i den unge kristne menighed før den endnu var blevet besmittet. Han fortalte dem at „glubske ulve“ ville vinde indpas iblandt dem og at der ville fremstå „mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig“. (Ap. G. 20:29, 30) I overensstemmelse med advarselen viste dette frafald sig i det følgende århundrede da påståede kristne ledere begyndte at afvige fra den sande lære og tilbedelse, og frafaldet blev fuldstændigt i år 325, da Konstantin gjorde katolicismen til en statsreligion i romerriget og antog det hedenske „treenighedsdogme“ som „den kristne religions centrale lære“.b Det svarer ganske til at Akaz erstattede Jehovas alter ved templet i Jerusalem — midtpunktet for den sande tilbedelse — med et hedensk alter for afgudsdyrkelse! — 2 Kong. 16:10-18.

¹⁵ Ligesom Akaz foretog ændringer i templet og støttede ba’alsdyrkelsen i hele landet, sådan har frafaldne „ulve“ forvansket den kristne menigheds bygning. De har egenmægtigt gjort sig selv til en gejstlig stand for at kunne herske over lægfolket. Den katolske kirke indførte, som en af dens kardinaler indrømmer, meget af „dæmondyrkelsens tilbehør og vedhæng“, som den påstår at have „helliget ved optagelse i kirken“.c I tidens løb antog den frafaldne kristendom grækeren Platons filosofi om en iboende udødelig sjæl, og føjede hertil læren om „et brændende helvede“ og „en skærsild“.d Ikke tilfreds med myterne om pine efter døden indførte den katolske inkvisition i det trettende århundrede tortur af „kættere“ i dette liv. Under de katolske korstog ofredes andre uskyldige menneskeliv på krigens alter.

16. Hvad er det ikke lykkedes for protestantismen at gøre?

¹⁶ I det sekstende århundrede opstod protestantismen som et resultat af reformationen. Selv om protestantismen i begyndelsen tog til genmæle imod nogle af den katolske kirkes vildfarelser, lykkedes det den dog ikke i det store og hele at frigøre sig for „dæmondyrkelsens vedhæng“. Meget snart blev den indviklet i kristenhedens krige og politik. De forskellige protestantiske trossamfund har ikke fundet løsningen på verdens problemer i dag.

17. (a) Hvad var Akaz’ død et billede på? (b) Hvilket valg traf kristenhedens religiøse samfund dengang, hvad blev resultatet, og hvad var grunden?

¹⁷ I 745 f.v.t. døde kong Akaz, og dette markerede afslutningen på en tidsperiode. På samme måde markerede året 1914 e.v.t. afslutningen på „hedningernes tider“, et tidsrum hvori Gud havde givet nationalismen og dens guder lov til at herske uindskrænket over jorden. Med den første verdenskrig begyndte vor tids „veer“. (Luk. 21:24; Matt. 24:8) Mens krigen rasede valgte kristenhedens religiøse systemer nationalisme fremfor kristen enhed. Præster opfordrede katolikker til at dræbe katolikker, og protestanter til at dræbe protestanter, og de frafaldne trossamfund inden for den såkaldte „kristendom“ viste sig at være lige så døde åndeligt talt som kong Akaz er det fysisk. De viste at de havde mistet deres sande identitet som kristne, på samme måde som Israel havde mistet enhver rest af identitet som Guds folk da dette rige blev omstyrtet af Assyrien og folket blev tvangsforflyttet til andre egne. Og hvorfor skete det? „Til straf for at de ikke havde adlydt [Jehova] deres Guds røst, . . . de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.“ — 2 Kong. 18:12; Dan. 11:29.

Den sande tilbedelse vinder frem

18, 19. (a) Hvem er Jehovas forkæmper for den sande tilbedelse? (b) Hvordan blev denne forkæmper og hans gerning forbilledligt skildret ved Ezekias?

¹⁸ Men Jehova har en forkæmper for sand tilbedelse. Denne forkæmper svigter ikke i det afgørende øjeblik. Det er ham der har grundlagt den sande kristendom, Jehovas salvede konge, Kristus Jesus. Salmisten skriver profetisk om ham: „Du elsker ret og hader uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ — Sl. 45:8.

¹⁹ En af dem der sammen med Jesus havde del i den pagt om Riget som Jehova indgik med David, var Akaz’ søn, den gode kong Ezekias. Hans navn betyder „Jehova har styrket“. Det ser ud til at Ezekias i nogen tid har været Akaz’ medregent før Jehova indsatte ham som konge over Juda. Uden tvivl begyndte han allerede da at vise sin styrke til gavn for den sande tilbedelse. I vor tid begyndte Kristus på lignende måde et forberedende arbejde her på jorden blandt oprigtige kristne før han overtog kongemagten. Det var i forbindelse hermed at bladet The Watchtower begyndte at udkomme i 1879 og stærkt understøttede den kristne lære om genløsningen og andre bibelske sandheder.

20. (a) Hvilke profetier opfyldte Jehova over for Kristus i 1914 og tiden derefter? (b) Hvordan er „de udvalgte“ blevet frelst?

²⁰ Derefter var det at Jehova i mærkeåret 1914 indsatte Kristus som konge i himmelen og dermed opfyldte profetien: „Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ (Sl. 110:2) Umiddelbart derefter styrtede Guds forkæmper ærkefjenden Satan ud af himmelen og ned i jordens nærhed. Med rette blev der sagt „ve jorden“. Forholdene rundt om os har tydeligt bekræftet denne profeti. (Åb. 12:7-9, 12) Men Gud har nu afkortet trængselen over sine fjender, så „de udvalgte“ kunne blive frelst. (Matt. 24:21, 22) Frelst hvordan? Ved at de er blevet samlet om den sande tilbedelse i Guds åndelige tempel. Det er betagende at se hvordan Ezekias’ modige fremfærd i Juda svarer til at Kristus nu i tiden har genindført den sande tilbedelse blandt dem der lovpriser Jehova her på jorden.

21. Hvad skildredes forbilledligt ved at Ezekias så hurtigt greb ind og åbnede og istandsatte templets porte?

²¹ På et tidligt tidspunkt under sin regering tog Ezekias sig af en sag der stod hans hjerte meget nær. Han „lod . . . [Jehovas] hus’ porte åbne og sætte i stand“. (2 Krøn. 29:3) Den sande tilbedelse måtte genoprettes! Svarende hertil begyndte Jehova og hans søn og konge, så snart Satan og hans dæmoner var kastet ud af himmelen, at opfylde Malakias’ profeti: „Til sit tempel kommer i et nu den Herre [det vil sige Jehova], I søger, og pagtens engel [det vil sige Kristus], som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers [Jehova]. . . . Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, . . . så de kan frembære offergave for [Jehova] i retfærdighed, at Judas og Jerusalems offergave må være [Jehova] liflig som i fordums dage, i henrundne år.“ (Mal. 3:1-4) I året 1918, endnu mens den første verdenskrig var på sit højeste, begyndte „i et nu“ denne renselse og lutring af mennesker som bekendte sig til kristendommen, og den faldt ud til gunst for dem der skilte sig ud fra de frafaldne trossamfund i kristenheden og trådte frem for at tjene Jehova i retfærdighed.

22. Hvordan er „det urene“ blevet afsløret fra 1919 og fremefter?

²² Øjeblikket var ikke inde til at skjule de afskyelige gerninger som den frafaldne kristenhed havde bedrevet i „hedningernes tider“ og også efter deres udløb. Derfor gentog kongen Kristus den samme befaling som Ezekias i sin tid havde udstedt: „Få det urene ud af helligdommen.“ (2 Krøn. 29:5) Kristenheden, anstifter af krige og årsag til blodsudgydelse i stor målestok, måtte afsløres som dømt og forkastet af Jehova. Udfrielsen af Jehovas kristne vidner fra det babyloniske fangenskab i 1919 viste at kristenhedens religiøse imperium da var faldet, tillige med hele den øvrige del af den falske religions verdensimperium. Til forfærdelse for andre og til skændsel for sig selv har den kun eksekveringen af Guds retfærdige dom at vente på. — 2 Krøn. 29:8.

23. Hvordan har den der er større end Ezekias på de sande kristnes vegne sluttet „en pagt med [Jehova]“?

²³ Hvor helt anderledes stiller sagen sig ikke for de trofaste åndelige israelitter i dag, den salvede rest af sande kristne. Den der er større end Ezekias, Kristus Jesus, har på deres vegne sluttet „en pagt med [Jehova], Israels Gud“. Han har fornyet den „nye pagt“ med dem, med dens foranstaltning for tilgivelse af synd, og har aktiviseret dem på ny i den sande tilbedelse. (Luk. 22:20; Jer. 31:31-34) De er fyldt med den samme ånd og beslutsomhed som Ezekias vakte i de levitiske præster: „Så lad det nu, mine sønner, ikke skorte på iver, thi eder har [Jehova] udvalgt til at stå for hans åsyn og tjene ham og til at være hans tjenere.“ — 2 Krøn. 29:10, 11.

24. Hvilken åben dør er resten blevet stillet foran?

²⁴ Ligesom portene til Jerusalems tempel blev åbnet og istandsat, sådan har Kristus nu stillet den salvede rest foran en åben dør til tjeneste, en dør „som ingen kan lukke“. (Åb. 3:8) Vederkvæget ved kristne stævner, især stævnerne i Cedar Point, Ohio, i 1919 og igen i 1922, drog de frimodigt ud og forkyndte som svar på opfordringen: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans rige.“

25. Hvordan er Jehovas modbilledlige hus blevet renset og redskaberne bragt tilbage dertil?

²⁵ Imidlertid måtte disse lovprisere af den sande Gud frigøre sig fuldstændigt for hedensk lære og praksis. Således var der endnu i nogle år efter 1919 visse ting som ikke var blevet renset ud, for eksempel det at bære en særlig klædedragt som udtryk for hellighed, den opfattelse at den store pyramide i Ægypten var „Bibelen i sten“, afholdelse af hedenske fester, for eksempel „julen“, og brugen af hedenske symboler, som for eksempel korset. Alt dette måtte man befri sig for. Man måtte anvende ’redskaber’ som passede sig for tilbedelsen af Jehova. Efterhånden som Guds vilje blev åbenbaret, glædede den salvede rest sig over at kunne rense deres tempeltjeneste, sådan at de kunne aflægge den samme rapport for deres konge som præsterne og levitterne havde aflagt for Ezekias: „Vi har nu renset hele [Jehovas] hus, brændofferalteret med alt, hvad der hører dertil, . . . og alle de kar, som kong Akaz i sin troløshed vanhelligede, da han var konge, dem har vi bragt på plads og helliget; se, de står nu foran [Jehovas] alter!“ (2 Krøn. 29:18, 19) Det forbillede for sand tilbedelse som Jesus havde sat i det første århundrede blev nu atter fulgt blandt sande kristne på jorden.

26. Hvad skildredes forbilledligt ved at Ezekias stod op tidligt om morgenen og samlede øversterne i helligdommen?

²⁶ „Næste morgen tidlig samlede kong Ezekias byens øverster og gik op til [Jehovas] hus.“ (2 Krøn. 29:20) I overensstemmelse med forbilledet samlede Kongen, Jesus Kristus, på et tidligt tidspunkt i perioden efter den første verdenskrig de medlemmer som endnu var tilbage på jorden af Jehovas kongelige hus — de der skal være ’præster og konger med ham i de tusinde år’ hvor han hersker som konge over jorden. (Åb. 20:6) Derefter bragte præsterne ofre til gavn for alle, „thi kongen havde sagt, at brændofferet og syndofferet skulle være for hele Israel“. (2 Krøn. 29:24) I opfyldelsen måtte alle der var tilbage af de åndelige judæere — de 144.000 — indsamles og helliges som det sande folk for Jehovas navn. Dette skete som en opfyldelse af endnu en profeti i Salmernes bog: „Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre [offer, NW]!“ (Sl. 50:5) Som på Ezekias’ tid begyndte alle disse der var indsamlet i overensstemmelse med Jehovas nye pagt, der var grundlagt på Jesu fuldkomne offer, ’at synge lovsangen med jubel’. — 2 Krøn. 29:30.

27, 28. (a) Hvordan blev indsamlingen fuldført, og hvad kan Guds folk nu glæde sig over? (b) Hvilket spørgsmål står stadig tilbage?

²⁷ Indsamlingen var ikke fuldført i 1919, og heller ikke i 1922. Der var brug for flere arbejdere til at frembære et virkningsfuldt lovprisningsoffer til Jehova. Der er således sket en bemærkelsesværdig opfyldelse af Anden Krønikebog 29:34: „Dog var præsterne for få . . ., derfor hjalp deres brødre levitterne dem, indtil arbejdet var fuldført og præsterne havde helliget sig; thi levitterne viste redeligere vilje til at hellige sig end præsterne.“ Svarende til forbilledet blev de resterende medlemmer af den salvede rest af Kristi efterfølgere indsamlet, især i årene indtil 1931-1935, og mange af disse viste en større nidkærhed for Jehovas krav og for tjenesten end andre som var blevet indsamlet på et tidligere tidspunkt.

²⁸ Ligesom „Ezekias og alt folket glædede sig“ over genoprettelsen af den sande tilbedelse dengang, fordi „det hele var sket så hurtigt“, således har den salvede rest under Kristi ledelse glædet sig over alt hvad Jehova på lignende måde har „beredt“ for sit folk. (2 Krøn. 29:36) Men hvordan hjælper dette os til at imødegå nationalismens trussel i dag? Det skal vi få at se.

[Fodnoter]

[Illustration på side 270]

Sankerib, det nationalistiske modstykke til den sande tilbedelses ærkefjende

[Illustration på side 272]

„Få det urene ud.“