med Jehovas nye pagt, der var grundlagt på Jesu fuldkomne offer, ’at synge lovsangen med jubel’. — 2 Krøn. 29:30.

27, 28. (a) Hvordan blev indsamlingen fuldført, og hvad kan Guds folk nu glæde sig over? (b) Hvilket spørgsmål står stadig tilbage?

²⁷ Indsamlingen var ikke fuldført i 1919, og heller ikke i 1922. Der var brug for flere arbejdere til at frembære et virkningsfuldt lovprisningsoffer til Jehova. Der er således sket en bemærkelsesværdig opfyldelse af Anden Krønikebog 29:34: „Dog var præsterne for få . . ., derfor hjalp deres brødre levitterne dem, indtil arbejdet var fuldført og præsterne havde helliget sig; thi levitterne viste redeligere vilje til at hellige sig end præsterne.“ Svarende til forbilledet blev de resterende medlemmer af den salvede rest af Kristi efterfølgere indsamlet, især i årene indtil 1931-1935, og mange af disse viste en større nidkærhed for Jehovas krav og for tjenesten end andre som var blevet indsamlet på et tidligere tidspunkt.

²⁸ Ligesom „Ezekias og alt folket glædede sig“ over genoprettelsen af den sande tilbedelse dengang, fordi „det hele var sket så hurtigt“, således har den salvede rest under Kristi ledelse glædet sig over alt hvad Jehova på lignende måde har „beredt“ for sit folk. (2 Krøn. 29:36) Men hvordan hjælper dette os til at imødegå nationalismens trussel i dag? Det skal vi få at se.

Op med det sande ned, med det falske!

„Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der var godt, ret og sandt for [Jehova] hans Guds åsyn.“ — 2 Krøn. 31:20.

 1. (a) Hvad markerede året 1513 f.v.t.? (b) Hvorfor var det af betydning for israelitterne at fejre påsken efter de givne anvisninger?

ÅRET 1513 f.v.t. havde markeret Israels udfrielse fra nationalistisk undertrykkelse under den første verdensmagt, Ægypten. Det var også året for den første påske. Ved denne lejlighed adlød israelitterne ubetinget de instruktioner Jehova havde givet gennem Moses. „De gjorde sådan som der blev sagt.“ (NW) Påsken blev en mindehøjtid som skulle fejres i Israel år efter år. „Den nat er viet [Jehova], en vågenat for alle israelitterne, slægt efter slægt.“ (2 Mos. 12:50, 42) Det var vigtigt at de fejrede denne højtid, for på denne måde holdt de sig rede til at blive den „menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene“, og som skal fejre Guds store modbilledlige påske ved at udøve tro på „Guds lam, som borttager verdens synd“. — Hebr. 12:23; Joh. 1:29, fodnoten.

 2. Hvordan viste israelitterne deres utaknemmelighed, men hvilket strålende eksempel med hensyn til sand gudsdyrkelse sås fra året 745 f.v.t.?

² I århundredernes løb vendte Israel sig til det onde. Det viste ikke nogen taknemmelighed mod dets befrier, Jehova Gud. Selv i Juda og Jerusalem, hvor Jehovas tempel viste vejen til den sande tilbedelse, faldt judæerne fra og begyndte at dyrke hedenske guder. Men da Ezekias besteg Jehovas trone i Jerusalem i 745 f.v.t. lyste han op som en stjerne på de davidiske kongers himmel. „Alt, hvad han tog fat