Op med det sande ned, med det falske!
„Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der var godt, ret og sandt for [Jehova] hans Guds åsyn.“ — 2 Krøn. 31:20.
1. (a) Hvad markerede året 1513 f.v.t.? (b) Hvorfor var det af betydning for israelitterne at fejre påsken efter de givne anvisninger?
ÅRET 1513 f.v.t. havde markeret Israels udfrielse fra nationalistisk undertrykkelse under den første verdensmagt, Ægypten. Det var også året for den første påske. Ved denne lejlighed adlød israelitterne ubetinget de instruktioner Jehova havde givet gennem Moses. „De gjorde sådan som der blev sagt.“ (NW) Påsken blev en mindehøjtid som skulle fejres i Israel år efter år. „Den nat er viet [Jehova], en vågenat for alle israelitterne, slægt efter slægt.“ (2 Mos. 12:50, 42) Det var vigtigt at de fejrede denne højtid, for på denne måde holdt de sig rede til at blive den „menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene“, og som skal fejre Guds store modbilledlige påske ved at udøve tro på „Guds lam, som borttager verdens synd“. — Hebr. 12:23; Joh. 1:29, fodnoten.
2. Hvordan viste israelitterne deres utaknemmelighed, men hvilket strålende eksempel med hensyn til sand gudsdyrkelse sås fra året 745 f.v.t.?
2 I århundredernes løb vendte Israel sig til det onde. Det viste ikke nogen taknemmelighed mod dets befrier, Jehova Gud. Selv i Juda og Jerusalem, hvor Jehovas tempel viste vejen til den sande tilbedelse, faldt judæerne fra og begyndte at dyrke hedenske guder. Men da Ezekias besteg Jehovas trone i Jerusalem i 745 f.v.t. lyste han op som en stjerne på de davidiske kongers himmel. „Alt, hvad han tog fat på vedrørende tjenesten i Guds hus eller loven eller budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af hele sit hjerte, og det lykkedes for ham.“ (2 Krøn. 31:21) Et strålende eksempel for alle der tilbeder Jehova i dag!
3, 4. (a) Hvad var det næste der skulle ske efter at templet var blevet genåbnet? (b) Hvilket forberedende arbejde var imidlertid nødvendigt, både i forbilledet og i modbilledet?
3 Som ret var, gav Ezekias agt på Jehovas befaling gennem Moses vedrørende påsken. Det næste der var planlagt efter at templet var blevet genåbnet, var at påsken skulle genindføres, og det skete før assyrerriget rettede sit sidste, knusende angreb mod Israel i nord. „Derpå sendte Ezekias bud til hele Israel og Juda og skrev desuden breve til Efraim og Manasse [i Israel] om at komme til [Jehovas] hus i Jerusalem for at fejre påsken for [Jehova], Israels Gud. Og kongen, hans øverster og hele forsamlingen i Jerusalem rådslog om at fejre påsken i den anden måned; thi de kunne ikke fejre den med det samme, da præsterne ikke havde helliget sig i tilstrækkeligt tal, og folket ikke var samlet i Jerusalem.“ — 2 Krøn. 30:1-3.
4 I opfyldelsen måtte der også ske et forberedende arbejde. Især kom der i foråret 1918 en ildprøve og renselse for hele Guds folk på jorden. Den salvede skare, præsteskaren, blev renset for et frygtsomt hjerte. Efter at den havde angret at den var gået på kompromis under den første verdenskrig, blev den igen samlet om tilbedelsen af Jehova. Som udtrykt i artiklerne „Salige er de, som ikke frygter“, der kom i Vagt-Taarnet i 1919, var de ’rede og villige til, ja, ivrige efter’ frygtløst at adlyde deres Herres Jesu Kristi anvisninger. Tiden var inde til at forny deres lovprisningsoffer til Jehova, på grundlag af det offer som bestod i „Guds lam“.
Indbydelsen til at komme
5, 6. (a) Hvilken slags sendebud udsendte Ezekias, og hvilket budskab bragte de? (b) Hvilke tilsvarende sendebud er blevet udsendt i dag?
5 Indbydelsen til at være med i tilbedelsen af Jehova måtte lyde i alle lande. Påkaldte Jehova sig nu hele jordens opmærksomhed ved mirakuløst at lade en engel fra himmelen forkynde? Nej. Jehova brugte mennesker som sine sendebud. „Så gik ilbudene ud i hele Israel og Juda med breve fra kongens og hans øversters hånd og sagde efter kongens befaling: ’Israelitter! Vend tilbage til [Jehova], Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den levning af eder, der er undsluppet assyrerkongernes hånd.’“ — 2 Krøn. 30:6.
6 Siden året 1919 er sendebud fra vor tids kristne menighed draget ud gennem hele kristenhedens område med den glædelige indbydelse til at samles om tilbedelsen af Jehova. Efter det eksempel som Jesus og hans apostle satte, idet de jo „vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige“ og „fra hus til hus“ fortalte om det der kunne gavne folk, har de henvendt sig til ærlige mennesker som stadig befinder sig som fanger i kristenhedens religiøse organisationer, appelleret til deres samvittighed og opfordret dem til at ’vende tilbage til Jehova’ og opnå frelse. — Luk. 8:1; Ap. G. 20:20, NW.
7. Hvilken indbydelse er blevet udsendt, dengang og nu, og hvordan har reaktionen været?
7 Hvem vil støtte den sande tilbedelse af Jehova? Det er det brændende spørgsmål i dag som på Ezekias’ tid. Måtte alle som virkelig elsker retfærdighed vende sig fra nationalismen, som kun splitter folkene, og fra hedensk religion og filosofi. Måtte de ophøre med at være stivnakkede og i stedet ære Jehova, deres Skaber. „Vær nu ikke halsstarrige som eders fædre, men ræk [Jehova] hånden og kom til hans helligdom, som han har helliget til evig tid, og tjen [Jehova] eders Gud, at hans glødende vrede må vende sig fra eder. . . . Thi [Jehova] eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit åsyn fra eder, når I omvender eder til ham!“ (2 Krøn. 30:8, 9) Men hvem vil ydmyge sig for Jehova? Jøderne i ti-stammeriget klyngede sig til ba’alsdyrkelsen. I dag har opfordringen til en enig tilbedelse af Jehova i hans tempel på tilsvarende måde mødt hånlig foragt hos kristenhedens præsteskab.
8. Hvad krævedes af dem der efterkom opfordringen, og hvordan har de vist at de har haft „et endrægtigt hjerte“?
8 „Og ilbudene gik fra by til by i Efraims og Manasses land og lige til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.“ Der var kun en lille rest, nogle ganske få fra de nordlige stammer, der fulgte opfordringen fra Jehova. „Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig og kom til Jerusalem.“ (2 Krøn. 30:10, 11) Svarende hertil er der siden 1919 kun et lille antal af dem der bekender sig til kristendommen der er kommet for at tilbede Jehova i hans rensede tempel. De store religiøse systemer i kristenheden har hovmodigt fastholdt deres standpunkt som en del af den falske religions verdensimperium. Men de energiske lovprisere af Jehova gav Gud „et endrægtigt hjerte til at udføre, hvad kongen og øversterne havde påbudt i kraft af [Jehovas] ord“. — 2 Krøn. 30:12.
9. Hvordan viser beretningen fra fortiden at der kun er én vej til frelse?
9 Over to hundrede år før Ezekias’ tid, dengang det nordlige rige blev grundlagt, havde præster, levitter og andre forladt det afgudsdyrkende nordlige rige og var draget op for at tilbede Jehova i Jerusalem. (2 Krøn. 11:13-16) De der nu kom fra Aser, Manasse og Zebulon slog ligeledes ind på vejen til frelse. Uden tvivl fortsatte mange af disse med at tilbede Gud på det sted han havde udvalgt sig, templet i Jerusalem, indtil den assyriske nationalisme opslugte Israel. De fandt således frelse sammen med Jehovas sande tilbedere da „Israel måtte vandre bort fra sit land til Assyrien“. (2 Kong. 17:23) Måtte vi i dag da nationalismen igen er i fremmarch, også holde fast ved den sande tilbedelse som fører til frelse!
10. Hvilken udrensning stod det endnu tilbage at udføre i Jerusalem, og hvad peger det frem til i dag?
10 En dybt rodfæstet falsk gudsdyrkelse lader sig ikke fjerne på et øjeblik. Mens judæerne og israelitterne fejrede påsken og de usyrede brøds højtid i de syv dage der fulgte efter, måtte de således også sørge for at fjerne resterne af dæmondyrkelsen fra Jerusalem. „De gav sig til at fjerne de altre, der var i Jerusalem; ligeledes fjernede de alle røgelsekarrene og kastede dem ned i Kedrons dal.“ (2 Krøn. 30:14) På lossepladsen med dem! Først da denne udrensning var foretaget kunne de fejre påsken. Dette understreger for os i dag at de sande tilbedere af Gud må befri sig for enhver rest af hedenskab. Billedstøtter, religiøse symboler, altre, malerier der skildrer religiøse vildfarelser — alt dette må vi give afkald på; vi må fjerne det fra vort hjerte, fra vort hjem, fra Jehovas kristne vidners samfund!
11, 12. (a) Hvad var de usyrede brøds højtid et billede på? (b) Hvordan bør Jehovas vidner betragte forlængelsen af højtiden i vor tid?
11 Hvad skildredes nu billedligt ved de usyrede brøds højtid, som varede i syv dage? Her ser vi et billede på den åndelige fest som Guds tilbedere vedblivende fejrer mens de ’hører og gør derefter’, og mens de giver bevis på deres tro på „Guds lam“. Efter at de nu har opnået et godkendt forhold til Jehova, bringer de ham åndelige lovprisningsofre, „frugt af læber“ som er indviet til ham og som forkynder om hans navn og rige. — Hebr. 13:15.
12 Trods faren for at blive forfulgt af nationalistiske regeringer som får deres tilskyndelse fra spotske præster, fortsætter Jehovas vidner med at ’forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige på hele den beboede jord’, og vidnesbyrdet har lydt med stadig større kraft helt frem til dette tiår. (Matt. 24:14, NW) Og hvad gør det om denne tjenestens fest er blevet udstrakt til endnu en periode, ud over det tidspunkt vi havde ventet? På Ezekias’ tid „vedtog hele forsamlingen at holde højtid syv dage til, og det gjorde de så med glæde“. (2 Krøn. 30:23) Glæd jer over at I har fået den forret at lovprise Jehova på hele jorden helt frem til dette år, 1968!
13. Hvilken barmhjertig foranstaltning har Jehova truffet for dem der er besmittet med hedensk religion, og hvad bliver det endelige resultat?
13 De der kom fra de nordlige stammer havde ikke haft tid til at rense sig til Ezekias’ påske. Derfor gik kongen i forbøn for dem og bad: „’[Jehova], den gode, tilgive enhver, som har vendt sit hjerte til at søge Gud [Jehova], hans fædres Gud, selv om han ikke er ren, som helligdommen kræver det!’ Og [Jehova] bønhørte Ezekias og lod folket uskadt.“ (2 Krøn. 30:18-20) I den nutidige opfyldelse har mange som er kommet til Jehovas organisation endnu været besmittet af hedensk religion. Det har taget nogen tid for dem at forny deres sind i overensstemmelse med den rene lære og tilbedelse, men Jehova har set deres hjerte og nådigt tilgivet dem og opmuntret dem til at være med i lovprisningsfesten. Efterhånden som sandhederne lidt efter lidt er blevet åbenbaret fra Jehovas tempel er alle til sidst blevet „fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning“, så de har kunnet arbejde skulder ved skulder i tjenesten for den store Konge, Jehova Gud. — 1 Kor. 1:10.
14, 15. (a) Hvem deltog i den glædelige fest, og billigede Jehova det? (b) Hvilken forsamling i nutiden minder dette os om?
14 Der var andre som sluttede sig til israelitterne i deres tilbedelse dengang. Det var de fremmede som boede både i og uden for Juda og som viste tro på Judas Gud, Jehova. Blandt dem var tempeltrællene, nethinim. „Da frydede hele Judas forsamling sig, ligeledes præsterne og levitterne og hele den forsamling, der var kommet fra Israel, og de fremmede, der var kommet fra Israels land eller boede i Juda; og der var stor glæde i Jerusalem, . . . og præsterne og levitterne stod op og velsignede folket, og deres røst hørtes, og deres bøn nåede Himmelen, hans hellige bolig.“ — 2 Krøn. 30:25-27.
15 Dette minder os om en anden forsamling af tilbedere, nemlig den der beskrives i Åbenbaringens bog, kapitel 7. Først ser man de 144.000 medlemmer af Guds åndelige Israel. Derefter beskriver synet „en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, som „stod foran tronen [Jehovas] og foran Lammet“. Og hvorfor står de foran Jehovas trone? De „tjener ham dag og nat i hans tempel“. I overensstemmelse hermed er „en stor skare“ „fremmede“ — det åndelige Israels nære medarbejdere — blevet indsamlet fra alle jordens nationer med tilbedelsen af Jehova for øje, og det er især sket siden året 1935. Jehova sørger gavmildt for dem, og Lammet, Kristus Jesus, „leder dem til kilderne med livets vand“. Og til sidst skal Gud „tørre hver tåre af deres øjne“. — Åb. 7:9, 10, 15, 17; 21:4.
16. Hvordan kan den ’store skare’ opnå liv?
16 Er det dit håb sammen med denne ’store skare’ at overleve nationalismens trussel i dag og vinde evigt liv på den paradisiske jord? Så hold fast ved Jehova og den sande tilbedelse af ham.
Ned med det falske!
17, 18. (a) Hvad tilskyndede påsken folket til? (b) Hvordan svarer dette til Jehovas vidners arbejde i dag?
17 Hvad tilskyndede denne store påskehøjtid, den største siden Salomons dage, folket til? „Da alt det var til ende, drog alle de israelitter, som var til stede, ud til Judas byer, og de sønderbrød stenstøtterne, omhuggede asjerastøtterne og nedrev offerhøjene og altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev spor tilbage; så vendte alle israelitterne hjem, hver til sin ejendom i deres byer.“ (2 Krøn. 31:1) Det var en fuldstændig udrensning af al falsk religion i Juda rige.
18 Dette svarer udmærket til en bestemt del af det arbejde som Jehovas vidner har udført på hele jorden siden 1919. De har ikke ’tolereret nogen rivaliseren med Jehova’ — intet kompromis med afgudsdyrkelse, hverken katolsk, protestantisk, jødisk eller direkte hedensk. (2 Kong. 10:16, NW) Den rene, utilslørede sandhed fra Guds ord, Bibelen, er blevet forkyndt i hele kristenheden og i andre dele af verden og har afsløret de krigsophidsende og nationalistiske afgudsdyrkere og vist at de er forkastet af Jehova, den sande Gud.
19. (a) Hvad har denne del af deres arbejde resulteret i? (b) Hvordan så Ezekias på afgudsdyrkelse, og hvordan bør vi se på afgudsdyrkelse i dag?
19 Denne forkyndelse af „hævnens dag fra vor Gud“ har befriet mange for dæmonreligionens lænker, hvorved de har opnået „god vilje“ fra Jehova. (Es. 61:2, NW) Det har været „ret i [Jehovas] øjne“, uanset hvad det frafaldne præsteskab har tænkt eller sagt. Jehova billiger det, ligesom han billigede Ezekias’ handling: „Han skaffede offerhøjene bort, sønderbrød stenstøtterne, omhuggede asjerastøtten og knuste kobberslangen, som Moses havde lavet.“ (2 Kong. 18:4) Denne slange, der var et billede på Kristus og hans offer, var israelitterne nemlig begyndt at tilbede, næsten på samme måde som „det hellige kors“ tilbedes af mange i dag i kristenheden. Afgudsdyrkelse har ingen plads hos Guds sande folk, hverken i fortiden eller i nutiden. — Sl. 106:35-40; 1 Kor. 10:6, 11, 14.
20. Hvad skildredes forbilledligt ved at Ezekias gjorde oprør mod assyrerkongen?
20 Ezekias, som ikke ville være i trældom under det nationalistiske Assyrien, indlod sig dernæst i strid med Sankerib selv. „Han gjorde oprør mod assyrerkongen og ville ikke stå under ham.“ (2 Kong. 18:7) Svarende hertil har Kristus, efter at den salvede rest var blevet samlet til tilbedelse i det åndelige tempel, udfriet den fra trældommen under nationalisme og hedensk religion og anført den i en kampagne der gik ud på at forkynde et domsbudskab mod Satan og hele hans organisation, med dens uretfærdige „himmel“ og „jord“. I 1922 og de efterfølgende syv år fik Jehovas vidner overdraget domsbudskaber som først var blevet forkyndt i Jehovas „himle“, og lod dem derefter lyde på hele jorden. Navnlig har disse proklamationer, der er skitseret i Åbenbaringens bog, kapitlerne 8 til 11, givet udtryk for Jehovas retfærdige domme over de mægtige organisationer — dæmoniske, religiøse og nationalistiske — som Satan gennem årtusinder har opbygget.
21. Hvilken proklamation blev udsendt mod Satan ved stævnet i Detroit i 1928?
21 Som højdepunktet herpå vedtog 12.000 deltagere i et otte dages stævne, der blev afholdt i Detroit, Michigan, U.S.A., i dagene fra den 30. juli til den 6. august 1928, begejstret „En Erklæring imod Satan og for Jehova“. I denne erklæring stod der blandt andet: „Det store Slag ved Harmagedon, som snart skal til at begynde, vil ende med, at Satan fuldstændig sættes ud af Spillet, og at hele hans onde Organisation bliver omstyrtet. Da vil Jehova indføre Retfærdighed paa Jorden ved og gennem Kristus, den nye Hersker, og vil frigøre Menneskene fra det onde.“a Således blev det bekendtgjort for de nationalistiske regeringers grusomme hersker, som har regeret over jorden gennem tiderne, at hans modstand mod Guds rige og hans repræsentanter på jorden er dømt til at slå fejl.
Krig mod filisterne
22, 23. (a) Hvad gjorde Ezekias over for filisterne? (b) Hvad var karakteristisk for denne gamle fjende af Guds folk?
22 Ezekias rettede også et angreb mod en af israelitternes gamle fjender der havde forskanset sig i fæstninger dybt inde på judæisk område, sydvest for Jerusalem. „Han slog filisterne lige til Gaza og dets omegn, både vagttårnene og de befæstede byer.“ (2 Kong. 18:8) Findes der en parallel hertil i nutiden?
23 Guds ord viser at filisterne til stadighed førte krig mod Israel fra det øjeblik folket drog ind i det forjættede land. Filisterne var et hovmodigt folk, et folk som viste den største mangel på respekt for de retfærdige love som Jehova havde givet Israel, som for eksempel lovene vedrørende blodet. (Zak. 9:6, 7; 3 Mos. 17:14) De sendte bestandig hære eller guerillastyrker mod Guds folk. Amos’ bog (1:6-8) nævner deres krige mod Israel og hvordan de tog mange til fange og solgte dem til Edom. Deres hedenske religion var grusom. De havde en fiskegud, Dagon, som på billedstøtterne fremstilledes med et opretstående fiskehoved, formen ikke ulig de mitraer som bæres af patriarker og biskopper i nogle af kristenhedens religiøse systemer.
24. Hvilken gammel fjende af Guds folk er filisterne især et billede på?
24 Det ser ud til at filisterne er et billede på nogle som gennem lang tid har været fjender af den sande tilbedelse på jorden. En af disse fjender er især det romersk-katolske hierarki, hvis religiøse system er gennemsyret af hedensk, babylonisk religion, og det gælder både lære og ceremonier. Hierarkiet har, i al den tid det har eksisteret, med næb og kløer bekæmpet alle som modigt har taget standpunkt for den sande tilbedelse. Det har siden 1919 bittert modstået forkyndelsen af den gode nyhed om Riget på hele jorden.
25. Hvilken kampagne i nutiden, ført af Jehovas vidner, danner en parallel til Ezekias’ felttog mod filisterne?
25 Ezekias’ felttog mod filisterne i fortiden minder om et felttog, en kampagne, som Kristi efterfølgere har gennemført på jorden, især i 1930rne. På det tidspunkt havde det romersk-katolske hierarki, som kristenhedens førende religiøse system, længe været forskanset i det tilbedelsesområde der med rette tilhører „lovpriserne“ af Jehova. Og ligesom de fordærvede filistre i fortiden købslog med den assyriske verdensmagt for at opnå en politisk fordel, således har det romersk-katolske hierarki i nutiden indgået alliancer med nationalistiske diktatorer. For eksempel kan nævnes Lateranforliget, der blev sluttet med Benito Mussolini i 1929, og konkordatet med Adolf Hitler i 1933. Ikke med kødelige våben, men med et magtfuldt bibelsk budskab skred Jehovas vidner til handling for at afsløre dette politiske kurmageri som den såkaldte Kristi „kirke“ gjorde sig skyldig i med det formål at beherske hele verden.
26. Hvordan gik nutidens filistre til modangreb, og med hvilket resultat?
26 Og det romersk-katolske hierarki gik til modangreb. Som „kirkens sværd“ stillede den nazistiske Führer sig i spidsen for et felttog der havde til mål at udslette Jehovas vidner i katolske lande. En udtalelse af en katolsk præst i Berlin bekræfter dette. Den stod at læse i en artikel i Der Deutsche Weg for 29. maj 1938: „Da Adolf Hitler var kommet til magten og det tyske bispedømme gentog sit krav, sagde han: ’Disse såkaldte „alvorlige bibelstudenter“ [Jehovas vidner] er urostiftere. . . . jeg vil ikke tåle at de tyske katolikker bliver tilsmurt på den måde . . . Jeg opløser [Jehovas vidner] i Tyskland.’“ Hvortil præsten tilføjede: „Bravo!“ Men Jehovas vidner blev ikke reelt opløst i Tyskland eller noget andet sted. Hitler og hans medunderskriver af konkordatet, kardinal Pacelli (pave Pius XII), er nu døde, men de 8000 Jehovas vidner der overlevede de nazistiske koncentrationslejre, som de var blevet sendt til på foranledning af Katolsk Aktion, er nu blevet forøget til over 80.000 i Vesttyskland og Berlin, og der er også flere tusind i Østtyskland.
27-30. Hvordan fører Jehovas vidner stadig en åndelig krig mod „filisterne“?
27 Regeringer som beherskes af katolikker, og pøbelsværme som katolske præster står bag, har fortsat kampen for at bringe Jehovas vidner til tavshed. Men ved at gøre brug af det trykte ord, domstolene og andre lovlige midler, har Jehovas vidner ført en hårdnakket åndelig kamp mod det katolske hierarkis indgreb i tilbedelsesfriheden. Denne kristne kamp har åbnet øjnene på mange oprigtige katolikker og andre, og har hjulpet dem til at tage standpunkt på den sande tilbedelses side. Og hvad nu med dem der stadig må udholde forfølgelse fra de nutidige filistres side?
28 Se hvad der er sket i Malawi! Den 17. september 1967 sagde Malawis præsident Banda: „Befolkningen i et hvilket som helst område vil have ret til at sige — ’Jehovas vidner, forsvind.’ Og hvis Jehovas vidner ikke forsvinder, så vil regeringen træde til og arrestere dem og sætte dem i fængsel.“ Ifølge bladet Malawi News, der udkommer på cinyanja, advarede et medlem af Malawis parlament, J. D. Gunda, „folk som tilhørte Jehovas vidner, der var blevet forbudt af regeringen, at hvis de fortsatte i denne kristne trosretning, ville de blive straffet strengt af regeringen“. Han forklarede at det var „regeringens mål at gøre en ende på denne trosretning, og han sagde videre, at hvis de virkelig omvendte sig, ville de købe politiske partikort“. (Den 10. november 1967) Vagttårnsselskabets missionærer er blevet udvist af landet, og tusinder af Jehovas vidner er nu blevet arresteret. I ét område alene er treogtyve huse tilhørende Jehovas vidner blevet nedbrændt.
29 I Ægypten er et antal Jehovas vidner blevet arresteret under deres mindehøjtid i 1967. De blev holdt fængslet i flere måneder fordi de forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Vagttårnets missionærer blev udvist af landet, og mange lokale vidner blev udsat for hård tortur. I Grækenland er Selskabets trykkeri blevet lukket efter et regeringsdekret, og i flere arabiske stater lægges der hindringer i vejen for forkyndelsen af Guds rige. I Burma er alle Vagttårnets missionærer blevet udvist af landet.
30 Kan sådanne nationalistiske regeringer nu forhindre Jehovas kristne vidner i at forkynde den gode nyhed? Nej! Tværtimod vil det bestyrke Jehovas vidner i deres overbevisning om at Jehova har afsagt den endelige dom over disse regeringer og om kort tid vil fjerne dem sammen med den øvrige del af den falske religions verdensimperium. Jehovas beslutning lyder: Op med den sande tilbedelse, ned med den falske! — Jer. 1:10; Ez. 25:15-17.
31, 32. (a) Hvorfor er Ezekias et storslået eksempel for os? (b) Hvordan kan vi nu følge i den større Ezekias’ fodspor?
31 Jehovas vidners åndelige krigsførelse er lykkedes for dem, på samme måde som det lykkedes Ezekias at slå de plagsomme filistre tilbage. Hvilken kontrast mellem Ezekias’ retfærdige standpunkt for den sande tilbedelse og hans forgængeres frafald og nabofolkenes hedenskab! „Til [Jehova], Israels Gud, satte han sin lid, og hverken før eller siden fandtes hans lige blandt alle Judas konger. Han holdt fast ved [Jehova] og veg ikke fra ham, og han overholdt de bud, [Jehova] havde givet Moses. Og [Jehova] var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han lykken med sig [handlede han klogt, NW].“ — 2 Kong. 18:5-7.
32 Måtte vi også fortsat handle klogt mens vi følger i den større Ezekias’, Kristi Jesu, fodspor. Måtte vi frygtløst møde den falske religions og de nationalistiske regeringers trusler, mens vi uforfærdet forkynder Guds hævn over Satans nuværende tingenes ordning og trøster dem der sørger over dens uretfærdighed. (Es. 61:1, 2) Ja, måtte vi ’holde fast ved Jehova’, i tillid til at han vil ’være med os’ i vor nidkære tilbedelse, mens vi er med til for evigt at ophøje hans navn. Men mere om den sande tilbedelses sejr over nationalismen i en senere artikel.
[Fodnote]
a Se Vagttaarnet, 1. november 1928, side 327.
[Illustration på side 277]
Israelitter nedbryder hellige stenstøtter som blev brugt i afgudsdyrkelsen
[Illustration på side 277]
Vidner i vor tid bruger Bibelen til at afsløre afgudsdyrkelse