meldte sig til dette tempelarbejde, skulle frigives fra Babylon og vende tilbage til „[Jehovas] huses bjerg“. (2 Krøn. 36:20-23; Ezra 1:1-4) Ved slutningen af det halvfjerdsindstyvende år var en trofast rest af frivillige tempelarbejdere tilbage i Judas land og gjorde dermed ende på dets øde tilstand. I det følgende forår (536 f.v.t.) blev grunden til det andet tempel i Jerusalem lagt. — Ezra 3:8-12.

21. Til trods for hvad blev Jehovas andet tempel fuldført, og hvornår?

²¹ Dette var ikke noget der passede de hedenske modstandere af tilbedelsen af Jehova. Men deres modstand kunne ikke besejre den almægtige Gud. Efter flere års aktiv modstand fra disse udfordrende hedningers side blev Jehovas andet tempel i Jerusalem fuldført af hans trofaste rest. Det skete den tredje dag i adar måned i 515 f.v.t. — Ezra 6:15.

22. Hvordan blev „[Jehovas] huses bjerg“ „grundfæstet på bjergenes top“, både for den hjemvendte rest og for de hedenske nationer og folkeslag?

²² For at blive brugt til dette arbejde måtte medlemmerne af den hjemvendte rest sætte tilbedelsen af Jehova over alt andet i deres liv, og vende sig fra den falske gudsdyrkelse som deres forfædre troløst havde antaget. Jehovas tilbedelse, repræsenteret ved „[Jehovas] huses bjerg“, blev hævet op over den høje stilling som de hedenske nationer tilskrev deres dæmonguder, der i mange tilfælde blev tilbedt på højtliggende steder som højdedrag og bjergtoppe. I billedlig forstand blev Jehovas tilbedelseshus’ bjerg „grundfæstet på bjergenes top“, og det ’løftede sig op over højene’. Respekten for tilbedelsen af Jehova kom i højsædet, ikke blot blandt hans udvalgte folk men også hos mange enkeltpersoner i de hedenske nationer og folkeslag. Mange sådanne enkeltpersoner drog uden tvivl op til Jerusalem for at tilbede den sande Gud, ligesom de religiøse proselytter på de kristne apostles tid og ligesom den etiopiske hofmand som evangelisten Filip blev sendt til for at omvende ham til kristendommen. — Ap. G. 2:5-10; 8:26-39; Joh. 12:20, 21.

23. (a) I hvis navn begyndte disse enkeltpersoner fra nationerne og folkeslagene at vandre? (b) Hvilken opfyldelse af profetien var det, og hvilket spørgsmål rejser der sig nu efter Messias’ komme med hensyn til at vandre i navnet?

²³ I stedet for at vandre i deres tidligere guders navn, vandrede disse mennesker fra alle de forskellige nationer og folkeslag nu i den Guds navn hvis tilbedelse var blevet højt ophøjet, i Jehovas navn. Dette var i sandhed en opfyldelse af Mikas profeti. Men det var kun en delvis, en mindre eller forbilledlig opfyldelse. Den fuldstændige opfyldelse fandt ikke sted dengang, før Jehova Gud havde sendt sin Messias til jorden. Den endelige, fuldstændige opfyldelse af Mikas herlige profeti skulle finde sted i vort tyvende århundrede. Hvordan opfyldes den? Ved at kristenheden i vort århundrede har nået sin største udbredelse, idet man nu anslår at den har over ni hundrede millioner medlemmer blandt alle jordens nationer? Og har dette ikke udvirket en forandring? Efter at Messias eller Kristus er kommet, bør vi så ikke snarere vandre i Messias’, Jesu navn, i stedet for i Jehovas navn? Er kristenhedens kirker en opfyldelse af Mikas profeti? Dette fortjener en undersøgelse — nu!

Lyt nu

● Én har engang sagt at ’folk som regner med at blive frelst „i den ellevte time“, ofte dør klokken 10.30’. Som en god modsætning til dette omtaler Bibelen et eksempel med en fangevogter i det første århundrede. Apostelen Paulus og hans ledsager Silas var blevet sat i fængsel, og midt om natten blev de mirakuløst befriet af et jordskælv som åbnede alle døre og løste deres lænker. Fangevogteren og hans husstand lyttede samme nat uden tøven til Jehovas ord som blev talt af Paulus, og han „frydede sig med hele sit hus over, at han var kommen til tro på Gud“. (Ap. G. 16:25-34) Det er stadig forstandigt at modtage sådanne livgivende oplysninger uden tøven.