• „En ordets tjener af den rette støbning“
    Vagttårnet – 1955 | 1. maj

    • 19. Hvad slags leder viste Jesus sig at være, og hvordan viser hans egne ord os det?

      19 Men selv om vi nu tænker i mere moderne baner, forestiller vi os så Jesus som en leder, der var langt foran alle andre, blændende dygtig og med et organisationstalent uden lige, utålmodig med andres fejl og mangler? Næppe. Der er naturligvis ingen tvivl om hans fuldkomne evner i enhver henseende. Han begik ingen fejl, spildte ingen tid og talte aldrig urette ord. Men skønt hans efterfølgere anerkendte ham som deres mester, var de dog ikke så imponerede af hans personlighed, at de følte, at han stod langt over dem, ja i en kategori for sig selv. Tværtimod. Han stod sine efterfølgere meget nær både i ånd og i handling. Han var venlig og imødekommende, undtagen når omstændighederne nu og da krævede noget andet. Tanken om denne nære samhørighed er meget væsentlig for begrebet ledelse. Vi ser det, når en fader leder et barn eller en hund en blind mand. Hvad sagde Jesus, da han opfordrede nogle til at blive sine disciple? Læg mærke til hans venlige ord: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt [nænsomt, NW], og min byrde er let.“ Det vil sige, at Jesus var sagtmodig, rimelig, barmhjertig og hensynsfuld over for dem, som han oplærte. Han lod sig ikke irritere af småting. Han var ydmyg i sin handlemåde og nærede ikke store tanker om sig selv eller vigtede sig med sin overlegenhed, skønt han var fuldkommen. Han var altid vederkvægende selskab, for han ejede den mest elskelige personlighed. Det var naturligvis ikke det indtryk, farisæerne fik, men her beskæftiger vi os med Jesus som lederen og oplæreren af sine venner, disciplene. — Matt. 11:28-30.

      20. Hvad bør vi bestandig erindre os, når vi tager del i oplæringsarbejdet?

      20 Selv om Jesus ikke er synligt til stede iblandt os i dag, ved vi, at hans personlighed ikke har forandret sig en tøddel. (Hebr. 13:8) Han er vort eksempel og mønster, og de, som har den forret at have en andel, den være sig stor eller lille, i at lede deres brødre, gør vel i at følge dette eksempel meget nøje. Så vil du i lighed med Jesus altid være vederkvægende selskab for dine brødre og yde dit bedste og få dem til at yde deres bedste. Lad os til vor belæring og som et forbillede for os i vor erindring bestandig genkalde den inspirerede skildring af en sand leder, en skildring, som Jehova nu lader levendegøre gennem sin „tjener“, Kristus Jesus: „Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“

      (The Watchtower, 1. februar 1955)

  • Spørgsmål fra læserne
    Vagttårnet – 1955 | 1. maj

    • Spørgsmål fra læserne

      ● Hvad menes der med „Isaks høje“ i Amos 7:9, og er det ikke selvmodsigende, når Bibelen siger, at visse konger fjernede højene, men så senere taler om, at de undlod at afskaffe dem? — A. M., Tyrkiet.

      Med „Isaks høje“ hentydes der til de hellige høje, der fandtes i ti-stammeriget Israel, hvis hovedstad var Samaria på det tidspunkt, da Jeroboam II var konge i Israel. De ti stammer var efterkommere af Isak såvel som af Jakob eller Israel. Udtrykket „Isaks høje“ svarer til de „Israels helligdomme“, der nævnes i samme vers (9). Isaks (eller Israels) høje peger derfor hen til de hellige høje i Betel og Dan, hvor der var opstillet guldkalve, som disse ti stammer af frafaldne efterkommere af Isak gennem Jakob eller Israel havde vendt sig til og dyrkede. — 1 Kong. 12:28-33.

      Om kong Asa af Judas rige er der skrevet: „Han fjernede de fremmede altre og offerhøjene, sønderbrød stenstøtterne og omhuggede asjerastøtterne og bød judæerne søge HERREN, deres fædres Gud, og holde Loven og budet, og han fjernede offerhøjene og solstøtterne fra alle Judas byer, og landet havde fred, så længe han levede.“ Dog siges der senere om hans styre: „Vel forsvandt offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas hjerte helt med HERREN, så længe han levede.“ Om hans efterfølger Josafat læser vi: „Da voksede hans mod til at vandre på HERRENS veje, så han også udryddede offerhøjene og asjerastøtterne i Juda.“ Men også om hans regering læser vi senere: „Kun blev offerhøjene ikke fjernet.“ — 2 Krøn. 14:3-5; 15:17; 17:6; 20:33.

      Hvorledes kan disse tilsyneladende selvmodsigelser forklares? Det synes indlysende, at højene i Juda kunne inddeles i to grupper, een, hvor de hedenske guder blev tilbedt, og en anden, hvor Jehova blev tilbedt. Israelitterne måtte ikke vise kana’anæernes høje, hvor disse dyrkede deres afguder, nogen skånsel: „I [skal] drive landets beboere bort foran eder og tilintetgøre alle deres billedværker, alle deres støbte billeder skal I tilintetgøre, og alle deres offerhøje skal I ødelægge.“ Men selv efter at tabernaklet og endnu senere templet var blevet rejst, fandtes der høje, hvor der blev ofret til Jehova på en for ham velbehagelig måde, f. eks. Samuels, Davids og Elias’ ofringer. På disse høje forekom der også en uret tilbedelse i Jehovas navn, og det kan være grunden til, at de blev bevaret længere end de høje, der var viet hedenske guder. Selv den afguderiske kalvetilbedelse på Sinaj blev kaldt en „højtid for [Jehova]“. — 4 Mos. 33:52; 2 Mos. 32:5; 1 Sam. 9:11-19; 1 Krøn. 21:26; 1 Kong. 18:30-39.

      Det er muligt, at disse konger fjernede alle de høje, der var viet hedenske guder, men lod dem, på hvilke Jehova blev tilbedt, blive stående. Hvis det er tilfældet, har deres udrensningsarbejde ikke været grundigt og effektivt, for det rette sted at ofre til Jehova var i tabernaklet eller templet, og kun i særlige tilfælde blev der frembåret antagelige ofre andre steder. (5 Mos. 12:2-14;