Spørgsmål fra læserne

● Jeg arbejder for et stort firma der årligt skænker et julegratiale til alle dets arbejdere. Kan vi som Jehovas vidner tage imod sådanne gaver? — R. K., U.S.A.

Det vil ikke bibelsk set være forkert af en kristen at modtage en gave eller et gratiale som hans arbejdsgiver giver ham ved juletid. Nogle firmaer giver alle deres arbejdere (ikke udenforstående) et årligt gratiale, og de vælger simpelt hen dette tidspunkt af året at gøre det på. At modtage et sådant gratiale betyder ikke at modtageren fejrer jul, for et gratiale er noget der betales en arbejder som et tillæg til hans regelmæssige løn. Det er en anerkendelse af at han har arbejdet for sin arbejdsgiver over en vis tidsperiode, og at arbejdsgiveren har haft gavn af det. Hvis nogen føler sig foruroliget i sin samvittighed ved tanken om at tage imod gratialet, kan han naturligvis på en venlig og taktfuld måde afslå at tage imod det og således undgå en dårlig samvittighed. — 1 Pet. 3:16.

Ifølge Bibelen er kristne kun forpligtet til at mindes Kristi død, og ikke Jesusbarnets fødsel. (Luk. 22:19, 20) Eftersom Herrens aftensmåltid er den eneste årlige mindehøjtid der påhviler dem ifølge Bibelen, fejrer de som nøje følger Bibelen ikke jul eller andre helligdage. (Gal. 4:9-11) De overværer ikke fester i forbindelse med helligdage eller sender kort eller gaver på verdslige helligdage. Dersom et af Jehovas vidner modtager et gratiale eller en gave på et sådant tidspunkt, vil han uden tvivl i sin tak undlade enhver hentydning til selve helligdagen. Når det er passende kan han måske, til gavn for sin arbejdsgiver, taktfuldt gøre rede for sin bibelske indstilling til julen og andre helligdage.

● Skal visse udtalelser i den nye bog „Det er umuligt for Gud at lyve“ forstås således at det med bestemthed kan siges at der findes levende skabninger på andre planeter? — R. B., U.S.A.

Nej, det siger bogen ikke. Paragraf 24 på side 384 i bogen lyder: „I al evighed vil vor jord indtage en særstilling blandt alle de andre planeter i universet. I al evighed vil vor jord over for hele skaberværket tjene som et strålende vidnesbyrd til Jehovas ære. Hermed være ikke sagt at jorden for altid vil være den eneste beboede planet i universet, men den vil være den eneste planet som alle gode tings skaber har sendt sin enbårne søn til som menneske for at han kunne ofre sit liv og løskøbe klodens beboere fra synden og dens straf døden. Den vil være den eneste klode hvorpå Jehova ved sin søn Jesus Kristus har udkæmpet ’krigen på Guds, den Almægtiges, store dag’ for at vise sin magt over alle sine fjender i himmelen og på jorden og således fastslå at han alene er universets suveræne hersker. — Jeremias 50:25, Salme 140:8 (NW vers 7), Apostlenes Gerninger 4:24, hvor New World Translation alle steder siger ’suveræne Herre’ der hvor den danske bibeloversættelse siger ’Herre’.“

Det punkt der her understreges er: Det vil aldrig mere blive nødvendigt at Guds søn dør som et offer for at genløse levende skabninger fra synd og død. Det vil aldrig mere blive nødvendigt at Jehova Gud hævder sig som universets suveræne Herre. Det vil være noget der er sket én gang for alle her på jorden. Selv om Skaberen på et eller andet tidspunkt i fremtiden ville befolke andre planeter — hvilket vi ikke ved — ville der alligevel ikke være noget behov for en gentagelse af Jesu offer og for en hævdelse af Jehovas suverænitet. Stridsspørgsmålene i forbindelse hermed vil allerede være blevet afgjort for evigt. — Hebr. 9:28; 10:12.

Både videnskabsmænd og andre har spekuleret meget på om der på nuværende tidspunkt findes liv på andre planeter. Man ved kun lidt herom. Bibelen viser klart at der findes utallige åndeskabninger, men den åbenbarer ikke om der er fysiske skabninger på andre planeter. — Åb. 5:11; Matt. 26:53.

Kristne behøver imidlertid ikke at lade sig forurolige af spekulationer om hvorvidt der nu findes liv på andre planeter eller der vil komme det i fremtiden. Mennesket blev sat på jorden, og Bibelen fortæller at retfærdige mennesker vil vedblive at leve her i al evighed. (Sl. 37:29; 115:16; Præd. 1:4) Vi kan have fuld tillid hertil, uanset hvad Gud i fremtiden vil åbenbare angående liv på andre planeter. — Se The Photo-Drama of Creation, side 96, paragraf 3, udgivet i 1914.

● Hvad mente apostelen Peter da han sagde at „ingen profeti i Skriften er fremkommet ved nogen privat fortolkning“? — E. M., U.S.A.

Angående profeti skrev apostelen Peter: „I ved først og fremmest dette, at ingen profeti i Skriften er fremkommet ved nogen privat fortolkning. Thi ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker, der blev båret af sted af hellig ånd, fremkom med udtalelser fra Gud.“ — 2 Pet. 1:20, 21, NW.

Bibelskribenten hentydede ikke til anvendelsen, betydningen eller fortolkningen af tidligere skrevne profetier. Sammenhængen viser at han drøftede det profetiske ords pålidelighed, og hvorfor kristne kan stole på det. (2 Pet. 1:16-19) Han påpegede derefter at de kan have tillid til de profetier der findes nedskrevet i Bibelen, for disse stammer ikke fra mennesker men fra Jehova Gud selv.

Folk kan for eksempel selv betragte de politiske eller sociale forhold i et eller andet land, og på grundlag af deres egen fortolkning af kendsgerningerne fremsætte en eller anden forudsigelse om fremtiden. En sådan privat fortolkning og efterfølgende profeti ville ikke være inspireret af Gud. Et eksempel herpå kan nævnes fra kong Akab af Israels tid. Da fire hundrede falske profeter af kong Akab blev spurgt om han og Josafat skulle kæmpe mod Ramot i Gilead profeterede de at lykken ville følge de to konger. (2 Krøn. 18:4-11) Denne profeti udsprang af deres egen fortolkning af situationen.

I modsætning hertil forudsagde Jehovas profet Mika at Akab ikke ville vende uskadt tilbage. Var det en profeti der udsprang af hans egen private fortolkning? Nej, før Mika talte med Akab sagde han: „Hvad min Gud siger, det vil jeg tale!“ (2 Krøn. 18:13-27) Akabs død på slagmarken viste klart at de falske profeters forudsigelse kun var baseret på deres egne ufuldkomne, menneskelige slutninger. Jehovas profet Mika havde derimod ikke selv fortolket begivenhederne, men det ved Jehova der havde besluttet hvordan udfaldet ville blive; følgelig var den profeti han gav gennem Mika nøjagtig, og den gik i opfyldelse.

Som forklaret i Andet Petersbrev 1:20 21 (NW) kan vi have tillid til Bibelens profetier, for de er ikke udsprunget af en menneskelig fortolkning af situationen, men kommer fra Gud. Det var ham der, ved hjælp af hellig ånd, tilskyndede sine tjenere til at udtale og nedskrive profetierne.

● Var det mørke der ifølge Markus 15:33 indtraf da Jesus hang på marterpælen, resultatet af en solformørkelse? — B. A., U.S.A.

Bibelens beretning om dette mørke er kort. Den lyder: „Da den sjette time kom, blev der mørke over hele landet indtil den niende time.“ (Mark. 15:33) Beretningerne i Mattæus 27:45 og Lukas 23:44, 45 indeholder i det store hele de samme oplysninger, og Lukas tilføjer at „solen formørkedes“.

De inspirerede nedskrivere af de evangeliske beretninger fremstillede dagen på en sådan måde at de gav Gud æren for dette usædvanlige mørke. I årenes løb har visse bibelkommentatorer imidlertid søgt at give en videnskabelig forklaring, idet de har hævdet at der må være indtruffet en solformørkelse samtidig med Jesu pælfæstelse. Jesus døde imidlertid påskedag år 33, og det er almindelig kendt at ved tidspunktet for påskefuldmånen er en almindelig solformørkelse en astronomisk umulighed, idet månen da ikke befinder sig mellem solen og jorden, men på den anden side af jorden, borte fra solen. Hertil kommer at mørket varede tre timer, fra klokken tolv middag til klokken tre om eftermiddagen, hvorimod en total solformørkelse sjældent kan iagttages mere end to eller tre minutter på et bestemt sted. Man regner med at en sådan solformørkelse under de gunstigste forhold højst kan vare 7¹/₂ minut. Det mørke der indtraf i forbindelse med Jesu pælfæstelse kan derfor ikke forklares som en følge af en naturlig solformørkelse, forårsaget ved at månen kommer mellem jorden og solen på en sådan måde at den skjuler solen for det menneskelige øje.

Nogle har søgt at knytte denne begivenhed sammen med en solformørkelse der omtales af Flegon fra Tralles, en frigiven træl der levede i det andet århundrede e.v.t. Han beretter om en bemærkelsesværdig solformørkelse der skabte et sådant mørke at man kunne se stjernerne på himmelen. Han fastsætter solformørkelsen til det fjerde år af den 202. olympiade (fireårige perioder der regnedes fra 776 f.v.t.), og dette tidspunkt synes at falde sammen med det år Jesus døde. Det er muligt at en der kun har et begrænset kendskab til astronomi, fejlagtigt kunne henføre det mørke der indtraf ved Jesu død til en solformørkelse, men vi kan ikke være sikre på at det er den begivenhed Flegon henviser til, for han giver ikke nogen detaljer om på hvilket tidspunkt af året den indtraf.

Den formørkelse af solen der varede fra middag til klokken tre om eftermiddagen dengang Jesus blev pælfæstet, må skyldes en direkte indgriben fra Guds side. Det samme er tilfældet med jordskælvet og tempelforhænget der flængedes da Jesus udåndede. (Matt. 27:51; Mark. 15:38) De der søger at affærdige disse begivenheder som rene og skære tilfældigheder der kan forklares naturligt, har ikke et sundt grundlag for deres argumenter.

Da øjenvidner til disse begivenheder — en høvedsmand og andre der sammen med ham overværede Jesu pælfæstelse — så jordskælvet og det der skete, erkendte de at det der fandt sted skyldtes en overmenneskelig indgriben, og de blev „rædselsslagne og sagde: ’Sandelig, han var Guds Søn.’“ — Matt. 27:54.